Rådets afgørelse af 9. juni 2011 om anvendelse af Schengenreglernes bestemmelser om Schengeninformationssystemet i Fyrstendømmet Liechtenstein (2011/352/EU)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2011/352@2011-06-09/da
Indhold
- Indledning
- ANNEX
- BILAG I Liste over de bestemmelser i Schengenreglerne om SIS, der bliver gældende for Fyrstendømmet Liechtenstein
- 2. a)
- 3. a)
- BILAG II Liste over de bestemmelser i Schengenreglerne om SIS, der bliver gældende for Fyrstendømmet Liechtenstein på den dato, der er fastsat i disse bestemmelser
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (protokollen), der blev undertegnet den 28. februar 2008 og trådte i kraft den 7. april 2011, særlig artikel 10, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ifølge artikel 10, stk. 1, i protokollen skal Schengenreglernes bestemmelser først finde anvendelse i Fyrstendømmet Liechtenstein, når Rådet har truffet afgørelse herom efter at have sikret sig, at Fyrstendømmet Liechtenstein opfylder de nødvendige betingelser for gennemførelsen af Schengenreglerne.
(2) Rådet har undersøgt, om Fyrstendømmet Liechtenstein sikrer et tilfredsstillende databeskyttelsesniveau gennem følgende foranstaltninger: et komplet spørgeskema blev tilsendt Fyrstendømmet Liechtenstein, idet besvarelserne heraf blev registreret, og kontrol- og evalueringsbesøg har fundet sted i Fyrstendømmet Liechtenstein i overensstemmelse med de Schengenevalueringsprocedurer, som er fastlagt i Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengenreglerne (SCH/Com-ex (98) 26 def.) (Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998), der gælder på området databeskyttelse.
(3) Den 9. juni 2011 konkluderede Rådet, at betingelserne på området databeskyttelse er opfyldt af Fyrstendømmet Liechtenstein. Det er derfor muligt at fastsætte en dato, fra hvilken Schengenreglerne om Schengeninformationssystemet (SIS) kan anvendes i Fyrstendømmet Liechtenstein.
(4) Denne afgørelses ikrafttræden skulle gøre det muligt at overføre reelle SIS-data til Fyrstendømmet Liechtenstein. Den konkrete anvendelse af disse data skulle gennem de gældende Schengenevalueringsprocedurer, jf. Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998, gøre det muligt for Rådet at undersøge, om Schengenreglernes bestemmelser om SIS bringes korrekt i anvendelse i Fyrstendømmet Liechtenstein. Når disse evalueringer er blevet foretaget, bør Rådet træffe afgørelse om at ophæve kontrollen ved de indre grænser med Fyrstendømmet Liechtenstein.
(5) Aftalen mellem Fyrstendømmet Liechtenstein, Republikken Island og Kongeriget Norge om gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne og om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i Liechtenstein, Island eller Norge, bestemmer, at den får virkning for så vidt angår gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne på samme dato, som protokollen får virkning.
(6) Datoen for ophævelse af kontrollen ved de indre grænser vedtages i en særskilt rådsafgørelse. Indtil den dato, der er fastsat i nævnte afgørelse, bør der fastsættes visse restriktioner for anvendelsen af SIS —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Fra den 19. juli 2011 finder bestemmelserne i Schengenreglerne om SIS, der er opført i bilag I, anvendelse på Fyrstendømmet Liechtenstein i dets forbindelser med Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige.
2. Bestemmelserne i Schengenreglerne om SIS, der er opført i bilag II, finder anvendelse fra den i disse bestemmelser fastsatte dato på Fyrstendømmet Liechtenstein i dets forbindelser med Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige.
3. Reelle SIS-data kan fra den 9. juni 2011 overføres til Fyrstendømmet Liechtenstein. Det vil fra den 19. juli 2011 være tilladt Fyrstendømmet Liechtenstein at indlæse data i SIS og anvende SIS-data, jf. dog stk. 4.
4. Indtil den dato, hvor kontrollen ved de indre grænser med Fyrstendømmet Liechtenstein ophæves, vil Fyrstendømmet Liechtenstein
a) ikke være forpligtet til at nægte indrejse på sit område for eller til at udsende tredjelandsstatsborgere, som en medlemsstat i SIS har indberettet som uønskede
b) afholde sig fra at indlæse oplysninger, der er omfattet af artikel 96 i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (Schengenkonventionen).
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Artikel 3
Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Luxembourg, den 9. juni 2011. På Rådets vegne Pintér S. Formand
ANNEX
BILAG I Liste over de bestemmelser i Schengenreglerne om SIS, der bliver gældende for Fyrstendømmet Liechtenstein
1. For så vidt angår bestemmelserne i Schengenkonventionen: Artikel 64 og artikel 92-119 i Schengenkonventionen
2. For så vidt angår afgørelser og erklæringer vedtaget af Eksekutivkomitéen, nedsat ved Schengenkonventionen om SIS:
2. a)
Eksekutivkomitéens afgørelse af 15. december 1997 om ændring af C.SIS-finansieringsordningen (SCH/Com-ex (97) 35)
Eksekutivkomitéens erklæring af 18. april 1996 om definition af begrebet udlænding (SCH/Com-ex (96) decl. 5),
Eksekutivkomitéens erklæring af 28. april 1999 om SIS' struktur (SCH/Com-ex (99) decl. 2 rev.)
3. For så vidt angår andre instrumenter om SIS:
3. a)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, i det omfang det finder anvendelse på databehandling i SIS
b)
Rådets afgørelse 2000/265/EF af 27. marts 2000 om en finansforordning vedrørende budgetaspekterne af Rådets vicegeneralsekretærs forvaltning af de kontrakter, som han indgår som repræsentant for visse medlemsstater, om oprettelse og drift af kommunikationsinfrastrukturen i Schengensammenhæng, Sisnet
c)
Sirenehåndbogen
d)
Rådets forordning (EF) nr. 871/2004 af 29. april 2004 om indførelse af nye funktioner i Schengeninformationssystemet, bl.a. med henblik på terrorismebekæmpelse, og senere afgørelser om datoen for anvendelse af disse funktioner
e)
Rådets afgørelse 2005/211/RIA af 24. februar 2005 om indførelse af nye funktioner i Schengeninformationssystemet, herunder i forbindelse med terrorismebekæmpelse, og senere afgørelser om datoen for anvendelse af disse funktioner
f)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1160/2005 af 6. juli 2005 om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser med hensyn til adgang til Schengeninformationssystemet for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer
g)
Artikel 5, stk. 4, litra a), samt bestemmelserne i afsnit II og bilagene hertil vedrørende Schengeninformationssystemet (SIS) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks)
h)
Rådets forordning (EF) nr. 1104/2008 af 24. oktober 2008 om overgang fra Schengeninformationssystemet (SIS 1+) til anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II)
i)
Rådets afgørelse 2008/839/RIA af 24. oktober 2008 om overgang fra Schengeninformationssystemet (SIS 1+) til anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II).
BILAG II Liste over de bestemmelser i Schengenreglerne om SIS, der bliver gældende for Fyrstendømmet Liechtenstein på den dato, der er fastsat i disse bestemmelser
1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1986/2006 af 20. december 2006 om adgang til anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer
2. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20. december 2006 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II)
3. Rådets afgørelse 2007/533/RIA af 12. juni 2007 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II).