Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 182 af 1999 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2000/62@2000-12-19/da
Indhold
I henhold til kgl. resolution af 4. august 2000, og efter at Folketinget den 26. maj 2000 havde meddelt sin samtykke dertil, har Danmark ratificeret den af Den Internationale Arbejdskonference i Genève i 1999 vedtagne konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde.
Konventionen har følgende ordlyd:
Oversættelse
Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference,
der er blevet sammenkaldt i Genève af Styrelsesrådet for Den Internationale Arbejdsorganisation, og som er trådt sammen til sin 87. samling den 1. juni 1999, og
som finder, at behovet for at vedtage nye instrumenter vedrørende forbud mod og afskaffelse af de værste former for børnearbejde har den højeste prioritet i forbindelse med national og international indsats, herunder internationalt samarbejde og bistand, med henblik på at komplementere konventionen og henstillingen om minimumsalder for beskæftigelse, 1973, som fortsat er de grundlæggende instrumenter vedrørende børnearbejde, og
som finder, at effektiv afskaffelse af de værste former for børnearbejde kræver en omgående og omfattende indsats, under hensyntagen til betydningen af gratis grundlæggende uddannelse og behovet for at fjerne de pågældende børn fra sådant arbejde og at sørge for deres rehabilitering og sociale integration, samtidig med at man ser på deres familiers behov, og
som minder om resolutionen vedrørende afskaffelse af børnearbejde, der blev vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference på dens 83. samling i 1996, og
som erkender, at børnearbejde i vidt omfang er forårsaget af fattigdom, og at den langfristede løsning ligger i varig økonomisk vækst, der fører til sociale fremskridt, særlig afhjælpning af fattigdom og indførelse af almen undervisning, og
som minder om konventionen om børns rettigheder, der blev vedtaget af FN's generalforsamling den 20. november 1989, og
som minder om ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde og opfølgningen herpå, der blev vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference på den 86. samling i 1998, og
som minder om, at nogle af de værste former for børnearbejde er omfattet af andre internationale instrumenter, særlig konventionen om tvangsarbejde, 1930, og FN's supplerende konvention om ophævelse af slaveri, slavehandel og institutioner og praksis, der ligner slaveri, 1956, og
som har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til børnearbejde, hvilket er punkt 4 på samlingens dagsorden, og
som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international konvention,
vedtager i dag den 17. juni 1999 følgende konvention, der betegnes konventionen om de værste former for børnearbejde, 1999.
Enhver medlemsstat, der ratificerer denne konvention, skal som et hasteanliggende iværksætte omgående og effektive foranstaltninger med henblik på at sikre et forbud mod og afskaffelse af de værste former for børnearbejde.
I denne konventionen betyder udtrykket »barn« enhver person under 18 år.
I denne konvention omfatter udtrykket »de værste former for børnearbejde«:
a) alle former for slaveri eller slaverilignende forhold som fx salg af og handel med børn, gældsslaveri, trældom og tvangsarbejde, herunder tvangsrekruttering af børn til brug i væbnede konflikter,
b) brug af, formidling af eller tilbud om børn til prostitution, fremstilling af pornografi eller pornografiske forestillinger,
c) brug af, formidling af eller tilbud om børn til ulovlige aktiviteter, særlig i forbindelse med fremstilling af og handel med narkotika, som defineret i de relevante internationale traktater,
d) arbejde, der ifølge dets karakter eller de forhold, som det udføres under, kan skade børns helbred, sikkerhed eller moral.
1. De typer af arbejde, der henvises til i artikel 3 d, fastsættes ved national lovgivning eller forskrifter eller af den kompetente myndighed efter høring af de berørte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, under hensyntagen til relevante internationale normer, særlig nr. 3 og 4 i henstillingen om de værste former for børnearbejde, 1999.
2. Den kompetente myndighed skal, efter høring af de berørte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, kortlægge, hvor de således fastlagte former for arbejde forefindes.
3. Listen over de typer af arbejde, der fastlægges i henhold til denne artikels stk. 1, skal med mellemrum gennemgås og om nødvendigt revideres i samarbejde med de berørte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.
Enhver medlemsstat skal, efter høring af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, iværksætte eller udpege passende mekanismer med henblik på at overvåge gennemførelsen af de bestemmelser, der gennemfører denne konvention.
1. Enhver medlemsstat skal udarbejde og gennemføre handlingsplaner, der prioriterer afskaffelsen af de værste former for børnearbejde.
2. Sådanne handlingsplaner skal udformes og gennemføres i samarbejde med relevante regeringsinstitutioner samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, under behørig hensyntagen til andre relevante gruppers synspunkter.
1. Enhver medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en effektiv gennemførelse og håndhævelse af de bestemmelser, hvorved denne konvention sættes i kraft, herunder bestemmelser om og anvendelse af strafferetlige sanktioner, eller eventuelle andre sanktioner.
2. Enhver medlemsstat skal, under hensyntagen til vigtigheden af uddannelse i forbindelse med afskaffelse af børnearbejde, iværksætte effektive foranstaltninger inden for en fastsat frist med henblik på
a) at forhindre børns deltagelse i de værste former for børnearbejde,
b) at yde nødvendig og hensigtsmæssig direkte bistand i forbindelse med fjernelse af børn fra de værste former for børnearbejde og deres rehabilitering og sociale integration,
c) at sikre adgang til gratis grundlæggende uddannelse og, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, til erhversuddannelse for alle børn, der fjernes fra de værste former for børnearbejde,
d) at finde frem til og opsøge børn, der er udsat for særlige risici, og
e) tage hensyn til pigers særlige situation.
3. Enhver medlemsstat skal udpege den kompetente myndighed, der er ansvarlig for gennemførelsen af de bestemmelser, der sætter denne konvention i kraft.
Medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at bistå hinanden ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne konvention gennem et udvidet internationalt samarbejde og/eller bistand, herunder støtte til social og økonomisk udvikling, programmer for fattigdomsbekæmpelse og almen uddannelse.
De officielle ratifikationer af denne konvention skal sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.
1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.
2. Den træder i kraft et år efter den dato, da to medlemsstaters ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.
3. Derefter træder konventionen i kraft for enhver medlemsstat et år efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.
1. En medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan opsige den efter 10 års forløb fra datoen for konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering. Opsigelsen får først virkning et år efter datoen for indregistreringen.
2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som ikke inden 1 år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede 10 års-periode gør brug af den i denne artikel hjemlede opsigelsesret, er bundet i yderligere 10 år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på de i denne artikel fastsatte betingelser.
1. Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation om indregistreringen af alle de ratifikationer og opsigelser, der modtages fra organisationens medlemmer.
2. Når generaldirektøren underretter organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal der gøres opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.
Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af artikel 102 i De Forenede Nationers Pagt sende udførlige oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, der er indregistreret i henhold til bestemmelserne i ovenstående artikler, til De Forenede Nationers generalsekretær til indregistrering.
Når Det Internationale Arbejdsbureaus Styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af denne konvention samt overveje ønskeligheden af at sætte spørgsmålet om hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.
1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvist reviderer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention:
a) en medlemsstats ratifikation af den nye, reviderede konvention ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset bestemmelserne i artikel 11, såfremt og så snart den nye, reviderede konvention træder i kraft,
b) denne konvention ikke længere vil kunne ratificeres af medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye, reviderede konvention træder i kraft.
2. Denne konvention skal under alle omstændigheder forblive i kraft i den foreliggende form og med det foreliggende indhold for de medlemsstater, som har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den reviderede konvention.
Den engelske og den franske version af denne konventions tekst har samme gyldighed.
Ovenstående er konventionens autentiske tekst, enstemmigt vedtaget af Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 87. møde, der blev afholdt i Genève og erklæret afsluttet den 17. juni 1999.
Til bekræftelse heraf har vi påført vore underskrifter i dag den 18. juni 1999.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret den 14. august 2000, og konventionen træder i kraft for Danmark den 14. august 2001. Ratifikationen omfatter ikke Færøerne og Grønland.
Oplysning om andre landes tiltrædelse m.v. kan fås hos ILO på adressen: www.ilo.org.
Underskrift 1
Udenrigsministeriet, den 11. december 2000 Niels Helveg Petersen