Rådets forordning (EU) nr. 971/2013 af 10. oktober 2013 om ændring af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2013/971@2013-10-10/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,
under henvisning til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP,
under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 giver virkning til foranstaltningerne i afgørelse 2010/413/FUSP og fastsætter bl.a., at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, enheder og organer, der er opført i bilag VIII og IX til nævnte forordning, indefryses.
(2) Rådet vedtog den 10 oktober 2013 afgørelse 2013/497/FUSP der ændrer afgørelse 2010/413/FUSP og fastsætter tilpassede kriterier for opførelse på listen, som derved også omfatter personer og enheder, der har unddraget sig eller overtrådt de restriktive foranstaltninger.
(3) Den pågældende foranstaltning falder ind under anvendelsesområdet for traktaten, og det er derfor nødvendigt at indføre lovgivning på EU-plan for at gennemføre den, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstaterne anvender den på samme måde.
(4) Forordning (EU) nr. 267/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) nr. 267/2012 ændres således:
a) litra b) affattes således:
"b) at være en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der har unddraget sig eller overtrådt, eller som har bistået personer, enheder eller organer, der er opført på listen, med at unddrage sig eller overtræde bestemmelserne i denne forordning, i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP eller i UNSCR 1737 (2006), UNSCR 1747 (2007), UNSCR 1803 (2008) og UNSCR 1929 (2010)"
b) litra c) affattes således:
"c) at være medlem af Islamic Revolutionary Guard Corps (IRGC) eller juridisk person, enhed eller organ, som ejes eller kontrolleres af IRGC eller af et eller flere af dets medlemmer, eller fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer som handler på deres vegne eller leverer forsikringsydelser eller andre væsentlige tjenester til dem, eller til enheder ejet eller kontrolleret af dem eller som handler på deres vegne"
c) litra e) affattes således:
"e) at være en juridisk person, en enhed eller et organ, som ejes eller kontrolleres af Islamic Republic of Iran Shipping Lines (IRISL), eller en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, som handler på deres vegne eller leverer forsikringsydelser eller andre væsentlige tjenester til dem, eller til enheder ejet eller kontrolleret af dem eller som handler på deres vegne.".
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Luxembourg, den 10. oktober 2013. På Rådets vegne R. Sinkevičius Formand