Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1034/2013 af 24. oktober 2013 om godkendelse af aluminiumphosphid, der frigiver phosphin, som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 20 (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2013/1034@2013-10-24/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, særlig artikel 89, stk. 1, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I Kommissionens forordning (EF) nr. 1451/2007, er der opstillet en liste over aktive stoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I, I A eller I B til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF. Denne liste omfatter aluminiumphosphid.
(2) Aluminiumphosphid er vurderet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 98/8/EF til anvendelse i produkttype 23, bekæmpelse af andre hvirveldyr, som defineret i direktivets bilag V, hvilket svarer til produkttype 20 som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.
(3) Tyskland blev udpeget som rapporterende medlemsstat og sendte den kompetente myndigheds rapport sammen med en henstilling til Kommissionen den 23. juli 2010 i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4 og 6, i forordning (EF) nr. 1451/2007.
(4) Medlemsstaterne og Kommissionen har gennemgået den kompetente myndigheds rapport. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1451/2007 er resultaterne af vurderingen indføjet i en vurderingsrapport i Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter den 27. september 2013.
(5) Det fremgår af rapporten, at biocidholdige produkter, der anvendes i produkttype 23 og indeholder aluminiumphosphid, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i direktiv 98/8/EF.
(6) Derfor bør aluminiumphosphid, der frigiver phosphin, godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 20.
(7) Da vurderingen ikke omhandler nanomaterialer, bør godkendelsen ikke omfatte sådanne materialer, jf. artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) nr. 528/2012.
(8) Før et aktivstof godkendes, bør medlemsstaterne, de berørte parter og i givet fald Kommissionen have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav.
(9) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Aluminiumphosphid godkendes som aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 20, så længe de i bilaget anførte specifikationer og betingelser overholdes.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 24. oktober 2013. På Kommissionens vegne José Manuel Barroso Formand
ANNEX
BILAG
Almindeligt anvendt navn IUPAC-navn Identifikationsnr. Aktivstoffets minimumsrenhedsgrad Godkendelsesdato Udløbsdato for godkendelsen Produkttype Særlige betingelser Aluminiumphosphid, der frigiver phosphin IUPAC-navn: Aluminiumphosphid EF-nr.: 244-088-0 CAS-nr.: 20859-73-8 830 g/kg 1. juli 2015 30. juni 2025 20 Ved vurderingen af produktet skal der lægges særlig vægt på den eksponering, den risiko og den effektivitet, der er forbundet med alle anvendelser, der er omfattet af ansøgningen om godkendelse, men som ikke har været behandlet i risikovurderingen af aktivstoffet på EU-plan. Godkendelserne meddeles på følgende betingelser:
1) Produkterne må kun sælges til og benyttes af uddannede fagfolk.
2) De konstaterede risici for brugerne gør det nødvendigt at træffe egnede risikobegrænsende foranstaltninger. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. anvendelse af egnede personlige værnemidler, anvendelse af udlægningsudstyr og emballering af produktet, således at brugereksponeringen mindskes til et acceptabelt niveau.
3) De konstaterede risici for landlevende dyr uden for målgruppen gør det nødvendigt at træffe egnede risikobegrænsende foranstaltninger. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. forbud mod at udlægge produktet i områder, hvor der forekommer andre pattedyr, som graver gange, end målarterne.