Gelex

Bekendtgørelse af overenskomst af 23. oktober 1998 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Den Nordiske Investeringsbank

OphævetVersion 2002-01-29fra 2002-01-29 til 2005-06-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/3@2002-01-29/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Den 23. oktober 1998 undertegnes i Oslo, med forbehold for ratifikation, en overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Den Nordiske Investeringsbank.

Aftalens ordlyd er som følger:

Danmarks, Finlands, Islands, Norges og Sveriges regeringer, der vil styrke og yderligere udvikle det nordiske samarbejde gennem Den Nordiske Investeringsbank som en fælles international finansieringsinstitution ligestillet med andre juridiske personer, der udøver tilsvarende virksomhed i og uden for Norden, er blevet enige om følgende:

Den Nordiske Investeringsbank, herefter benævnt »banken«, har til formål at yde lån og stille garantier på bankmæssige vilkår og i overensstemmelse med samfundsøkonomiske hensyn med henblik på gennemførelse af investeringsprojekter af interesse for såvel Norden som de lande uden for Norden, der modtager lån eller garantier.

Banken skal have status som international juridisk person med fuld retsevne og i særdeleshed være berettiget til at indgå aftaler, erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre samt føre sag for domstole og andre myndigheder.

Banken udøver sin virksomhed i overensstemmelse med vedtægter fastsat af Nordisk Ministerråd. Vedtægterne kan ændres af Nordisk Ministerråd på forslag eller efter høring af bankens bestyrelse. Forslag til vedtægtsændringer, som er af principiel betydning for bankens formål, virksomhed og drift, skal forelægges Nordisk Råd til udtalelse.

Bankens grundkapital indskydes af de kontraherende stater. Forhøjelse af grundkapitalen sker ved beslutning af Nordisk Ministerråd efter indstilling fra bankens bestyrelse.

Grundkapitalens størrelse, eventuelle forhøjelse og fordeling mellem de kontraherende stater er omtalt i bankens vedtægter.

Bankens hovedsæde skal være i Helsingfors.

Der kan kun anlægges sag imod banken ved kompetent domstol inden for et lands territorium, hvor banken har etableret kontor eller har udpeget en repræsentant med henblik på at modtage stævning, samt ved domstol, som banken i øvrigt udtrykkelig har godkendt. En kontraherende stat og personer, som repræsenterer en kontraherende stat, eller hvis krav hidrører fra en kontraherende stat, kan dog kun stævne banken, såfremt denne udtrykkelig har givet tilladelse hertil.

Afgørelse af judiciel eller administrativ myndighed må, for så vidt angår bankens ejendom eller aktiver, ikke fuldbyrdes, før afgørelsen er endelig.

Bankens ejendom og aktiver skal nyde beskyttelse mod ransagning, rekvisition, konfiskation og ekspropriation.

Banken, såvel som dens ejendom og aktiver, kan ikke gøres til genstand for processuelle sikringsakter såsom arrest.

Bankens lokaliteter og arkiv samt dokumenter, der tilhører banken eller er i dennes besiddelse, er ukrænkelige.

Bankens officielle forsendelser skal af hver kontraherende stat behandles på tilsvarende måde som officielle forsendelser fra enhver anden kontraherende stat.

Banken, såvel som dens indtægter, aktiver og ejendom, skal være fritaget for enhver form for beskatning dog under iagttagelse af de præciseringer, som fremgår af denne artikel.

Banken skal være fritaget for skat på erhvervelse af fast ejendom og værdipapirer til bankens officielle brug samt for skat på afhændelse heraf.

Bankens låntagning og udlån samt låntagning fra banken og forhøjelse af bankens grundkapital skal være befriet for enhver skat og lignende afgift.

Såfremt banken eller fonde, der har umiddelbar tilknytning til bankens virksomhed og direkte forvaltes af banken, foretager køb af varer eller tjenesteydelser, som er af betydelig værdi og nødvendige for bankens officielle virksomhed, og hvis prisen for sådanne køb af varer eller tjenesteydelser inkluderer skatter eller toldafgifter, skal den kontraherende stat, som har pålagt sådanne skatter eller toldafgifter, i det omfang disse kan beregnes, træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at indrømme fritagelse herfor eller sørge for tilbagebetaling heraf.

Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke skatter og afgifter, der kun udgør vederlag for ydelser, som det offentlige stiller til rådighed.

Alle medlemmer af bankens bestyrelse og deres suppleanter samt bankens personale og eksperter udset af banken skal uden hensyn til nationalitet nyde beskyttelse mod retsforfølgelse, for så vidt angår de af dem i tjenestens medfør udførte handlinger. Banken kan dog ophæve sådan immunitet i overensstemmelse med artikel 14. Denne beskyttelse gælder dog ikke erstatningsansvar i forbindelse med trafikulykke, der er forvoldt af ovennævnte personer.

Alle medlemmer af bankens bestyrelse og deres suppleanter samt bankens personale og eksperter udset af banken, der udfører officielle opgaver for banken,

skal være befriet for indvandringsrestriktioner. Det samme skal gælde de nævnte personers ægtefæller og slægtninge, overfor hvilke de har forsørgerpligt,

kan, i det omfang særligt behov foreligger, bevilges rejsefaciliteter i overensstemmelse med gældende praksis for institutioner, som udøver tilsvarende virksomhed.

Banken kan modtage og være i besiddelse af pengemidler og enhver form for valuta samt disponere over konti i enhver form for valuta. Banken kan ligeledes frit overføre sine pengemidler og udenlandske valuta til og fra en kontraherende stat samt inden for en kontraherende stat og veksle enhver valuta i sin besiddelse til enhver anden valuta.

Banken skal være undtaget fra betalingsrestriktioner og kreditpolitiske foranstaltninger, der på nogen som helst måde hindrer eller vanskeliggør opfyldelsen af bankens forpligtelser, låntagning eller udlån.

Privilegier og immuniteter i henhold til denne overenskomst indrømmes alene med henblik på, at banken skal kunne udføre sine opgaver, og ikke til fordel for andre.

Bankens bestyrelse kan, i det omfang og på vilkår som bestyrelsen fastsætter, ophæve den immunitet og de privilegier, som er indrømmet i henhold til denne overenskomst i tilfælde, hvor dette efter bestyrelsens opfattelse er i bankens interesse.

Nordisk Ministerråd kan beslutte, at banken skal træde i likvidation i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i bankens vedtægter.

Denne overenskomst skal ratificeres. Overenskomsten træder i kraft tredive dage efter den dag, hvor samtlige kontraherende stater har deponeret deres ratifikationsinstrumenter i det norske udenrigsministerium, dog således at bestemmelserne i artikel 9 finder anvendelse fra januar 1998. Det norske udenrigsministerium informerer de øvrige kontraherende stater om deponeringen af ratifikationsinstrumenterne og om tidspunktet for overenskomstens ikrafttræden.

Overenskomsten skal deponeres i det norske udenrigsministerium, og bekræftede udskrifter skal af det norske udenrigsministerium tilstilles alle de kontraherende stater.

Aftale om etablering af Den Nordiske Investeringsbank af 4. december 1975 ophæves fra det tidspunkt, hvor denne overenskomst træder i kraft.

En kontraherende stat kan opsige overenskomsten ved at afgive erklæring herom til den norske regering, som straks underretter øvrige kontraherende stater, Nordisk Ministerråd og bankens bestyrelse.

Opsigelsen træder tidligst i kraft ved udgangen af det regnskabsår, som følger efter det år, hvor opsigelsen fandt sted.

Træffer Nordisk Ministerråd efter modtagelse af opsigelsen ikke beslutning om bankens likvidation, skal det inden opsigelsens ikrafttræden fastsætte fremgangsmåden for afviklingen af mellemværendet mellem banken og den udtrædende stat. Det skal herved sikres, at den udtrædende stat fortsat hæfter på lige fod med de øvrige parter for de af bankens forpligtelser, som eksisterede ved vedkommende stats udtræden.

Til bekræftelse heraf har de fem kontraherende staters dertil bemyndigede repræsentanter undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, hvilke tekster alle har samme gyldighed, i Oslo den 23. oktober 1998.

For Danmarks regering:

Ib R. Andreasen

Suomen hallituksen puolesta:

Sauli Niinistö

Fyrir ríkisstjórn Íslands:

Stefáni Skjaldarsyni

For Norges regjering:

Gudmund Restad

För Sveriges regering:

Magnus Vahlquist

Aftalen trådte i medfør af artikel 16 i kraft den 18. juli 1999, dog således at bestemmelserne i artikel 9 finder anvendelse fra 1. januar 1998.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 17. januar 2002 Per Stig Møller

Versioner

  1. 2002-01-29 · til 2005-06-28