Gelex

Bekendtgørelse af protokol af 11. november 1988 til den internationale konvention af 1. november 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen

GældendeVersion 2002-03-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/treaty/ltc/2002/7@2002-03-05/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I tilknytning til konventionen om sikkerhed for menneskeliv på søen vedtaget i London den 1. november 1974, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 20. marts 1981, Lovtidende C, har Danmark den 2. december 1991 ratificeret følgende protokol udfærdiget i London den 11. november 1988:

Oversættelse

PARTERNE I DENNE PROTOKOL,

DER ER PARTER i den internationale Konvention om sikkerhed for menneskeliv til søs af 1974, udfærdiget i London den 1. november 1974,

DER ERKENDER nødvendigheden af at indføje bestemmelser i ovennævnte konvention om syn og certificering, der er harmoniseret med tilsvarende bestemmelser i andre internationale dokumenter,

SOM ER AF DEN OPFATTELSE, at denne nødvendighed bedst imødekommes ved indgåelsen af en protokol til den internationale Konvention om sikkerhed for menneskeliv til søs af 1974,

ER BLEVET ENIGE om følgende:

1. Parterne i denne protokol forpligter sig til at gennemføre bestemmelserne i denne protokol og i bilaget hertil, som udgør en fast bestanddel af denne protokol. Enhver henvisning til denne protokol er samtidig en henvisning til bilaget.

2. For parterne i denne protokol gælder bestemmelserne i den internationale Konvention om sikkerhed for menneskeliv til søs af 1974 med ændringer (herefter kaldet »Konventionen«) dog under forbehold af de ændringer og tilføjelser, som er fastlagt i denne protokol.

3. Hvad angår skibe, der har berettiget til at føre flag for en stat, der ikke er part i konventionen og denne protokol, skal parterne i denne protokol anvende kravene i konventionen og denne protokol i det omfang, det måtte være nødvendigt for at sikre, at sådanne skibe ikke får en mere gunstig behandling.

1. Mellem parterne i denne protokol træder denne protokol i stedet for og ophæver 1978-protokollen til konventionen.

2. Uanset øvrige bestemmelser i denne protokol er et certifikat, der er udstedt i henhold til og i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen, og et eventuelt tillæg til et sådant certifikat, der er udstedt i henhold til og i overensstemmelse med bestemmelserne i 1978-protokollen til konventionen, der er gyldigt ved denne protokols ikrafttræden for den part, som certifikatet eller tillægget blev udstedt af, fortsat gældende, indtil det alt efter omstændighederne udløber enten i henhold til betingelserne i konventionen eller i protokollen af 1978 til konventionen.

3. En part i denne protokol må ikke udstede certifikater i henhold til og i overensstemmelse med bestemmelserne i den internationale Konvention om sikkerhed for menneskeliv til søs af 1974 som vedtaget den 1. november 1974.

Parterne i denne protokol forpligter sig til at til sende og deponere følgende hos generalsekretæren for Den Internationale Søfartsorganisation IMO (herefter kaldet »Organisationen«):

(a) teksten til love, anordninger, bekendtgørelser og forskrifter og andre dokumenter, som måtte være kundgjort om de forskellige forhold, der er omfattet af denne protokol;

(b) en fortegnelse over de udnævnte tilsynsførende eller anerkendte organisationer, som er bemyndiget til at handle på deres vegne ved administrationen af sikkerhedsforanstaltninger for menneskeliv til søs, med henblik på videresendelse til parterne til underretning af deres embedsmænd og oplysning om de særlige forpligtelser og vilkår, der er indeholdt i bemyndigelsen til de udnævnte tilsynsførende eller anerkendte organisationer; og

(c) et tilstrækkeligt antal eksemplarer af de certifikater, der er udstedt i henhold til bestemmelsen i denne protokol.

1. Denne protokol vil være tilgængelig for undertegnelse ved organisationens hovedsæde fra den 1. marts 1989 til den 28. februar 1990 og er derefter åben for tiltrædelse. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 3 kan stater udtrykke deres indvilgelse i at være bundet af denne protokol ved:

(a) undertegnelse uden forbehold med hensyn til ratifikation, accept eller godkendelse; eller

(b) undertegnelse under forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse, efterfulgt af ratifikation, accept eller godkendelse; eller

(c) tiltrædelse.

2. Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse sker ved deponering af et instrument herom hos organisationens generalsekretær.

3. Denne protokol kan kun undertegnes uden forbehold, ratificeres, accepteres, godkendes eller tiltrædes af stater, der uden forbehold har undertegnet konventionen eller har ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt den.

1. Denne protokol træder i kraft 12 måneder efter den dato, hvor begge af følgende betingelser er opfyldt:

(a) mindst 15 stater, hvis samlede handelsflåde udgør mindst 50% af den globale handelsflådes bruttoregistertonnage, har udtrykt deres indvilgelse i at være bundet af den i overensstemmelse med artikel IV; og

(b) betingelserne for ikrafttrædelsen af protokollen af 1988 om den internationale Konvention om lastelinier af 1966 er opfyldt;

dog således at denne protokol ikke træder i kraft før den 1. februar 1992.

2. For stater, der har deponeret et instrument, hvormed denne protokol ratificeres, accepteres, godkendes eller tiltrædes, efter betingelserne for dens ikrafttræden er opfyldt, men før ikrafttrædelsesdatoen, får ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen virkning på protokollens ikrafttrædelsesdato eller 3 måneder efter datoen for instrumentets deponering, afhængig af hvilken dato der indtræder senest.

3. Ethvert ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, der deponeres efter datoen for denne protokols ikrafttræden, får virkning 3 måneder efter datoen for deponeringen.

4. Efter den dato, hvor en ændring til denne protokol anses for godkendt i henhold til artikel VI, finder ethvert deponeret ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument anvendelse på denne protokol med ændringer.

De i konventionens artikel VIII anførte regler anvendes ved ændringer til denne protokol, dog således at:

(a) henvisninger i nævnte artikel til konventionen og til kontraherende regeringer antages at betyde henvisninger til henholdsvis denne protokol og til parterne i denne protokol;

(b) ændringer til artiklerne i denne protokol og til dennes bilag skal vedtages og træde i kraft i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der anvendes i forbindelse med ændringer til konventionens artikler eller til kapitel I i bilaget til konventionen; og

(c) ændringer i tillægget til bilaget til denne protokol kan vedtages og træde i kraft i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der anvendes i forbindelse med ændringer til bilaget til konventionen ud over til kapitel I.

1. Denne protokol kan opsiges af enhver part til enhver tid efter udløbet af 5 år fra den dato, hvor denne protokol træder i kraft for den pågældende part.

2. Opsigelse sker ved deponering af et opsigelsesinstrument hos organisationens generalsekretær.

3. En opsigelse får virkning 1 år efter, at den er modtaget af organisationens generalsekretær, eller efter et længere tidsrum, som måtte være angivet i opsigelsesinstrumentet.

4. En parts opsigelse af konventionen skal anses for dennes opsigelse af denne protokol. En sådan opsigelse får virkning samme dag, som opsigelsen af konventionen får virkning i henhold til stk. c i artikel XI i konventionen.

1. Denne protokol skal deponeres hos organisationens generalsekretær (herefter benævnt »Depositaren«).

2. Depositaren skal:

(a) informere regeringerne i samtlige de stater, som har undertegnet denne protokol eller tiltrådt den, om:

(i) enhver ny undertegnelse eller deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument samt disses dateringer;

(ii) datoen for denne protokols ikrafttræden;

(iii) deponeringen af ethvert instrument, der opsiger denne protokol, samt datoen for modtagelsen heraf og datoen for opsigelsens ikrafttræden;

(b) sende bekræftede genparter af denne protokol til regeringerne i samtlige de stater, som har undertegnet denne protokol eller tiltrådt den.

3. Så snart denne protokol træder i kraft, skal depositaren sende en bekræftet genpart til De Forenede Nationers Sekretariat med henblik på registrering og bekendtgørelse i overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers Pagt.

Denne protokol er udfærdiget i ét enkelt originalt originaleksemplar med arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk tekst, som alle har samme gyldighed. Der skal udarbejdes en officiel oversættelse til italiensk, der skal deponeres sammen med den undertegnede original.

UDFÆRDIGET I LONDON den 11. november 1988.

TIL BEKRÆFTELSE AF OVENSTÅENDE har undertegnede, som er behørigt bemyndiget hertil af deres respektive regeringer, undertegnet denne protokol.

Protokollen trådte i medfør af artikel V, stk. 1, i kraft den 3. februar 2000. Samtidig ophævedes i medfør af artikel II protokol af 17. februar 1978 til den internationale konvention af 1. november 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen, jf. bkg. nr. 94 af 28. oktober 1981, Lovtidende C.

Bilagene til protokollen af 11. november 1988 er bekendtgjort som et særnummer af »Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B« af 19. september 1994 i form af »tekniske forskrifter for skibes bygning og udstyr m.v.«.

Oplysning om andre landes tiltrædelse m.v. kan fås hos Den mellemstatslige Søfartsorganisation (IMO) på adressen: http://www.imo.org.

Underskrift 1

Udenrigsministeriet, den 21. februar 2002 Per Stig Møller

Versioner

  1. 2002-03-05