Kommissionens afgørelse af 17. august 2012 om ændring af afgørelse 2010/2/EU og 2011/278/EU for så vidt angår de sektorer og delsektorer, der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage (meddelt under nummer C(2012) 5715) (EØS-relevant tekst) (2012/498/EU)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2012/498@2012-08-17/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, særlig artikel 10a, stk. 1 og 13, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ved Kommissionens afgørelse 2010/2/EU opstilles der i medfør af direktiv 2003/87/EF en liste over, hvilke sektorer og delsektorer der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage.
(2) Ved Kommissionens afgørelse 2011/278/EU fastlægges der midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i direktiv 2003/87/EF.
(3) Hvert år kan en sektor eller delsektor blive føjet til listen over sektorer og delsektorer, der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage, såfremt det er blevet påvist i en analytisk rapport, at denne sektor eller delsektor opfylder kriterierne i artikel 10a, stk. 14-17 i direktiv 2003/87/EF, efter at der er sket en ændring, der har væsentlig indvirkning på sektorens eller delsektorens aktiviteter.
(4) Nogle sektorer, der ikke ansås for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage på NACE 4-niveau i afgørelse 2010/2/EU, er delt yderligere op, og der er gennemført en vurdering af flere af de delsektorer derunder, som på grund af bestemte kendetegn har en væsentligt anderledes indvirkning end resten af sektoren. Hvad angår delsektorerne glasulddug (vlies), plader, måtter og lignende varer af glasfiber, undtagen vævede stoffer og slaggeuld, stenuld og lignende mineralsk uld, også blandet, i løs masse, i plader eller ruller, viser vurderingen, at delsektorerne tydeligt kan afgrænses fra andre delsektorer på grundlag af specifikke kendetegn, og at de opfylder de kvantitative kriterier i artikel 10a, stk. 15, i direktiv 2003/87/EF. Delsektorerne glasulddug (vlies), plader, måtter og lignende varer af glasfiber, undtagen vævede stoffer og slaggeuld, stenuld og lignende mineralsk uld, også blandet, i løs masse, i plader eller ruller bør således føjes til listen over sektorer og delsektorer, der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage.
(5) NACE 4-kode 2614 Fremstilling af glasfiber består af to 6-cifrede Prodcom-koder: 261411 Fiberbånd, rovings, garn og afhuggede tråde, af glas og 261412 Glasulddug (vlies), plader, måtter og lignende varer af glasfiber, undtagen vævede stoffer. Den delsektor, som er omfattet af den 6-cifrede Prodcom-kode 261411, ansås for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage, jf. afgørelse 2010/2/EU. Med tilføjelsen af Prodcom-kode 261412 til listen over sektorer og delsektorer, der anses for at være udsat for en betydelig risiko for carbon leakage, vil hele sektoren på NACE 4-niveau 2614 være omfattet. For klarheds skyld og for at undgå overlapning føjes NACE 4-kode 2614 derfor til listens afsnit 1.2, og Prodcom-kode 261411 udgår fra afsnit 2.
(6) Afgørelse 2010/2/EU og 2011/278/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(7) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Klimaændringer —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1 Ændringer af afgørelse 2010/2/EU
Bilaget til afgørelse 2010/2/EU ændres som angivet i bilag I til nærværende afgørelse.
Artikel 2 Ændringer af afgørelse 2011/278/EU
Bilag I til afgørelse 2011/278/EU ændres som angivet i bilag II til nærværende afgørelse.
Artikel 3 Adressater
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 17. august 2012. På Kommissionens vegne Connie Hedegaard Medlem af Kommissionen
ANNEX
BILAG I
I bilaget til afgørelse 2010/2/EU foretages følgende ændringer:
1. I afsnit 1.2 indsættes følgende efter 2613: NACE-kode Beskrivelse 2614 Fremstilling af glas
2. I afsnit 2 foretages følgende ændringer:
2. a)
Følgende rubrik udgår: Prodcom-kode Beskrivelse 261411 Fiberbånd, rovings, garn og afhuggede tråde, af glas
b)
Efter 26821400 indsættes følgende: Prodcom-kode Beskrivelse 26821610 Slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, også blandet, i løs masse, i plader eller ruller
BILAG II
I bilag I til afgørelse 2011/278/EU erstattes de angivelser, der svarer til produktbenchmark Mineraluld, af følgende: Produktbenchmark Definition af omfattede produkter Definition af omfattede processer og emissioner (systemafgrænsninger) Risiko for carbon leakage, bestemt for 2013 og 2014 ifølge afgørelse 2010/2/EU Benchmarkværdi (kvoter/t) Mineraluld Isoleringsprodukter af mineraluld til varme-, lyd- og brandisolering, fremstillet af glas, sten eller slagge. Alle processer, der er direkte eller indirekte knyttet til produktionstrinnene smeltning, fiberdannelse og indsprøjtning af bindemiddel, hærdning og tørring samt formgivning, er omfattet. Ved bestemmelse af de indirekte udledninger medregnes det samlede elforbrug inden for systemets afgrænsning. ja 0,682