Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 7. november 2011 om fastsættelse af EU-tilskuddet til dækning af udgifterne til hasteforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza i Danmark i 2010 (meddelt under nummer K(2011) 7850) (Kun den danske udgave er autentisk) (2011/727/EU)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2011/727@2011-11-07/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets beslutning 2009/470/EF af 25. maj 2009 om visse udgifter på veterinærområdet, særlig artikel 4, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til artikel 75 i finansforordningen og artikel 90, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne skal der forud for indgåelsen af en forpligtelse til at afholde en udgift over Unionens budget foreligge en finansieringsafgørelse, som angiver de vigtigste elementer i den foranstaltning, der medfører en udgift, og som er vedtaget af institutionen eller de myndigheder, som denne har bemyndiget.
(2) Ved Rådets 2009/470/EF er der fastsat procedurer vedrørende EU-tilskud til specifikke veterinærforanstaltninger, herunder aktioner af hastende karakter. Unionen skal for at bidrage til at få udryddet aviær influenza hurtigst muligt yde et finansielt tilskud til medlemsstaternes støtteberettigede udgifter. Artikel 4, stk. 3, første og andet led, i nævnte beslutning indeholder bestemmelser om, hvilken procentdel af medlemsstaternes udgifter tilskuddet skal udgøre.
(3) Artikel 3 i Kommissionens forordning (EF) nr. 349/2005 af 28. februar 2005 om reglerne om fællesskabsfinansiering af aktioner af hastende karakter og bekæmpelse af visse sygdomme hos dyr som omhandlet i Rådets beslutning 90/424/EØF indeholder bestemmelser om, hvilke udgifter Unionen kan yde finansielt tilskud til.
(4) Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/204/EU af 31. marts 2011 om EU-tilskud til aktioner af hastende karakter til bekæmpelse af aviær influenza i Danmark og Nederlandene i 2010 blev der ydet EU-tilskud til hasteforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza i Danmark i 2010.
(5) Den 26. maj 2011 indsendte de danske myndigheder en officiel anmodning om godtgørelse i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 349/2005.
(6) Det er en forudsætning for udbetaling af EU-tilskuddet, at de planlagte aktioner reelt er blevet gennemført, og at myndighederne har leveret alle de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte tidsfrister. Kommissionens bemærkninger og metode til beregning af de støtteberettigede udgifter samt Kommissionens endelige konklusion blev meddelt Danmark ved e-mail af 14. juni 2011. Danmark gav udtryk for sin enighed i e-mail af 14. juni 2011.
(7) De danske myndigheder har opfyldt samtlige tekniske og administrative forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 4, i beslutning 2009/470/EF og artikel 7 i forordning (EF) nr. 349/2005.
(8) På baggrund af ovenstående bør det samlede EU-tilskud til dækning af de støtteberettigede udgifter til udryddelse af aviær influenza i Danmark i 2010 nu fastsættes.
(9) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
EU-tilskuddet til dækning af udgifterne til udryddelse af aviær influenza i Danmark i 2010 fastsættes til 183858,72 EUR.
Artikel 2
Denne afgørelse, der udgør en finansieringsafgørelse i overensstemmelse med artikel 75 i finansforordningen, er rettet til Kongeriget Danmark.
Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2011. På Kommissionens vegne John Dalli Medlem af Kommissionen