Gelex

Bekendtgørelse af overenskomst af 24. juni 1997 med Egypten vedrørende fremme og beskyttelse af investeringer

GældendeVersion 2000-07-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2000/43@2000-07-19/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Den 24. juni 1997 undertegnedes i Kairo en overenskomst mellem Danmark og Egypten om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer.

Overenskomstens ordlyd er som følger:

Kongeriget Danmarks regering og Den Arabiske Republik Egyptens regering, herefter omtalt som de kontraherende parter,

SOM ØNSKER at skabe fordelagtige vilkår for investeringer i begge stater og styrke samarbejdet mellem private foretagender i begge stater med henblik på at stimulere den produktive anvendelse af ressourcer,

SOM ANERKENDER, at en rimelig og retfærdig behandling af investeringer på et gensidigt grundlag vil tjene dette formål,

ER BLEVET enige om følgende:

I denne overenskomst

(1) skal udtrykket »investering« omfatte enhver form for aktiver og i særdeleshed, men ikke udelukkende:

(i) løsøre og fast ejendom såvel som enhver anden rettighed, såsom leasing-kontrakter, realkredit, tilbageholdelses- og panterettigheder, forlods og kautionskrav og alle andre lignende rettigheder,

(ii) et firma eller en virksomhed, eller andele, aktier eller andre former for deltagelse i et firma eller en virksomhed og gældsbeviser og gæld i et firma eller en virksomhed,

(iii) geninvesteret udbytte, fordringer på penge og opfyldelse af kontrakt af finansiel værdi,

(iv) industrielle og intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder ophavsrettigheder, patenter, firmanavne, teknologi, varemærker, goodwill, know-how og alle andre lignende rettigheder,

(v) koncessioner eller andre rettigheder, som er tildelt ved lov eller kontrakt, herunder koncessioner til eftersøgning og udvinding af naturressourcer.

(2) En ændring i den måde, hvorpå midler investeres, påvirker ikke deres karakter som investering.

(3) Udtrykket »udbytte« skal betyde de beløb, som investeringen afkaster, omfattende især, men ikke udelukkende, fortjeneste, renter, kapitalgevinster, dividender, royalties eller honorarer.

(4) Udbytte, og i tilfælde af reinvesteringsbeløb, der hidrører fra reinvesteringen, skal nyde samme beskyttelse som investeringen i overensstemmelse med denne aftale.

(5) Udtrykket »investor« skal for begge kontraherende parters vedkommende betyde:

(a) Fysiske personer med statsborgerskab eller fast bopæl i en kontraherende part i overensstemmelse med denne parts gældende lov.

(b) Enhver enhed etableret i overensstemmelse med og anerkendt som en juridisk person i henhold til loven i den kontraherende part, såsom selskaber, firmaer, sammenslutninger, finansieringsinstitutioner på udviklingsområdet, fonde eller lignende enheder, uanset om de har begrænset ansvar, og om de måtte være rettet mod overskudsgivende virksomhed.

(6) Udtrykket »territorium« skal for hver kontraherende part omfatte det territorium, som hører under dets suverænitet, såvel som havområdet og undersøiske zoner, over hvilke den kontraherende part udøver suveræne rettigheder eller jurisdiktion i henhold til folkeretten.

(1) Hver kontraherende part skal i overensstemmelse med sine love og administrativ praksis tillade investeringer fra den anden kontraherende parts investorer og fremme sådanne investeringer, herunder lette etableringen af repræsentationskontorer.

(2) Investeringer fra investorer fra hver af de kontraherende parter skal til enhver tid nyde fuld beskyttelse og sikkerhed på den anden kontraherende parts territorium. Ingen kontraherende part må på nogen måde skade den anden kontraherende parts investorers forvaltning, opretholdelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling af investeringer på sit territorium.

(3) Hver kontraherende part skal overholde alle forpligtelser, den måtte have indgået vedrørende investeringer fra den anden kontraherende parts investorer.

(1) Hver kontraherende part skal på sit territorium give investeringer foretaget af den anden kontraherende parts investorer en rimelig og retfærdig behandling, som på ingen måde er mindre gunstig end den, der gives dens egne investorer eller investorer fra noget tredjeland, idet den set fra investors synspunkt mest gunstige behandling lægges til grund.

(2) Hver kontraherende part skal på sit territorium give den anden kontraherende parts investorer en rimelig og retfærdig behandling, hvad angår forvaltning, opretholdelse, anvendelse, besiddelse eller afvikling af deres investeringer, som på ingen måde er mindre gunstig end den, der gives dens egne investorer eller investorer fra noget tredjeland, idet den set fra investors synspunkt mest gunstige behandling lægges til grund.

Bestemmelserne i denne aftale vedrørende tilståelsen af en ikke mindre gunstig behandling end den, der gives investorer fra nogen af de kontraherende parter eller noget tredjeland, skal ikke udlægges som en forpligtelse for den ene kontraherende part til at tilbyde investorer fra den anden kontraherende part fordelene ved nogen behandling, præference eller privilegier, der hidrører fra:

(a) medlemskab af enhver eksisterende eller fremtidig regional økonomisk organisation eller toldunion, i hvilken nogen af de kontraherende parter er eller måtte blive part, eller

(b) enhver international overenskomst eller ordning, som helt eller fortrinsvis vedrører beskatning, eller enhver national lovgivning, som helt eller fortrinsvis vedrører beskatning.

(1) Investeringer fra de kontraherende parters investorer må ikke nationaliseres, eksproprieres eller underkastes foranstaltninger med tilsvarende virkning som nationalisering eller ekspropriation (i det følgende benævnt »ekspropriation«) på den anden kontraherende parts territorium, medmindre det sker af hensyn til almenvellet, på et ikke-diskriminatorisk grundlag, med behørig retsgyldighed og mod en omgående, fyldestgørende og effektiv erstatning.

(2) Denne erstatning skal svare til den rimelige markedsværdi af den eksproprierede investering umiddelbart før ekspropriationen eller den forestående ekspropriation blev offentlig kendt, og derved kunne påvirke investeringens værdi (i det følgende benævnt »vurderingsdag«).

(3) Denne rimelige markedsværdi skal beregnes i en frit konvertibel valuta på basis af den gældende markedsvekselkurs for den pågældende valuta på vurderingsdagen. Erstatning skal betales omgående og skal indeholde renter beregnet fra ekspropriationsdagen frem til betalingsdagen.

(4) Den berørte investor skal ved domsmyndighed eller anden kompetent og uafhængig myndighed på den eksproprierende kontraherende parts territorium have ret til omgående i henhold til loven i den kontraherende part, som foretager ekspropriationen, at få prøvet lovligheden af sagen og af erstatningsvurderingen af investeringen og af erstatningsbetalingen, i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i stk. (1) i denne artikel.

(5) Når en kontraherende part eksproprierer et firmas eller en virksomheds aktiver på sit territorium, som er indregistreret eller oprettet ved dennes lov, og når investorer fra den anden kontraherende part har en investering i firmaet eller virksomheden, herunder igennem aktier eller andele, skal reglerne i denne artikel sikre omgående, fyldestgørende og effektiv erstatning til sådanne investorer for enhver skade eller formindskelse af den rimelige markedsværdi af en sådan investering, som måtte være forårsaget af ekspropriationen.

(1) Investorer fra en kontraherende part, hvis investeringer på den anden kontraherende parts territorium lider tab på grund af krig eller anden væbnet konflikt, revolution, national undtagelsestilstand, revolte, oprør eller uroligheder på sidstnævnte kontraherende parts territorium, skal gives en behandling af sidstnævnte kontraherende part, hvad angår genindsættelse i tidligere rettigheder, skadesløsholdelse, erstatning eller anden fyldestgørelse, der ikke er mindre gunstig end den, som sidstnævnte kontraherende part giver sine egne investorer eller investorer fra noget tredjeland, idet den udfra investors synspunkt mest gunstige behandling lægges til grund.

(2) Uden præjudice for stk. (1) i denne artikel skal en kontraherende parts investor, som i en af de i stk. (1) nævnte situationer lider et tab på den anden kontraherende parts territorium som følge af

(a) rekvirering af sin investering eller dele deraf, foretaget af den andens styrker eller myndigheder, eller

(b) tilintetgørelse af sin investering eller dele deraf, foretaget af den andens styrker eller myndigheder, som ikke var påkrævet i den foreliggende situation, ydes genindsættelse i tidligere rettigheder eller erstatning, som i alle tilfælde skal være omgående, fyldestgørende og effektiv.

(1) Hver kontraherende part skal med hensyn til investeringer på sit territorium af den anden kontraherende parts investorer tillade overførsel ind og ud af territoriet af:

(a) startkapitalen og enhver yderligere kapital til vedligeholdelse og udvikling af en investering;

(b) den investerede kapital eller provenuet fra salg eller hel eller delvis likvidation af en investering;

(c) renter, dividender, fortjenester og andet realiseret udbytte;

(d) betalinger, som udgør afdrag på gæld vedrørende investeringer, og forfaldne renter;

(e) betalinger, der hidrører fra rettigheder nævnt i artikel 1, stk. (1), iv i denne aftale;

(f) ikke-anvendte indtægter og andre indkomster tilhørende udenlandske ansatte, som har arbejde i forbindelse med en investering;

(g) erstatning, genindsættelse i tidligere rettigheder, skadesløsholdelse eller anden afgørelse, jf. artikel 5 og 6.

(2) Overførsler af betalinger i henhold til stk. (1) i denne artikel skal ske uden forsinkelse og i en frit konvertibel valuta.

(3) Overførsler skal foretages til markedsvekselkursen gældende på overførselsdagen med hensyn til loco-transaktioner i den valuta, hvori overførslen sker. I mangel af et marked for fremmed valuta skal den kurs, der anvendes, være den seneste vekselkurs anvendt til indgående investeringer.

Hvis en kontraherende part eller dennes designerede agent foretager betaling til sine egne investorer under en garanti, den har givet med hensyn til en investering på den anden kontraherende parts territorium, skal sidstnævnte kontraherende part anerkende:

(a) overdragelsen af en hvilken som helst rettighed eller fordring fra investoren til førstnævnte kontraherende part eller dennes designerede agent, hvad enten den foretages i henhold til lov eller retshandel, og

(b) at førstnævnte kontraherende part eller dennes designerede agent er berettiget til i kraft af subrogation at udøve investorens rettigheder og gennemføre investorens fordringer.

(1) Enhver tvist, som måtte opstå mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part i forbindelse med en investering på den anden kontraherende parts territorium, skal så vidt muligt søges bilagt mindeligt.

(2) Hvis en sådan tvist mellem en investor fra den ene kontraherende part og den anden kontraherende part fortsat ikke er bilagt efter en periode på seks måneder, skal investor være berettiget til at henføre sagen til enten

(a) Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister i henhold til Konventionen om Bilæggelse af Investeringstvister mellem Stater og Statsborgere i andre Stater, der blev åbnet for undertegnelse i Washington den 18. marts 1965, eller

(b) en voldgiftsmand eller en international ad hoc voldgiftsdomstol nedsat i henhold til de voldgiftsregler, der gælder for FN's Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), eller

(c) Kairo Regionale Center for International Handelsvoldgift, eller

(d) Det Internationale Handelskammers voldgiftsregler.

(1) Hvis der opstår en tvist mellem de kontraherende parter vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne overenskomst, bør de kontraherende parter så vidt muligt bilægge en sådan tvist gennem forhandlinger.

(2) Hvis en sådan tvist ikke kan bilægges inden for seks måneder fra tvistens begyndelse, skal den efter anmodning fra enhver af de kontraherende parter forelægges for en voldgiftsdomstol.

(3) En sådan voldgiftsdomstol skal nedsættes for hver enkelt sag på følgende måde:

(a) Inden for tre måneder fra modtagelsen af begæringen om voldgift skal hver kontraherende part udpege et medlem af domstolen. Disse to medlemmer skal derpå vælge en statsborger fra et tredjeland, som med de kontraherende parters godkendelse skal udpeges til formand for domstolen. Formanden skal udpeges inden for tre måneder fra datoen for udpegelsen af de to andre medlemmer.

(b) Hvis de nødvendige udpegelser ikke har fundet sted inden for nogen af de angivne perioder, kan enhver af de kontraherende parter i mangel af anden aftale opfordre præsidenten for Den Internationale Domstol til at foretage de nødvendige udpegelser. Hvis præsidenten er statsborger i den ene kontraherende part, eller hvis han på anden måde er forhindret i at udføre nævnte funktion, skal vicepræsidenten opfordres til at foretage de nødvendige udpegelser. Hvis vicepræsidenten er statsborger i den ene kontraherende part, eller hvis han også er forhindret i at udføre nævnte funktion, skal det medlem af Den Internationale Domstol, som er den næste i anciennitet, og som ikke er statsborger i en af de kontraherende parter, opfordres til at foretage de nødvendige udpegelser.

(c) Voldgiftsdomstolen skal anvende bestemmelserne i denne overenskomst, andre overenskomster indgået mellem de kontraherende parter og folkerettens gældende procedureregler. Den skal træffe sin afgørelse ved flertalsafgørelse. Voldgiftsdomstolen fastsætter sin egen procedure.

(d) Voldgiftsdomstolens afgørelser er endelige og bindende for begge kontraherende parter.

(e) Hver kontraherende part skal bære omkostningerne for sit eget voldgiftsmedlem ved domstolen og for sin medvirken i voldgiftssagen. Omkostningerne til formanden og de øvrige omkostninger skal bæres ligeligt af de kontraherende parter.

Enhver af de kontraherende parter kan foreslå den anden part at konsultere om en hvilken som helst sag, der vedrører anvendelsen af denne overenskomst. Konsultationerne skal efter forslag fra en af de kontraherende parter afholdes på et sted og et tidspunkt, der er opnået enighed om gennem diplomatiske kanaler.

Bestemmelserne i denne overenskomst skal omfatte alle investeringer foretaget af den ene kontraherende parts investorer på den anden kontraherende parts territorium før eller efter overenskomstens ikrafttrædelse. Den skal imidlertid ikke omfatte uoverensstemmelser eller tvister, som er opstået før dens ikrafttræden.

Ved ikrafttrædelsen af denne overenskomst eller på et hvilket om helst senere tidspunkt kan bestemmelserne i denne overenskomst ændres på en sådan måde, som de kontraherende parter er enige om. Sådanne ændringer skal træde i kraft, når de kontraherende parter har meddelt hinanden, at de forfatningsmæssige krav for ikrafttrædelse er blevet opfyldt.

Denne overenskomst skal ikke gælde for Færøerne og Grønland.

Bestemmelserne i denne overenskomst kan udvides til at omfatte Færøerne og Grønland i henhold til aftale herom ved noteveksling mellem de kontraherende parter.

Denne overenskomst træder i kraft tredive dage efter den dato, hvor de kontraherende parters regeringer skriftligt har meddelt hinanden, at de forfatningsmæssige krav for denne overenskomsts ikrafttræden er blevet opfyldt.

(1) Denne overenskomst skal forblive i kraft i ti år og skal derefter forblive i kraft, medmindre den ene kontraherende part skriftligt meddeler den anden kontraherende part sin hensigt om at opsige overenskomsten. Meddelelsen om opsigelse får virkning et år efter notifikations-datoen.

(2) For så vidt angår investeringer foretaget før den dato, hvor meddelelsen om opsigelse af denne overenskomst får virkning, skal bestemmelserne i artiklerne 1 til 12 forblive i kraft i yderligere en tiårsperiode fra denne dato.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, behørigt bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne overenskomst.

UDFÆRDIGET i to eksemplarer i Kairo den 24. juni 1997 på dansk, arabisk og engelsk, idet alle tekster skal have samme gyldighed.

I tilfælde af uenighed om fortolkningen skal den engelske tekst have forrang.

For Kongeriget Danmarks Regering

E. Harild Nielsen

For Den Arabiske Republik Egyptens Regering

Zafer El Bishry

Overenskomsten, der ikke omfatter Færøerne og Grønland, trådte i kraft den 29. januar 2000 i medfør af artikel 15.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 6. juli 2000 Niels Helveg Petersen

Versioner

  1. 2000-07-19