Gelex

Bekendtgørelse af protokollen af 14. juni 1994 om yderligere begrænsning af emissionen af svovl

GældendeVersion 2002-03-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/4@2002-03-05/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I henhold til ministerresolution af 13. august 1997 har Danmark den 25. august 1997 godkendt en i Oslo den 14. juni 1994 udfærdiget protokol om yderligere begrænsning af emissionen af svovl.

Protokollen knytter sig til konventionen af 13. november 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 70 af 23. august 1984, Lovtidende C. Protokollen har været offentliggjort på engelsk og fransk i EF-Tidende nr. L 326 af 3. december 1998.

Protokollens danske ordlyd er som følger:

PARTERNE,

SOM ER FAST BESLUTTEDE PÅ at gennemføre konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande,

SOM FRYGTER, at emissionen af svovl og andre luftforurenende stoffer fortsat transporteres over landegrænser og forårsager udbredte skader i udsatte dele af Europa og Nordamerika på naturressourcer af vital miljømæssig og økonomisk betydning, såsom skove, jord- og vandområder, samt på materialer (herunder historiske monumenter) og under visse omstændigheder har skadelig indvirkning på den menneskelige sundhed,

SOM HAR BESLUTTET at træffe sikkerhedsforanstaltninger for at forebygge, forhindre eller minimere emissionen af luftforurenende stoffer og mindske deres skadelige virkninger,

SOM ER OVERBEVIST OM, at i tilfælde af truende alvorlig eller irreversibel skade bør manglen på fuldstændig videnskabelig sikkerhed ikke bruges som årsag til, at sådanne foranstaltninger udskydes, under hensyntagen til at sådanne foranstaltninger til begrænsning af emissionen af luftforurenende stoffer skal være omkostningseffektive,

SOM ERINDRER, at foranstaltninger til kontrol af emissionen af svovl og andre luftforurenende stoffer også bidrager til beskyttelse af det sårbare arktiske miljø,

SOM ER OPMÆRKSOMME PÅ den kendsgerning, at de kilder til luftforurening, som bidrager væsentligt til forsuring af miljøet, er forbrændingen af fossile brændsler i forbindelse med energiproduktion og de vigtigste teknologiske processer i forskellige industrisektorer, samt transport, som fører til emission af svovl, kvælstofoxider og andre luftforurenende stoffer,

SOM ER KLAR OVER nødvendigheden af, at der ved bekæmpelse af luftforurening anvendes omkostningseffektive metoder, som tager hensyn til, at virkningerne af og omkostningerne til bekæmpelse varierer fra land til land,

SOM ØNSKER at træffe yderligere og mere effektive foranstaltninger til bekæmpelse og begrænsning af svovlemissionen,

SOM ER BEKENDT MED, at enhver politik til begrænsning af svovlforurening, uanset hvor omkostningseffektiv den kan være på regionalt plan, kan føre til relativt store økonomiske byrder for lande, som er på vej mod markedsøkonomi,

SOM HAR I ERINDRING, at foranstaltninger, som er truffet for at begrænse svovlemissionen, ikke må føre til vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling eller skjult hindring for international konkurrence og handel,

SOM TAGER HENSYN TIL foreliggende videnskabelige og tekniske data om svovlemission, om atmosfæriske processer og indvirkning på miljøet, samt om begrænsningsomkostningerne,

SOM ER OPMÆRKSOMME PÅ, at ud over svovlemissioner forårsager også emission af kvælstofoxider og ammoniak forsuring af miljøet,

SOM BEMÆRKER SIG, at der med de Forenede Nationers rammekonvention om klimaforandringer, som blev vedtaget i New York den 9. maj 1992, er enighed om at tilvejebringe nationale politikker og træffe dertil hørende foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringer, som kan forventes at medføre begrænsning af svovlemissionen,

SOM BEKRÆFTER nødvendigheden af at sikre en miljømæssigt forsvarlig og bæredygtig udvikling,

SOM ERKENDER nødvendigheden af fortsat videnskabeligt og teknisk samarbejde om yderligere udvikling af metoder baseret på kritiske belastninger og kritiske niveauer, herunder aktioner til vurdering af en række luftforurenende stoffer og forskellige virkninger på miljøet, materialer og den menneskelige sundhed,

SOM UNDERSTREGER, at den videnskabelige og tekniske viden er i stadig udvikling, og at dette bør indgå i overvejelser om tilstrækkeligheden af forpligtelserne i denne protokol, og ved beslutning om yderligere foranstaltninger,

SOM ANERKENDER protokollen angående begrænsning af svovlemissionen eller disses grænseoverskridende strømme med mindst 30 procent, som blev vedtaget i Helsingfors den 8. juli 1985, og de foranstaltninger mange lande allerede har truffet, og som har ført til begrænsning af svovlemissionen,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

I denne protokol forstås ved:

1) »Konvention«: konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, vedtaget i Genève den 13. november 1979.

2) »EMEP«: samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa.

3) »Eksekutivorganet«: eksekutivorganet for konventionen, der er oprettet i medfør af konventionens artikel 10, stk. 1.

4) »Kommission«: De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa.

5) »Parter«: medmindre andet fremgår af teksten, parterne i denne protokol.

6) »EMEP's geografiske område«: det areal, der er defineret i artikel 1, stk. 4, i protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, om langsigtet finansiering af samarbejdsprogrammet for overvågning og vurdering af transport af luftforurenende stoffer over store afstande i Europa (EMEP), vedtaget i Genève den 28. september 1984.

7) »SOMA«: forvaltningsområde for svovloxider (sulphur oxides management area), som er angivet i bilag III i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2, stk. 3.

8) »Kritisk belastning«: en kvantitativ vurdering af det niveau for udsættelse for et eller flere forurenende stoffer, under hvilket der ifølge den nuværende viden ikke er tale om væsentlige skadelige virkninger på bestemte følsomme dele af miljøet.

9) »Kritiske niveauer«: koncentrationen af forurenende stoffer i atmosfæren, over hvilken der ifølge den nuværende viden kan være tale om direkte skadelige virkninger på receptorer som mennesker, planter, økosystemer eller materialer.

10) »Kritisk svovldeposition«: en kvantitativ beregning af det niveau for udsættelsen for oxiderede svovlforbindelser, under hensyntagen til virkningerne af basekationoptagelse og basekationdeposition, under hvilket der ifølge den nuværende viden ikke er tale om væsentlige skadelige virkninger på bestemte følsomme dele af miljøet.

11) »Emission«: udledning af stoffer til atmosfæren.

12) »Svovlemission«: alle emissioner af svovlforbindelser udtrykt i kiloton svovldioxid (kt SO2) til atmosfæren, som stammer fra menneskeskabte kilder, med undtagelse af emissioner fra skibe i international fart uden for territoriale farvande.

13) »Brændsel«: et fast, flydende eller luftformigt brændbart materiale, med undtagelse af husholdningsaffald og toksisk eller farligt affald.

14) »Stationær forbrændingskilde«: ethvert teknisk udstyr eller gruppe heraf beliggende på en fælles plads, og som udleder eller kan udlede forbrændingsgasser gennem fælles skorsten, og hvor brændslerne oxideres med henblik på at udnytte den producerede varme.

15) »Stor ny stationær forbrændingskilde«: enhver stationær forbrændingskilde, for hvilken opførelsen eller en betydelig ombygning godkendes efter den 31. december 1995, og hvis indfyrede effekt under normal drift er mindst 50 MWth. Den kompetente myndighed afgør, om ombygningen er væsentlig eller ej, under hensyntagen til de miljømæssige fordele, ombygningen indebærer.

16) »Stor eksisterende stationær forbrændingskilde«: enhver stationær forbrændingskilde med en indfyret effekt ved normal drift på mindst 50 MWth.

17) »Gasolie«: ethvert olieprodukt inden for HS 2710, eller ethvert olieprodukt, som ifølge sine destillationsgrænser henhører under kategorien af middeldestillater, som er beregnet til brændsel, og hvoraf mindst 85 volumenprocent, herunder destillationstab, destillerer ved 350 °C.

18) »Emissionsgrænseværdi«: den tilladelige koncentration af svovlforbindelser angivet som svovldioxid i forbrændingsgasser fra en stationær forbrændingskilde udtrykt som masse pr. volumen af forbrændingsgasser udtrykt i mg SO2/Nm3, idet det antages, at volumenindholdet af ilt i forbrændingsgassen er 3% for flydende og gasformige brændsler og 6% for fast brændsel.

19) »Emissionsnedsættelse«: den tilladelige totale mængde svovlforbindelser udtrykt som svovldioxid, som udledes fra en forbrændingskilde eller gruppe heraf beliggende på en fælles plads eller inden for et bestemt geografisk område, udtrykt i kiloton pr. år.

20) »Afsvovlingsgrad«: forholdet mellem den mængde svovl, som i et givet tidsrum udskilles ved anlægget, hvor forbrændingskilden er beliggende, og den mængde svovl, som er indeholdt i det brændsel, der føres ind i forbrændingskildens ovne, og som bruges i det pågældende tidsrum.

21) »Svovlbudget«: en matrix af beregnede bidrag til depositionen af oxiderede svovlforbindelser i recipientområderne, og som stammer fra emission fra bestemte områder.

1. Parterne kontrollerer og begrænser deres svovlemission med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet mod skadelige virkninger, især forsuring, og sikrer så vidt muligt, og uden at det medfører urimelige omkostninger, at depositionen af oxiderede svovlforbindelser på langt sigt ikke overstiger den kritiske svovlbelastning, som i bilag I i overensstemmelse med den nuværende videnskabelige viden er fastlagt som kritisk svovldeposition.

2. Som første skridt begrænser og fastholder parterne som minimum deres årlige svovlemission under overholdelse af den tidsplan og de niveauer, som er fastlagt i bilag II.

3. Herudover skal parter:

a) hvis samlede landareal overstiger 2 millioner kvadratkilometer

b) som i henhold til stk. 2 har forpligtet sig til en national svovlemissionskvote, som ikke må overstige den laveste værdi af enten emissionen i 1990 eller deres forpligtelse i henhold til Helsingfors-protokollen fra 1985 om begrænsning af svovlemissionerne og deres grænseoverskridende strømme med mindst 30%, således som det fremgår af bilag II

c) hvis årlige svovldepositioner, som bidrager til forsuringen i områder, som henhører under en eller flere andre parters jurisdiktion, og som stammer udelukkende fra områder under deres jurisdiktion, som er opført på listen over SOMA-områder i bilag III, og som har fremlagt behørig dokumentation, og

d) som ved deres undertegnelse af eller tilslutning til denne protokol har godtgjort, at de agter at handle i overensstemmelse med dette stykke

som mindstemål begrænse og fastholde deres årlige svovlemission i det således opførte område under overholdelse af den tidsplan og de niveauer, som er fastlagt i bilag II.

4. Parterne gør endvidere på grundlag af retningslinjerne i bilag IV brug af de under hensyn til deres særlige forhold mest effektive midler til begrænsning af svovlemissionerne fra nye og eksisterende kilder, herunder:

foranstaltninger til forøgelse af energieffektivitet

foranstaltninger til øget anvendelse af vedvarende energi

foranstaltninger til begrænsning af svovlindholdet i bestemte brændsler og til fremme af brændsel med lavt svovlindhold, herunder samtidig anvendelse af brændsel med højt svovlindhold og brændsel med ringe eller intet svovlindhold

foranstaltninger til anvendelse af de bedste begrænsningsteknologier, som ikke medfører urimelige omkostninger.

5. Enhver part, med undtagelse af parter, som falder ind under Air Quality Agreement fra 1991 mellem USA og Canada, skal som mindstemål:

a) fastlægge emissionsgrænseværdier, som er mindst lige så restriktive som dem, der er fastlagt i bilag V for alle store nye stationære forbrændingskilder

b) senest 1. juli 2004 og så vidt muligt uden ekstraordinært store omkostninger anvende emissionsgrænseværdier, som er mindst lige så strenge som dem, der er fastlagt i bilag V, for store eksisterende stationære forbrændingskilder med en indfyret effekt på over 500 MWth, under hensyn til anlæggets restlevetid beregnet fra datoen for denne protokols ikrafttræden, eller anvende tilsvarende emissionsnedsættelse eller andre egnede bestemmelser, forudsat de overholder svovlemissionskvoterne i bilag II og dermed yderligere nærmer sig de kritiske belastninger, som er fastlagt i bilag I; og senest den 1. juli 2004 under anvendelse af retningslinjerne i bilag V, anvende emissionsgrænseværdier eller emissionsnedsættelser for store eksisterende stationære forbrændingskilder, hvis indfyrede effekt er mellem 50 og 500 MWth

c) senest to år efter datoen for denne protokols ikrafttræden anvende nationale standarder for svovlindholdet i gasolie, som er mindst lige så restriktive som dem, der er fastlagt i bilag V. Hvis gasolieforsyningen ikke kan sikres på anden måde, kan en stat forlænge denne tidsfrist til en periode på indtil ti år. Den skal i så fald i en erklæring, som skal deponeres sammen med ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet, angive, at den agter at forlænge tidsfristen.

6. Parterne kan herudover anvende økonomiske styringsmidler for at fremme indførelsen af omkostningseffektive metoder til begrænsning af svovlemissionen.

7. Parterne i denne protokol kan på et møde i eksekutivorganet og under overholdelse af regler og vilkår, som eksekutivorganet udarbejder og vedtager, afgøre, om to eller flere parter i fællesskab kan opfylde kravene i bilag II. Reglerne og vilkårene skal sikre, at forpligtelserne i stk. 2 overholdes, og fremme gennemførelsen af de miljømæssige målsætninger, som er anført i stk. 1.

8. Under hensyntagen til resultatet af den første revision i medfør af artikel 8 og senest et år efter gennemførelsen af første revision indleder parterne forhandlinger om yderligere forpligtelser til begrænsning af emissionen.

1. Parterne fremmer i overensstemmelse med deres nationale love, bestemmelser og praksis, udveksling af teknologi og metoder, herunder teknologi og metoder til forøgelse af energieffektiviteten, anvendelse af vedvarende energi og fremstilling af lavsvovlholdige brændsler, med sigte på at begrænse svovlemissionerne, navnlig ved at anspore til:

a) samhandel med disponible teknikker

b) direkte industrikontakter og -samarbejde, herunder fællesprojekter

c) udveksling af oplysninger og erfaringer

d) ydelse af teknisk bistand.

2. Ved at anspore til de i stk. 1 anførte aktiviteter skaber parterne gunstige betingelser ved at fremme kontakter og samarbejde mellem kompetente organisationer og personer i den offentlige og private sektor, der kan levere fornøden teknologi, konstruktionsteknisk know-how, materiel eller finansiering.

3. Senest seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for denne protokol vurderer parterne, hvilke foranstaltninger der behøves til at skabe bedre betingelser for udveksling af teknikker til begrænsning af svovlemissionerne.

1. Enhver part skal med henblik på opfyldelse af betingelserne i artikel 2:

a) inden seks måneder efter denne protokols ikrafttræden for den pågældende part vedtage nationale strategier, politikker og programmer, og

b) træffe beslutning om og gennemføre nationale foranstaltninger.

2. Hver part skal indsamle og opretholde oplysninger om:

a) faktiske niveauer for svovlemissionen og for luftens koncentration og depositionen af oxideret svovl og andre forsurende forbindelser, og for så vidt angår parter inden for EMEP's geografiske område under hensyntagen til EMEP's arbejdsprogram, og

b) virkningerne af depositionerne af oxideret svovl og andre forsurende forbindelser.

1. Hver part skal med mellemrum, som fastlægges af eksekutivorganet gennem Kommissionens eksekutivsekretær til eksekutivorganet indberette oplysninger om:

a) gennemførelsen af nationale strategier, politikker, programmer og foranstaltninger, som nævnt i artikel 4, stk. 1

b) niveauerne for nationale årlige svovlemissioner, i overensstemmelse med retningslinjer, som vedtages af eksekutivorganet, med oplysninger om emissionsdata for alle relevante kildekategorier, og

c) gennemførelsen af andre forpligtelser, den har påtaget sig i henhold til denne protokol

i overensstemmelse med en beslutning om format og indhold, som vedtages af parterne på et møde i eksekutivorganet. Beslutningens indhold skal om fornødent revideres med henblik på at identificere eventuelle yderligere forhold vedrørende format og/eller indhold af de oplysninger, som skal indberettes.

2. Hver part inden for EMEP's geografiske område skal med mellemrum, som fastlægges af EMEP's styregruppe og godkendes af parterne på et møde i eksekutivorganet, gennem Kommissionens eksekutivsekretær til EMEP indberette oplysninger om svovlemissionsniveauer fordelt på tid og sted, således som det er fastlagt af EMEP's styregruppe.

3. EMEP skal i god tid inden eksekutivorganets årlige møde fremlægge oplysninger om:

a) luftens koncentrationer og depositionen af oxiderede svovlforbindelser, og

b) beregninger af svovlbudgetter.

Parter i områder uden for EMEP's geografiske område skal efter anmodning fra eksekutivorganet give adgang til tilsvarende oplysninger.

4. Eksekutivorganet sørger i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra b) i konventionen for, at der udarbejdes oplysninger om virkningerne af depositioner af oxideret svovl og andre forsurende forbindelser.

5. Parterne sørger på møder i eksekutivorganet for, at der regelmæssigt udarbejdes oplysninger om beregnede og internationalt optimerede tildelinger af emissionsbegrænsninger for stater inden for EMEP's geografiske område, med integrerede vurderingsmetoder, med henblik på til opfyldelse af artikel 2, stk. 1 i denne protokol yderligere at mindske forskellen mellem faktiske depositioner af oxiderede svovlforbindelser og værdierne for kritisk belastning.

Parterne fremmer forskning, udvikling, overvågning og samarbejde om:

a) international harmonisering af metoder til fastlæggelse af kritiske belastninger og kritiske niveauer og udarbejdelse af fremgangsmåder herfor

b) forbedring af overvågningsteknik og -systemer og opstilling af modeller for transport, koncentrationer og deposition af svovlforbindelser

c) strategier for yderligere begrænsning af svovlemissionen baseret på kritiske belastninger og kritiske niveauer samt på den tekniske udvikling, og forbedring af integrerede vurderingsmodeller til beregning af internationalt optimerede tildelinger af emissionsbegrænsninger, under hensyntagen til ligelig fordeling af begrænsningsomkostningerne

d) forståelsen af de bredere virkninger af svovlemissioner på menneskers sundhed, miljøet, navnlig forsuring, samt materialer, herunder historiske og kulturelle monumenter, under hensyn til samspillet mellem svovloxider, kvælstofoxider, ammoniak, flygtige organiske forbindelser og troposfærisk ozon

e) teknologier til emissionsbegrænsning, og teknologier og metoder til fremme af energieffektiviteten, energibesparelser og anvendelse af vedvarende energi

f) den økonomiske evaluering af de fordele for miljøet og menneskers sundhed, som følger af begrænsningen af svovlemissionerne.

1. Der nedsættes hermed en implementeringskomité, som skal overvåge gennemførelsen af denne protokol og parternes overholdelse af deres forpligtelser. Komitéen aflægger beretning for parterne på eksekutivorganets møder og kan fremlægge henstillinger, som den måtte finde passende.

2. Efter en beretnings og eventuelle henstillingers behandling i implementeringskomitéen kan parterne under hensyntagen til de konkrete forhold og til praksis i henhold til konventionen træffe afgørelse om og opfordre til iværksættelsen af aktioner, der skal sikre fuld overholdelse af denne protokol, herunder foranstaltninger for at bistå en part med at overholde protokollen og fremme protokollens målsætninger.

3. På første møde i eksekutivorganet efter denne protokols ikrafttræden træffer parterne afgørelse om implementeringskomitéens organisation og opgaver samt procedurer for overvågning af, om protokollen gennemføres.

4. Proceduren for gennemførelse af protokollen skal anvendes uden præjudice for bestemmelserne i denne protokols artikel 9.

1. På eksekutivorganets møder gennemgår parterne i henhold til artikel 10, stk. 2, litra a) i konventionen de oplysninger, parterne og EMEP har fremlagt, data om virkningen af depositioner af svovl og andre forsurende forbindelser, samt indberetningerne fra den implementeringskomité, som er nævnt i protokollens artikel 7, stk. 1.

2. a) Parterne reviderer på eksekutivorganets møder forpligtelserne i denne protokol, herunder:

i) deres forpligtelser i forhold til deres beregnede og internationalt optimerede tildelinger af emissionsbegrænsninger, som nævnt i artikel 5, stk. 5, og

ii) forpligtelsernes tilstrækkelighed, samt de fremskridt, der er sket under indsatsen for at nå protokollens målsætninger.

b) Revisionen foretages under hensyntagen til de bedste foreliggende videnskabelige oplysninger om forsuring, herunder vurderinger af kritiske belastninger, den teknologiske udvikling, ændring af de økonomiske vilkår, samt overholdelse af forpligtelserne vedrørende emissionsniveauer.

c) I forbindelse med revision bestræber enhver part, hvis forpligtelser vedrørende svovlemissionskvoter i henhold til bilag II i denne protokol ikke svarer til de beregnede og internationalt optimerede tildelinger af emissionsbegrænsninger for den pågældende part, som er nødvendige for at mindske forskellen mellem svovldepositioner i 1990 og kritiske svovldepositioner i EMEP's geografiske område med mindst 60%, sig til sit yderste for at påtage sig reviderede forpligtelser.

d) Proceduren, metoderne og tidsplanen for revisionerne fastlægges af parterne på eksekutivorganets møder. Den første revision skal være færdiggjort i 1997.

1. I tilfælde af en tvist mellem to eller flere parter vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne protokol søger de berørte parter tvisten bilagt ved forhandling eller enhver anden fredelig fremgangsmåde efter eget valg. Tvistens parter oplyser eksekutivorganet om deres tvist.

2. En part, som ikke er en regional organisation for økonomisk integration, kan, når den ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne protokol, eller når som helst herefter, skriftligt erklære over for depositaren, at den i tilfælde af tvister vedrørende fortolkning eller anvendelse af denne protokol, over for enhver part, der accepterer samme forpligtelse, uden videre og uden særlig aftale accepterer et eller begge af følgende krav:

a) indbringelse af tvisten for Den Internationale Domstol, og/eller

b) voldgift i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som parterne snarest muligt vedtager på et møde i eksekutivorganet, i et bilag om voldgift.

En part, som er en regional organisation for økonomisk integration, kan fremsætte en erklæring med tilsvarende virkning vedrørende voldgift efter de procedurer, der er omhandlet i litra b).

3. En erklæring fremsat i henhold til stk. 2 forbliver i kraft, indtil den udløber i henhold til de heri fastsatte bestemmelser eller indtil tre måneder efter deponering hos depositaren af et skriftligt varsel om opsigelse af erklæringen.

4. En ny erklæring, et varsel om opsigelse eller udløbet af en erklæring har ingen indflydelse på sager, der er indbragt for Den Internationale Domstol eller voldgiftsretten, medmindre parterne i tvisten er enige om andet.

5. Med forbehold af tilfælde, hvor tvistens parter har godkendt samme fremgangsmåde for bilæggelse af tvisten i henhold til stk. 2, og hvis de pågældende parter efter udløbet af en frist på tolv måneder efter, at en af parterne har meddelt en anden part, at der er opstået en tvist mellem dem, ikke har kunnet bilægge denne tvist med de i stk. 1 nævnte midler, underkastes tvisten forligsbehandling på anmodning af en hvilken som helst af tvistens parter.

6. Til opfyldelse af stk. 5 oprettes en forligskommission på anmodning af en af tvistens parter. Kommissionen består af medlemmer udpeget ligeligt af hver af de berørte parter, og formanden vælges i fællesskab af de således udpegede medlemmer. Kommissionen afsiger en kendelse, og som gælder som en henstilling, som parterne skal vurdere objektivt.

Bilagene til denne protokol udgør en integrerede del af protokollen. Bilag I og IV skal forstås som en anbefaling.

1. Enhver part kan foreslå ændringer til denne protokol. Enhver af konventionens parter kan foreslå en tilføjelse til bilag II til denne protokol, som skal føjes til med dets navn sammen med emissionsniveauer, svovlemissionskvoter og procentvis emissionsbegrænsning.

2. Forslag til ændringer og tilføjelser forelægges skriftligt for eksekutivsekretæren for Kommissionen, som videresender dem til samtlige parter. Parterne behandler forslag til ændringer og tilføjelser på det næste møde i eksekutivorganet, forudsat at eksekutivsekretæren mindst 90 dage forud har rundsendt forslagene til parterne.

3. Ændringer til denne protokol og til bilag II, III og V vedtages ved konsensus af parter, som er til stede ved et møde i eksekutivorganet, og træder i kraft for de parter, som har godkendt dem, på den halvfemsindstyvende dag efter den dag, på hvilken to tredjedele af parterne har deponeret deres godkendelsesinstrument for ændringerne eller tilføjelserne. Ændringerne træder i kraft for enhver anden part på den halvfemsindstyvende dag efter den dag, på hvilken den pågældende part har deponeret sit godkendelsesinstrument for ændringerne eller tilføjelserne.

4. Ændringer til bilagene til denne protokol, bortset fra de i stk. 3 nævnte bilag, vedtages ved konsensus af de parter, som er til stede ved et møde i eksekutivorganet. Ved udløbet af fristen på halvfems dage fra datoen, på hvilken eksekutivsekretæren for Kommissionen har underrettet om ændringen, træder denne ændring i sådanne bilag i kraft for de parter, som ikke har underrettet depositaren i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 5, forudsat der er mindst 16 parter, som ikke har foretaget en sådan underretning.

5. Enhver part, som ikke kan godkende en ændring til et bilag, bortset fra et bilag, som er nævnt i stk. 3, skal skriftligt underrette depositaren herom inden halvfems dage fra den dato, på hvilken underretning om dens vedtagelse blev foretaget. Depositaren underretter straks alle parter om eventuelle modtagne underretninger. En part kan erstatte sin tidligere underretning med en godkendelse, og ændringen til et sådant bilag træder i kraft, når den pågældende part deponerer sit godkendelsesinstrument hos depositaren.

6. Tilføjelser til bilag II vedtages ved konsensus af de parter, som er til stede ved et møde i eksekutivorganet, og træder i kraft for alle parter til denne protokol på den halvfemsindstyvende dag efter den dag, på hvilken eksekutivsekretæren for Kommissionen skriftligt underretter de pågældende parter om tilføjelsens vedtagelse.

1. Denne protokol er åben for undertegnelse i Oslo fra den 13. juni 1994 til og med den 14. juni 1994, derefter i De Forenede Nationers hovedsæde i New York indtil den 12. december 1994, for de stater, der er medlemmer af Kommissionen og for stater, som i medfør af stk. 8 i resolution 36 (IV) af 28. marts 1947, vedtaget af Det Økonomiske og Sociale Råd, har rådgivende status ved Kommissionen, samt for organisationer for regional økonomisk integration, som består af suveræne stater, der er medlemmer af Kommissionen og som har kompetence til at forhandle, indgå og anvende internationale aftaler om anliggender, som er omfattet af denne protokol, under forudsætning af, at de pågældende stater og organisationer er parter i konventionen, og er opført på listen i bilag II.

2. For så vidt angår spørgsmål, som henhører under deres kompetence, udøver disse organisationer for regional økonomisk integration på egne vegne de rettigheder og påtager sig de forpligtelser, som denne protokol tillægger deres medlemsstater. I sådanne tilfælde er disse organisationers medlemsstater ikke bemyndiget til at udøve sådanne rettigheder individuelt.

1. Denne protokol skal ratificeres, accepteres eller godkendes af signatarerne.

2. Denne protokol er fra den 12. december 1994 åben for tiltrædelse af de i artikel 12, stk. 1, omhandlede stater og organisationer.

Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumenterne deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær, der fungerer som depositar.

1. Denne protokol træder i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponering af det sekstende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos depositaren.

2. For hver i artikel 12, stk. 1, omhandlede stat, som ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne protokol efter deponering af det sekstende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder protokollen i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for den pågældende parts deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

En part kan når som helst efter fem år regnet fra den dato, på hvilken denne protokol trådte i kraft for den pågældende part, opsige protokollen ved skriftlig meddelelse herom til depositaren. Opsigelsen får virkning på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for depositarens modtagelse af opsigelsesmeddelelsen.

Orginaleksemplaret af denne protokol, hvis engelske, franske og russiske tekster er lige autentiske, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Oslo, den 13. juni 1994.

Bilag I

(5-percentil i centigram svovl pr. kvadratmeter pr. år)

Bilag II

Svovlemissionskvoter i nedenstående tabel gengiver de forpligtelser, der er nævnt i denne protokols artikel 2, stk. 2 og 3. Emissionsniveauerne for 1980 og 1990 og de procentvise emissionsbegrænsninger er kun medtaget til orientering.

Emissionsniveauer kt SO 2 /år Svovlemissionskvoter (a) kt SO 2 /år Procentvise emissionsbegrænsninger (ref.år 1980 (b) )

1980 1990 2000 2005 2010 2000 2005 2010

Østrig 397 90 78 80

Hviderusland 740 456 400 370 38 46 50

Belgien 828 443 248 232 215 70 72 74

Bulgarien 2050 2020 1374 1230 1127 33 40 45

Canada: - nationalt 4614 3700 3200 30

- SOMA 3245 1750 46

Kroatien 150 160 133 125 117 11 17 22

Den Tjekkiske Republik 2257 1876 1128 902 632 50 60 72

Danmark 451 180 90 80

Finland 584 260 116 80

Frankrig 3348 1202 868 770 737 74 77 78

Tyskland 7494 5803 1300 990 83 87

Grækenland 400 510 595 580 570 0 3 4

Ungarn 1632 1010 898 816 653 45 50 60

Irland 222 168 155 30

Italien 3800 1330 1042 65 73

Liechtenstein 0,4 0,1 0,1 75

Luxembourg 24 10 58

Nederlandene 466 207 106 77

Norge 142 54 34 76

Polen 4100 3210 2583 2173 1397 37 47 66

Portugal 266 284 304 294 0 3

Den Russiske Føderation (c) 7161 4460 4440 4297 4297 38 40 40

Slovakiet 843 539 337 295 240 60 65 72

Slovenien 235 195 130 94 71 45 60 70

Spanien 3319 2316 2143 35

Sverige 507 130 100 80

Schweiz 126 62 60 52

Ukraine 3850 2310 2118 1696 40 45 56

Det Forenede Kongerige 4898 3780 2449 1470 980 50 70 80

Det Europæiske Fællesskab 25513 9598 62

Noter:

(a) Hvis en part i et år inden 2005 på grund af en særlig kold vinter, en særlig tør sommer og uforudset kortvarig kapacitetsmangel i elforsyningen indenlands eller i et naboland finder, at den ikke kan opfylde sine forpligtelser i henhold til dette bilag, kan den opfylde forpligtelserne ved at beregne gennemsnittet af den nationale årlige svovlemission i det pågældende år, det foregående og det efterfølgende år, forudsat emissionsniveauet ikke i noget enkeltår overstiger svovlemissionskvoten med mere end 20%. Årsagen til en overskridelse i et givet år og metoden til beregning af gennemsnittet for treårsperioden indberettes til implementeringskomitéen.

(b) For Grækenland og Portugal er de angivne procentvise emissionsbegrænsninger baseret på de svovlemissionskvoter, der er opført for år 2000.

(c) Den europæiske del inden for EMEP s område.

Bilag III

I denne protokol er opført følgende SOMA-områder:

Sydøstlige Canada

Et område på 1 million km2, som omfatter alle områder i provinserne Prince Edward Island, Nova Scotia og New Brunswick, hele Quebec-provinsen syd for en lige linje mellem Havre-St. Pierre på nordkysten af Gulf of Saint Lawrence og punktet, hvor grænsen mellem Quebec og Ontario skærer kystlinjen i James Bay, og hele Ontario-provinsen syd for en lige linje mellem punktet, hvor grænsen mellem Ontario og Quebec skærer kystlinjen i James Bay og Nipigon River tæt ved Lake Superiors nordlige bred.

Bilag IV

I. INDLEDNING

1. Formålet med dette bilag er at hjælpe parterne med at finde muligheder og teknikker til begrænsning af svovlemissioner til opfyldelse af de forpligtelser, der følger af protokollen.

2. Bilaget bygger på de oplysninger om generelle metoder til begrænsning af svovlemissioner, og især om de resultater og omkostninger ved emissionsbegrænsningen, som er indeholdt i eksekutivorganets og dettes udvalgs officielle dokumentation.

3. Hvis intet andet er angivet, anses de anførte begrænsningsforanstaltninger på grundlag af oftest flere års driftserfaringer for at være de mest gennemprøvede og bedste til rådighed værende økonomisk gennemførlige teknologier. Da erfaringerne med emissionsbegrænsende foranstaltninger og -teknologier i nye anlæg stadig vokser, og stadig flere eksisterende anlæg ombygges, vil det være nødvendigt at ændre bilaget regelmæssigt.

4. Skønt bilaget omtaler en række foranstaltninger og teknologier, som i henseende til omkostninger og effektivitet er meget forskellige, må det ikke anses for en udtømmende liste over begrænsningsmuligheder. Valg af begrænsningsforanstaltninger og -teknologier afhænger i de konkrete tilfælde af en række faktorer, herunder gældende love og bestemmelser, og især krav til begrænsningsteknologi, forbruget af primærenergi, industriel infrastruktur, økonomiske vilkår og særlige forhold i de enkelte anlæg.

5. Bilaget omhandler hovedsageligt begrænsning af emissioner af oxideret svovl som summen af svovldioxid (SO2) og svovltrioxid (SO3), udtrykt i SO2. Andelen af svovl udledt i form af enten svovloxider eller andre svovlforbindelser fra andre processer end forbrænding og fra andre kilder er ringe sammenlignet med svovlemissionen fra forbrænding.

6. Ved planlægning af foranstaltninger eller teknologier for svovlkilder, der udleder andre bestanddele, især nitrogenoxider (NOx), partikler, tungmetaller og flygtige organiske forbindelser (VOC), skal de overvejes i sammenhæng med forureningsspecifikke begrænsningsmetoder for at sikre, at den overordnede virkning af indsatsen maksimeres og miljøvirkningen minimeres, og især at problemer i forbindelse med luftforureningen ikke overføres til andre medier (som spildevand og fast affald).

II. STORE STATIONÆRE SVOVLEMISSIONSKILDER

7. Processer til forbrænding af fossilt brændsel er den vigtigste kilde til menneskeskabte emissioner fra stationære kilder. Også en række andre processer end forbrænding kan bidrage betydeligt til emissionen. Baseret på EMEP/CORINAIR '90 omfatter de store stationære kildekategorier følgende kilder:

i) offentlige kraftværker, kraftvarmeværker og fjernvarmeværker:

a) kedler

b) stationære motorer (gasturbiner og forbrændingsmotorer)

ii) fyringsanlæg i handelssektoren, institutioner og boliger:

a) erhvervsmæssige kedler

b) varmeanlæg i boliger

iii) fyringsanlæg og forbrændingsprocesser i industrien:

a) kedler og procesvarmeanlæg

b) processer, f. eks. metalforarbejdning som ristning og sintring, koksovne, bearbejdning af titaniumdioxid (TiO2) mv.

c) fremstilling af papirmasse

iv) andre processer end forbrænding, f. eks. fremstilling af svovlsyre, særlige organiske synteser, behandling af metaloverflader

v) udvinding, forarbejdning og distribution af fossilt brændsel

vi) affaldsbehandling og -bortskaffelse, f. eks. varmebehandling af husholdnings- og industriaffald.

8. De indsamlede data (1990) for ECE-regionen viser, at ca. 88% af den samlede svovlemission stammer fra alle forbrændingsprocesser (20% fra fyringsanlæg i industrien), 5% fra produktionsprocesser og 7% fra olieraffinaderier. Kraftværksektoren er i mange lande den største enkeltbidrager til svovlemissionen. I visse lande er industrisektoren (herunder raffinaderier) også en vigtig kilde til SO2-emission. Selv om emissionen fra raffinaderier i ECE-regionen er forholdsvis lille, skyldes deres indvirkning på svovlemissionen fra andre kilder hovedsageligt svovlindholdet i olieprodukter. Typisk forbliver 60% af svovlindholdet i råolien i produkterne, 30% genvindes som elementært svovl, og 10% udledes gennem raffinaderiernes skorstene.

III. ALMINDELIGE METODER TIL BEGRÆNSNING AF SVOVLEMISSIONEN FRA FORBRÆNDING

9. De almindelige metoder til begrænsning af svovlemissionen er følgende.

i) Energiplanlægning 1) :

a) Energibesparelse

Rationel anvendelse af energi (forbedret energieffektivitet/drift af processer, kraft/varme og/eller styring af efterspørgslen) resulterer normalt i begrænset svovlemission.

b) Kombinering af energikilder

Normalt kan svovlemissionen begrænses ved at øge den andel, energi fra andre kilder end forbrænding (f. eks. vandkraft, kernekraft, vindkraft mv.) udgør af det samlede energiforbrug. Her skal der dog tages hensyn til yderligere miljøbelastninger.

ii) Teknologiske muligheder:

a) Brændselsomlægning

SO2-emissionen under forbrænding er direkte afhængig af svovlindholdet i det anvendte brændsel.

Ved omlægning af brændselsforbruget (f.eks. fra højsvovlholdige kul til lavsvovlholdige kul og/eller flydende brændsel, eller fra kul til gas) bliver svovlemissionen mindre, men der kan være visse begrænsninger, som disponibiliteten af brændsel med lavt svovlindhold og muligheden for at tilpasse eksisterende forbrændingssystemer til andre brændselstyper. I mange ECE-lande erstattes visse oliefyrede anlæg med gasfyrede anlæg. Anlæg beregnet til flere brændselstyper kan lette brændselsomlægningen.

b) Begrænsning af svovlindholdet i brændsler

Rensning af naturgas er en velafprøvet teknologi, som af driftsmæssige årsager finder udbredt anvendelse.

Også rensning af procesgas (raffinaderigas, koksgas, biogas mv.) er en velafprøvet teknologi.

Afsvovling af flydende brændsel (lette fraktioner og middeldestillater) er også velafprøvet teknologi.

Teknisk kan det lade sig gøre at afsvovle tunge fraktioner, dog under hensyntagen til råoliens egenskaber. Afsvovling af atmosfærisk fuelolie (restprodukter fra atmosfæriske destillation af råolie) til produktion af lavsvovlholdig brændsel er imidlertid ikke almindelig - normalt foretrækkes anvendelse af lavsvovlholdig råolie. Teknologierne for hydrocrakning og fuldstændig omdannelse er blevet udviklet, så der både tilbageholdes mere svovl og opnås større produktion af lette produkter. Antallet af raffinaderier til afsvovling af fuelolie er stadig begrænset. Sådanne raffinaderier genvinder 80-90% af den indfyrede svovl og omdanner al fuelolie til lette produkter eller andre salgbare produkter. I denne raffinaderitype bliver energiforbruget og investeringsomkostningerne større. Tabel 1 viser typisk svovlindhold i raffinaderiprodukter.

Typiske aktuelle værdier Forventede værdier

Benzin 0,1 0,05

Flybrændstof 0,1 0,01

Diesel 0,05-0,3 <0,05

Fyringsgasolie 0,1-0,2 <0,1

Fuelolie 0,2-3,5 <1

Skibsdiesel 0,5-1,0 <0,5

Bunkerolie 3,0-5,0 <1 (kystområder) <2 (åbent hav)

Ved eksisterende teknologi til rensning af stenkul kan man fjerne ca. 50% af den uorganiske svovl (afhængigt af kullens egenskaber), men ikke organisk svovl. Man er ved at udvikle mere effektive teknikker, som dog medfører større investeringer og omkostninger. Effektiviteten af svovlfjernelse ved kulrensning er således begrænset sammenlignet med afsvovling af røggasser. De enkelte lande kan have særlige muligheder for at finde den bedste kombination af brændselsrensning og røggasrensning.

c) Avanceret fyringsteknik

Af fyringsteknikker med øget termisk effektivitet og begrænset svovlemission kan nævnes: fluid-bed-forbrænding (FBC); boblende fluid-bed (BFBC), cirkulerende fluid-bed (CFBC) og tryksat fluid-bed (PFBC); forgasning med efterfølgende kombineret kraft/varmeproduktion (IGCC); og gasturbiner med kombineret kraft/varmeproduktion (CCGT).

Stationære gasturbiner kan integreres i forbrændingssystemer i eksisterende konventionelle kraftværker og således øge den samlede effektivitet med 5-7% og hermed f. eks. opnå en betydelig begrænsning af SO2-emissionen. Dog er det nødvendigt at ændre det eksisterende ovnsystem betydeligt.

Ved forbrænding i fluidiseret leje forbrændes stenkul og brunkul, men også andet fast brændsel, som petcoke og brændsel med lavt energiindhold som affald, tørv og træ. Yderligere emissionsbegrænsning kan opnås ved integreret forbrændingskontrol gennem tilsætning af kalk/kalksten til bedmaterialet. Den samlede installerede kapacitet i FBC-anlæg er nået op på ca. 30 000 MWth (250-350 anlæg); herunder 8 000 MWth med en kapacitet over 50 MWth. Biprodukter fra processen kan give problemer ved brug og/eller bortskaffelse, og der er behov for yderligere udviklingsarbejde.

IGCC-processen består af kulforgasning og efterfølgende kombineret kraft/varmeproduktion i gas- og dampturbine. Det forgassede kul brændes i gasturbinens forbrændingskammer. Svovlemissionen kontrolleres ved hjælp af almindelige teknikker til rensning af gas før gasturbinen. Teknologien kan også anvendes på svær fuelolie og tjæreemulsion. Den installerede kapacitet er i øjeblikket 1 000 MWe (5 anlæg).

Der arbejdes i øjeblikket med planlægning af kombinerede kraft/varmeværker med gasturbiner, hvor energieffektiviteten er ca. 48-52%.

d) Ændring af processer og forbrænding

Der er ikke mulighed for at ændre forbrændingen, således som det er tilfældet med teknikker til kontrol af NOx-emission, fordi det organisk og/eller uorganisk bundne svovl oxideres næsten helt (en vis procentdel, afhængig af brændselsegenskaber og forbrændingsteknologi, tilbageholdes i asken).

I dette bilag anses tilsætning af tørstof til konventionelle kedler som en procesændring, idet der indsprøjtes et middel i fyringsenheden. Erfaringerne viser imidlertid, at ved anvendelse af disse processer bliver den termiske effekt mindsket, forholdet mellem Ca/S bliver stort, og fjernelsen af svovl beskeden. Problemerne med videre anvendelse af biproduktet skal overvejes, således at denne løsning bliver generelt anvendelig som midlertidig foranstaltning og for mindre anlæg (tabel 2).

Urenset emission Injektion af additiver Vådscrubning (a) Spraytørring (b)

Begrænsningseffektivitet % op til 60 95 op til 90

Energieffektivitet (kW e /10 3 /h) 0,1-1 6-10 3-6

Installeret effekt i alt (ECE Eur) (MW th ) 194000 16000

Type biprodukt Blanding af CA-salt-flyveaske Gips (slam/spildevand) Blanding af CaSo 3 x ½ H 2 O og flyveaske

Investering (ECU (1990) kW el ) 20-50 60-250 50-220

mg/m 3 (c) g/kWh e mg/m 3 ( c ) g/k Wh e mg/m 3 ( c ) g/k Wh e mg/m 3 ( c ) g/k Wh e

Stenkul (d) 1000-10.000 3,5-35 400-4000 1,4-14 <400 (<200,1% S) <1,4 0,7 <400 (<200,1% S) <1,4 <0,7

Brunkul (d) 1000-20.000 4,2-84 400-8000 1,7-33,6 <400 (<200,1% S) <1,7 <0,8 <400 (<200,1% S) <1,7 <0,8

Svær olie (d) 1000-10000 2,8-28 400-4000 1,1-11 <400 (<200,1% S) <1,1 <0,6 <400 (<200,1% S) <1,1 <0,6

Ammoniakscrubning ( b ) Wellman Lord ( a ) Aktivkul ( a ) Kombineret katalytisk ( a )

Begrænsningseffektivitet (%) op til 90 95 95 95

Energieffektivitet (kWe/10 3 /h) 3-10 10-15 4-8 2

Installeret effekt i alt (ECE Eur (MW th ) 200 2000 700 1300

Type biprodukt Ammoniakgødning Elementært S Svovlsyre (99 vol %) Elementært S Svovlsyre (99 vol %) Elementært S (70 vådvægt %)

Investering (ECU (1990) kWe) 230-270 ( e ) 200-300 ( e ) 280-320 ( e ) ( f ) 320-350 ( e ) ( f )

mg/m 3 ( c ) g/kWh e mg/m 3 ( c ) g/kWh e mg/m 3 ( c ) g/kWh e mg/m 3 ( c ) g/kWh e

Stenkul (d) <400 (<200,1% S) <1,4 <0,7 <400 (<200,1% S) <1,4 <0,7 <400 (<200,1% S) <1,4 <0,7 <400 (<200,1% S) <1,4 <0,7

Brunkul (d) <400 (<200,1% S) <1,7 <0,8 <400 (<200,1% S) <1,7 <0,8 <400 (<200,1% S) <1,7 <0,8 <400 (<200,1% S) <1,7 <0,8

Svær olie (d) <400 (<200,1% S) <1,1 <0,6 <400 (<200,1% S) <1,1 <0,6 <400 (<200,1% S) <1,1 <0,6 <400 (<200,1% S) <1,1 <0,6

(a) Ved højt svovlindhold i brændslet skal afsvovlingseffektiviteten tilpasses. Muligheden herfor kan dog være afhængig af den enkelte proces. Disponibiliteten af disse processer er normalt 95 %.

(b) Højsvovlholdige brændsler, disponibilitet af flydende brændsel.

(c) Emission i mg/m3 (STP), tør, 6 % oxygen for fast brændsel, 3 % oxygen for flydende brændsel.

(d) Omregningsfaktoren afhænger af brændselsegenskaber, brændselsgasvolumen og kedlens termiske effekt (anvendte omregningsfaktorer (m3/Kwhe, termisk effekt: 36 %): stenkul: 3,50; brunkul: 4,20; svær olie: 2,80).

(e) Investeringsomkostningerne vedrører et lille udsnit af anlæg.

(f) Investeringsomkostningerne omfatter også denitrifikationsprocessen.

Tabellen sigter primært på store fyringsanlæg i den offentlige sektor. Mulighederne for emissionsbegrænsning gælder dog også for andre sektorer med tilsvarende emitteret gas.

e) Røggasafsvovling (FCD)

Formålet med processen, som også kaldes en sekundær foranstaltning, er at fjerne allerede dannede svovloxider. De velafprøvede teknikker til røggasrensning bygger alle på fjernelse af svovl gennem en våd, tør, halvtør og katalytisk kemisk proces.

Med henblik på opnåelse af den mest effektive svovlbegrænsning skal det ud over foranstaltningerne til energistyring under punkt i) ovenfor overvejes at anvende en kombination af de teknologiske muligheder, der er nævnt ovenfor under punkt ii).

Undertiden kan teknikker til begrænsning af svovlemissionen også føre til begrænsning af emissionen af CO 2 , NO x og andre forurenende stoffer.

Blandt de processer til røggasrensning, der anvendes i offentlige kraftværker, kraftvarmeværker og fjernvarmeværker, skal nævnes følgende metoder til røggasafsvovling: kalk/kalkstensvådscrubning (LWS); spraytørring (DSA); Wellman Lord-processen (WL); ammoniakscrubning (AS); og kombinerede processer til fjernelse af NO x /SO x (aktivkul (AS) og kombineret katalytisk fjernelse af NO x /SO x ).

I kraftværksektoren dækker LWS og SDA henholdsvis 85 % og 10 % af den installerede afsvovlingskapacitet.

En række nye processer til røggasafsvovling, f. eks. elektrostatisk tørscrubning (EBDS) og Mark 13A, er stadig i pilotfasen.

Tabel 2 ovenfor viser effektiviteten af de ovennævnte sekundære foranstaltninger, baseret på praktisk erfaring fra en lang række igangsatte anlæg. Også den installerede kapacitet og kapacitetsområdet nævnes. Selv om karakteristika for adskillige svovlbegrænsningsteknikker er sammenlignelige, kan lokale forhold eller forhold på de enkelte anlæg bevirke, at bestemte teknikker ikke kan anvendes.

Tabel 2 viser ligeledes det normale omfang af investeringsomkostninger for de svovlbegrænsningsteknikker, der er nævnt ovenfor i afsnit ii) c), d) og e). Ved konkret anvendelse af disse teknikker skal det dog bemærkes, at investeringsomkostningerne for emissionsbegrænsende foranstaltninger blandt andet afhænger af den særlige teknik, der anvendes, af de nødvendige kontrolsystemer, anlæggets størrelse, begrænsningskravet, og tidsplan for planlagt vedligeholdelse. Tabellen giver således kun et groft skøn over investeringsomkostningerne, som i øvrigt normalt er større ved ombygning end ved nye anlæg.

IV. KONTROLTEKNIK I ANDRE SEKTORER

10. De begrænsningsteknikker, der er nævnt under afsnit 9 ii) a) e), kan anvendes ikke alene i kraftværksektoren, men også i forskellige andre industrisektorer. Der er indhøstet erfaringer over en årrække, oftest i kraftværksektoren.

11. Anvendelsen af svovlbegrænsningsteknikker i industrisektoren afhænger udelukkende af de begrænsninger, der i den pågældende sektor er for den konkrete proces. Tabel 3 viser en række vigtige kilder til svovlemission og tilsvarende begrænsningsforanstaltninger.

Kilde Begrænsningsforanstaltning

Ristning af ikke-jernholdige sulfider Våd svovlsyre katalytisk proces (WSA)

Viskoseproduktion Dobbeltkontaktproces

Svovlsyreproduktion Dobbeltkontaktproces, forbedret ydelse

Kraftsulfatproduktion Forskellige procesintegrerede foranstaltninger

12. I de sektorer, der er nævnt i tabel 3, kan den mest effektive begrænsning af svovlemissionen opnås ved procesintegrerede foranstaltninger, herunder omlægning af råmaterialeforbruget (om fornødent kombineret med røggasbehandling, som er afpasset den konkrete sektor).

13. Der foreligger oplysninger om følgende resultater:

a) I nye anlæg til produktion af kraftsulfat kan svovlemissionen begrænses til under 1 kg svovl pr. ton papirmasse (lufttørret) 2)

b) I anlæg til produktion af sulfitmasse kan svovlemissionen begrænses til 1-1,5 kg svovl pr. ton papirmasse (lufttørret)

c) I forbindelse med ristning af sulfider er det oplyst, at rensningseffektiviteten er på 80-99 % for enheder på 10 000-200 000 m3 (afhængigt af processen)

d) I et jernsintringsanlæg er der i et afsvovlingsanlæg med en kapacitet på 320 000 m3/time opnået rensningsresultater på under 100 mg SOx/Nm3 ved 6 % O2

e) Koksovne kan nå resultater på under 400 mg SOx/Nm3 ved 6 % O2

f) Svovlsyreanlæg har opnået omdannelsesresultater på over 99 %

I et avanceret Claus-anlæg er nået resultater for svovlgenvinding på over 99 %.

V. BIPRODUKTER OG NEGATIVE VIRKNINGER

14. I takt med, at indsatsen for at begrænse svovlemissionen fra stationære kilder i landene i ECE-regionen forstærkes, vil også mængden af biprodukter øges.

15. Der bør vælges teknikker, som fører til brugbare biprodukter. Desuden bør der så vidt muligt vælges teknikker, som øger den termiske effektivitet og mindsker problemerne ved affaldsbortskaffelse. Selv om de fleste biprodukter er brugbare eller genanvendelige produkter som gips, ammoniumsalte, svovlsyre eller svovl, må der tages hensyn til markedsvilkår og kvalitetskrav. Der bør arbejdes for yderligere at forbedre og udvikle anvendelsen af biprodukter fra FBC- og SDA-processen, idet krav til deponeringspladser og bortskaffelse begrænser mulighederne for bortskaffelse i flere lande.

16. De nedennævnte negative virkninger er ikke til hinder for anvendelse af nogen teknologi eller metode, men bør inddrages i overvejelserne ved valg mellem flere begrænsningsmuligheder.

a) energikrav ved røggasbehandling

b) rustangreb ved dannelse af svovlsyre, når svovloxid reagerer med vanddamp

c) øget vandforbrug og spildevandsbehandling

d) krav til reagenter

e) bortskaffelse af fast affald.

VI. OVERVÅGNING OG RAPPORTERING

17. Foranstaltninger til gennemførelse af nationale strategier og politikker til bekæmpelse af luftforurening er blandt andet: love og bestemmelser, økonomiske adfærdsregulerende værktøjer, samt teknologiske krav (bedste tilgængelige teknologi).

18. I almindelighed fastlægges kravene for hver emissionskilde under hensyn til anlæggets størrelse, driftsmåde, forbrændingsteknologi, brændselstype, og alt efter om det er et nyt eller et eksisterende anlæg. Alternativt kan der fastlægges mål for begrænsningen af den samlede svovlemission fra en gruppe kilder, som giver anlæggene mulighed for at vælge, hvor der skal sættes ind for at nå målet (bobbelkoncept).

19. Indsatsen for at begrænse svovlemissionen til de niveauer, som er fastlagt i national rammelovgivning, skal kontrolleres gennem et permanent overvågnings- og rapporteringssystem og indberettes til tilsynsmyndigheden.

20. Der kan anvendes flere overvågningssystemer, som bygger på både kontinuerlig og diskontinuerlig måling. Kvalitetskravene er imidlertid forskellige. Målingen skal gennemføres af kvalificerede institutter ved hjælp af måle- og overvågningssystemer. Den bedste kvalitetssikring opnås måske ved certificering.

21. Ved brug af moderne automatiserede overvågningssystemer og udstyr til proceskontrol giver rapporteringen ikke anledning til problemer. Indsamling af data til videre anvendelse er en velkendt teknik, men de data, der skal indberettes til de kompetente myndigheder, er forskellige fra sag til sag. Der bør ske en harmonisering af datasæt og regler, således at sammenligneligheden af oplysningerne øges. Der bør også ske en harmonisering af kvalitetssikringen af måle- og overvågningssystemerne. Dette forhold bør tages i betragtning ved sammenligning af data.

22. For at undgå uoverensstemmelser og usammenhængende oplysninger skal en række nøglespørgsmål og parametre defineres klart, herunder:

a) Definition af normer udtrykt som ppmv, mg/nM3, g/GJ, kg/h eller kg/ton af produktet. De fleste af enhederne skal beregnes og bør specificeres i forhold til gastemperatur, fugtighed, tryk, iltindhold og indfyret effekt.

b) Definition af den periode, over hvilken gennemsnitsnormer gælder, udtrykt som timer, måneder eller et år.

c) Definition af nedbrudstider og tilsvarende beredskabsbestemmelser vedrørende afkobling af overvågningssystemer eller nedlukning af installationen.

d) Definition af metoder til efterfølgende indhentning af data, som mistes på grund af fejl på udstyret.

e) Definition af fastlagte måleparametre. Oplysningskravene kan være forskellige, afhængigt af den konkrete proces. Det gælder også placeringen af målepunkter i systemet.

23. Det skal sikres, at der gennemføres kvalitetskontrol af målingerne.

Bilag V

i) (MW th ) II) Em. grænseværdi (mg SO2/Nm 3 ) ( b ) III) Afsvovlingsgrad (%)

1. FAST BRÆNDSEL (baseret på 6% ilt i røggassen) 50-100 2000

100-500 2000-400 (lineært fald) 40 (for 100-167 MW th ) 40-90 (lineært fald for 167-500 MW th )

>500 400 90

2. FLYDENDE BRÆNDSEL (baseret på 3% ilt i røggassen) 50-300 1700

300-500 1700-400 (lineært fald) 90

>500 400 90

3. LUFTFORMIGT BRÆNDSEL (baseret på 3% ilt i røggassen)

Luftformigt brændsel generelt 35

Fortættet gas 5

Gas med lavt varmeindhold fra forgasning af raffinaderirester, koksgas, giftgas 800

Svovlindhold (%)

Diesel til motorkøretøjer 0,05

Andre typer 0,2

Noter:

(a) For anlæg med multibrændselsenheder til forbrænding af to eller flere brændselstyper skal de kompetente myndigheder fastlægge vejledende emissionsgrænseværdier under hensyntagen til de emissionsgrænseværdier fra søjle ii), som er relevante for det enkelte brændsel, den indfyrede effekt fra hver af de anvendte brændselstyper, og, for så vidt angår raffinaderier, relevante særlige forhold ved anlægget. For raffinaderier må en kombineret grænseværdi under ingen omstændigheder overstige 1 700 mg SO 2 /Nm 3 .

Grænseværdierne gælder især ikke for følgende anlæg:

anlæg, hvori forbrændingsprodukterne bruges direkte til opvarmning, tørring eller anden behandling af genstande eller materialer, f.eks. kedler med efterbrænder, kedler til varmebehandling

anlæg med efterforbrænding, dvs. teknisk udstyr til rensning af forbrændingsgasser, som ikke drives som et selvstændigt fyringsanlæg

anlæg til genvinding af katalysatorer fra katalytisk crakning

anlæg til omdannelse af hydrogensulfid til svovl

reaktorer til brug i den kemiske industri

koks batteri kedler

cowpers

affaldsforbrændingsanlæg

anlæg, som drives af diesel-, benzin- og gasmotorer, eller af gasturbiner, uanset det anvendte brændsel.

I tilfælde, hvor en part på grund af det store svovlindhold i indenlandsk fast eller flydende brændsel ikke kan overholde emissionsgrænseværdierne i søjle ii), kan den anvende afsvovlingsgraden i søjle iii), eller en maksimal grænseværdi på 800 mg SO 2 /Nm 3 (dog helst ikke over 650 mg SO 2 /Nm 3 ). Parten skal i så fald i det pågældende kalenderår underrette implementeringskomitéen herom.

Hvis to eller flere adskilte anlæg indrettes på en sådan måde, at de kompetente myndigheder finder, at forbrændingsgasserne under hensyntagen til tekniske eller økonomiske faktorer kan udledes gennem fælles skorsten, skal de således kombinerede anlæg betragtes som en enkelt enhed.

(b) Mg SO2/Nm3 defineres ved en temperatur på 273 °K og et tryk på 101,3 kPa, efter korrektion for indholdet af vanddamp.

Danmark underskrev protokollen den 14. juni 1994 og godkendelsesinstrumentet deponeredes den 25. august 1997 hos De Forenede Nationers Generalsekretær. Danmark tog ved deponeringen forbehold med hensyn til protokollens anvendelse for Færøerne og Grønland.

Protokollen trådte i henhold til dens artikel 15, stk. 1 i kraft for Danmark og en række andre lande den 5. august 1998.

Oplysning om andre landes tiltrædelse m.v. kan fås hos De Forenede Nationer på adressen:

http://untreaty.un.org. COLOR="#0000ff">

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 21. februar 2002 Per Stig Møller

Versioner

  1. 2002-03-05