Bekendtgørelse af overenskomst af 27. maj 1993 med Litauen om international passager- og godsbefordring ad landevej med tilhørende protokol og tillægsprotokol
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/1997/122@1998-03-16/da
Indhold
Den 27. maj 1993 undertegnedes i Noordwijk følgende overenskomst mellem Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Litauens Regering om international passager- og godsbefordring ad landevej i de to lande. Overenskomstens ordlyd med tilhørende protokol og tillægsprotokol er som følger:
OVERENSKOMST
mellem Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Litauens Regering om international passager- og godsbefordring ad landevej
Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Litauens Regering er ud fra ønsket om at fremme passager- og godsbefordringen med motorkøretøjer mellem deres to lande, blevet enige om følgende:
I. PASSAGERBEFORDRING
Artikel 1
Tilladelsesordning
1. Al passagerbefordring som for fremmed regning udføres af motorkøretøjer mellem de to lande og i transitbefordring igennem deres territorier er, bortset fra de i artikel 3 nævnte, undergivet en tilladelsesordning.
2. Ved »motorkøretøj til passagerbefordring« forstås mekanisk drevne køretøjer, som er indrettet til befordring af mere end 9 personer, inklusive føreren, registreret hos en af de kontraherende parter.
Artikel 2
Rutekørsel
1. Rutekørsel mellem de to lande eller i transit igennem deres territorier skal i fællesskab godkendes af de kontraherende parters kompetente myndigheder.
2. Ved »rutekørsel« forstås kørsel, hvorunder der udføres passagerbefordring ifølge en tidsplan, ad ruter, hvor passagerer kan stige på og af ved forud fastsatte stoppesteder.
3. Hvert lands kompetente myndighed skal udstede tilladelsen til den del af ruten, som udføres på det pågældende lands territorium.
4. De to landes kompetente myndigheder skal i fællesskab fastsætte betingelserne for udstedelse af tilladelsen, det vil sige dens varighed, transporternes hyppighed, de tidskøreplaner og takster, som skal anvendes, samt andre nødvendige bestemmelser for en smidig og effektiv udførelse af rutekørslen.
5. Ansøgning om tilladelse skal indsendes til den kompetente myndighed i det land, hvor køretøjet er registreret, og denne afgør, hvorvidt tilladelse kan gives.
I tilfælde af at ansøgningen ikke giver anledning til indvendinger, skal denne kompetente myndighed meddele dette til den anden kontraherende parts kompetente myndighed.
6. Dokumenter indeholdende de nødvendige oplysninger (foreslåede tidsplaner, takster og rute, hvilken periode i løbet af året kørslen skal udføres samt hvilken dato kørslen agtes påbegyndt) skal vedlægges ansøgningen. De kompetente myndigheder kan rekvirere sådanne oplysninger, som de anser for nødvendige.
Artikel 3
Lejlighedsvis kørsel
Lejlighedsvis befordring af passagerer er ikke undergivet en tilladelsesordning. En transport betragtes som lejlighedsvis, når de samme personer transporteres i det samme køretøj enten:
a) på en rundtur som begynder og skal afsluttes i det land, hvor køretøjet er registreret, eller
b) på en rejse, som starter i det land, hvor køretøjet er registreret og afsluttes på den anden kontraktsparts territorium, forudsat, at køretøjet vender tomt tilbage til det land, hvor det er registreret, hvis ikke andet er bestemt, eller
c) på en rejse, hvor køretøjet kører tomt til den anden kontraherende parts område og derfra medtager passagerer tilbage til køretøjets registreringsstat, eller
d) på transitbefordring af lejlighedsvis karakter.
Artikel 4
Lejlighedsvise kørsler som er undergivet en tilladelsesordning
Enhver lejlighedsvis transport, som ikke er omfattet af artikel 3, er undergivet en tilladelsesordning. Ansøgninger om tilladelser skal stiles til de kompetente myndigheder hos den kontraherende part på hvis territorium transportudøveren er bosiddende, som videresender ansøgningerne til den anden kontraherende parts kompetente myndigheder med deres bemærkninger.
II. GODSBEFORDRING
Artikel 5
Tilladelsesordning
1. Transportudøvere fra en kontraherende part, som i overensstemmelse med deres nationale lovgivning har ret til at udføre internationale godstransporter ved brug af erhvervsmotorkøretøjer, må udføre sådanne transporter, bortset fra de i artikel 7 nævnte, mellem de to kontraherende parters territorier og i transit igennem disse, med en tilladelse til international transport udstedt af de kontraherende parter i overensstemmelse med kontingentet af tilladelser og den procedure, der er fastlagt af den blandede kommission nævnt i artikel 13.
2. Der kræves ikke tilladelse til internationale godstransporter udført med et erhvervsmotorkøretøj med en maximal totalvægt på 6 tons eller en maximal lastekapacitet på 3,5 tons.
3. Ved »erhvervsmotorkøretøj« forstås mekanisk drevne køretøjer, som normalt bruges til godstransport ad vej. I denne overenskomst omfatter »erhvervsmotorkøretøj« ligeledes påhængs- og sættevogne tilkoblet erhvervskøretøjer, såvel som vogntog.
Artikel 6 Der kræves ikke tilladelse til kørsel med:
a) varer og udstyr bestemt for messer og udstillinger;
b) væddeløbsheste, -automobiler samt andet tilbehør til brug ved sportsarrangementer;
c) teaterdekorationer og -rekvisitter;
d) musikinstrumenter og udstyr bestemt til lyd-, fjernsyns-, eller filmoptagelser;
e) beskadigede køretøjer;
f) postforsendelser;
g) flyttegods;
h) lig.
III. ØVRIGE BESTEMMELSER
Artikel 7
Cabotage- og tredjelandskørsel
1. En transportudøver bosiddende på en kontraherende parts territorium må ikke udføre befordring af passagerer eller gods mellem to punkter på den anden kontraherende parts territorium, medmindre en særlig tilladelse er givet af den anden kontraherende part.
2. En transportudøver fra en af de to kontraherende parter må ikke udføre transporter fra den anden kontraherende parts territorium til et tredjeland og viceversa, medmindre en særlig tilladelse er givet af den anden kontraherende part.
Artikel 8
Køretøjers vægt og dimensioner
Transport af farligt gods
1. Med hensyn til køretøjers vægt og dimensioner forpligter begge kontraktsparter sig til ikke at pålægge køretøjer registreret hos den anden kontraherende part bestemmelser som er mere restriktive end de, der gælder for køretøjer registreret hos den kontraherende part selv.
2. Begge kontraherende parters transportudøvere skal overholde den anden kontraherende parts love og administrative forskrifter vedrørende køretøjets vægt og dimensioner ved indkørsel på denne parts territorium.
3. I tilfælde af at køretøjets vægt og/eller dimensioner overstiger de maksimalt tilladte vægt og/eller dimensioner i den kontraherende parts territorium, hvor befordringen skal finde sted, skal transportudøveren have en forudgående særlig tilladelse fra denne kontraherende parts kompetente myndighed.
4. Transport af farligt gods med køretøjer, der er registreret på den ene af de kontraherende parters territorium, på den anden kontraherende parts territorium, skal udføres i overensstemmelse med sidstnævnte kontraherende parts nationale lovgivning.
Artikel 9
Skatter og afgifter
1. Passager- og erhvervsmotorkøretøjer som er registreret hos en af de kontraherende parter, og som midlertidigt befinder sig på den anden kontraherende parts territorium, er ikke underkastet nogen skatter, gebyrer og andre afgifter som er pålagt kørslen eller besiddelsen af køretøjer på dette territorium.
2. Undtagelserne i denne artikel gælder hverken vej- og omsætningsafgifter eller told og forbrugsafgifter på motorkøretøjernes brændstofforbrug, bortset fra det brændstof, der findes i køretøjernes standardtank ved indkørslen.
Artikel 10
Toldbestemmelser
Reservedele til brug ved reparation af et allerede indført køretøj skal midlertidigt tillades indført uden betaling af importafgifter eller andre skatter uden hensyntagen til importforbud og restriktioner. Udskiftede dele skal tilintetgøres, genudføres eller ødelægges under toldmyndighedernes kontrol og opsyn.
Artikel 11
National lovgivning
I alle tilfælde, som ikke er reguleret ved denne overenskomsts bestemmelser eller de internationale konventioner begge lande har tiltrådt, er en kontraherende parts transportudøvere og førere af vogne forpligtede til at overholde den anden kontraherende parts lovgivning, når de kører på dennes territorium.
Artikel 12
Overtrædelse af overenskomsten
1. Hvis en kontraherende parts transportudøvere overtræder overenskomstens bestemmelser under kørsel på den anden kontraherende parts territorium kan den kompetente myndighed, hvor overtrædelsen blev begået, uden præjudice for enhver retlig sanktion, som finder anvendelse på dets eget territorium, informere den anden kontraherende part om omstændighederne ved overtrædelsen.
2. I tilfælde af en overtrædelse som nævnt i stk. 1 i denne artikel kan den kompetente myndighed hos den kontraherende part, hvor overtrædelsen blev begået, anmode den anden kontraherende parts kompetente myndighed om:
a) at give en advarsel til den pågældende transportudøver med en tilkendegivelse af, at gentagelser, kan medføre, at hans køretøjer nægtes indkørsel på den kontraherende parts territorium, hvor overtrædelsen skete, i en periode som kan fastsættes af den kontraherende parts kompetente myndighed, eller
b) at tilkendegive overfor transportudøveren, at hans køretøjer er blevet forbudt indkørsel midlertidigt eller permanent på den anden kontraherende parts territorium.
3. Den kompetente myndighed, der modtager en sådan anmodning fra den anden kontraherende parts kompetente myndighed skal efterkomme denne, og skal så snart som muligt informere den anden kompetente myndighed om hvilke forholdsregler, der er taget.
Artikel 13
Kompetente myndigheder,
Blandet Kommission
1. De kompetente myndigheder i hver af de kontraherende parter, under hvem spørgsmål vedrørende denne overenskomsts anvendelse hører, fremgår af den i forbindelse med denne overenskomst undertegnede protokol.
2. De kontraherende parters kompetente myndigheder skal løbende være i kontakt med hinanden angående alle spørgsmål, som opstår i forbindelse med anvendelsen af denne overenskomst.
3. Repræsentanter fra de kompetente myndigheder kan, når det er nødvendigt, mødes til forhandlinger i en blandet kommission med det formål at fastsætte procedurer og antallet af tilladelser, samt regulering af andre transportaktiviteter og løsning af problemer, som kan opstå i forbindelse med gennemførelsen af denne overenskomst.
Artikel 14
Ikrafttræden, gyldighed
1. Denne overenskomst vil træde i kraft 30 dage efter, at de kontraherende parter har underrettet hinanden om, at de nødvendige forfatningsmæssige krav er opfyldte.
2. Denne overenskomst gælder i et tidsrum af to år fra datoen for dens ikrafttrædelse, og forlænges derefter stiltiende fra år til år, medmindre den opsiges af en af de kontraherende parter tre måneder før udgangen af et kalenderår.
Udfærdiget i Noordwijk den 27. maj 1993 i to originale eksemplarer affattet på dansk, litauisk og engelsk, idet hver tekst har samme gyldighed.
For Kongeriget
Danmarks Regering
Helge Mortensen
For Republikken
Litauens Regering
Jonas Birziskis
PROTOKOL
til Overenskomst mellem Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Litauens Regering om international passager- og godsbefordring ad landevej
1. De kompetente myndigheder i henhold til denne overrenskomst er
for Kongeriget Danmarks vedkommende
a) for så vidt angår artiklerne 2, 4, 7 og 12:
Direktoratet for Vejtransport
Borgergade 20
DK-1300 København K
Telefon: (45) 33 14 74 44
Telefax: (45) 33 32 35 34
b) for så vidt angår artikel 13, stk. 3:
Trafikministeriet
Frederiksholms Kanal 27
DK-1220 København K
Telefon: (45) 33 92 33 55
Telefax: (45) 33 12 38 93
c) for så vidt angår artikel 8:
Trafikministeriet
Færdselssikkerhedsafdelingen
Købmagergade 48
DK-1015 København K
Telefon: (45) 33 14 36 15
Telefax: (45) 33 93 22 92
for Republikken Litauens vedkommende
a) for så vidt angår artiklerne 2, 4, 7, 12 og 13, stk. 3:
Ministry of Transport
Road Transport Department
Gedimino av. 17
2679 Vilnius
Telefon: (70122) 62 65 90
Telefax: (70122) 22 43 35
b) for så vidt angår artikel 8:
Ministry of Internal Affairs
Department of Police
Board of Road Police
Giraites 3
2015 Vilnius
Telefon: (70122) 66 18 69
Telefax: (70122) 63 32 31
2. Der kræves en specialtilladelse til udførelse af transport af farligt gods i Republikken Litauen.
Danske vognmænd skal på forhånd ansøge om en sådan tilladelse hos den kompetente myndighed i Republikken Litauen.
Udfærdiget i Vilnius den 9. september 1993.
For Kongeriget Danmarks regering
Helge Mortensen
For Republikken Litauens regering
Jonas Birziskis
TILLÆGSPROTOKOL
til overenskomsten af 27. maj 1993 mellem Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Litauens Regering om international passager- og godsbefordring ad landevej
Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Litauens Regering er blevet enige om at ændre den engelske og den danske version af den bilaterale vejtransportaftale af 27. maj 1993 mellem de to lande således:
Artikel 1
Artikel 5, stk. 2, ophæves. Artikel 5, stk. 3, bliver herefter artikel 5, stk. 2.
Artikel 2
Til artikel 6 tilføjes:
i) til transporter med erhvervsmotorkøretøjer med en maksimal totalvægt på 6 tons eller en maksimal lastekapacitet på 3,5 tons;
j) medicin og udstyr til brug for nødhjælp, særligt i forbindelse med naturkatastrofer
Artikel 3
Til overenskomstens sidste afsnit tilføjes:
I tilfælde af fortolkningstvivl har den engelske tekst forrang.
For Kongeriget Danmarks Regering
Helge Mortensen
For Republikken Litauens Regering
Jonas Birziskis
Overenskomsten med tilhørende protokol og tillægsprotokol trådte i kraft den 14. juni 1997.
Underskrift 1
Udenrigsministeriet, den 4. december 1997 Niels Helveg Petersen