Gelex

Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 25. oktober 2000 med Armenien

GældendeVersion 2002-04-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/11@2002-04-16/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Den 25. oktober 2000 undertegnedes i Stockholm en luftfartsoverenskomst mellem Danmark og Armenien.

Overenskomsten har følgende ordlyd:

Kongeriget Danmarks Regering og Republikken Armeniens Regering, herefter i nærværende overenskomst benævnt de kontraherende parter,

som er parter i Konventionen om International Civil Luftfart og Overenskomsten om international lufttransit, åbnet for undertegnelse i Chicago den 7. december 1944, og

som nærer ønske om at afslutte en overenskomst, i overensstemmelse med den nævnte konvention, med det hovedformål at etablere regelmæssig lufttransport mellem deres respektive territorier;

er kommet overens om følgende:

I denne overenskomst

a) betyder »konventionen« Konventionen om International Civil Luftfart, åbnet for undertegnelse i Chicago den 7. december 1944, og indbefatter ethvert tillæg vedtaget i henhold til denne konventions artikel 90, samt enhver ændring af tillæggene eller af konventionen i henhold til dennes artikel 90 og 94, for så vidt som disse tillæg og ændringer er blevet vedtaget af begge kontraherende parter;

b) betyder »luftfartsmyndigheder«, for Kongeriget Danmarks vedkommende, Trafikministeriet; og for Republikken Armeniens vedkommende Generaldepartementet for Civil Luftfart, eller for begges vedkommende enhver person eller ethvert organ som er bemyndiget til at udføre en bestemt funktion, som relaterer sig til denne overenskomst;

c) betyder »udpeget luftfartsselskab« et luftfartsselskab som er blevet udpeget i overensstemmelse med denne overenskomsts artikel 3;

d) har »territorium«, »lufttrafik«, »international lufttrafik«, »luftfartsselskab«, samt »teknisk landing« den betydning, som er fastsat i konventionens artikel 2 og 96;

e) betyder »overenskomst« denne overenskomst, tillægget samt enhver ændring deraf;

f) betyder »tillæg« ethvert tillæg til denne overenskomst eller som ændret i overensstemmelse med denne overenskomsts artikel 17, stk. 2. Tillægget udgør en integreret del af denne overenskomst, og alle henvisninger til overenskomsten omfatter henvisning til tillægget, medmindre andet er foreskrevet;

g) betyder »takst« de priser, der skal betales for befordring af passagerer og baggage, samt de betingelser hvorunder disse priser anvendes, herunder priser og betingelser for andre ydelser udført af luftfartsselskabet i forbindelse med luftbefordring, samt indbefattet betaling og betingelser for agentur, men undtaget betaling eller betingelser for befordring af post;

h) betyder »brugerafgift« en afgift pålignet luftfartsselskaber af de kompetente myndigheder eller tilladt opkrævet af dem for adgang til anvendelse af lufthavnsejendom eller faciliteter eller af luftnavigationsfaciliteter, indbefattet relaterede ydelser og faciliteter, for luftfartøjer, deres besætning, passagerer samt fragt.

1. Hver kontraherende part tilstår den anden kontraherende part de følgende rettigheder med henblik på udførelse af international lufttrafik af luftfartsselskaber udpeget af den anden kontraherende part:

a) ret til at overflyve sit territorium uden landing,

b) ret til at foretage teknisk landing på sit territorium,

c) ret til at foretage landinger på det nævnte territorium på de pladser som er anført i denne overenskomsts tillæg, med det formål at optage og afsætte, i international trafik, passagerer, fragt samt post, enten hver for sig eller kombineret.

2. Intet i denne artikels stk. 1 skal anses for at give et luftfartsselskab udpeget af en kontraherende part ret til at optage, på den anden kontraherende parts territorium, passagerer, fragt og post, som befordres mod betaling eller vederlag, og som er bestemt for en anden plads på denne kontraherende parts territorium.

3. De kontraherende parters luftfartsselskaber som ikke er udpeget i henhold til denne overenskomsts artikel 3, nyder også de rettigheder som er anført i denne artikels stk. 1 a) samt 1 b).

1. Hver kontraherende part har ret til skriftligt overfor den anden kontraherende part, at udpege et eller flere luftfartsselskaber, med det formål at drive lufttrafik på de ruter, som er anført i tillægget, samt at tilbagekalde eller ændre sådanne udpegninger.

2. Ved modtagelse af en sådan udpegning, tilstår den anden kontraherende part under forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 og 4, uden unødigt ophold et udpeget luftfartsselskab den behørige driftstilladelse.

3. En kontraherende parts luftfartsmyndigheder kan pålægge et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab at godtgøre overfor dem, at det er i stand til at opfylde de vilkår som foreskrives i henhold til de love og bestemmelser, som normalt og med rimelighed anvendes af sådanne myndigheder på driften af international lufttrafik, i overensstemmelse med konventionens bestemmelser.

4. Hver kontraherende part har ret til at nægte at tilstå den i denne artikels stk. 2 omhandlede driftstilladelse, eller til at opstille sådanne betingelser, som den måtte anse for påkrævede, for et udpeget luftfartsselskabs udøvelse af de i artikel 2 omhandlede rettigheder, i ethvert tilfælde hvor den ikke finder det godtgjort, at effektiv kontrol af det pågældende luftfartsselskab beror på den anden kontraherende parts territorium, og at luftfartsselskabet er selskabsregistreret og har sit primære forretningsssted på det nævnte territorium.

5. Når et luftfartsselskab er blevet således udpeget og bemyndiget, kan det påbegynde driften af lufttrafik på de i tillægget anførte ruter, forudsat at luftfartsselskabet opfylder alle denne overenskomsts gældende regler.

1. Hver kontraherende part har ret til at tilbagekalde en driftstilladelse eller til at suspendere det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskabs udøvelse af de i artikel 2 omhandlede rettigheder, eller til at pålægge sådanne betingelser som den måtte anse for påkrævet for udøvelsen af disse rettigheder:

a) i ethvert tilfælde hvor parten ikke finder det godtgjort, at effektiv kontrol med det pågældende luftfartsselskab beror på den anden kontraherende parts territorium, og at luftfartsselskabet er selskabsregistreret og har sit primære forretningssted på det nævnte territorium;

b) i tilfælde hvor det pågældende luftfartsselskab undlader at efterkomme den kontraherende parts love og bestemmelser, som tilstår denne tilladelse eller disse rettigheder; eller

c) i tilfælde hvor det pågældende luftfartsselskab på anden måde undlader at drive virksomheden i overensstemmelse med de i denne overenskomst foreskrevne betingelser.

2. Medmindre øjeblikkelig tilbagekaldelse eller suspension af driftstilladelsen omhandlet i denne artikels stk. 1, eller pålæggelse af de deri omhandlede betingelser, er nødvendig for at forebygge yderligere overtrædelse af love og bestemmelser, udøves denne ret kun efter konsultationer med den anden kontraherende part.

Sådanne konsultationer afholdes indenfor tredive (30) dage fra den dag hvor den anden kontraherende part modtager skriftlig anmodning herom.

1. Ingen af de kontraherende parter pålægger et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab højere brugerafgifter end dem, som pålægges partens egne luftfartsselskaber, som driver trafik mellem de kontraherende parters territorier.

Enhver afgift for luftnavigationsfaciliteter pålagt international trafik udført af luftfartsselskaber med licens fra en af de kontraherende parter skal stå i rimeligt forhold til omkostningen af den service som er ydet det pågældende luftfartsselskab, og opkrævet i overensstemmelse med de relevante retningslinier udstedt af den Internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO).

2. Under udførelse af driften af den aftalte trafik finder de samme ensartede regler anvendelse på begge kontraherende parters luftfartsselskabers benyttelse af lufthavne såvel som alle andre faciliteter under deres kontrol.

3. Hver kontraherende part tilskynder konsultationer vedrørende brugerafgifter mellem dens kompetente afgiftspålæggende myndigheder og de luftfartsselskaber som anvender de ydelser og faciliteter, som er stillet til rådighed af disse afgiftspålæggende myndigheder, hvor det er praktisk muligt gennem disse luftfartsselskabers repræsenterende organisationer. Der bør gives rimeligt varsel om ethvert forslag til ændring af sådanne afgifter til sådanne brugere, for at sætte dem i stand til at udtrykke deres synspunkter, før ændringer udføres. Hver kontraherende part opmuntrer endvidere dens kompetente afgiftspålæggende myndigheder og sådanne brugere til at udveksle passende information vedrørende sådanne afgifter.

1. Luftfartøjer som benyttes i driften af international lufttrafik af et af en kontraherende part udpeget luftfartsselskab, såvel som deres sædvanlige udstyr, beholdninger af brændstof og smøreolier og luftfartøjsforråd (herunder levnedsmidler, drikkevarer og tobak) om bord i sådanne luftfartøjer, er fritaget for alle toldafgifter, undersøgelsesgebyrer samt andre afgifter eller skatter, ved ankomst på den anden kontraherende parts territorium, forudsat at sådant udstyr, forsyninger og beholdninger forbliver om bord i luftfartøjet indtil de genudføres.

2. Med undtagelse af afgifter baseret på omkostningen af ydet tjeneste, er de følgende genstande også fritaget for de afgifter, vederlag og gebyrer, som er omhandlet i denne artikels stk. 1:

a) luftfartøjsforråd, indført til eller leveret på en kontraherende parts territorium, og taget om bord, indenfor rimeligheds grænser, til brug om bord på et afrejsende luftfartøj der benyttes i international lufttrafik af et af den anden kontraherende part udpeget luftfartøj;

b) reservedele, herunder motorer, indført til en kontraherende parts territorium til vedligeholdelse eller reparation af luftfartøjer af et af den anden kontraherende part udpeget luftfartøj; samt

c) brændstof, smøreolier samt fortærbare tekniske forråd, indført til eller leveret på en kontraherende parts territorium til brug på et luftfartøj som anvendes i international lufttrafik af et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab, selv hvor disse forsyninger er beregnet på anvendelse på en del af flyvningen, som udføres over det territorium som tilhører den kontraherende part, hvor disse blev taget om bord.

3. De i denne artikels stk. 1 og 2 omhandlede genstande kan forlanges opbevaret under de passende myndigheders opsyn eller kontrol.

4. Undtagelserne i medfør af denne artikels bestemmelser gælder også i situationer, hvor en kontraherende parts udpegede luftfartsselskab har indgået ordninger med andre luftfartsselskaber om lån eller overførsel af de i denne artikels stk. 1 og 2 anførte genstande på den anden kontraherende parts territorium, forudsat at sådanne andre luftfartsselskaber på lignende vis nyder sådanne undtagelser fra den anden kontraherende part.

Det sædvanlige luftfartsudstyr, såvel som de materialer og forsyninger som beholdes om bord på luftfartøjer tilhørende en kontraherende part, må kun udlosses på den anden kontraherende parts territorium efter tilladelse fra toldmyndighederne. Sådanne kan placeres under de nævnte myndigheders opsyn, indtil de genudføres eller på anden måde afhændes i overensstemmelse med toldbestemmelserne.

1. Passagerer i transit via en kontraherende parts territorium underkastes kun en meget forenklet told- og indrejsekontrol. Bagage og fragt i direkte transit er fritaget for toldafgifter og andre lignende skatter.

2. En kontraherende parts love og bestemmelser vedrørende indrejse, klarering, gennemrejse, indvandring, pas, told og karantæne skal efterkommes af de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskaber, og af eller på vegne af dets passagerer, besætninger, fragt og post, ved gennemrejse på, adgang til, samt afrejse fra og under ophold på en sådan kontraherende parts territorium.

3. Ingen af de kontraherende parter må tilstå sit eget eller noget andet luftfartsselskab noget fortrin i forhold til det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab ved anvendelsen af de love og bestemmelser hvorom der er fastsat bestemmelse i denne artikel.

1. Hver kontraherende part tillader retfærdig og lige mulighed for begge kontraherende parters udpegede luftfartsselskaber til at konkurrere på den internationale lufttransport dækket af denne overenskomst.

2. Hver kontraherende part tager al passende handling indenfor dens jurisdiktion til at bortskaffe alle former for diskrimination og uretfærdig konkurrencepraksis, som har ugunstig effekt på den anden kontraherende parts luftfartsselskaber.

3. Ingen af de kontraherende parter foretager ensidig begrænsning af trafikmængden, frekvensen eller regelmæssighed af ruten, eller den type eller de typer af luftfartøjer som anvendes af det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab til driften, undtaget for så vidt som det måtte være krævet af toldmæssige, tekniske, driftsmæssige eller miljømæssige årsager, på ensartede vilkår som er i overensstemmelse med konventionens artikel 15.

4. Ingen af de kontraherende parter pålægger den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskaber betingelser om fortrinsret, en transportkvote, en afgift for at undlade indsigelse, eller noget andet krav angående kapacitet, frekvens eller trafik, som ville være i uoverensstemmelse med denne overenskomsts formål.

1. Takster fastsættes på rimeligt niveau under behørig hensyntagen til alle relevante faktorer, herunder driftsomkostninger, rimeligt afkast på investering, trafikkens karakter, brugeres interesser, samt andre luftfartsselskabers takster.

2. Ingen af parternes luftfartsmyndigheder vil kræve af deres udpegede luftfartsselskaber, at de konsulterer andre luftfartsselskaber før de fremlægger takster til godkendelse, og de vil heller ikke hindre sådanne konsultationer.

3. Enhver takst fremlagt i overensstemmelse med denne artikels bestemmelser kan til enhver tid godkendes af luftfartsmyndighederne hos den kontraherende part, udfra hvis territorium takster skal finde anvendelse. Sådan fremlæggelse skal modtages af luftfartsmyndighederne mindst fjorten (14) dage forud for takstens foreslåede ikrafttrædelse. Denne tidsfrist kan forkortes, under forudsætning af de nævnte myndigheders samtykke.

4. De udpegede luftfartsselskaber skal fremlægge en foreslået takst for befordring mellem de kontraherende parters territorier hos de luftfartsmyndigheder ud fra hvis territorium taksten skal finde anvendelse, i en sådan form som disse luftfartsmyndigheder måtte kræve. Når en kontraherende parts udpegede luftfartsselskab har fremlagt en takst for den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder, ud fra hvis territorium taksten skal finde anvendelse, vil en sådan takst blive behandlet som værende godkendt, medmindre den sidstnævnte kontraherende part har givet skriftlig tilkendegivelse om misbilligelse til den førstnævnte kontraherende part indenfor fjorten (14) dage fra modtagelse af fremlæggelsen.

5. Ved godkendelsen af takster kan en kontraherende parts luftfartsmyndigheder knytte til deres godkendelse sådanne udløbsdatoer, som de måtte finde passende. Hvor en takst har en udløbsdag, forbliver den i kraft indtil forfalden udløbsdag, medmindre den trækkes tilbage af de af det pågældende luftfartsselskab eller de pågældende luftfartsselskaber, eller medmindre en takst som erstatter den foregående fremlægges og godkendes forud for udløbsdatoen.

6. De udpegede luftfartsselskaber har ret til at afstemme deres takster med ethvert luftfartsselskabs godkendte takster mellem de samme pladser på ruter mellem de kontraherende parters territorier. En afstemt takst i overensstemmelse med dette stk. fremlægges, ikke senere end dens ikrafttrædelsesdato, til orientering hos de luftfartsmyndigheder, ud fra hvis territorium taksten skal finde anvendelse.

7. Luftfartsmyndighederne ind på hvis territorium en takst skal finde anvendelse kan, udelukkende med henblik på orientering, kræve fremlæggelse af foreslåede takster på en sådan måde, som disse luftfartsmyndigheder måtte kræve.

8. Begge kontraherende parters luftfartsmyndigheder kan når som helst udbede konsultationer med den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder vedrørende anvendelsen af denne artikels bestemmelser. Sådanne konsultationer holdes indenfor tredive (30) dage fra modtagelsen af anmodningen.

Hvert udpeget luftfartsselskab har ret til på anmodning at omveksle og overføre driftsoverskud til dets hjemland. Omveksling og overførsel tillades uden restriktioner til den gældende vekselkurs for transaktioner i kraft på det tidspunkt, hvor sådanne afkast fra drift fremlægges til omveksling og overførsel, og er ikke underkastet nogen afgifter ud over dem som normalt opkræves af banker for udførelse af sådan omveksling og overførsel.

1. Hver kontraherende part tilstår et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab, på grundlag af gensidighed, ret til på dens territorium at opretholde repræsentation, indbefattet sådant kontor-, administrativt, forretnings- samt teknisk personale, som måtte være nødvendigt for det pågældende udpegede luftfartsselskabs behov.

2. En kontraherende parts udpegede luftfartsselskaber har ret til at foretage salg af lufttransport på den anden kontraherende parts territorium, enten direkte eller gennem agenter. En kontraherende part begrænser ikke de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskabers ret til at sælge, og nogen persons ret til at købe, sådan befordring i den lokale eller nogen frit vekselbar valuta. Ejheller begrænser en kontraherende part et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskabs ret til at betale i den lokale eller nogen anden frit vekselbar valuta dets lokalt påløbne omkostninger.

1. En kontraherende parts udpegede luftfartsselskaber fremlægger deres trafikprogrammer til godkendelse hos den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder mindst tredive (30) dage forud for påbegyndelsen af driften. Programmet skal i særdeleshed indeholde oplysninger om tidstabeller, trafikfrekvensen samt de typer af luftfartøjer, der vil blive anvendt.

2. Enhver senere ændring foretaget i et godkendt trafikprogram fremlægges også til godkendelse.

1. Hver kontraherende part kan til enhver tid anmode om konsultationer vedrørende de sikkerhedsnormer, som den anden kontraherende part anvender på et hvilket som helst område som relaterer sig til luftfartøjer, disses besætninger eller deres drift. Sådanne konsultationer finder sted indenfor tredive (30) dage fra anmodningen.

2. Hvis en kontraherende part efter sådanne konsultationer finder, at den anden kontraherende part ikke på effektiv vis opretholder og pålægger sikkerhedsnormer på et sådant område, som er mindst ligeværdigt svarende til de på det tidspunkt gældende minimumsnormer ifølge konventionen, underretter den første kontraherende part den anden kontraherende part om disse konstateringer, samt de skridt som anses for nødvendige for at opfylde disse minimumsnormer, og at den anden kontraherende part skal skride til passende korrigerende handling. Hvis den anden kontraherende part undlader at skride til passende handling indenfor femten (15) dage, eller en sådan længere frist som parterne måtte indgå enighed om, er dette grundlag for anvendelse af denne overenskomsts artikel 4.

3. Uagtet de i konventionens artikel 33 nævnte forpligtelser, indgår parterne enighed om, at ethvert luftfartøj anvendt af en kontraherende parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber på trafik ind på eller ud fra en anden parts territorium kan, under ophold på den anden kontraherende parts territorium, underkastes inspektion udført af den anden kontraherende parts bemyndigede repræsentanter, om bord på eller rundt om luftfartøjet, for at inspicere både gyldigheden af luftfartøjets dokumenter og dets besætnings dokumenter, og luftfartøjet og dets udstyrs synlige tilstand (i denne artikel betegnet som »pladsinspektion«), under forudsætning at dette ikke fører til urimelig forsinkelse.

4. Hvis en sådan pladsinspektion eller række af pladsinspektioner giver anledning til:

a) alvorlig bekymring om, at et luftfartøj, eller driften af et luftfartøj, ikke opfylder de minimumskrav, som på det pågældende tidspunkt er fastsat i overensstemmelse med konventionen, eller

b) alvorlig bekymring om mangel på effektiv vedligeholdelse og administration af sikkerhedsnormer fastsat på det pågældende tidspunkt i overensstemmelse med konventionen,

er den kontraherende part som udfører inspektionen fri til, med henblik på konventionens artikel 33, at de krav under forudsætning af hvilke de certifikater eller licenser angående dette luftfartøj eller dette luftfartøjs besætning blev udstedt eller gjort gyldig, eller at de krav under hvilke luftfartøjet anvendes i drift, ikke er lige med eller over minimumsnormerne som er fastsat ifølge konventionen.

5. I tilfælde af, at en repræsentant for det pågældende luftfartsselskab eller de pågældende luftfartsselskaber nægter adgang med henblik på at foretage en pladsinspektion af et luftfartøj, som anvendes i drift af en kontraherende parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber i overensstemmelse med stk. 3 ovenfor, er den anden kontraherende part fri til at antage, at alvorlige bekymringer af den art som henvises til i stk. 4 ovenfor opstår, og at drage de konklusioner som dette stykke henviser til.

6. Hver kontraherende part forbeholder sig ret til øjeblikkeligt at suspendere eller ændre en til den anden kontraherende parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber udstedt driftstilladelse, i tilfælde hvor den første kontraherende part drager den slutning, uanset om det er som resultat af en pladsinspektion, konsultation, eller på anden vis, at øjeblikkelig handling er af afgørende betydning for et luftfartsselskabs driftssikkerhed.

7. Ethvert indgreb af en kontraherende part i overensstemmelse med stk. 2 og 6 ovenfor bringes til ophør, når grundlaget for dette indgreb ophører med at eksistere.

1. Hver kontraherende part bekræfter, at dens forpligtelse overfor den anden kontraherende part til at beskytte den civile luftfarts sikkerhed mod ulovlig forstyrrelse, udgør en integreret del af denne overenskomst. Hver kontraherende part skal især handle i overensstemmelse med bestemmelserne vedrørende luftfartssikkerhed i »Konventionen angående lovovertrædelser og visse andre handlinger begået ombord i luftfartøjer«, undertegnet i Tokyo den 14. september 1963, »Konventionen om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer«, undertegnet i Haag den 16. december 1970, »Konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed«, undertegnet i Montreal den 23. september 1971, og »Protokol til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne som betjener international civil luftfart« supplerende »Konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed« undertegnet i Montreal den 23. september 1971, undertegnet i Montreal den 24. februar 1988, samt enhver anden multilateral aftale, som styrer civil luftfarts sikkerhed, og som er bindende for begge kontraherende parter.

2. De kontraherende parter tilstår efter anmodning al nødvendig bistand, for at hindre ulovlig bemægtigelse af civile luftfartøjer og andre ulovlige handlinger rettet mod sådanne luftfartøjers sikkerhed, disses passagerer og besætning, lufthavne og luftnavigationsanlæg, samt enhver anden trussel mod den civile luftfarts sikkerhed.

3. De kontraherende parter handler, i deres gensidige relationer, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser vedrørende luftfartssikkerhed, som er fastsat af den Internationale Organisation for Civil Luftfart (ICAO) og indføjet som tillæg til konventionen. Hver kontraherende part forlanger, at de som driver luftfartsvirksomhed med luftfartøjer registreret hos den pågældende kontraherende part, eller de som driver luftfartsvirksomhed med luftfartøjer, og som har deres primære forretningssted eller fast bopæl på dens territorium, og de som driver lufthavne på dens territorium, handler i overensstemmelse med sådanne bestemmelser om luftfartssikkerhed.

4. Hver kontraherende part anerkender, at luftfartsoperatører kan blive pålagt af den anden kontraherende part, at overholde de i denne artikels stk. 3 omhandlede bestemmelser vedrørende luftfartssikkerhed for indflyvning på, udflyvning fra eller ophold på den anden kontraherende parts territorium. Hver kontraherende part sikrer, at passende forholdsregler finder effektiv anvendelse indenfor dens territorium, med henblik på at beskytte luftfartøjet, og til at undersøge dets passagerer, besætning, håndbagage, bagage, fragt, post og luftfartøjsforråd, forud for samt under ombordstigning eller lastning. Hver kontraherende part skal også give positiv overvejelse til enhver anmodning fra den anden kontraherende part om rimelige særlige sikkerhedsforanstaltninger til imødegåelse af en særskilt trussel.

5. Ved ulovlig bemægtigelse af civile luftfartøjer eller andre ulovlige handlinger mod sådanne luftfartøjers sikkerhed, deres passagerer og besætning, lufthavn eller luftnavigationsanlæg, eller trussel herom, bistår de kontraherende parter hinanden ved at lette udveksling af oplysninger, samt andre passende forholdsregler, med henblik på hurtig og sikker afslutning af en sådan hændelse eller trussel herom.

Hver kontraherende part kan til enhver tid anmode om konsultationer vedrørende udførelsen, fortolkningen eller ændring af denne overenskomst eller overholdelse af overenskomsten. Sådanne konsultationer, som kan finde sted mellem luftfartsmyndigheder, skal begynde indenfor en periode på tres (60) dage, regnet fra den dato da den anden kontraherende part modtager en sådan skriftlig anmodning, medmindre de kontraherende parter opnår enighed om noget andet.

1. Enhver ændring af denne overenskomst, hvorom de kontraherende parter indgår enighed, træder i kraft når de er blevet godkendt i overensstemmelse med begge kontraherende parters forfatningsmæssige forskrifter, samt bekræftet ved udveksling af diplomatiske noter.

2. Ændringer i tillægget til denne overenskomst kan foretages ved direkte aftale mellem de kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder.

1. Såfremt der mellem de kontraherende parter opstår nogen tvist angående fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst, skal de kontraherende parter først søge at bilægge den ved forhandling.

2. Dersom det ikke lykkes de kontraherende parter at bilægge tvisten ved forhandling, kan de enes om at henvise tvisten til afgørelse af en voldgiftsmand, eller tvisten kan, efter anmodning fra en af de kontraherende parter, indbringes til afgørelse for en voldgiftsdomstol bestående af tre voldgiftsmænd, hvoraf hver kontraherende part udpeger én, og den tredje vælges af de to således udpegede. Hver af de kontraherende parter skal udpege en voldgiftsmand indenfor et tidsrum af tres (60) dage fra den dato, hvor den ene kontraherende part ad diplomatisk vej har modtaget en anmodning fra den anden part om tvistens afgørelse ved en sådan voldgiftsdomstol, og den tredje voldgiftsmand skal udpeges indenfor et tidsrum af yderligere tres (60) dage. Hvis en af de kontraherende parter undlader at udpege en voldgiftsmand indenfor det angivne tidsrum, eller hvis den tredje voldgiftsmand ikke udpeges indenfor det angivne tidsrum, kan en af de kontraherende parter anmode præsidenten for Rådet i Organisationen for International Civil Luftfart om at udpege en eller flere voldgiftsmænd, alt efter hvad tilfældet kræver. I alle tilfælde skal den tredje voldgiftsmand være statsborger i et tredjeland, skal fungere som formand for voldgiftsdomstolen, og skal afgøre hvor voldgiften afholdes. Hvis præsidenten mener, at han er statsborger i et land, som ikke kan anses for neutral i relation til tvisten, skal den længst siddende vicepræsident, som ikke på dette grundlag er diskvalificeret, foretage udpegelsen. Voldgiftsdomstolen når sin afgørelse ved stemmeflerhed.

3. Hver kontraherende part bærer dens udpegede voldgiftsmands omkostninger, såvel som dens repræsentation i voldgiftsproceduren. Formandens omkostninger, samt enhver anden omkostning bæres ligeligt af de kontraherende parter.

4. De kontraherende parter forpligter sig til at efterkomme enhver kendelse afsagt i medfør af denne artikels stk. 2.

5. Hvis, og så længe som, en af de kontraherende parter undlader at efterkomme nogen kendelse i medfør af denne artikels stk. 2, kan den anden kontraherende part begrænse, tilbageholde eller tilbagekalde alle rettigheder eller privilegier, som den har tilstået i medfør af denne overenskomst til den kontraherende part som er i overtrædelse, eller til et udpeget luftfartsselskab som er i overtrædelse.

Denne overenskomst og tillægget, og enhver senere ændring heri, registreres i Organisationen for International Civil Luftfart.

Hver kontraherende part kan til enhver tid give meddelelse til den anden kontraherende part om sit ønske om at bringe denne overenskomst til ophør. Sådan meddelelse skal samtidigt videregives til Organisationen for International Civil Luftfart. I så fald ophører overenskomsten tolv (12) måneder efter datoen for den anden kontraherende parts modtagelse af meddelelsen, medmindre opsigelsen efter aftale er trukket tilbage inden udløbet af denne tidsfrist. Såfremt den anden kontraherende part undlader at anerkende modtagelsen, skal opsigelsen anses for modtaget fjorten (14) dage efter, at Organisationen for International Civil Luftfart har modtaget meddelelsen.

Denne overenskomst træder i kraft når de kontraherende parter ved udveksling af noter har underrettet hinanden om, at de kontraherende parters forfatningsmæssige krav vedrørende ikrafttrædelse af denne overenskomst er blevet opfyldt.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i Stockholm den 25. oktober 2000, i to eksemplarer på dansk, armensk og engelsk, hvor alle tekster er lige autentiske. I tilfælde af divergens i fortolkningen er den engelske tekst gældende.

For Kongeriget Danmarks Regering

Otto Schepelern

For Republikken Armeniens Regering

Vartan Oskanian

1. a) Ruter, som kan drives i begge retninger af de af Kongeriget Danmarks Regering udpegede luftfartsselskaber:

Kolonne 1 Kolonne 2

Pladser i Danmark Pladser i Armenien

b) Ruter, som kan drives i begge retninger af de af Republikken Armeniens Regering udpegede luftfartsselskaber:

Kolonne 1 Kolonne 2

Pladser i Armenien Pladser i Danmark

2. Intet hindrer et af en kontraherende part udpeget luftfartsselskab i at betjene mellemliggende og/eller hinsides pladser, forudsat at der ikke udøves kommercielle rettigheder mellem disse pladser og den anden kontraherende parts territorium.

3. Udøvelse af femtefriheds rettigheder vil skulle aftales mellem de kontraherende parters luftfartsmyndigheder.

4. I drift eller udbud af trafik på de aftalte ruter kan ethvert af en kontraherende part udpeget luftfartsselskab indgå markedsføringsaftaler, såsom blocked-space eller code sharing aftaler med

a) et luftfartsselskab eller flere luftfartsselskaber tilhørende en af de kontraherende parter; eller

b) en tredje parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber. I tilfælde af at en sådan tredje part ikke bemyndiger eller tillader sammenlignelige ordninger mellem den anden kontraherende parts luftfartsselskaber og andre luftfartsselskaber om trafik ind på, ud fra eller via et sådant tredjeland, har de kontraherende parter ret til ikke at acceptere sådanne ordninger.

De ovenfor anførte bestemmelser er imidlertid underkastet de betingelser, at alle luftfartsselskaber som indgår i sådanne ordninger 1) besidder de behørige ruterettigheder, og 2) opfylder de krav som finder anvendelse på sådanne ordninger vedrørende information til kunder og fremlæggelsesprocedurer.

Oversættelse

Under henvisning til artikel 3 i de tre overenskomster vedrørende lufttransport undertegnet i dag (overenskomsterne) mellem Armeniens Regering og Danmarks, Norges og Sveriges Regeringer vedrørende udpegning af luftfartsselskaber, har de kontraherende parter indgået enighed om følgende forståelse, skulle de tre moderselskaber i Scandinavian Airlines System (SAS) blive udpeget af respektivt Kongeriget Danmark, Kongeriget Norge og Kongeriget Sverige:

1. Uagtet overenskomsternes artikel 3 og 4 kan de tre moderselskaber, SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA samt SAS Sverige AB, som samarbejder under navnet Scandinavian Airlines System (SAS), drive trafik i medfør af overenskomsterne med luftfartøjer, besætninger samt udstyr fra ethvert eller alle af de tre luftfartsselskaber. Mens trafik drives under navnet SAS, kan trafik ikke drives af SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA eller SAS Sverige AB som enkeltselskaber.

2. I den udstrækning et af moderselskaberne anvender luftfartøjer, besætning eller udstyr tilhørende de andre luftfartsselskaber i Scandinavian Airlines System (SAS), vil overenskomsternes bestemmelser finde anvendelse på sådanne luftfartøjer, besætning samt udstyr, som om de var luftfartøjer, besætning og udstyr tilhørende respektivt SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA eller SAS Sverige AB. I sådant tilfælde vil de kompetente danske, norske eller svenske myndigheder samt det respektive moderselskab acceptere fuldt ansvar i medfør af overenskomsten for sådanne luftfartøjer, besætning samt udstyr.

Udfærdiget i Stockholm den 25. oktober 2000 i fire eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks Regering

Otto Schepelern

For Republikken Armeniens Regering

Vartan Oskanian

For Kongeriget Norges Regering

Eirik Glenne

For Kongeriget Sveriges Regering

Anna Lindh

Overenskomsten trådte i medfør af artikel 21 i kraft den 12. oktober 2001.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 4. april 2002 Per Stig Møller

Versioner

  1. 2002-04-16