Gelex

Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 7. februar 2001 med New Zealand

GældendeVersion 2002-08-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/26@2002-08-06/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Den 7. februar 2001 blev der i Wellington underskrevet en luftfartsoverenskomst mellem Danmark og New Zealand.

Ordningen har følgende ordlyd:

Kongeriget Danmarks Regering og New Zealands Regering, herefter i nærværende overenskomst benævnt de »kontraherende parter«;

som nærer ønske om at fremme et internationalt luftfartssystem baseret på markedskonkurrence mellem luftfartsselskaber;

som nærer ønske om at lette udvidelsen af muligheder indenfor international lufttransport;

som anerkender, at effektiv og konkurrencedygtig lufttrafik forbedrer handel, forbrugeres velfærd samt økonomisk vækst;

som nærer ønske om at gøre det muligt for luftfartsselskaber at tilbyde den del af offentligheden, som rejser og forsender, et varieret udbud af valgmuligheder for serviceydelser, og som ønsker at opmuntre luftfartsselskaber til at udvikle og indføre fornyende og konkurrencedygtige priser;

som nærer ønske om at sikre den højeste grad af flyvesikkerhed og sikring i international lufttransport og bekræfter deres alvorlige bekymring over handlinger og trusler imod luftfartøjers sikkerhed, som bringer personer og ejendom i fare, påvirker driften af lufttransport i ugunstig retning samt underminerer offentlighedens tillid til den civile luftfarts sikkerhed;

som er parter i Konventionen om International Civil Luftfart samt Overenskomsten angående Transitrettigheder for Internationale Luftransport, åbnet for undertegnelse i Chicago den 7. december 1944, og

som nærer ønske om at afslutte en overenskomst, i overensstemmelse med den nævnte konvention, med det hovedformål at etablere regelmæssig lufttransport mellem og hinsides deres respektive territorier;

er kommet overens om følgende:

I denne overenskomst

(a) betyder »konventionen« Konventionen om International Civil Luftfart, åbnet for undertegnelse i Chicago den 7. december 1944, og indbefatter ethvert tillæg vedtaget i henhold til denne konventions artikel 90, samt enhver ændring af tillæggene eller af konventionen i henhold til dennes artikel 90 og 94, for så vidt som disse tillæg og ændringer er gældende for begge kontraherende parter;

(b) betyder »luftfartsmyndigheder«, for Kongeriget Danmarks vedkommende, Trafikministeriet; og for New Zealands vedkommende Ministeren med ansvar for Civil Luftfart, samt enhver person eller styrelse som er bemyndiget til at udføre de funktioner som den nævnte minister udøver; eller i begge tilfælde enhver person eller organisation bemyndiget til at udføre en bestemt funktion, som relaterer sig til denne overenskomst;

(c) betyder »udpeget luftfartsselskab« et luftfartsselskab, som er blevet udpeget i overensstemmelse med denne overenskomsts artikel 3;

(d) har »lufttrafik«, »international lufttrafik«, »luftfartsselskab« samt »teknisk landing« den betydning, som er fastsat i konventionens artikel 96;

(e) betyder »overenskomst« denne overenskomst, dens tillæg samt enhver ændring deraf;

(f) betyder »tillæg« ethvert tillæg til denne overenskomst eller som ændret i overensstemmelse med denne overenskomsts artikel 16, stk. 2. Tillæggene udgør en integreret del af denne overenskomst, og alle henvisninger til overenskomsten omfatter henvisning til tillæggene, medmindre andet er foreskrevet;

(g) betyder »takst« de priser, der skal betales for befordring af passagerer og bagage, samt de betingelser hvorunder disse priser anvendes, herunder priser og betingelser for andre ydelser udført af luftfartsselskabet i forbindelse med luftbefordring, samt indbefattet betaling og betingelser for agentur, men undtaget betaling eller betingelser for befordring af post; og

(h) har »territorium« den betydning, som er fastsat derfor i konventionens artikel 2, forudsat i New Zealands tilfælde, at ordet »territorium« udelukker Tokelau.

1. Hver kontraherende part tilstår den anden kontraherende part de følgende rettigheder med henblik på udførelse af international lufttrafik af luftfartsselskaber udpeget af den anden kontraherende part:

(a) ret til at overflyve sit territorium uden landing,

(b) ret til at foretage teknisk landing på sit territorium,

(c) ret til at foretage landinger på det nævnte territorium på de pladser, som er anført i denne overenskomsts tillæg, med det formål at optage og afsætte, i international trafik, passagerer, fragt samt post, enten hver for sig eller kombineret.

2. Intet i denne artikels stk. 1 skal anses for at give et luftfartsselskab udpeget af en kontraherende part ret til på den anden kontraherende parts territorium at optage passagerer, fragt og post, som befordres mod betaling eller vederlag, og som er bestemt for en anden plads på denne kontraherende parts territorium.

3. De kontraherende parters luftfartsselskaber, som ikke er udpeget i henhold til denne overenskomsts artikel 3, nyder også de rettigheder, som er anført i denne artikels stk. 1 (a) samt 1 (b).

1. Hver kontraherende part har ret til overfor den anden kontraherende part skriftligt ad diplomatiske kanaler at udpege et eller flere luftfartsselskaber med det formål at drive lufttrafik på de ruter, som er anført i tillægget, samt at tilbagekalde eller ændre sådanne udpegninger.

2. Ved modtagelse af en sådan udpegning tilstår den anden kontraherende part under forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 og 4, uden unødigt ophold et udpeget luftfartsselskab den behørige driftstilladelse.

3. En kontraherende parts luftfartsmyndigheder kan pålægge et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab at godtgøre overfor dem, at det er i stand til at opfylde de vilkår, som foreskrives i henhold til de love, bestemmelser og regler, som normalt og med rimelighed anvendes af sådanne myndigheder på driften af international lufttrafik, i overensstemmelse med konventionens bestemmelser.

4. Hver kontraherende part har ret til at nægte at tilstå den i denne artikels stk. 2 omhandlede driftstilladelse, eller til at opstille sådanne betingelser, som den måtte anse for påkrævede, for et udpeget luftfartsselskabs udøvelse af de i artikel 2 omhandlede rettigheder i ethvert tilfælde, hvor den ikke finder det godtgjort, at effektiv kontrol af det pågældende luftfartsselskab beror på den anden kontraherende parts territorium, og at luftfartsselskabet er selskabsregistreret og har sit primære forretningsssted på det nævnte territorium.

5. Når et luftfartsselskab er blevet således udpeget og bemyndiget, kan det påbegynde driften af lufttrafik på de i tillægget anførte ruter, forudsat at luftfartsselskabet opfylder alle denne overenskomsts gældende regler.

1. Hver kontraherende part har ret til at tilbagekalde en driftstilladelse eller til at suspendere det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskabs udøvelse af de i artikel 2 omhandlede rettigheder, eller til at pålægge sådanne betingelser, som den måtte anse for påkrævet, for udøvelsen af disse rettigheder:

(a) i ethvert tilfælde, hvor parten ikke finder det godtgjort, at effektiv kontrol med det pågældende luftfartsselskab beror på den anden kontraherende parts territorium, og at luftfartsselskabet er selskabsregistreret og har sit primære forretningssted på det nævnte territorium;

(b) i tilfælde, hvor det pågældende luftfartsselskab undlader at efterkomme den kontraherende parts love, forskrifter og regler, som tilstår denne tilladelse eller disse rettigheder; eller

(c) i tilfælde, hvor det pågældende luftfartsselskab på anden måde undlader at drive virksomheden i overensstemmelse med de i denne overenskomst foreskrevne betingelser.

2. Medmindre øjeblikkelig tilbagekaldelse eller suspension af driftstilladelsen omhandlet i denne artikels stk. 1 eller øjeblikkelig pålæggelse af de deri omhandlede betingelser er nødvendig for at forebygge yderligere overtrædelse af love, forskrifter og regler, udøves denne ret kun efter konsultationer med den anden kontraherende part.

3. Sådanne konsultationer afholdes indenfor tredive (30) dage fra den dag, hvor den anden kontraherende part modtager skriftlig anmodning herom.

1. Luftfartøjer, som benyttes i driften af international lufttrafik af et af en kontraherende part udpeget luftfartsselskab, såvel som deres sædvanlige udstyr, beholdninger af brændstof og smøreolier og luftfartøjsforråd (herunder levnedsmidler, drikkevarer og tobak) om bord i sådanne luftfartøjer, er fritaget for alle toldafgifter, undersøgelsesgebyrer samt andre afgifter eller skatter, ved ankomst på den anden kontraherende parts territorium, forudsat at sådant udstyr, forsyninger og beholdninger forbliver om bord i luftfartøjet, indtil de genudføres.

2. Med undtagelse af afgifter baseret på omkostningen af ydet tjeneste, er de følgende genstande også fritaget for afgifter, vederlag og gebyrer omhandlet i denne artikels stk. 1:

(a) luftfartøjsforråd, indført til eller leveret på en kontraherende parts territorium, og taget om bord, indenfor rimeligheds grænser, til brug om bord på et afrejsende luftfartøj, der benyttes i international lufttrafik af et af den anden kontraherende part udpeget luftfartøj;

(b) reservedele, herunder motorer, indført til en kontraherende parts territorium til vedligeholdelse eller reparation af luftfartøjer benyttet i international lufttrafik af et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab; samt

(c) brændstof, smøreolier samt fortærbare tekniske forråd, indført til eller leveret på en kontraherende parts territorium til brug på et luftfartøj, som anvendes i international lufttrafik af et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab, selv hvor disse forsyninger er beregnet på anvendelse på en del af flyvningen, som udføres over det territorium, som tilhører den kontraherende part, og hvor disse blev taget om bord.

3. De i denne artikels stk. 1 og 2 omhandlede genstande kan forlanges opbevaret under de passende myndigheders opsyn eller kontrol.

4. Undtagelserne i medfør af denne artikels bestemmelser gælder også i situationer, hvor en kontraherende parts udpegede luftfartsselskab har indgået ordninger med andre luftfartsselskaber om lån eller overførsel af de i denne artikels stk. 1 og 2 anførte genstande på den anden kontraherende parts territorium, forudsat at sådanne andre luftfartsselskaber på lignende vis nyder sådanne undtagelser fra den anden kontraherende part.

Det sædvanlige luftfartsudstyr, såvel som de materialer og forsyninger, som beholdes om bord på luftfartøjer, tilhørende en kontraherende part, må kun losses på den anden kontraherende parts territorium efter tilladelse fra toldmyndighederne. Sådanne genstande kan placeres under de nævnte myndigheders opsyn, indtil de genudføres eller på anden måde afhændes i overensstemmelse med toldbestemmelserne.

1. Passagerer i transit via en kontraherende parts territorium underkastes kun en meget forenklet told- og indrejsekontrol. Bagage og fragt i direkte transit er fritaget for toldafgifter og andre lignende skatter.

2. En kontraherende parts love, forskrifter og regler vedrørende ankomst, klarering, gennemrejse, indrejse, pas, told og karantæne skal efterkommes af de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskaber, og af eller på vegne af dets passagerer, besætninger, fragt og post, ved gennemrejse af, adgang til, samt afrejse fra og under ophold på en sådan kontraherende parts territorium.

3. Ingen af de kontraherende parter må tilstå sit eget eller noget andet luftfartsselskab noget fortrin i forhold til det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab ved anvendelsen af de love, forskrifter og regler, hvorom der er fastsat bestemmelse i denne artikel.

1. Hver kontraherende part tillader retfærdig og lige mulighed for begge kontraherende parters udpegede luftfartsselskaber til at konkurrere på den internationale lufttransport dækket af denne overenskomst.

2. Hver kontraherende part tager al passende handling indenfor dens jurisdiktion til at bortskaffe alle former for diskrimination eller uretfærdig konkurrencepraksis, som har ugunstig effekt på den konkurrencemæssige stilling af den anden kontraherende parts luftfartsselskaber.

3. Hver kontraherende part tillader et udpeget luftfartsselskab at fastsætte frekvens og kapacitet af den internationale lufttransport som den tilbyder på grundlag af kommercielle markedsovervejelser. I overensstemmelse med denne ret foretager ingen af de kontraherende parter ensidig begrænsning af trafikmængden, frekvensen eller regelmæssighed af ruten, eller den type eller de typer af luftfartøjer, som anvendes af de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskaber til driften, undtaget for så vidt som det måtte være krævet af toldmæssige, tekniske, driftsmæssige eller miljømæssige årsager, på ensartede vilkår, som er i overensstemmelse med konventionens artikel 15.

4. Ingen af de kontraherende parter pålægger den anden kontraherende parts udpegede luftfartsselskaber fastsatte betingelser om fortrinsret, en transportkvote, en afgift for at undlade indsigelse, eller noget andet krav angående kapacitet, frekvens eller trafik, som ville være i uoverensstemmelse med denne overenskomsts formål.

1. Takster for international lufttransport drevet i medfør af denne overenskomst forlanges ikke fremlagt hos nogen af de kontraherende parters luftfartsmyndigheder.

2. Uden begrænsning af anvendelsen af generel konkurrence- og forbrugerlovgivning hos de kontraherende parter, kan indgriben fra de kontraherende parter foretages for at:

(i) forhindre urimeligt diskriminerende takster eller praksis;

(ii) beskytte forbrugere fra takster, som er urimeligt høje eller urimeligt restriktive på grund af misbrug af en dominerende stilling eller samordnet forretningspraksis blandt luftfartsselskaberne; samt

(iii) beskytte luftfartsselskaber mod takster, som er kunstigt lave på grund af direkte eller indirekte statssubsidier eller -støtte.

Hvert udpeget luftfartsselskab har ret til på anmodning at omveksle og overføre driftsoverskud til dets hjemland. Omveksling og overførsel tillades uden restriktioner til den gældende vekselkurs for transaktioner i kraft på det tidspunkt, hvor sådanne overskud fremlægges til omveksling og overførsel, og er ikke underkastet nogen afgifter ud over dem, som normalt opkræves af banker for udførelse af sådan omveksling og overførsel.

1. Hver kontraherende part tilstår et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab, på grundlag af gensidighed, samt underkastet partens love og forskrifter vedrørende indrejse, ophold og ansættelse, ret til på dens territorium at opretholde repræsentation, indbefattet sådant kontorpersonale, administrativt, forretnings- samt teknisk personale, som måtte være nødvendigt for det pågældende udpegede luftfartsselskabs krav.

2. En kontraherende parts udpegede luftfartsselskaber har ret til at foretage salg af lufttransport på den anden kontraherende parts territorium, enten direkte eller gennem agenter. En kontraherende part begrænser ikke de af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskabers ret til at sælge, og nogen persons ret til at købe, sådan befordring i den lokale eller nogen anden frit vekselbar valuta. Ej heller begrænser en kontraherende part et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskabs ret til at betale dets lokalt påløbne omkostninger i den lokale eller nogen anden frit vekselbar valuta.

1. En kontraherende parts udpegede luftfartsselskaber kan blive udbedt fremlæggelse af deres trafikprogrammer til godkendelse hos den anden kontraherende parts luftfartsmyndigheder mindst tredive (30) dage forud for påbegyndelsen af driften, eller med sådant kortere varsel, som luftfartsmyndighederne måtte tillade. Programmet skal i særdeleshed indeholde oplysninger om tidstabeller, trafikfrekvensen samt de typer af luftfartøjer, der vil blive anvendt.

2. Enhver senere ændring foretaget i et godkendt trafikprogram fremlægges også til godkendelse.

1. Hver kontraherende part kan til enhver tid anmode konsultationer vedrørende de sikkerhedsnormer, som den anden kontraherende part anvender på et hvilket som helst område, som relaterer sig til luftfartøjer, disses besætninger eller deres drift. Sådanne konsultationer finder sted indenfor tredive (30) dage fra anmodningen.

2. Hvis en kontraherende part efter sådanne konsultationer finder, at den anden kontraherende part ikke på effektiv vis opretholder og administrerer sikkerhedsnormer på et sådant område, som er mindst ligeværdigt svarende til de på det tidspunkt gældende minimumsnormer ifølge konventionen, underretter den første kontraherende part den anden kontraherende part om disse konstateringer, samt de skridt, som anses for nødvendige for at opfylde disse minimumsnormer, og om, at den anden kontraherende part skal skride til passende korrigerende handling. Hvis den anden kontraherende part undlader at skride til passende handling indenfor femten (15) dage, eller en sådan længere frist, som parterne måtte indgå enighed om, er dette grundlag for anvendelse af denne overenskomsts artikel 4.

3. Uagtet de i konventionens artikel 33 nævnte forpligtelser indgår parterne enighed om, at ethvert luftfartøj anvendt af en kontraherende parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber på trafik ind på eller ud fra en anden parts territorium, under ophold på den anden kontraherende parts territorium, kan underkastes inspektion udført af den anden kontraherende parts bemyndigede repræsentanter, om bord på eller rundt om luftfartøjet, for at inspicere både gyldigheden af luftfartøjets dokumenter og dets besætnings dokumenter og luftfartøjet og dets udstyrs synlige tilstand (i denne artikel betegnet som »pladsinspektion« (»ramp inspection«)), under forudsætning af, at dette ikke fører til urimelig forsinkelse.

4. Hvis en sådan pladsinspektion eller række af pladsinspektioner giver anledning til:

(a) alvorlig bekymring om, at et luftfartøj eller driften af et luftfartøj ikke opfylder de minimumskrav, som på det pågældende tidspunkt er fastsat i overensstemmelse med konventionen, eller

(b) alvorlig bekymring om mangel på effektiv vedligeholdelse og administration af sikkerhedsnormer fastsat på det pågældende tidspunkt i overensstemmelse med konventionen,

er den kontraherende part, som udfører inspektionen, fri til med henblik på konventionens artikel 33 at konkludere, at de krav under forudsætning af hvilke de certifikater eller licenser angående dette luftfartøj eller dette luftfartøjs besætning blev udstedt eller gjort gyldige, eller at de krav under hvilke luftfartøjet anvendes i drift, ikke er lig med eller over minimumsnormerne, som er fastsat ifølge konventionen.

5. I tilfælde af, at en repræsentant for det pågældende luftfartsselskab eller de pågældende luftfartsselskaber nægter adgang med henblik på at foretage en pladsinspektion i overensstemmelse med stk. 3 ovenfor af et luftfartøj, som anvendes i drift af en kontraherende parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber, er den anden kontraherende part fri til at antage, at alvorlige bekymringer af den art, som henvises til i stk. 4 ovenfor, opstår, og at drage de konklusioner, som dette stykke henviser til.

6. Hver kontraherende part forbeholder ret til øjeblikkeligt at suspendere eller ændre en til den anden kontraherende parts luftfartsselskab eller luftfartsselskaber udstedt driftstilladelse i tilfælde, hvor den første kontraherende part drager den slutning, uanset om det er som resultat af en pladsinspektion, konsultation, eller på anden vis, at øjeblikkelig handling er af afgørende betydning for et luftfartsselskabs driftssikkerhed.

7. Ethvert indgreb af en kontraherende part i overensstemmelse med stk. 2 og 6 ovenfor bringes til ophør, når grundlaget for dette indgreb ophører med at eksistere.

1. Hver kontraherende part bekræfter, at dens forpligtelse overfor den anden kontraherende part til at beskytte den civile luftfarts sikkerhed mod ulovlig forstyrrelse udgør en integreret del af denne overenskomst. Hver kontraherende part skal især handle i overensstemmelse med bestemmelserne i »Konventionen angående Lovovertrædelser og visse andre Handlinger begået ombord i Luftfartøjer«, undertegnet i Tokyo den 14. september 1963, »Konventionen om Bekæmpelse af ulovlig Bemægtigelse af Luftfartøjer«, undertegnet i Haag den 16. december 1970, »Konventionen til Bekæmpelse af ulovlige Handlinger mod den Civile Luftfarts Sikkerhed«, undertegnet i Montreal den 23. september 1971, samt enhver anden multilateral aftale, som styrer civil luftfarts sikkerhed og som er bindende for begge kontraherende parter.

2. De kontraherende parter tilstår efter anmodning hinanden al nødvendig bistand, for at hindre ulovlig bemægtigelse af civile luftfartøjer og andre ulovlige handlinger rettet mod sådanne luftfartøjers sikkerhed, disses passagerer og besætning, lufthavne og luftnavigationsanlæg, samt enhver anden trussel mod den civile luftfarts sikkerhed.

3. De kontraherende parter handler, i deres gensidige relationer, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser vedrørende luftfartssikkerhed, som er fastsat af den Internationale Organisation for Civil Luftfart og indføjet som tillæg til konventionen. Hver kontraherende part forlanger, at de, som driver luftfartsvirksomhed med luftfartøjer registreret hos den pågældende kontraherende part, eller de, som driver luftfartsvirksomhed med luftfartøjer, og som har deres primære forretningssted eller fast bopæl på dens territorium, og de, som driver lufthavne på dens territorium, handler i overensstemmelse med sådanne bestemmelser om luftfartssikkerhed.

4. Hver kontraherende part anerkender, at luftfartsoperatører kan blive pålagt af den anden kontraherende part at overholde de i denne artikels stk. 3 omhandlede bestemmelser vedrørende luftfartssikkerhed for indflyvning på, udflyvning fra eller ophold på den anden kontraherende parts territorium. Hver kontraherende part sikrer, at passende forholdsregler finder effektiv anvendelse indenfor dens territorium med henblik på at beskytte luftfartøjet og på at undersøge dets passagerer, besætning, håndbagage, bagage, fragt, post og luftfartøjsforråd forud for samt under ombordstigning eller lastning. Hver kontraherende part skal også give positiv overvejelse til enhver anmodning fra den anden kontraherende part om rimelige særlige sikkerhedsforanstaltninger til imødegåelse af en særskilt trussel.

5. Ved ulovlig bemægtigelse af civile luftfartøjer eller andre ulovlige handlinger mod sådanne luftfartøjers sikkerhed, deres passagerer og besætning, lufthavns- eller luftnavigationsanlæg, eller ved trussel herom, bistår de kontraherende parter hinanden ved at lette udveksling af oplysninger, samt andre passende forholdsregler, med henblik på hurtig og sikker afslutning af en sådan hændelse eller trussel herom.

Hver kontraherende part kan til enhver tid anmode om konsultationer vedrørende udførelsen, fortolkningen eller ændring af denne overenskomst eller overholdelse af overenskomsten. Sådanne konsultationer, som kan finde sted mellem luftfartsmyndigheder, skal begynde indenfor en periode på tres (60) dage regnet fra den dato, da den anden kontraherende part modtager en sådan skriftlig anmodning, medmindre de kontraherende parter opnår enighed om noget andet.

1. Ændringer af denne overenskomst, bortset fra tillægget, træder i kraft på dagen for udveksling af noter, som viser, at begge kontraherende parter har opfyldt alle nødvendige forfatningsmæssige procedurer.

2. Ændringer i denne overenskomsts tillæg kan foretages ved direkte aftale mellem de kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder, idet de effektueres ved samt træder i kraft på dagen, hvor der udveksles diplomatiske noter.

1. Såfremt der mellem de kontraherende parter opstår nogen tvist angående fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst, skal de kontraherende parter først søge at bilægge den ved forhandling.

2. Dersom det ikke lykkes de kontraherende parter at bilægge tvisten ved forhandling, kan de enes om at henvise tvisten til afgørelse af en voldgiftsmand, eller tvisten kan, efter anmodning fra en af de kontraherende parter, indbringes til afgørelse for en voldgiftsdomstol bestående af tre voldgiftsmænd, hvoraf hver kontraherende part udpeger én, og den tredje vælges af de to således udpegede. Hver af de kontraherende parter skal udpege en voldgiftsmand indenfor et tidsrum af tres (60) dage fra den dato, hvor den ene kontraherende part ad diplomatisk vej har modtaget en anmodning fra den anden part om tvistens afgørelse ved en sådan voldgiftsdomstol, og den tredje voldgiftsmand skal udpeges indenfor et tidsrum af yderligere tres (60) dage. Hvis en af de kontraherende parter undlader at udpege en voldgiftsmand indenfor det angivne tidsrum, eller hvis den tredje voldgiftsmand ikke udpeges indenfor det angivne tidsrum, kan en af de kontraherende parter anmode præsidenten for Rådet i Organisationen for International Civil Luftfart om at udpege en eller flere voldgiftsmænd, alt efter hvad tilfældet påkræver. I alle tilfælde skal den tredje voldgiftsmand være statsborger i et tredjeland, skal fungere som formand for voldgiftsdomstolen og skal afgøre, hvor voldgiften afholdes. Hvis præsidenten mener, at han er statsborger i et land, som ikke kan anses for neutral i relation til tvisten, skal den længst siddende vicepræsident, som ikke på dette grundlag er diskvalificeret, foretage udpegelsen. Voldgiftsdomstolen når sin afgørelse ved stemmeflerhed.

3. Hver kontraherende part bærer sin udpegede voldgiftsmands omkostninger, såvel som sin repræsentation i voldgiftsproceduren. Formandens omkostninger samt enhver anden omkostning bæres ligeligt af de kontraherende parter.

4. De kontraherende parter forpligter sig til i den udstrækning, det er foreneligt med deres respektive nationale lovgivning, at efterkomme enhver kendelse afsagt i medfør af denne artikels stk. 2.

5. Hvis og så længe som en af de kontraherende parter undlader at efterkomme en kendelse i medfør af denne artikels stk. 2, kan den anden kontraherende part begrænse, tilbageholde eller tilbagekalde enhver rettighed eller privilegier, som den har tilstået i medfør af denne overenskomst til den kontraherende part, som er i overtrædelse, eller til et udpeget luftfartsselskab, som er i overtrædelse.

Denne overenskomst, dens tillæg samt enhver senere ændring heri skal af de kontraherende parter oversendes til Organisationen for International Civil Luftfart.

Hver kontraherende part kan til enhver tid give skriftlig meddelelse til den anden kontraherende part om sit ønske om at bringe denne overenskomst til ophør; sådan meddelelse skal samtidigt videregives til Organisationen for International Civil Luftfart. I så fald ophører overenskomsten tolv (12) måneder efter datoen for den anden kontraherende parts modtagelse af meddelelsen, medmindre opsigelsen efter aftale er trukket tilbage inden udløbet af denne tidsfrist. Såfremt den anden kontraherende part undlader at anerkende modtagelsen, skal opsigelsen anses for modtaget fjorten (14) dage efter, at Organisationen for International Civil Luftfart har modtaget meddelelsen.

Denne overenskomst træder i kraft på dagen for dens undertegnelse.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne overenskomst.

Udfærdiget i Wellington den 7. februar 2001 i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks Regering

Jens Ostenfeld

For New Zealands Regering

Mark James Gosche

1. (a) Ruter, som må drives i begge retninger af de af Kongeriget Danmarks Regering udpegede luftfartsselskaber:

Pladser i Danmark, via mellemliggende pladser, til en plads eller pladser i New Zealand, samt til pladser hinsides.

(b) Ruter, som må drives i begge retninger af de af New Zealands Regering udpegede luftfartsselskaber:

Pladser i New Zealand, via mellemliggende pladser, til en plads eller pladser i Danmark, samt til pladser hinsides.

2. Underkastet hver kontraherende parts juridiske forpligtelser, kan de kontraherende parters udpegede luftfartsselskaber betjene mellemliggende og/eller hinsides liggende pladser med femtefriheds-trafikrettigheder.

3. I drift eller udbud af trafik på de aftalte ruter kan ethvert af en kontraherende part udpeget luftfartsselskab indgå samarbejdsaftaler, indbefattet, men ikke begrænset til codesharing-arrangementer med ethvert andet luftfartsselskab, indbefattet luftfartsselskaber fra tredjelande, som har de behørige trafikrettigheder, samt, hvor det er påkrævet, driftsbemyndigelse til den pågældende samarbejdsaftale.

Under henvisning til artikel 3 i de tre overenskomster vedrørende lufttransport undertegnet i dag (overenskomsterne) mellem New Zealands Regering og Danmarks, Norges og Sveriges Regeringer vedrørende udpegning af luftfartsselskaber, har de kontraherende parter indgået enighed om følgende forståelse, skulle de tre moderselskaber i Scandinavian Airlines Systems (SAS) blive udpeget af respektivt Kongeriget Danmark, Kongeriget Norge og Kongeriget Sverige:

1. Uagtet overenskomsternes artikel 3 og 4 kan de tre moderselskaber, SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA samt SAS Sverige AB, som samarbejder under navnet Scandinavian Airlines System (SAS), drive trafik i medfør af overenskomsterne med luftfartøjer, besætninger samt udstyr fra ethvert eller alle af de tre luftfartsselskaber. Mens trafik drives under navnet SAS, kan trafik ikke drives af SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA eller SAS Sverige AB som enkeltselskaber.

2. I den udstrækning et af moderselskaberne anvender luftfartøjer, besætning eller udstyr tilhørende de andre luftfartsselskaber i Scandinavian Airlines System (SAS), vil overenskomsternes bestemmelser finde anvendelse på sådanne luftfartøjer, besætning samt udstyr, som om de var luftfartøjer, besætning og udstyr tilhørende respektivt SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA eller SAS Sverige AB. I sådant tilfælde vil de kompetente danske, norske eller svenske myndigheder samt det respektive moderselskab acceptere fuldt ansvar i medfør af overenskomsterne for sådanne luftfartøjer, besætning samt udstyr.

Udfærdiget i Wellington den 7. februar 2001 i fire eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks Regering

Jens Ostenfeld

For New Zealands Regering

Mark James Gosche

For Kongeriget Norges Regering

Over Thorsheim

For Kongeriget Sveriges Regering

Lars-Erik Wingren

Aftalen trådte i kraft den 7. februar 2001, jf. artikel 20.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 25. juli 2002 Per Stig Møller

Versioner

  1. 2002-08-06