Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/32@2002-12-10/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1
3. Bilag 1

I henhold til allerhøjeste resolution af 9. august 2002, og efter at Folketinget med vedtagelse af lov nr. 378 af 6. juni 2002 havde meddelt sit samtykke dertil, har Danmark ratificeret den i New York den 9. december 1999 vedtagne internationale konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme.

Konventionen, hvis arabiske, kinesiske, franske, russiske og spanske tekst er udeladt her, har følgende ordlyd:

Oversættelse

De i denne konvention deltagende stater, som

har opmærksomheden henledt på de i De Forenede Nationers pagt fastlagte mål og principper med hensyn til opretholdelsen af international fred og sikkerhed og fremme af godt naboskab og venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne,

er dybt bekymrede over det stigende antal terrorhandlinger af enhver art i hele verden,

erindrer om erklæringen i anledning af De Forenede Nationers 50 års jubilæum, der var indeholdt i generalforsamlingsresolution nr. 50/6 af 24. oktober 1995,

ligeledes erindrer om alle relevante generalforsamlingsresolutioner om dette emne, herunder resolution nr. 49/60 af 9. december 1994 samt dens bilag om erklæringen om foranstaltninger til eliminering af international terrorisme, hvori De Forenede Nationers medlemsstater højtideligt på ny bekræfter deres utvetydige fordømmelse af alle terrorhandlinger, -fremgangsmåder og metoder som strafbare og uberettigede, uanset hvor eller af hvem de begås, herunder sådanne, der bringer de venskabelige forbindelser mellem stater og befolkninger i fare og truer staternes territoriale integritet og sikkerhed,

bemærker, at erklæringen om foranstaltninger til eliminering af international terrorisme også opfordrede staterne til øjeblikkelig at revidere rækkevidden af de eksisterende internationale lovbestemmelser vedrørende forebyggelse, undertrykkelse og afskaffelse af terrorisme af enhver art og udførelse med henblík på at sikre, at der forefindes omfattende juridiske rammer, der dækker alle sagens aspekter,

erindrer om stk. 3, pkt. f, i generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996, hvori generalforsamlingen anmodede alle stater om at tage skridt til ved passende nationale foranstaltninger at forebygge og modvirke finansiering af terrorister og terroristorganisationer, hvad enten disse finansieres direkte eller indirekte gennem organisationer, der også har eller hævder at have velgørende, sociale eller kulturelle formål, eller som tillige er involveret i ulovlig virksomhed som våbensmugling, narkotikahandel og pengeafpresning, herunder udnyttelse af personer for at få finansieret terroristvirksomhed, og især, hvor det er relevant, at overveje vedtagelse af love, som skal forebygge og modvirke bevægelser af midler, der mistænkes for at være tiltænkt terroristformål, uden på nogen måde at forhindre den frie bevægelighed af lovlig kapital, og forstærke udvekslingen af oplysninger vedrørende de internationale bevægelser af sådanne midler,

ligeledes erindrer om generalforsamlingsresolution nr. 52/165 af 15. december 1997, hvori generalforsamlingen anmodede staterne i særdeleshed at overveje indførelse af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3, pkt. a-f, i generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996,

ydermere erindrer om generalforsamlingsresolution nr. 53/108 af 8. december 1998, hvori generalforsamlingen besluttede, at det ved generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996 oprettede ad hoc-udvalg skulle udarbejde et udkast til en international konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorvirksomhed som supplement til beslægtede eksisterende internationale instrumenter,

tager i betragtning, at finansiering af terrorisme vækker dyb bekymring hos det internationale samfund som helhed,

bemærker, at antallet og alvoren af internationale terrorhandlinger afhænger af den finansiering, som terrorister kan skaffe,

ligeledes bemærker, at eksisterende multilaterale retlige instrumenter ikke i tilstrækkelig grad sigter mod en sådan finansiering,

er overbevist om, at der er et påtrængende behov for at forstærke det internationale samarbejde mellem staterne med henblik på at finde frem til og vedtage effektive foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe finansiering af terrorisme ved at retsforfølge og straffe gerningsmændene dertil,

er blevet enige om følgende:

I denne konvention anvendes følgende udtryk med den angivne betydning:

1. »Midler« omfatter aktiver af enhver art, hvad enten de er materielle eller immaterielle, løsøre eller fast ejendom, uanset erhvervelsesmåde, samt juridiske dokumenter eller instrumenter i enhver form, herunder elektronisk og digital, der er bevis på ejendomsret til eller rettighed til sådanne aktiver, herunder bl.a. remburser hos banker, rejsechecks, bankchecks, pengeanvisninger, aktier, værdipapirer, obligationer, veksler og akkreditiver.

2. »Stats- eller regeringsfacilitet« omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv.

3. »Udbytte« betyder midler, der direkte eller indirekte stammer fra eller er skaffet ved begåelse af en i artikel 2 anført forbrydelse.

1. En person begår en forbrydelse i denne konventions forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvist til at udføre

a) en handling, der er en forbrydelse inden for rammerne af og som defineret i en af de i bilaget angivne traktater; eller

b) enhver anden handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med en sådan handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller at undlade at foretage en given handling.

2. a) Ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument kan en kontraherende stat, som ikke er deltager i en i bilaget angivet traktat, erklære, at den pågældende traktat ved anvendelse af denne konvention over for den kontraherende stat skal anses for ikke at være omfattet af det i stk. 1, pkt. a, angivne bilag. Erklæringen ophører med at være gældende, så snart traktaten træder i kraft for den kontraherende stat, som skal give depositaren meddelelse herom;

b) Når en kontraherende stat ophører med at være deltager i en i bilaget angivet traktat, kan den afgive erklæring som bestemt i denne artikel vedrørende traktaten.

3. For at en handling kan anses som en i stk. 1 anført forbrydelse, er det ikke nødvendigt, at midlerne faktisk blev anvendt til at udføre en i stk. 1, pkt. a eller b, anført forbrydelse.

4. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som anført i stk. 1.

5. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende

a) medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4:

b) organiserer eller pålægger andre at begå en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4;

c) medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 4. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten

i) foretages i den hensigt at fremme gruppens kriminelle virksomhed eller formål, når virksomheden eller formålet indebærer, at en i stk. 1 anført forbrydelse begås; eller

ii) foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå en i stk. 1 anført forbrydelse.

Denne konvention finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor forbrydelsen er begået inden for en enkelt stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, og ingen anden stat har grundlag i henhold til konventionens artikel 7, stk. 1 eller stk. 2 for at udøve jurisdiktion, idet dog bestemmelserne i artikel 12-18 skal gælde, hvor det er relevant.

Enhver kontraherende stat skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige

a) for at fastsætte, at det er en strafbar handling i henhold til national ret at handle som nævnt i artikel 2;

b) for at fastsætte passende straffe for sådanne forbrydelser under hensyntagen til deres alvorlige karakter.

1. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine juridiske principper træffe de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt at drage en juridisk person, der er hjemmehørende på dens område eller er etableret efter dens lovgivning, til ansvar, når en person, der står for ledelse eller styring af den juridiske person, i denne egenskab har begået en i artikel 2 anført forbrydelse. Ansvaret kan være strafferetligt, civilretligt eller adminsitrativt.

2. Dette ansvar ifaldes uden præjudice for det strafferetlige ansvar, der ifaldes af de enkeltpersoner, som har begået forbrydelsen.

3. De kontraherende stater skal i særdeleshed sikre, at juridiske personer, der er ansvarlige i overensstemmelse med stk. 1, kan pålægges effektive, forholdsmæssige og afskrækkende strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner. Sådanne sanktioner kan omfatte bøder.

Enhver kontraherende stat skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige, herunder efter behov national lovgivning, for at sikre, at strafbare handlinger inden for denne konventions rammer ikke under nogen omstændigheder er berettiget af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse elle andre lignende grunde.

1. Enhver kontraherende stat skal gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, når

a) forbrydelsen begås på den pågældende stats område;

b) forbrydelsen begås ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende stats flag, eller i et fly, der er registreret efter den pågældende stats lovgivning på det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev begået;

c) forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågældende stat.

2. En kontraherende stat kan ligeledes sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til en sådan forbrydelse, når

a) forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, pkt. a eller b, anført forbrydelse blev begået på den pågældende stats område eller mod en statsborger fra den pågældende stat;

b) forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, pkt. a eller b, anført forbrydelse blev begået mod stats- eller regeringsfaciliteter i udlandet tilhørende denne stat, herunder en af den pågældende stats ambassader eller andre diplomatiske eller konsulære lokaler;

c) forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, pkt.a eller b, anført forbrydelse blev begået i et forsøg på at tvinge staten til at foretage eller undlade at foretage en bestemt handling;

d) forbrydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende stats område;

e) forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende stats offentlige myndigheder.

3. Efter ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af konventionen skal enhver kontraherende stat underrette De Forenede Nationers generalsekretær om den straffemyndighed, den har i overensstemmelse med stk. 2. I tilfælde af ændringer skal den pågældende kontraherende stat omgående underrette generalsekretæren derom.

4. Enhver kontraherende stat skal ligeledes gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på statens område, og den ikke udleverer den pågældende til nogen af de kontraherende stater, der har straffemyndighed i overensstemmelse med stk. 1 eller 2.

5. Når mere end en kontraherende stat påberåber sig straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, skal de relevante kontraherende stater bestræbe sig på at koordinere deres handlinger på en passende måde, især for så vidt angår betingelserne for retsforfølgning og formaliteterne i forbindelse med retshjælp.

6. Uden præjudice for de regler, der følger af den almindelige folkeret, udelukker denne konvention ikke, at en kontraherende stat udøver straffemyndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

1. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne identificere, opdage og indefryse eller beslaglægge midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser med henblik på eventuel konfiskation.

2. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne konfiskere midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser.

3. Enhver kontraherende stat med interesse deri kan overveje at indgå aftaler om regelmæssigt eller fra sag til sag at dele de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, med andre kontraherende stater.

4. Enhver kontraherende stat skal overveje at oprette ordninger, hvorved de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, anvendes til at give erstatning til ofrene for de i artikel 2, stk. 1, pkt. a) eller b) anførte forbrydelser eller til deres familier.

5. Bestemmelserne i denne artikel skal implementeres uden præjudice for tredjemands rettigheder, når tredjemand handlede i god tro.

1. Når en kontraherende stat har modtaget meddelelse om, at en person, der har begået eller formodes at have begået en forbrydelse som anført i artikel 2, måske befinder sig på dens område, skal den pågældende stat i overensstemmelse med sin lovgivning træffe de foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at efterforske oplysningerne i meddelelsen.

2. Når betingelserne herfor er til stede, skal den kontraherende stat, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, i overensstemmelse med sin lovgivning træffe passende foranstaltninger for at sikre den pågældendes tilstedeværelse med henblik på retsforfølgning eller udlevering.

3. En person, over for hvem de i stk. 2 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til

a) uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat, hvori den pågældende er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at beskytte den pågældendes rettigheder, eller, hvis han er statsløs, den stat på hvis område han har fast bopæl;

b) at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat,

c) at blive oplyst om sine rettigheder i henhold til pkt. a) og b).

4. De i stk. 3 nævnte rettigheder skal udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den stat, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, dog under forudsætning af at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af stk. 3.

5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er uden præjudice for den ret, som enhver kontraherende stat, der har krav på at udøve jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, pkt. b), eller stk. 2, pkt. b), har til at anmode Den Internationale Røde Kors-Komité om at sætte sig i forbindelse med og besøge den formodede gerningsmand.

6. Når en kontraherende stat i medfør af denne artikel har taget en person i forvaring, skal den omgående direkte eller gennem De Forenede Nationers generalsekretær underrette de kontraherende stater, der har straffemyndighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 og 2, samt, hvis den anser det for tilrådeligt, eventuelle andre interesserede kontraherende stater om, at den pågældende person er taget i forvaring, og om de omstændigheder, der ligger til grund for den pågældende persons tilbageholdelse. Den stat, der iværksætter den i stk. 1 forudsete efterforskning, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de pågældende kontraherende stater samt tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve straffemyndighed.

1. Den kontraherende stat, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, skal i de tilfælde, hvor artikel 7 gælder, hvis staten ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse og uanset om forbrydelsen er begået på statens område eller ej, uden ugrundet ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden forbrydelse af alvorlig karakter.

2. Hvis en kontraherende stat efter sin egen lovgivning kun må udlevere eller på anden vis overgive en af sine statsborgere på den betingelse, at personen sendes tilbage til den pågældende stat for at afsone den straf, der er resultatet af retsforfølgningen, som anmodningen om udlevering eller overgivelse angår, og denne stat samt den stat, der anmoder om udlevering af personen, er enige om denne betingelse og andre betingelser, som de måtte finde passende, er en sådan betinget udlevering eller overgivelse tilstrækkelig til at opfylde den i stk. 1 nævnte forpligtelse.

1. De i artikel 2 nævnte forbrydelser skal i enhver udleveringstraktat mellem de kontraherende stater, som er indgået, før denne konvention træder i kraft, anses for omfattet af de forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. De kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de efterfølgende indgår med hinanden, at optage forbrydelserne blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

2. Hvis en kontraherende stat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået en udleveringstraktat, kan den anmodede stat betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de i artikel 2 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i artikel 2 nævnte forbrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem de kontraherende stater skal de i artikel 2 nævnte forbrydelser om nødvendigt anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også i de stater, som ifølge artikel 7, stk. 1 og 2, har straffemyndighed med hensyn til forbrydelserne.

5. Bestemmelserne i samtlige traktater og aftaler om udlevering mellem kontraherende stater vedrørende de i artikel 2 nævnte forbrydelser skal anses for ændret i forholdet mellem de kontraherende stater i det omfang, sådanne bestemmelser er uforenelige med denne konvention.

1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafferetlig efterforskning, retsforfølgning eller udlevering i anledning af de i artikel 2 nævnte forbrydelser, herunder bistand til at fremskaffe bevismateriale i deres besiddelse, som er nødvendigt for retssagen.

2. De kontraherende stater kan ikke afvise en anmodning om retshjælp med henvisning til bankhemmeligheden.

3. Den anmodende stat må ikke uden forudgående samtykke fra den anmodede stat videregive eller anvende oplysninger eller beviser, der er leveret af den anmodede stat, til anden efterforskning eller retsforfølgning end den i retsanmodningen anførte.

4. Enhver kontraherende stat kan overveje at etablere ordninger med andre kontraherende stater med henblik på at dele oplysninger eller beviser, som er nødvendige for at pålægge strafferetligt, civilretligt eller administrativt ansvar ifølge artikel 5.

5. De kontraherende stater skal opfylde deres forpligtelser i medfør af stk. 1 og 2 i overensstemmelse med de traktater eller andre aftaler om retshjælp eller udveksling af oplysninger, de måtte have indgået indbyrdes. I mangel af sådanne traktater eller aftaler skal de kontraherende stater yde hinanden bistand i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser anses for en fiskal lovovertrædelse. En anmodning om udlevering eller retshjælp kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en fiskal lovovertrædelse.

For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. En anmodning om udlevering eller retshjælp på grundlag af en sådan forbrydelse kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til udlevering eller retshjælp, hvis den stat, over for hvilken en anmodning er fremsat, har vægtige grunde til at antage, at anmodningen om udlevering for en i artikel 2 nævnt forbrydelse eller om retshjælp vedrørende en sådan forbrydelse er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af dennes race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde.

1. En person, der tilbageholdes eller afsoner en straf på en kontraherende stats område, og hvis personlige fremmøde en anden kontraherende stat anmoder om med henblik på identifikation, vidneforklaring eller anden bistand i forbindelse med fremskaffelse af bevismateriale til efterforskning eller retsforfølgning af en i artikel 2 anført forbrydelse, kan overføres, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den pågældende giver frivilligt sit informerede samtykke dertil;

b) de kompetente myndigheder i begge stater er enige derom med forbehold af de betingelser, som disse stater måtte finde passende.

2. Med henblik på denne artikel:

a) skal den stat, hvortil den pågældende overføres, have tilladelse og være forpligtet til at holde den overførte person i forvaring, medmindre den stat, hvorfra den pågældende blev overført, anmoder om eller giver tilladelse til andet;

b) skal den stat, hvortil den pågældende overføres, uden ophold opfylde sin forpligtelse til at sende personen tilbage til forvaring i den stat, hvorfra den pågældende blev overført, som aftalt på forhånd eller på anden vis af begge staters kompetente myndigheder;

c) må den stat, hvortil den pågældende overføres, ikke kræve, at den stat, hvorfra den pågældende blev overført, skal indlede en udleveringssag for at få personen sendt tilbage;

d) skal den overførte person have den tid, der er tilbragt i varetægt i den stat, hvortil den pågældende blev overført, fradraget i afsoningen af den straf, som afsones i den stat, hvorfra den pågældende blev overført.

3. Med mindre den kontraherende stat, hvorfra en person skal overføres i overensstemmelse med denne artikel, indvilliger deri, må den pågældende person uanset nationalitet ikke retsforfølges, tilbageholdes eller underkastes nogen anden indskrænkning i sin personlige frihed i den stat, som den pågældende overføres til, for handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før den pågældendes afrejse fra den stat, hvorfra overførelsen sker.

Enhver person, der tages i forvaring, eller over for hvem der træffes andre foranstaltninger, eller som retsforfølges i henhold til denne konvention, skal sikres en retfærdig behandling, herunder nydelsen af alle de rettigheder og garantier, som er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor den pågældende befinder sig, og i gældende bestemmelser i folkeretten, herunder dennes bestemmelser om menneskerettigheder.

1. De kontraherende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af de i artikel 2 nævnte forbrydelser ved at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger, herunder om nødvendigt tilpasning af deres nationale lovgivning, for at forebygge og modvirke, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at begå sådanne forbrydelser inden eller uden for deres områder, herunder:

a) foranstaltninger til at forbyde, at der på deres områder udøves ulovlig virksomhed af personer og organisationer, der med viden herom opmuntrer til, anstifter, organiserer eller deltager i gennemførelsen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser;

b) foranstaltninger, der påbyder pengeinstitutter og andre brancher involveret i økonomiske transaktioner at anvende de mest effektive foranstaltninger til deres rådighed til at identificere deres faste eller lejlighedsvise kunder samt kunder, til fordel for hvem der åbnes konti, samt at være særligt opmærksomme på usædvanlige eller mistænkelige transaktioner og indberette transaktioner, der mistænkes for at stamme fra kriminelle aktiviteter. Med henblik herpå skal de kontraherende stater overveje:

i) at vedtage bestemmelser, der forhindrer åbning af konti, hvis ejere eller begunstigede ikke er eller kan identificeres, samt foranstaltninger til at sikre, at sådanne institutter verificerer identiteten af de faktiske ejere af sådanne transaktioner;

ii) for så vidt angår identifikation af juridiske personer, at påbyde pengeinstitutterne at træffe foranstaltninger til om nødvendigt at verificere kundens juridiske eksistens og opbygning ved at fremskaffe registreringsbevis enten fra et offentligt register eller fra kunden eller begge, herunder oplysninger om kundens navn, selskabsform, adresse, bestyrelse og bestemmelser vedrørende tegningsret for foretagenet;

iii) at vedtage bestemmelser, der pålægger pengeinstitutterne en forpligtelse til omgående til de kompetente myndigheder at indberette alle komplicerede og usædvanlige, store transaktioner og usædvanlige transaktionsmønstre, som ikke har noget tilsyneladende økonomisk eller indlysende lovligt formål, uden frygt for at pådrage sig et strafferetligt eller civilretligt ansvar for at overtræde forbudet mod videregivelse af oplysninger, såfremt de indberetter deres mistanke i god tro;

iv) at påbyde pengeinstitutterne at opbevare de nødvendige optegnelser om både nationale og internationale transaktioner i mindst fem år.

2. De kontraherende stater skal endvidere samarbejde med henblik på at forebygge de i artikel 2 anførte forbrydelser ved at overveje:

a) foranstaltninger med henblik på, at der føres tilsyn med alle pengeoverførselsbureauer, f.eks. ved tildeling af licens;

b) gennemførlige foranstaltninger med henblik på at opdage eller overvåge fysisk grænseoverskridende transport af kontanter og omsættelige ihændehaverinstrumenter, dog med strenge sikkerhedsforanstaltninger for at sikre behørig brug af oplysningerne og uden på nogen måde at forhindre kapitalens frie bevægelighed.

3. De kontraherende stater skal yderligere samarbejde med henblik på at forhindre de i artikel 2 anførte forbrydelser ved at udveksle nøjagtige og verificerede oplysninger i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og ved at samordne gennemførelsen af administrative og andre foranstaltninger, der er egnede til at forebygge, at der begås forbrydelser som nævnt i artikel 2, især ved:

a) at oprette og vedligeholde kommunikationskanaler mellem deres kompetente styrelser og kontorer for at lette sikker og hurtig udveksling af oplysninger vedrørende alle aspekter af de i artikel 2 anførte forbrydelser;

b) at samarbejde med hinanden ved gennemførelsen af undersøgelser af forbrydelser som nævnt i artikel 2 med hensyn til:

i) identiteten af, opholdsstedet for samt aktiviteter udført af personer, som med rimelig grund mistænkes for at være involveret i sådanne forbrydelser;

ii) bevægelser af midler, der har sammenhæng med, at sådanne forbrydelser begås.

4. De kontraherende stater kan udveksle oplysninger gennem Interpol.

Den kontraherende stat, hvor en formodet gerningsmand retsforfølges, skal i overensstemmelse med sin lovgivning eller gældende regler give underretning om sagens endelige udfald til De Forenede Nationers generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til de øvrige kontraherende stater.

De kontraherende stater skal opfylde deres forpligtelser i henhold til denne konvention på en måde, der er forenelig med principperne om staternes suveræne lighed og territoriale integritet samt om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender.

Intet i denne konvention skal påvirke staternes og enkeltpersoners øvrige rettigheder, forpligtelser og ansvar i henhold til folkeretten, især formålene i De Forenede Nationers pagt, den humanitære folkeret og andre relevante konventioner.

Intet i denne konvention berettiger en kontraherende stat til på en anden kontraherende stats område at påtage sig udøvelse af straffemyndighed og udførelse af funktioner, der udelukkende er forbeholdt myndighederne i denne anden kontraherende stat ifølge dens lovgivning.

1. Bilaget kan ændres ved tilføjelse af relevante traktater, der

a) er åbne for alle staters deltagelse;

b) er trådt i kraft;

c) er blevet ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt af mindst 22 stater, som også er kontraherende stater i forhold til denne konvention.

2. Efter denne konventions ikrafttræden kan enhver kontraherende stat foreslå en sådan ændring. Ændringsforslag skal skriftligt meddeles depositaren. Depositaren skal udsende forslag, der overholder de i stk. 1 anførte betingelser, til alle kontraherende stater og anmode om deres synspunkter vedrørende vedtagelse af ændringsforslaget.

3. Ændringsforslaget anses for vedtaget, medmindre en tredjedel af de kontraherende stater ved skriftlig meddelelse protesterer mod det senest 180 dage efter udsendelse deraf.

4. Den vedtagne ændring af bilaget træder i kraft 30 dage efter deponering af det 22. ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument vedrørende ændringen for de kontraherende stater, der har deponeret et sådant instrument. For enhver stat, der ratificerer, accepterer eller godkender ændringen efter deponeringen af det 22. instrument, træder ændringen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke inden for en rimelig tid kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed om voldgiftsrettens sammensætning, kan hver af parterne henvise tvisten til Den Internationale Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.

2. En stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen, acccepten eller godkendelsen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelsen i stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal ikke være bundet af stk. 1 over for en kontraherende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. En stat, der har taget forbehold i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse herom til De Forenede Nationers generalsekretær.

1. Denne konvention står åben for undertegnelse for alle stater i De Forenede Nationers hovedsæde i New York fra den 10. januar 2000 til den 31. december 2001.

2. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

3. Denne konvention står åben for tiltrædelse af enhver stat. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse derom til De Forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning et år efter den dato, hvor De Forenede Nationers generalsekretær modtager meddelelsen.

Originaleksemplaret af denne konvention, hvor den arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der har behørig fuldmagt dertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention, der blev åbnet for undertegnelse i De Forenede Nationers hovedsæde i New York den 10. januar 2000.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 28. november 2002 Per Stig Møller

Bilag 1

Bilag 1. Konvention til bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, udfærdiget i Haag den 16. december 1970. 2. Konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, udfærdiget i Montreal den 23. september 1971. 3. Konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer herunder diplomatiske repræsentanter, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 14. december 1973. 4. International konvention imod gidselstagning, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 17. december 1979. 5. Konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, vedtaget i Wien den 3. marts 1980. 6. Protokol til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener den internationale civile luftfart. Tillæg til konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, udfærdiget i Montreal den 24. februar 1988. 7. Konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden i maritim navigation, udfærdiget i Rom den 10. marts 1988. 8. Protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen, udfærdiget i Rom den 10. marts 1988. International konvention til bekæmpelse af terrorbombninger, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 15. december 1997. Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos FN’s generalsekretær den 27. august 2002. I forbindelse med ratifikationen afgav Danmark en erklæring i henhold til konventionens artikel 7, stk. 3, om dansk straffemyndighed som indeholdt i straffelovens § 6-12. Konventionen trådte i medfør af artikel 26, stk. 1, i kraft den 10. april 2002. Konventionen er i medfør af artikel 26, stk. 2, trådt i kraft for Danmark den 26. september 2002. Konventionen finder indtil videre ikke anvendelse for Færøerne og Grønland. Oplysninger om andre landes tiltrædelse af konventionen vil kunne findes på FN’s hjemmeside under adressen: http://untreaty.un.org.

Versioner

1. 2002-12-10