Gelex

Rådets afgørelse af 1. oktober 2007 om afslutning af konsultationerne med Republikken Fijiøerne i henhold til artikel 96 i AVS/EF-partnerskabsaftalen og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde (2007/641/EF)

GældendeVersion 2007-10-01
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2007/641@2007-10-01/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3
    4. Artikel 4
  2. ANNEX
  3. BILAG Udkast til brev
  4. Bilag til bilaget AFTALTE TILSAGN MED REPUBLIKKEN FIJIØERNE
  5. A.
  6. B.
  7. C.
  8. D.

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til partnerskabsaftale mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og revideret i Luxembourg den 25. juni 2005 (i det følgende benævnt AVS/EF-partnerskabsaftalen), særlig artikel 96,

under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges ved gennemførelsen af AVS/EF-partnerskabsaftalen, særlig artikel 3,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (i det følgende benævnt instrumentet for udviklingssamarbejde), særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) De væsentlige elementer, der henvises til i artikel 9 i AVS/EF-partnerskabsaftalen, er tilsidesat.

(2) De værdier, der er henvist til i artikel 3 i instrumentet for udviklingssamarbejde, er tilsidesat.

(3) Den 18. april 2007 blev der i medfør af artikel 96 i AVS/EF-partnerskabsaftalen og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde indledt formelle konsultationer med AVS-landene og Republikken Fijiøerne, hvor de fijianske myndigheder afgav specifikke tilsagn om at råde bod på de problemer, som Den Europæiske Union havde gjort opmærksom på, og om at efterkomme dem.

(4) Der er truffet nogle konkrete initiativer med hensyn til nogle af ovennævnte tilsagn. Ikke desto mindre mangler mange vigtige tilsagn vedrørende væsentlige elementer i AVS/EF-partnerskabsaftalen og instrumentet for udviklingssamarbejde stadig at blive gennemført —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Konsultationerne med Republikken Fijiøerne i henhold til artikel 96 i AVS/EF-partnerskabsaftalen og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde afsluttes hermed.

Artikel 2

De passende foranstaltninger, der er fastsat i vedføjede brev, vedtages herved som egnede foranstaltninger i henhold til artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS/EF-partnerskabsaftalen og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen. Den udløber den 1. oktober 2009. Den tages op til fornyet overvejelse mindst hver sjette måned.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 1. oktober 2007. På Rådets vegne M. Lino Formand

ANNEX

BILAG Udkast til brev

H.E. Ratu Josefa ILOILO Præsident for Republikken Fijiøerne Suva Fiji Deres Excellence Den Europæiske Union tillægger bestemmelserne i artikel 9 i Cotonou-aftalen og artikel 3 i instrumentet for udviklingssamarbejde stor betydning. AVS/EF-partnerskabet bygger på overholdelse af menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincipperne, som udgør de væsentlige elementer i Cotonou-aftalen og udgør grundlaget for vores relationer. Den 11. december 2006 fordømte Rådet for Den Europæiske Union den militære magtovertagelse i Fiji. I henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen og i betragtning af, at den militære magtovertagelse, som fandt sted den 5. december 2006, udgjorde en tilsidesættelse af de væsentlige elementer, der er anført i artikel 9 i denne aftale, inviterede EU Fiji til konsultationer for, som fastsat i aftalen, at foretage en grundig gennemgang af situationen og om nødvendigt tage skridt til at råde bod herpå. Den formelle del af disse konsultationer begyndte i Bruxelles den 18. april 2007. Baseret på en redegørelse fra den 18. april 2007 om grundene til den militære magtovertagelse den 5. december 2006 foretog Fijis overgangsregering en gennemgang af udviklingen i landets situation siden magtovertagelsen og af overgangsregeringens program for overgangsperioden. EU tog overgangsregeringens redegørelse af 18. april 2007 til EU ad notam. EU var på sin side tilfreds med, at overgangsregeringen bekræftede en række vigtige tilsagn angående menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, overholdelse af de demokratiske principper og retsstatsprincipperne, som anført nedenfor, og foreslog positive skridt med hensyn til deres gennemførelse. Fiji accepterede også et snævert samarbejde med hensyn til overvågning og verificering af tilsagnene. De fleste af tilsagnene i forbindelse med konsultationerne vil blive gennemført over en længere periode, og det er følgelig nødvendigt at overvåge og verificere gennemførelsen af dem i denne periode. EU understreger, at det efter det troværdige parlamentsvalg så sent som i maj 2006 og i lyset af EU’s valgobservatørmissions resultater og henstillinger, især den endelige rapport fra EU’s chefobservatør, medlem af Europa-Parlamentet, Istvan Szent-Ivanyi, er Kommissionens opfattelse, at der kan afholdes nye og troværdige valg i god tid før den aftalte frist den 28. februar 2009. EU understreger betydningen af en hurtig og fuld overholdelse af de aftalte tilsagn, der er anført i bilaget. EU bemærker, at overgangsregeringen i overensstemmelse med de aftalte tilsagn ophævede bestemmelserne om undtagelsestilstand den 31. maj 2007 og accepterede undersøgelses-resultaterne og henstillingerne fra Stillehavsøernes Forums uafhængige valgeksperter den 19. juni 2007. EU er bekymret over, at overgangsregeringen på det seneste ikke har gjort fremskridt med gennemførelsen og indholdet af de tilsagn, den har givet. Overgangsregeringen gav tilsagn om at føre en regelmæssig dialog og orientere EU fuldt ud om alle spørgsmål i relation til dens andre tilsagn. Med hensyn til indholdet noterer EU sig især, at overgangsregeringen endnu ikke har nedsat et tribunal i henhold til paragraf 138, stk. 3, i forfatningen, sådan som det skulle være sket inden den 15. juli 2007, og ser frem til, at der snarest træffes en afgørelse. I ånden af det partnerskab, der ligger til grund for Cotonou-aftalen og i lyset af det positive resultat af konsultationerne udtrykte EU sin vilje til at støtte gennemførelsen af Fijis tilsagn. EU ser frem til, at dialogmøderne genoptages og afholdes regelmæssigt i overensstemmelse med overgangsregeringens tilsagn. EU har vedtaget følgende passende foranstaltninger i henhold til artikel 96, stk. 2, litra c), i den reviderede Cotonou-aftale og artikel 37 i instrumentet for udviklingssamarbejde: Opfølgningen af tilsagnene vil ske i overensstemmelse med tilsagnene om overvågning i form af dialog, samarbejde med missioner og rapportering, som nævnt i bilaget. Desuden forventer EU, at Fiji samarbejder fuldt ud med Stillehavsøernes Forum om gennemførelsen af henstillingerne fra Gruppen af Fremtrædende Personer som godkendt af Forummets udenrigsministre på deres møde i Vanuatu den 16. marts 2007. Den Europæiske Union vil fortsat følge situationen i Fiji nøje. I henhold til artikel 8 i Cotonou-aftalen vil der blive ført en styrket politisk dialog med Fiji for at sikre overholdelsen af menneskerettighederne, genetablering af demokratiet og respekten for retsstaten, indtil begge parter konkluderer, at den styrkede dialog har opfyldt sit formål. Hvis overgangsregeringen forsinker, afbryder eller ændrer gennemførelsen af de givne tilsagn i negativ retning, forbeholder EU sig ret til at tilpasse de passende foranstaltninger. EU understreger, at Fijis privilegier i samarbejdet med EU afhænger af respekten for de væsentlige elementer i Cotonou-aftalen og for de værdier, der er nævnt i instrumentet for udviklingssamarbejde. For at overbevise EU om, at overgangsregeringen er fuldt ud rede til at følge op på de afgivne tilsagn, er det af afgørende betydning, at der gøres hurtige og væsentlige fremskridt med efterkommelsen af de aftalte tilsagn. Med venlig hilsen Udfærdiget i Bruxelles, den På Kommissionens vegne På Rådets vegne

Den humanitære støtte og den direkte støtte til civilsamfundet kan fortsætte.

Samarbejdsaktiviteter, der står for at skulle iværksættes og/eller er under forberedelse, især under den 8. og den 9. EUF, kan fortsætte.

Den afsluttende undersøgelse i forbindelse med den 9. EUF kan fortsætte.

Samarbejdsaktiviteter, som vil kunne bidrage til en tilbagevenden til demokrati og forbedre regeringsførelsen, kan fortsættes, undtagen under ganske særlige omstændigheder.

Gennemførelsen af ledsageforanstaltningerne til sukkerreformen for 2006 kan fortsættes. Finansieringsaftalen blev undertegnet af Fiji på teknisk niveau den 19. juni 2007. Det bemærkes, at finansieringsaftalen indeholder en suspensionsklausul.

Overgangsregeringens accept den 19. juni 2007 af rapporten af 7. juni 2007 fra Stillehavsøernes Forums uafhængige valgeksperter er i overensstemmelse med tilsagn nr. 1, der blev aftalt den 18. april mellem overgangsregeringen og EU. Følgelig kan forberedelserne og den eventuelle undertegnelse af det flerårige vejledende program for ledsageforanstaltningerne til sukkerreformen for 2008-2010 fortsætte.

Den endelige udarbejdelse, undertegnelsen på det tekniske niveau og gennemførelsen af landestrategipapiret og det nationale vejledende program for den 10. EUF med en vejledende finansieringsramme samt en eventuel tildeling af en tranche for tilskyndelsesforanstaltninger på op til 25 % af dette beløb forudsætter overholdelse af de tilsagn, der er givet med hensyn til menneskerettigheder og retsstatsprincipperne, og i særlig grad at overgangsregeringen overholder forfatningen, at den dømmende myndigheds uafhængighed respekteres fuldt ud, og at bestemmelserne om undtagelsestilstand, der blev indført den 6. september 2007, ophæves snarest muligt, at alle beskyldninger om overtrædelser af menneskerettighederne efterforskes eller behandles i overensstemmelse med de forskellige procedurer og fora i henhold til Fijiøernes love, og at overgangsregeringen gør sit yderste for at forhindre erklæringer fra sikkerhedsorganisationer, der har til formål at intimidere.

Sukkerkvoten for 2007 vil være nul.

Sukkerkvoten for 2008 vil blive frigivet, hvis det kan dokumenteres, at der finder forberedelser sted til valg i overensstemmelse med de aftalte tilsagn, navnlig hvad angår folketælling, ny inddeling af valgkredse og valgreform i overensstemmelse med forfatningen, at der træffes foranstaltninger for at sikre valgkontorets funktion, herunder udnævnelsen af en valgtilsynsførende senest den 30. september 2007 i overensstemmelse med forfatningen.

Sukkerkvoten for 2009 vil blive frigivet, når der er indsat en lovlig regering.

Sukkerkvoten for 2010 vil afhænge af, hvilke fremskridt der gøres med gennemførelsen af sukkerkvoten for 2009 og fortsættelsen af den demokratiske proces.

Yderligere støtte til forberedelserne og gennemførelsen af væsentlige tilsagn, især støtte til forberedelsen af og/eller afholdelse af valg, vil kunne overvejes ud over, hvad der er beskrevet i dette brev.

Det regionale samarbejde og Fijis deltagelse i dette påvirkes ikke.

Samarbejdet med Den Europæiske Investeringsbank og Centret for Virksomhedsudvikling kan fortsætte, forudsat at de afgivne tilsagn opfyldes til tiden.

Bilag til bilaget AFTALTE TILSAGN MED REPUBLIKKEN FIJIØERNE

A.

Overholdelse af de demokratiske principper

Tilsagn nr. 1

Der skal finde frie og retfærdige valg sted senest 24 måneder efter den 1. marts 2007, dog med forbehold af resultaterne af den vurdering, der skal foretages af de uafhængige revisorer, der udnævnes af sekretariatet for Stillehavsøernes Forum. Processen op til og selve afholdelsen af valgene vil i nødvendigt omfang blive overvåget, tilpasset og revideret i fællesskab på grundlag af gensidigt aftalte kriterier. Dette indebærer især:

at overgangsregeringen senest den 30. juni 2007 fastsætter en køreplan for gennemførelsen af de forskellige skridt, der skal tages som forberedelse til de nye parlamentsvalg

at køreplanen specificerer tidspunktet for folketællingen, den nye inddeling af valgkredsene og valgreformen

at fastlæggelsen af valgkredsene og valgreformen gennemføres i overensstemmelse med forfatningen

at der træffes foranstaltninger for at sikre valgkontorets funktion, herunder udnævnelsen af en valgtilsynsførende senest den 30. september 2007 i overensstemmelse med forfatningen

at udnævnelsen af vicepræsidenten finder sted i overensstemmelse med forfatningen.

Tilsagn nr. 2

At overgangsregeringen i forbindelse med vedtagelsen af mere omfattende lovgivningsmæssige, skattemæssige og andre politiske initiativer og ændringer tager hensyn til konsultationer med civilsamfundet og de relevante interessenter.

B.

Retsstatsprincipperne

Tilsagn nr. 1

At overgangsregeringen gør sit yderste for at forhindre udtalelser fra sikkerhedsorganisationer, der har til formål at intimidere.

Tilsagn nr. 2

At overgangsregeringen overholder forfatningen fra 1997 og garanterer de forfatningsmæssige institutioners normale og uafhængige funktion, såsom Fijis menneskerettighedskommission, Kommissionen for Offentlig Tjeneste og Forfatningskommissionen. Det Store Høvdingeråds betydelige uafhængighed og funktion vil blive bevaret.

Tilsagn nr. 3

At den dømmende magts uafhængighed respekteres fuldt ud, at den har mulighed for at arbejde frit, og at dens kendelser respekteres af alle berørte parter, især

at overgangsregeringen giver tilsagn om, at tribunalet i henhold til § 138, stk. 3, i forfatningen udnævnes senest den 15. juli 2007

at alle udnævnelser og/eller afskedigelser af dommere sker i absolut overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og procedureregler

at der ikke under nogen omstændigheder finder nogen som helst form for indblanding sted fra militærets eller overgangsregeringens side i retssystemets funktion, hvilket omfatter fuld respekt for advokatstanden.

Tilsagn nr. 4

At alle straffesager i korruptionsspørgsmål behandles inden for retssystemet, og at eventuelle andre organer, der måtte oprettes til at efterforske formodede tilfælde af korruption, opererer inden for de forfatningsmæssige rammer.

C.

Menneskerettigheder og fundamentale rettigheder

Tilsagn nr. 1

Overgangsregeringen tager alle nødvendige skridt til at skabe betingelserne for, at alle påstande om overtrædelser af menneskerettighederne efterforskes eller behandles i overensstemmelse med de forskellige procedurer og fora i Fijiøernes lovgivning.

Tilsagn nr. 2

Overgangsregeringen agter at ophæve bestemmelserne om undtagelsestilstand (Public Emergency Regulations) i maj 2007, medmindre der er trusler mod den nationale sikkerhed, den offentlige orden og sikkerhed.

Tilsagn nr. 3

Overgangsregeringen er forpligtet til at sikre, at Fijis menneskerettighedskommission fungerer i fuld uafhængighed og i overensstemmelse med forfatningen.

Tilsagn nr. 4

At ytringsfrihed og mediernes frihed i alle dens former respekteres fuldt ud som fastsat i forfatningen.

D.

Opfølgning af tilsagnene

Tilsagn nr. 1

At overgangsregeringen forpligter sig til at opretholde en regelmæssig dialog, der skal gøre det muligt at verificere, at der gøres fremskridt, og giver EU- og EF-repræsentanter fuld adgang til oplysninger om alle forhold med tilknytning til menneskerettigheder, den fredelige genindførelse af demokratiet og retsstatsprincipperne i Fiji.

Tilsagn nr. 2

At overgangsregeringen samarbejder fuldt ud med eventuelle missioner fra EU og EF med henblik på vurdering og overvågning af fremskridtene.

Tilsagn nr. 3

At overgangsregeringen sender statusrapporter hver tredje måned med virkning fra den 30. juni 2007 vedrørende de tre væsentlige elementer i Cotonou-aftalen og tilsagnene. Det bemærkes, at visse spørgsmål kun kan behandles effektivt gennem en pragmatisk tilgang, som bygger på en erkendelse af de nuværende realiteter, og som fokuserer på fremtiden.

Versioner

  1. 2007-10-01