Bekendtgørelse af aftale af 8. december 2000 med De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram vedrørende Programmets nordiske forbindelseskontor i København
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/1@2002-01-29/da
Indhold
Der er den 8. december 2000 i København undertegnet en aftale mellem Danmarks regering og De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram vedrørende Programmets nordiske forbindelseskontor i København.
Aftalen har følgende ordlyd:
Oversættelse
Danmarks regering og De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram er,
UNDER HENSYN TIL, at De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram har accepteret Danmarks regerings tilbud om at stille faciliteter til rådighed i København for et nordisk forbindelseskontor;
UNDER HENSYN TIL, at konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 13. februar 1946, og konventionen om særorganisationernes rettigheder og immuniteter, godkendt af De Forenede Nationers generalforsamling den 21. november 1947, begge er gældende for De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram som Danmark er en del af;
UNDER HENSYN TIL, at det er ønskeligt at indgå en aftale, der supplerer ovennævnte konventioner, for at regulere forhold med hensyn til etableringen af det nordiske forbindelseskontor i København for Verdensfødevareprogrammet,
blevet enige om følgende:
I nærværende aftale betyder
(a) udtrykket »WFP« De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram;
(b) udtrykket »WFP, København« det nordiske forbindelseskontor i København for Verdensfødevareprogrammet;
(c) udtrykket »regeringen« Danmarks regering;
(d) udtrykket »Executive Director« Verdensfødevareprogrammets eksekutivdirektør eller dennes bemyndigede repræsentant;
(e) udtrykket »embedsmænd ved WFP« eksekutivdirektøren og alle medlemmer af WFP s personale, med undtagelse af sådanne embedsmænd eller ansatte som rekrutteres lokalt og er timelønnede;
(f) udtrykket »kontorlokaliteter« de lokaliteter der benyttes af WFP, København i overensstemmelse med sådanne bestemmelser som til enhver tid måtte indeholdes i supplerende aftaler;
(g) udtrykket »konventioner« konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 13. februar 1946 og konventionen om særorganisationernes rettigheder og immuniteter, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 21. november 1947;
(h) udtrykket »direktør« den overordnede embedsmand, der leder det nordiske forbindelseskontor, og som repræsenterer eksekutivdirektøren for WFP, København.
Verdensfødevareprogrammet skal, ved at disponere gennem WFP, København, have habilitet:
(a) til at indgå kontrakter;
(b) til at erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre;
(c) til at foretage retsforfølgning.
1. Regeringen skal stille egnede lokaliteter gratis til rådighed for WFP, København eller fremskaffe sådanne lokaliteter. WFP, København er dog selv ansvarlig for vedligeholdelse af lokaliteterne samt for al kommunikation, el, gas og vand.
2. Regeringen anerkender eksterritorialitet for kontorlokaliteterne, idet dette er undergivet WFP, København i henhold til bestemmelserne i denne aftale.
3. Medmindre andet bestemmes i denne aftale eller i konventionerne, og under forbehold af regulativer udstedt i henhold til stk. 6, skal Danmarks love være gældende inden for kontorets lokaliteter.
4. Medmindre andet bestemmes i denne aftale eller i konventionerne, skal danske domstole eller andre behørige danske organer have jurisdiktion i henhold til bestemmelserne i gældende love med hensyn til sådanne handlinger og transaktioner, som foretages og finder sted inden for kontorets lokaliteter.
5. Kontorlokaliteterne skal være ukrænkelige. Ingen regeringsembedsmand må betræde kontorets lokaliteter for at udføre noget hverv medmindre direktøren måttet have billiget det eller anmodet derom, og da i henhold til betingelser godkendt af denne.
6. De Forenede Nationer er bemyndigede til at udstede regulativer gældende inden for kontorets lokaliteter med henblik på dér at skabe sådanne forhold, som i enhver henseende er nødvendige for den fulde udøvelse af dets funktioner. Ingen dansk lov, som er i modstrid med et FN-regulativ autoriseret i henhold til dette stykke vil, i det omfang en sådan uoverensstemmelse består, kunne håndhæves inden for kontorets lokaliteter.
7. Retshandlinger, herunder forkyndelse af retsforfølgning og beslaglæggelse af privat ejendom, må ikke finde sted inden for kontorets lokaliteter, medmindre dette sker med tilladelse fra direktøren for WFP, København, og under betingelser godkendt af denne.
8. Uden præjudice for bestemmelserne i konventionerne eller denne aftale skal WFP, København forhindre, at kontorets lokaliteter benyttes som tilflugtssted af sådanne personer, som vil undgå arrestation i henhold til nogen dansk lov, som kræves udleveret af regeringen med henblik på udvisning til et andet land eller som forsøger at undgå forkyndelse af retsforfølgninger.
9.(a)De behørige danske myndigheder skal udvise passende omhu for at sikre, at kontorets ro ikke forstyrres ved, at nogen person eller grupper forsøger at skaffe sig uberettiget adgang til eller at skabe forstyrrelser i umiddelbar nærhed af kontorets område.
(b) De behørige danske myndigheder skal, hvis direktøren for WFP, København anmoder derom, yde den nødvendige bistand til opretholdelse af lov og orden på kontorets område og til fjernelse af personer derfra.
10. De behørige danske myndigheder skal bestræbe sig mest muligt for efter anmodning fra direktøren for WFP, København, at sikre at de offentlige tjenesteydelser, som WFP, København måtte have behov for, herunder, uden begrænsning på grundlag af denne opregning, post-, telefon- og telegraftjenester og kraft- og vandforsyning samt brandsikring. Sådanne offentlige tjenesteydelser skal præsteres på rimelige vilkår.
11. I tilfælde af enhver afbrydelse eller truende afbrydelse af forannævnte tjenesteydelser skal de behørige danske myndigheder anse WFP s behov for at være af samme betydning som det behov regeringens væsentlige organer måtte have, og de skal tage skridt i overensstemmelse hermed for at sikre, at WFP s arbejde ikke lider skade.
1. De kompetente danske myndigheder må ikke hindre passage til eller fra kontorlokaliteterne for personer, der har embede dér, ej heller for personer indbudt dertil i forbindelse med WFP s officielle arbejde og aktivitet, når disse ankommer til eller afrejser fra Danmark.
2. Regeringen forpligter sig med henblik herpå at tillade indrejse og ophold i Danmark for sådanne personer, som anføres nedenfor, under deres ansættelse eller under udførelsen af deres arbejde for WFP, uden at afkræve visumafgift og uden forsinkelse, såvel som undtagelse fra ethvert krav om udrejsevisumformaliteter ved afrejse fra Danmark, for:
(a) Repræsentanter for stater, repræsentanter for De Forenede Nationers organer, særorganisationer eller dermed tilknyttede organer og observatører fra mellemstatslige, ikke-statslige og andre organisationer, med hvilke WFP har etableret officielle forbindelser, eller som WFP har indbudt til eller givet ret til at deltage i konferencer eller møder, til hvilke WFP har indkaldt i Danmark, herunder stedfortrædende repræsentanter eller observatører, rådgivere, eksperter og medarbejdere, såvel som disses ægtefæller og af dem afhængige familiemedlemmer.
(b) WFP-embedsmænd og eksperter i missioner for WFP, såvel som disses ægtefæller og af dem afhængige familiemedlemmer.
(c) Embedsmænd fra De Forenede Nationer eller nogen af De Forenede Nationers særorganisationer eller dermed tilknyttede organer, der er udpeget til at arbejde for WFP, og sådanne, som har embedspligter hos WFP, København, såvel som disses ægtefæller og af dem afhængige familiemedlemmer.
(d) Alle personer indbudt til WFP, København i tjenstlige anliggender.
3. Uden præjudice for de særlige immuniteter, som de måtte nyde, kan de i ovenstående stk. 2 omhandlede personer ikke af de danske myndigheder tvinges til at forlade dansk territorium, medmindre de misbruger deres anerkendte opholdsrettigheder ved at udøve en aktivitet, der ligger uden for deres tjenstlige kapacitet, og under forbehold af de nedenfor anførte bestemmelser:
(a) Intet skridt til at tvinge de i stk. 2 omhandlede personer til at forlade dansk territorium må tages, medmindre der forud foreligger godkendelse heraf fra Udenrigsministeriet. Sådan godkendelse kan først gives efter samråd med Generalsekretæren for De Forenede Nationer;
(b) Personer, der nyder diplomatiske rettigheder og immuniteter i henhold til denne aftale, må ikke anmodes om at forlade dansk territorium, medmindre dette sker i overensstemmelse med sådan praksis og sådanne procedurer, som kan anvendes over for diplomater, der er akkrediteret hos regeringen;
(c) Det er aftalt, at de i ovenstående stk. 2 omhandlede personer ikke er undtaget fra anvendelse af karantæne- eller andre sundhedsregulativer.
1. For alle tjenstlige post-, telefon-, telegraf-, telefoto- og elektroniske kommunikationer skal regeringen give WFP, København, en behandling svarende til den, der gives alle andre regeringer, herunder disses diplomatiske missioner, eller andre mellemstatslige organisationer med hensyn til alle forrettigheder, takster og gebyrer for post, telegrammer, telefotos, telefonsamtaler og andre kommunikationsmidler, såvel som sådanne takster, der måtte gælde for nyheder rapporteret til presse og radio.
2. Regeringen skal sikre ukrænkeligheden af WFP, Københavns tjenstlige korrespondance og må ikke gøre sådan korrespondance til genstand for nogen censur. Sådan ukrænkelighed skal, uden at være begrænset som følge af denne opregning, udvides til at omfatte publikationer, stillbilleder og levende billeder, film og lydoptagelser, der afsendes til eller fra WFP, København.
3. WFP, København, skal være berettiget til at anvende koder og til at afsende og modtage sin korrespondance og andet materiale pr. kurér eller i forseglede sække, der skal have samme rettigheder og immuniteter som diplomatiske kurérer og sække.
4. (a) WFP er bemyndiget til ved kontorets lokaliteter at etablere og drive faciliteter for elektronisk, højfrekvensradio- og satellitkommunikation, herunder telekommunikationskredsløb reserveret for punkt-til-punkt kommunikation, hvor og når dette måtte være nødvendigt for at kommunikere med andre WFP-kontorer overalt i verden.
(b) Under forudsætning af den nødvendige aftale med regeringen, som kan være indeholdt i en supplerende aftale, kan WFP ligeledes ved kontorets lokaliteter etablere og drive:
(i) sine egne kortbølgefaciliteter for radioudsendelse og modtagelse (herunder udstyr til nødforbindelser), der (inden for de i relevante danske regulativer for radioudsendelser foreskrevne tolerancer) kan anvendes på de samme frekvenser som radiotelegrafi, radiotelefoni og lignende tjenester;
(ii) sådanne andre radiofaciliteter, som måtte blive nærmere angivet i en supplerende aftale mellem WFP og de behørige danske myndigheder.
(c) WFP skal træffe foranstaltninger vedrørende driften af de i denne artikel omtalte tjenester med Den Internationale Telekommunikationsunion, med regeringens behørige organer og med de behørige organer under andre berørte regeringer, med hensyn til alle frekvenser og lignende anliggender.
(d) De i denne artikel omhandlede faciliteter kan, i det omfang det måtte være nødvendigt for effektiv drift, etableres og drives uden for kontorets lokaliteter, når regeringen samtykker heri.
Regeringen skal med hensyn til WFP, Københavns ejendom, midler og aktiver, hvor de end måtte befinde sig og hvem der end måtte have dem i hænde, anvende de i konventionerne indeholdte bestemmelser.
1. Repræsentanter for stater, der deltager i konferencer og møder i Danmark indkaldt af WFP, København, skal, medens de udøver deres funktioner og under deres rejse til og fra Danmark, nyde de rettigheder og immuniteter, om hvilke der er truffet bestemmelse i artikel IV i konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter.
2. Uden præjudice for bestemmelserne i artikel VIII, stk. 1 og 3, skal eksekutivdirektøren og direktøren, under deres ophold i Danmark nyde sådanne faciliteter, rettigheder og immuniteter, som ydes chefer for diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark.
3. Andre embedsmænd af tjenestegrad P.5 og derover og sådanne andre kategorier af embedsmænd, som måtte blive udpeget med samtykke fra regeringen og eksekutivdirektøren på grund af det ansvar, som deres stillinger ved WFP, København, medfører, skal tilstås de samme rettigheder og immuniteter, fritagelser og faciliteter, som regeringen tilstår personale af tilsvarende rang hos chefer for diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark.
4. De faciliteter, rettigheder og immuniteter, der tilstås repræsentanter for stater som nævnt i stk. 1 ovenfor og de i stk. 2 og 3 ovenfor nævnte embedsmænd, skal også gælde for disses ægtefæller og for de af dem afhængige familiemedlemmer.
1. Embedsmænd ved WFP, København, skal i Danmark nyde følgende rettigheder og immuniteter:
(a) immunitet med hensyn til retsforfølgning vedrørende mundtlige og skriftlige udtalelser og alle handlinger foretaget af dem i embeds medfør;
(b) immunitet med hensyn til beslaglæggelse af deres personlige og tjenstlige bagage;
(c) immunitet med hensyn til eftersyn af tjenstlig bagage og, hvis embedsmanden omfattes af stk. 2 eller 3 i artikel VII, immunitet med hensyn til eftersyn af personlig bagage;
(d) fritagelse for skat på gager og alle andre vederlag betalt til dem af WFP;
(e) fritagelse for pligt til militærtjeneste, idet dog sådan fritagelse for danske statsborgere skal være begrænset til sådanne embedsmænd, hvis navne på grund af deres tjeneste er opført på en liste opstillet af eksekutivdirektøren og godkendt af regeringen;
(f) fritagelse for dem selv, deres ægtefæller og de af dem afhængige familiemedlemmer for immigrationsrestriktioner eller praksis med hensyn til registrering af udlændinge;
(g) med hensyn til udenlandsk valuta, herunder konti de måtte indehave i fremmed valuta, nydelse af de samme faciliteter, som tilstås medlemmer af tilsvarende rang ved diplomatiske missioner, der er akkrediteret hos regeringen;
(h) samme beskyttelse og hjemrejsefaciliteter for dem selv, deres ægtefæller, de af dem afhængige familiemedlemmer og andre medlemmer af deres husstand, som under internationale kriser ydes til personale af tilsvarende rang hos chefer for diplomatiske missioner akkrediteret i Danmark;
(i) hvis de tidligere har boet i udlandet, ret til toldfrit at importere deres møbler, personlige effekter og alle løsøregenstande, herunder et motorkøretøj til personligt brug, når de kommer for at bosætte sig i Danmark, hvilken rettighed skal være gældende for et tidsrum af et år fra datoen for ankomsten til Danmark;
(j) embedsmænd ved WFP, København, undtagen sådanne, som er lokalt rekrutteret personale i den almindelige tjeneste (General Service) eller dermed tilknyttede kategorier, skal have ret til, fritaget for told og forbrugsafgifter, at importere begrænsede kvanta af visse artikler til personligt forbrug (levnedsmidler, drikkevarer m.v.) i overensstemmelse med en fortegnelse, der skal godkendes af Danmarks regering;
(k) embedsmænd ved WFP, København, undtagen sådanne, som er lokalt rekrutteret personale i den almindelige tjeneste (General Service) eller dermed tilknyttede kategorier, skal have ret til én gang hvert tredje år at importere ét motorkøretøj, fritaget for told og forbrugsafgifter, herunder moms, idet det er aftalt, at tilladelse til at sælge eller afhænde køretøjet på det åbne marked normalt først vil blive givet to år efter, at det er blevet importeret. Det er endvidere aftalt, at told og forbrugsafgifter vil blive betalbare i tilfælde af salg eller afhændelse af et sådant motorkøretøj inden for tre år fra dets indførsel at regne til en person, der ikke er berettiget til sådan fritagelse.
2. Regeringen skal udstyre personer, som omfattes af denne artikel, med et legitimationskort, der er forsynet med et fotografi af ihændehaveren. Dette kort skal tjene som identifikation af ihændehaveren over for danske myndigheder.
3. Vilkår og betingelser vedrørende ansættelse af lokalt rekrutteret personale skal være i overensstemmelse med de relevante FN-regulativer og -regler.
1. Eksperter i mission for WFP, bortset fra de i artikel VIII omhandlede embedsmænd, som udfører missioner autoriseret af WFP, er medlem af kommissioner, komiteer eller andre WFP-organer, eller som efter anmodning fra WFP konsulterer dette på nogen måde, skal inden for og med hensyn til Danmark nyde følgende rettigheder og immuniteter, for så vidt disse måtte være nødvendige for den effektive udøvelse af deres funktioner:
(a) immunitet for dem selv, deres ægtefælle og af dem afhængige børn med hensyn til personlig arrestation eller tilbageholdelse og med hensyn til beslaglæggelse af deres personlige og tjenstlige bagage;
(b) immunitet med hensyn til retsforfølgning af enhver art vedrørende talte eller skrevne ord og alle af dem foretagne handlinger under udførelsen af deres embedsfunktioner, idet sådan immunitet skal fortsætte, selv om de pågældende personer ikke længere måtte være ansat til missioner for, være medlem af komiteer ved eller handle som konsulenter for WFP, eller ikke længere være til stede på kontorets lokaliteter som deltagere i møder indkaldt af WFP;
(c) ukrænkelighed for alle papirer, dokumenter og andet tjenstligt materiale;
(d) ret til, med henblik på alle kommunikationer med WFP at anvende koder og til at afsende eller modtage papirer, korrespondance, eller andet tjenstligt materiale ved kurér eller i forseglede sække;
(e) fritagelse for dem selv og deres ægtefælle for immigrationsrestriktioner, registrering af udlændinge og pligt til militærtjeneste;
(f) samme beskyttelse og hjemrejsefaciliteter for dem selv, deres ægtefæller, de af dem afhængige familiemedlemmer og andre medlemmer af deres husstand, som under en international krise tilstås personale af tilsvarende rang hos chefer for diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark;
(g) samme rettigheder med hensyn til valuta- og vekslingsrestriktioner, som tilstås repræsentanter for udenlandske regeringer i midlertidige officielle missioner; og
(h) samme immuniteter og faciliteter med hensyn til deres personlige og tjenstlige bagage, som regeringen tilstår personale af tilsvarende rang hos chefer for diplomatiske missioner, der er akkrediteret i Danmark.
2. WFP, København skal tilstille regeringen en fortegnelse over personer, der omfattes af denne artikel, og skal revidere en sådan fortegnelse fra tid til anden, alt efter behov.
3. Regeringen skal udstyre personer, som omfattes af denne artikel, med et legitimationskort, der er forsynet med et fotografi af ihændehaveren. Dette kort skal tjene som identifikation af ihændehaveren over for danske myndigheder.
4. De i artiklerne VIII og IX nævnte rettigheder og immuniteter er bevilgede i WFP's interesse og ikke til egen personlig fordel for embedsmændene eller eksperterne. I overensstemmelse med stk. 20 i konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter og stk. 22 i konventionen om særorganisationernes rettigheder og immuniteter skal en embedsmands immunitet ophæves når immunitet ville hindre, at retfærdigheden sker fyldest og den kan ophæves uden skade for WFP's interesser.
1. Uden præjudice for deres rettigheder og immuniteter, skal alle personer, der måtte nyde sådanne rettigheder og immuniteter, respektere Danmarks love og regler. Sådanne personer er også forpligtet til ikke at genere værtslandets interne anliggender.
2. WFP og dets embedsmænd skal til enhver tid samarbejde med de behørige myndigheder for at lette den tilbørlige retspleje, sikre overholdelsen af politiforordninger og forhindre forekomsten af misbrug i forbindelse med de i denne aftale omhandlede faciliteter, rettigheder og immuniteter.
1. Regeringen skal anerkende og acceptere De Forenede Nationers laissez-passer, der udstedes til WFP-embedsmænd som gyldigt rejsedokument svarende til et pas.
2. I overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter stk. 26 skal regeringen anerkende og acceptere De Forenede Nationers certifikat, der udstedes til eksperter i mission for WFP og til andre personer, der rejser i WFP's ærinde. Regeringen er endvidere indforstået med at udstede alle nødvendige visa på sådanne certifikater.
1. Enhver tvist mellem WFP og regeringen vedrørende fortolkning eller anvendelse af denne aftale eller af noget spørgsmål, som berører kontorets lokaliteter eller relationerne mellem WFP, København og regeringen, og som ikke afgøres ved forhandling eller anden aftalt fremgangsmåde, skal henvises til endelig afgørelse ved en voldgiftsdomstol bestående af tre voldgiftsmænd: én af disse vælges af eksekutivdirektøren, én af den danske udenrigsminister, og den tredje, der skal være voldgiftsdomstolens formand, vælges af de første to voldgiftsmænd. Hvis en af parterne undlader at udpege en voldgiftsmand inden for to måneder efter opfordring fra den anden part om at foretage en sådan udpegning, eller hvis de to voldgiftsmænd ikke er i stand til at opnå enighed om valget af den tredje voldgiftsmand inden for to måneder efter deres udnævnelse, kan begge parter anmode præsidenten for Den Internationale Domstol om at foretage udnævnelsen. Voldgiftsretten fastlægger selv sin egen procedure. Voldgiftens omkostninger bæres af parterne efter voldgiftsmændenes vurdering. Voldgiftsretten træffer sin afgørelse ved flertalsafstemning. Afgørelsen er endelig og bindende.
2. WFP's eksekutivdirektør eller regeringen kan opfordre generalforsamlingen til at anmode Den Internationale Domstol om at afgive et responsum vedrørende ethvert juridisk spørgsmål, der måtte opstå under en sådan procedure. Indtil modtagelsen af Domstolens responsum skal begge parter efterkomme en foreløbig kendelse fra voldgiftsdomstolen. Derefter skal voldgiftsdomstolen afsige sin endelige kendelse, hvori der tages hensyn til Domstolens responsum.
3. WFP fastsætter nærmere bestemmelser for hensigtsmæssig afgørelse af:
(i) tvister, der opstår fra kontrakter og andre tvister af privatretlig karakter, som WFP eller WFP s kontor i København er part i;
(ii) tvister, der involverer en WFP-embedsmand, som, på grund af sin officielle stilling, nyder immunitet, såfremt denne immunitet ikke er blevet ophævet.
1. Bestemmelserne i denne aftale skal betragtes som supplement til bestemmelserne i konventionerne. Hvor en bestemmelse i denne aftale og en bestemmelse i konventionerne omhandler samme emne, skal begge bestemmelser anses som komplementære, når som helst dette er muligt; begge bestemmelser skal anvendes, og ingen af dem skal begrænse virkningen af den anden.
2. Samråd med hensyn til ændringer i denne aftale skal finde sted, når en af parterne måtte anmode derom, og sådanne ændringer skal foretages i gensidig enighed.
3. Denne aftale kan ophæves af begge parter ved skriftlig meddelelse til den anden part og ophører tres (60) dage efter modtagelse af sådan meddelelse. Uanset en eventuel meddelelse om ophævelse skal denne aftale fortsat være i kraft indtil opfyldelse eller ophævelse af alle kontrakter, der måtte være indgået under denne aftale.
4. Denne aftale skal træde i kraft ved undertegnelsen.
UDFÆRDIGET in duplo på engelsk og undertegnet i København den 8. december 2000.
For Danmarks regering For Verdensfødevareprogrammet
Torben Brylle Namanga Ngongi
Vice-udenrigsråd Vice-eksekutivdirektør
Udenrigsministeriet Verdensfødevareprogrammet
København, den 8. december 2000
Hr. Vice-eksekutivdirektør,
Under henvisning til aftalen mellem De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram og Danmarks regering om det nordiske forbindelseskontor for Verdensfødevareprogrammet i København, som jeg har underskrevet dags dato, tillader jeg mig at foreslå, at embedsmænd fra WFP eller andre FN-organer eller eksperter i mission for WFP, som er danske statsborgere, kun skal nyde de rettigheder og immuniteter, der er beskrevet i konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter.
Såfremt Verdensfødevareprogrammet måtte være enig i dette forslag, tillader jeg mig at foreslå, at denne note og Deres note med bekræftende svar skal udgøre en aftale mellem Verdensfødevareprogrammet og Danmarks regering, som træder i kraft samme dag som aftalen om det nordiske forbindelseskontor.
Namanga Ngongi
Vice-eksekutivdirektør
De Forenede Nationers Verdensfødevareprogram
21. december 2000
Hr. Torben Brylle
Vice-udenrigsråd
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Danmark
Kære hr. Brylle,
Jeg har den glæde at henvise til Deres brev af den 8. december 2000 og værtsaftalen mellem Verdensfødevareprogrammet og Danmarks regering om det nordiske forbindelseskontor i København, som blev underskrevet samme dag.
Jeg er enig i Deres forslag om, at embedsmænd fra WFP eller andre FN-organer eller eksperter i mission for WFP, som er danske statsborgere, kun skal nyde de rettigheder og immuniteter, der er beskrevet i konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter. Deres brev af 8. december og min note skal, som De foreslår, udgøre en aftale, som træder i kraft samme dag som ovennævnte aftale om det nordiske forbindelseskontor for Verdensfødevareprogrammet.
Aftalen trådte i medfør af artikel XIII, stk. 4 i kraft den 8. december 2000.
Underskrift 1
Udenrigsministeriet, den 17. januar 2002 Per Stig Møller