Gelex

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I) (EØS-relevant tekst)

GældendeVersion 2013-12-11fra 2013-12-19
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2013/58@2013-12-11/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og artikel 62,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende i betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF indeholder bestemmelser om et moderne, risikobaseret system for regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen. Dette system er væsentligt for at sikre en sikker og solid forsikringssektor, der kan levere bæredygtige forsikringsprodukter og støtte realøkonomien gennem fremme af langsigtede investeringer og yderligere stabilitet.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU indfører visse ændringer i artikel 212-262 i direktiv 2009/138/EF, som skal anvendes fra den 10. juni 2013.

(3) Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU ændres direktiv 2009/138/EF ved, at datoen dets gennemførelse heraf udsættes fra den 31. oktober 2012 til den 30. juni 2013, datoen for dets anvendelse fra den 1. november 2012 til den1. januar 2014 og datoen for ophævelse af de gældende direktiver om forsikring og genforsikring fra den 1. november 2012 til den 1. januar 2014.

(4) Den 19. januar 2011 vedtog Kommissionen et forslag (Omnibus II-forslaget) om ændring af bl.a. direktiv 2009/138/EF for at tage hensyn til den nye tilsynsstruktur for forsikring, dvs. oprettelsen af Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (EIOPA). Omnibus II-forslaget omfatter også bestemmelser om udskydelse af datoen for gennemførelse og datoen for anvendelse af direktiv 2009/138/EF samt datoen for ophævelse af Solvens I, og tjener som et middel til at tilpasse direktiv 2009/138/EF til ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmådes ved at konvertere bestemmelserne, der tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, til bestemmelser, der tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.

(5) Henset til Omnibus II-forslagets kompleksitet er der en risiko for, at det ikke træder i kraft inden datoen for gennemførelse og datoen for anvendelse af direktiv 2009/138/EF. Forbliver disse datoer uændrede, vil det medføre, at direktiv 2009/138/EF gennemføres, inden de overgangsbestemmelser og relevante tilpasninger, herunder en yderligere præcisering af beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er indeholdt i Omnibus II-forslaget, er trådt i kraft.

(6) For at undgå uforholdsmæssigt byrdefulde lovgivningsmæssige forpligtelser for medlemsstaterne efter direktiv 2009/138/EF og senere efter den nye tilsynsstruktur, der ønskes indført ved Omnibus II-forslaget, er det derfor hensigtsmæssigt at udskyde datoen for gennemførelse og datoen for anvendelse af direktiv 2009/138/EF og at give tilsynsførende og forsikrings- og genforsikringsselskaber tilstrækkelig tid til at forberede anvendelsen af den nye struktur.

(7) Begivenhedernes kronologiske rækkefølge viser, at den udskudte dato for gennemførelse og den udskudte dato for anvendelse af direktiv 2009/138/EF også bør gælde for de ændringer deraf, som blev indført ved direktiv 2011/89/EF.

(8) Af retssikkerhedshensyn bør datoen for ophævelse af Solvens I udskydes i overensstemmelse hermed.

(9) Da der kun er meget kort tid tilbage inden de datoer, der er fastsat i direktiv 2009/138/EF, bør nærværende direktiv træde i kraft omgående.

(10) Derfor er det i nærværende tilfælde berettiget at gøre brug af undtagelsen for hastetilfælde i artikel 4 i protokollen nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union for så vidt angår fremsendelse af forslaget til direktiv til de nationale parlamenter —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2009/138/EF foretages følgende ændringer:

1) Artikel 309, stk. 1, ændres således:

a) I første afsnit ændres datoen 30. juni 2013 til 31. marts 2015

b) I andet afsnit ændres datoen 1. januar 2014 til 1. januar 2016.

2) I artikel 310, stk. 1, ændres datoen 1. januar 2014 til 1. januar 2016.

3) I artikel 311, stk. 2, ændres datoen 1. januar 2014 til 1. januar 2016.

Artikel 2

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. december 2013. På Europa-Parlamentets vegne M. Schulz Formand På Rådets vegne V. Leškevičius Formand

Versioner

  1. 2013-12-11