Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1090 af 5. juli 2016 om godkendelse af kobberthiocyanat som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 21 (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2016/1090@2016-07-05/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, særlig artikel 89, stk. 1, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 er der opstillet en liste over eksisterende aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel godkendelse til anvendelse i biocidholdige produkter. Denne liste omfatter kobberthiocyanat.
(2) Kobberthiocyanat er blevet vurderet til anvendelse i produkttype 21, antifoulingmidler, som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.
(3) Frankrig blev udpeget som kompetent vurderingsmyndighed og fremsendte vurderingsrapporten sammen med sine henstillinger den 31. oktober 2014.
(4) I overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014 fremsatte Udvalget for Biocidholdige Produkter den 9. december 2015 Det Europæiske Kemikalieagenturs udtalelse, hvori der var taget hensyn til den kompetente vurderingsmyndigheds konklusioner.
(5) Det fremgår af udtalelsen, at biocidholdige produkter af produkttype 21, som indeholder kobberthiocyanat, kan forventes at opfylde kravene i artikel 19, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012, forudsat at visse specifikationer og betingelser vedrørende dets anvendelse er opfyldt.
(6) Der bør imidlertid indhentes en yderligere bekræftelse af, at de risici, der er forbundet med anvendelsen af antifoulingmidler, er acceptable, og at de foreslåede risikobegrænsende foranstaltninger er hensigtsmæssige. For på tidspunktet for fornyelse af godkendelsen af eksisterende antifoulingaktivstoffer at lette gennemgangen og sammenligningen af risici og fordele ved disse stoffer og af de anvendte risikobegrænsende foranstaltninger bør udløbsdatoen for godkendelsen af alle disse stoffer være den samme.
(7) Derfor bør kobberthiocyanat godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 21, forudsat at de pågældende specifikationer og betingelser er opfyldt.
(8) Der bør gå en rimelig tid, inden et aktivstof godkendes, således at de berørte parter kan træffe de fornødne forberedelser til at opfylde de nye krav.
(9) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Kobberthiocyanat godkendes som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 21 med forbehold af specifikationerne og betingelserne i bilaget.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juli 2016. På Kommissionens vegne Jean-Claude Juncker Formand
ANNEX
BILAG
Almindeligt anvendt navn IUPAC-navn Identifikationsnr. Aktivstoffets minimumsrenhedsgrad Godkendelsesdato Udløbsdato for godkendelsen Produkttype Særlige betingelser Kobberthiocyanat IUPAC-navn: Kobber(I)thiocyanat EF-nr.: 214-183-1 CAS-nr.: 1111-67-7 99,5 % w/w 1. januar 2018 31. december 2025 21 Ved vurderingen af produktet skal der lægges særlig vægt på den eksponering, de risici og den effektivitet, der er forbundet med alle anvendelser, som er omfattet af ansøgningen om godkendelse, men som ikke har været behandlet i risikovurderingen af aktivstoffet på EU-plan. I tilfælde af at produkter, der indeholder kobberthiocyanat, efterfølgende godkendes til anvendelse af ikkeerhvervsmæssige brugere, skal personer, der gør produkterne tilgængelige på markedet for ikkeerhvervsmæssige brugere, sikre, at produkterne leveres med passende handsker. Godkendelserne af biocidholdige produkter meddeles på følgende betingelser:
1) For industrielle og erhvervsmæssige brugere skal der fastsættes sikre arbejdsprocedurer og passende administrative foranstaltninger. Når eksponeringen ikke på anden måde kan nedbringes til et acceptabelt niveau, skal produkterne anvendes med passende personlige værnemidler.
2) Det skal af etiketter og eventuelt foreliggende brugsanvisninger fremgå, at børn skal holdes på afstand, indtil behandlede overflader er tørre.
3) Det skal af etiketter og eventuelt foreliggende sikkerhedsdatablade for de godkendte produkter fremgå, at al anvendelse, vedligeholdelse og reparation skal foregå inden for et begrænset område, på et hårdt og uigennemtrængeligt underlag med inddæmning eller på jorden, som skal have tæt afdækning, for at undgå spild og mindske udslip i miljøet, og at eventuelt spild eller affald indeholdende kobberthiocyanat skal indsamles med henblik på genanvendelse eller bortskaffes.
4) For produkter, som kan føre til restkoncentrationer i fødevarer eller foder, undersøges behovet for at fastsætte nye eller ændre eksisterende maksimalgrænseværdier i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 470/2009 eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005, og der træffes alle hensigtsmæssige risikobegrænsende foranstaltninger til at sikre, at gældende maksimalgrænseværdier ikke overskrides.