Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2016/1858 af 11. oktober 2016 om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (som følge af en ansøgning fra Sverige — EGF/2016/002 SE/Ericsson)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2016/1858@2016-10-11/da
Indhold
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006, særlig artikel 15, stk. 4,
under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning, særlig punkt 13,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) har til formål at yde støtte til arbejdstagere, der er blevet afskediget, og selvstændige erhvervsdrivende, hvis aktivitet er ophørt som følge af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, der kan tilskrives globaliseringen, som følge af en fortsættelse af den internationale finansielle og økonomiske krise, eller som følge af nye internationale finansielle og økonomiske kriser, og hjælpe disse med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
(2) EGF må ikke overstige et årligt beløb på 150 mio. EUR (i 2011-priser), jf. artikel 12 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013.
(3) Sverige indgav den 31. marts 2016 en ansøgning om anvendelse af EGF i forbindelse med afskedigelser hos Ericsson (Telefonaktiebolaget LM Ericsson) i Sverige. Den blev suppleret med yderligere oplysninger i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1309/2013. Ansøgningen opfylder kravene til fastlæggelse af størrelsen på et økonomisk støttebeløb fra EGF, jf. artikel 13 i forordning (EU) nr. 1309/2013.
(4) Som følge af Sveriges ansøgning bør EGF derfor mobiliseres til at yde en økonomisk støtte på 3957918 EUR.
(5) For at minimere den tid, som det tager at mobilisere EGF, bør denne afgørelse anvendes fra vedtagelsesdatoen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Inden for rammerne af Unionens almindelige budget for regnskabsåret 2016 stilles et beløb til rådighed fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen på 3957918 EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den 11. oktober 2016.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. oktober 2016. På Europa-Parlamentets vegne M. Schulz Formand På Rådets vegne I. Korčok Formand