Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 15. marts 2013 om tilladelse til at anvende potentielt truede kreaturer indtil slutningen af deres produktive liv i Spanien efter officiel bekræftelse af BSE-forekomst (meddelt under nummer C(2013) 1473) (Kun den spanske udgave er autentisk) (2013/137/EU)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2013/137@2013-03-15/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier, særlig artikel 13, stk. 1, andet afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastsat regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) hos dyr. I artikel 13, stk. 1, første afsnit, i samme forordning er det fastsat, hvilke udryddelsesforanstaltninger der skal træffes, når TSE-forekomst er officielt bekræftet. Foranstaltningerne omfatter navnlig nedslagning og fuldstændig destruktion af de dyr og animalske produkter, der er identificeret som potentielt truede (i det følgende benævnt potentielt truede kreaturer) som følge af en epidemiologisk forbindelse med de sygdomsramte dyr.
(2) Spanien har forelagt Kommissionen en anmodning om at tillade anvendelse af potentielt truede kreaturer indtil slutningen af deres produktive liv, som en dispensation fra artikel 13, stk. 1, første afsnit, litra c), i forordning (EF) nr. 999/2001.
(3) De bekæmpelsesforanstaltninger, Spanien har forelagt, omfatter strenge flytningsrestriktioner og sporbarhed for kvæg, så det eksisterende niveau for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed ikke trues.
(4) På grundlag af en risikovurdering med positivt resultat bør Spanien derfor have tilladelse til at anvende potentielt truede kreaturer indtil slutningen af deres produktive liv, forudsat at visse betingelser overholdes.
(5) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Uanset artikel 13, stk. 1, første afsnit, litra c), i forordning (EF) nr. 999/2001 kan Spanien anvende kreaturer som omhandlet i nr. 1, litra a), andet og tredje led, i bilag VII til nævnte forordning indtil slutningen af deres produktive liv på de betingelser, der er fastsat i stk. 2 og 3 i nærværende artikel.
2. Spanien sikrer, at de kreaturer, der er omhandlet i stk. 1:
a) permanent kan spores i den elektroniske database, der er omhandlet i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000
b) kun flyttes fra bedriften under officielt tilsyn med henblik på destruktion
c) ikke afsendes til andre medlemsstater eller eksporteres til tredjelande.
3. Spanien foretager regelmæssig kontrol for at efterprøve, om afgørelsen gennemføres korrekt.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Spanien.
Udfærdiget i Bruxelles, den 15. marts 2013. På Kommissionens vegne Tonio Borg Medlem af Kommissionen