Kommissionens beslutning af 9. november 2005 om Frankrigs foranstaltning til fordel for Mines de potasse d’Alsace (meddelt under nummer K(2005) 4204) (Kun den franske tekst er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2006/238/EF)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2006/238@2005-11-09/da
Indhold
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,
under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),
efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler, og under hensyntagen til disse bemærkninger, og
ud fra følgende betragtninger: SAGSFORLØB
(1) I 1994 godkendte Kommissionen et kapitalindskud fra den franske stat til Entreprise minière et chimique (herefter kaldet EMC) på 76 mio. EUR, som EMC skulle overføre til selskabet Mines de potasse d'Alsace (herefter kaldet MDPA) i form af en kapitalforhøjelse. I beslutningen fandt Kommissionen foranstaltningen forenelig med fællesmarkedet, da den skulle dække de ekstra sociale bidrag til pensionerede (varme, bolig, tilslutningsudgifter og aftrædelsesgodtgørelser), som MDPA havde pådraget sig på grund af den særlige lovgivning for minedriftsektoren.
(2) I 1996 godkendte Kommissionen af samme grund tre kapitalindskud fra den franske stat til EMC på hver 38 mio. EUR i årene 1995, 1996 og 1997, som EMC skulle overføre til selskabet MDPA i form af kapitalforhøjelser.
(3) Den 7. december 1998 anmeldte de franske myndigheder tre nye kapitalindskud på hver 42 mio. EUR, som skulle ydes til EMC i 1998, 1999 og 2000 og overføres til MDPA. Ifølge Frankrig var formålet med disse foranstaltninger at godtgøre MDPA nogle af de sociale og miljømæssige udgifter i forbindelse med virksomhedens lukning.
(4) De supplerende oplysninger, som Frankrig sendte til Kommissionen den 22. januar 1999, viste, at EMC ud over overførslen af den støtte, Frankrig havde ydet, havde forhøjet MDPA's kapital hvert år siden 1995. Ved brev af 14. marts 2000 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at den del af støtten, der var anmeldt i 1998, allerede var tilgået virksomheden. Kommissionen anførte i sit svar af 10. april 2000, at støtten skulle betragtes som ulovlig.
(5) Ved brev af 10. oktober 2000 meddelte Kommissionen Frankrig, at den havde besluttet at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte foranstaltninger. Denne beslutning blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende støtte.
(6) Kommissionen modtog bemærkninger fra de franske myndigheder den 28. november 2000 og den 21. og 23. marts 2001. Der blev afholdt et møde mellem de franske myndigheder og repræsentanter fra Kommissionen den 2. december 2004. Frankrig sendte oplysninger til Kommissionen ved brev af 8. februar 2005 og 23. september 2005.
BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE Støttemodtageren
(7) MDPA har siden 1904 udnyttet en sylvinitforekomst i Alsace med henblik på at udvinde kaliumklorid, der anvendes som gødning eller råstof i industrien. I 1967 oprettede Frankrig EMC, som er et offentligt industri- og handelsforetagende, og omdannede MDPA til et aktieselskab med en direktion og et tilsynsråd som et 100 % ejet datterselskab af EMC.
(8) Stillet over for svindende forekomster forhandlede MDPA i 1996 en social plan, der betød en gradvis begrænsning af aktiviteterne indtil virksomhedens endelige lukning i 2004. Ud over MDPA, ejede EMC direkte eller via sit holdingselskab EMC Société Anonyme (herefter kaldet EMC SA) nogle kapitalinteresser i virksomheder på følgende områder: kemikalier, dyrefoder, miljø og affaldsbehandling.
(9) I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure mente Kommissionen, at MDPA var den eneste virksomhed, der drog fordel af den omhandlede foranstaltning. Denne beslutning fastholder denne vurdering. Intet tyder på, at EMC's datterselskaber har draget fordel af støtten til MDPA. Der er f.eks. ingen tvivl om, at EMC har overført samtlige midler til MDPA i form af en kapitalforhøjelse.
(10) En brand i 2002 betød en brat afslutning på MDPA's minedrift. Virksomhedens mål blev ændret for at afspejle denne ændring: mens MDPA ved grundlæggelsen havde som mål at udnytte kali- og saltforekomster tilhørende det tidligere offentlige foretagende Mines domaniales de potasse d'Alsace, fastslår den ændrede artikel 3 i vedtægterne nu, at virksomheden skal varetage de opgaver, der følger af lukningen af kaliminen beliggende nord for Mulhouse, hvad angår tidligere produktionssteder, produktionsanlæg og andre bygninger.
(11) Disse opgaver består væsentligst i at støtte en omskoling af personalet og rehabilitere, sikre og afhænde grunden. MDPA vil blive opløst ved afslutningen af denne fase, der forventes at blive ultimo 2009.
(12) Pr. 1. januar 2005 overførte EMC vederlagsfrit sin kapitalinteresse i MDPA til staten.
Støtten
(13) Frankrig har udbetalt den støtte, der blev anmeldt i 1998, til MDPA (dvs. 42 mio. EUR i 1998, 1999 og 2000) uden at afvente Kommissionens beslutning. Støtten er således ulovlig.
(14) Tabel 1 For at give MDPA mulighed for at fortsætte sin virksomhed indtil 2004, der var datoen for minedriftens ophør, har EMC hvert år siden 1996 forhøjet datterselskabets kapital med et beløb svarende til datterselskabets konstaterede tab i det foregående regnskabsår. Det fremgår af tabel 1, at de beløb, der således er udbetalt til MDPA, ligger over den støtte, Kommissionen godkendte i beslutningen fra 1996, og den støtte, der blev anmeldt for perioden 1998-2000. Oversigt over ikke-anmeldt støtte til MDPA i perioden 1996-2000 (i mio. EUR) 1995 1996 1997 1998 1999 2000 Støtte godkendt af Kommissionen i beslutning fra 1996 38 38 38 Anmeldt støtte 1998-2000 = Foranstaltning 1 42 42 42 MDPA's resultat –84 –95 –128 –118 –96 –86 EMC's kapitalindskud i MDPA 0 84 98 128 117 79 Foranstaltning 2 0 46 59 86 75 37
KONKLUSION
(15) Kommissionen bemærker, at støttemodtageren på nuværende tidspunkt er 100 % ejet af den franske stat og definitivt har ophørt sin økonomiske virksomhed i kalisektoren, og at minerne ikke vil blive genåbnet. MDPA's eneste funktion er at fuldende de opgaver, der er forbundet med minedriftens ophør, herunder navnlig at sikre at grunden opfylder de sikkerheds- og miljømæssige krav. Dette ansvar ville under alle omstændigheder være statens, hvis MDPA ikke eksisterede. Når denne opgave er fuldendt, vil MDPA blive opløst.
(16) I dette tilfælde har MDPA's opgaver i relation til sikkerhed og miljøbeskyttelse ikke økonomisk karakter og berettiger derfor ikke til anvendelse af traktatens konkurrenceregler. Kommissionen konkluderer derfor, at selv om foranstaltning 1 og 2 måtte have givet MDPA en fordel og medført konkurrencefordrejning, ophørte denne virkning, da MDPA indstillede sin virksomhed, og minerne blev lukket. Kommissionen bemærker ligeledes, at MDPA's kapital vederlagsfrit blev overført til staten. I den situation vil en beslutning fra Kommissionen om de omhandlede foranstaltningers karakter af støtte og om deres eventuelle forenelighed ikke få praktiske følger.
(17) Den formelle undersøgelsesprocedure, der blev indledt i medfør af EF-traktatens artikel 88, stk. 2, opgives derfor —
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Den formelle undersøgelsesprocedure, der blev indledt den 10. oktober 2000 vedrørende Mines de potasse d'Alsace i medfør af EF-traktatens artikel 88, stk. 2, indstilles.
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.
Udfærdiget i Bruxelles, den 9. november 2005. På Kommissionens vegne Neelie Kroes Medlem af Kommissionen