Gelex

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/709 af 26. januar 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af betingelserne for anvendelse af undtagelsesbestemmelserne vedrørende valutaer, hvor likvide aktiver er til rådighed i begrænset omfang (EØS-relevant tekst)

GældendeVersion 2016-01-26fra 2016-06-02
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2016/709@2016-01-26/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1 Genstand
    2. Artikel 2 Underretning om undtagelser
    3. Artikel 3 Vurdering af dokumenterede behov
    4. Artikel 4 Anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013
    5. Artikel 5 Anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013
    6. Artikel 6 Gebyr for ydelse af en kreditlinje
    7. Artikel 7 Begrænsninger for anvendelse af undtagelsesbestemmelserne
    8. Artikel 8 Afsluttende bestemmelser

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, særlig artikel 419, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Baselkomitéen for Banktilsyn har fastlagt internationale standarder vedrørende likviditetsdækningsgraden og redskaber til overvågning af likviditetsrisici (i det følgende benævnt BCBS' standarder).

(2) For at sikre effektiv kontrol med og anvendelse af undtagelsesbestemmelserne i artikel 419, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 samt effektiv overvågning af institutternes overholdelse af de krav, der finder anvendelse vedrørende disse undtagelsesbestemmelser, i overensstemmelse med BCBS' standarder, bør institutterne underrette de kompetente myndigheder, når de har til hensigt at gøre brug af undtagelsesbestemmelserne eller at foretage en væsentlig ændring i anvendelsen af disse bestemmelser.

(3) BCBS' standarder indeholder retningslinjer for tilsynsmyndighederne i jurisdiktioner med utilstrækkelige likvide aktiver af høj kvalitet. I overensstemmelse med princip 3 i nævnte retningslinjer for tilsynsmyndigheder bør et institut altid, inden der gøres brug af en undtagelse, med henblik på at dokumentere et behov, og i det omfang det er praktisk muligt, træffe passende foranstaltninger til at sikre, at der anvendes likvide aktiver af høj kvalitet, og nedbringe den samlede likviditetsrisiko for disse, med det formål at forbedre overholdelsen af likviditetsdækningskravet.

(4) I overensstemmelse med princip 1 og 4 i retningslinjerne for tilsynsmyndigheder i BCBS' standarder er det nødvendigt at sikre, at institutter ikke anvender undtagelserne som en økonomisk mulighed for at maksimere deres fortjeneste ved at vælge alternative likvide aktiver af høj kvalitet primært baseret på hensynet til afkastet. I overensstemmelse med disse principper er det desuden, for at afbøde risici for misligholdelse af de alternative aktiver, nødvendigt at indføre en ordning til begrænsning af anvendelsen af undtagelser. Det er, under hensyntagen til BCBS' standarder, ligeledes nødvendigt at fastsætte regler om passende haircuts med henblik på anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013 og om gebyret i forbindelse med anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i samme forordnings artikel 419, stk. 2, litra b). For så vidt angår især undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 bør gebyret, med henblik på at sikre, at den pris, et institut betaler for en kreditlinje fra en centralbank, er rimelig, bestå af to elementer. Det første element bør udligne det højere afkast, som opnås på de aktiver, der besiddes som sikkerhed for kreditlinjen, med det formål at sikre, at prisfastsættelsen afspejler gevinster opnået uafhængigt af det aktuelt udnyttede beløb. Det andet element bør afspejle størrelsen af det udnyttede kreditlinjebeløb.

(5) I overensstemmelse med princip 2 i retningslinjerne for tilsynsmyndigheder i BCBS' standarder bør anvendelse af undtagelsesbestemmelserne begrænses for alle institutter med eksponeringer i den relevante valuta. I henhold til artikel 419, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 skal anvendte undtagelser være omvendt proportionale med disponibiliteten af de relevante aktiver. Af disse årsager bør anvendelsen af undtagelsesbestemmelserne være begrænset til en vis procentdel af et kreditinstituts udgående nettopengestrømme i den relevante valuta, som svarer til det pågældende instituts mangel på likvide aktiver i den pågældende valuta.

(6) Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har forelagt for Kommissionen.

(7) EBA har gennemført åbne offentlige høringer om udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, som er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010.

(8) Kommissionen har, i overensstemmelse med proceduren i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010, godkendt det af EBA forelagte udkast til reguleringsmæssig standard med visse ændringer efter at have sendt udkastet til reguleringsmæssig standard tilbage til EBA med en begrundelse for ændringerne. EBA afgav en formel udtalelse til støtte for disse ændringer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1 Genstand

Ved denne forordning fastlægges betingelserne for anvendelse af undtagelsesbestemmelserne i artikel 419, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 vedrørende valutaer, hvor likvide aktiver er til rådighed i begrænset omfang.

Artikel 2 Underretning om undtagelser

1. Et kreditinstitut, der har til hensigt at anvende en af eller begge undtagelserne i artikel 419, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, skal underrette den kompetente myndighed herom. Underretningen foretages skriftligt, 30 dage inden den pågældende undtagelse anvendes for første gang. Et institut, der har til hensigt at foretage en væsentlig ændring i den måde, hvorpå den anvender den eller de i henhold til første afsnit meddelte undtagelser, skal underrette den kompetente myndighed herom, 30 dage inden den pågældende ændring anvendes for første gang. Under særlige omstændigheder, hvor det på grund af en pludselig udvikling på markedet, idiosynkratiske begivenheder eller andre faktorer uden for instituttets kontrol ikke er muligt at underrette de kompetente myndigheder om en væsentlig ændring, 30 dage inden denne anvendes for første gang, skal instituttet foretage foreløbig underretning af de kompetente myndigheder forud for anvendelsen af den væsentlige ændring. Den foreløbige underretning skal beskrive, hvori den væsentlige ændring består, og angive, i hvilket omfang den påtænkte undtagelse kan anvendes, udtrykt som en procentdel af de likvide aktiver, som et institut skal besidde for at opfylde likviditetsdækningskravet. Den foreløbige underretning skal efterfølges af en underretning i henhold til andet afsnit, senest 30 dage efter at en undtagelse anvendtes for første gang. Institutter skal hvert år meddele de kompetente myndigheder, hvorvidt de agter at fortsætte med at anvende den undtagelse, der er foretaget underretning om i henhold til første afsnit.

2. Den i stk. 1, første afsnit, omhandlede underretning skal indeholde følgende:

a) angivelse af, hvorvidt underretningen vedrører undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013, undtagelsesbestemmelsen i samme forordnings artikel 419, stk. 2, litra b), eller begge bestemmelser

b) bekræftelse af, at betingelserne i artikel 419, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 samt kravene i nærværende forordnings artikel 3 er opfyldt

c) hvis underretningen vedrører undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013, bekræftelse af, at kravene i nærværende forordnings artikel 4 er opfyldt

d) hvis underretningen vedrører undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, bekræftelse af, at kravene i nærværende forordnings artikel 5 og 6 er opfyldt

e) en vurdering af instituttets sandsynlige fremtidige anvendelse af undtagelsen eller undtagelserne, for så vidt angår den undtagelse, der påtænkes anvendt, udtrykt i procent, og de udsving heri, der kan forventes over tid, samt en sammenligning af instituttets likviditet, hvis det gør brug af undtagelsesbestemmelsen eller undtagelsesbestemmelserne i artikel 419, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, og dets likviditet, hvis det ikke gør brug af undtagelsesbestemmelsen eller undtagelsesbestemmelserne i nævnte artikel.

Artikel 3 Vurdering af dokumenterede behov

Et institut anses kun for at have et dokumenteret behov for likvide aktiver, jf. artikel 419, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) Det har ved fornuftig likviditetsstyring begrænset behovet for likvide aktiver på alle de områder, hvor instituttet driver forretning.

b) Dets beholdning af likvide aktiver stemmer overens med disponibiliteten af aktiver i den relevante valuta.

Artikel 4 Anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013

1. Et institut skal træffe alle passende foranstaltninger til at opfylde likviditetsdækningskravet i artikel 412 i forordning (EU) nr. 575/2013, inden det gør brug af undtagelsesbestemmelsen i samme forordnings artikel 419, stk. 2, litra a).

2. Instituttet skal sikre, at det til enhver tid operationelt kan identificere de likvide aktiver, der anvendes til at opfylde likviditetsdækningskrav med hensyn til udenlandsk valuta, og de likvide aktiver, der besiddes som følge af anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013.

3. Instituttet skal sikre, at dets rammer for valutakursrisikostyring opfylder følgende betingelser:

a) Manglende valutamatch som følge af anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013 måles, overvåges, kontrolleres og begrundes på passende vis.

b) Likvide aktiver, der ikke stemmer overens med fordelingen efter valuta af udgående pengestrømme efter fradrag af indgående pengestrømme, kan realiseres i valutaen i den relevante kompetente myndigheds medlemsstat, når som helst det skulle blive nødvendigt.

c) Der er tidligere eksempler fra stressperioder, som understøtter antagelsen af, at instituttet er i stand til hurtigt at realisere aktiver som omhandlet i litra b).

4. Et institut, der anvender likvide aktiver i en anden valuta end valutaen i den relevante kompetente myndigheds medlemsstat til at dække likviditetsbehov i sidstnævnte valuta, skal — ud over haircuts foretaget i henhold til artikel 418 i forordning (EU) nr. 575/2013 — anvende et haircut på 8 % på værdien af de pågældende aktiver. Hvis de likvide aktiver er denomineret i en valuta, der ikke handles aktivt på de globale valutamarkeder, skal det yderligere haircut være på 8 % eller den største månedlige procentvise ændring i valutakursen mellem de to valutaer i de 10 år, der går forud for den relevante referencedato for indberetningen, hvis dette tal er større. Hvis valutaen i den relevante kompetente myndigheds medlemsstat formelt er bundet til en anden valuta i henhold til en mekanisme, hvor begge valutaers centralbanker er forpligtet til at understøtte valutakursbindingen, kan instituttet anvende et haircut svarende til bredden af kursudsvingsbåndet.

Artikel 5 Anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013

1. Et institut skal træffe alle passende foranstaltninger til at opfylde likviditetsdækningskravet i artikel 412 i forordning (EU) nr. 575/2013, inden det gør brug af undtagelsesbestemmelsen i samme forordnings artikel 419, stk. 2, litra b).

2. Instituttet skal fra centralbanken for valutaen, hvor likvide aktiver er til rådighed i begrænset omfang, sikre sig tilsagn om en kreditlinje, som opfylder følgende betingelser:

a) Det er i kreditlinjen præciseret, at instituttet har en juridisk bindende ret til adgang til kreditfaciliteterne, og denne ret er indskrevet i en skriftlig aftale.

b) Efter beslutningen om at stille en kreditlinje til rådighed er adgang til kreditfaciliteterne ikke betinget af en kreditbevillingsbeslutning fra centralbankens side.

c) Instituttet kan straks og senest én dag efter at have informeret centralbanken trække på kreditfaciliteterne.

d) Kreditlinjen er til enhver tid til rådighed i en periode, der strækker sig over længere end de 30 dage, som likviditetsdækningskravet i artikel 412, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 foreskriver.

3. Instituttet skal over for centralbanken stille fuld sikkerhed, som, efter at være gjort til genstand for eventuelle haircuts, der anvendes af centralbanken, til enhver tid skal være lig med eller større end det maksimumsbeløb, der kan trækkes på kreditlinjen.

Artikel 6 Gebyr for ydelse af en kreditlinje

1. Et institut skal betale et gebyr, som fastsættes af centralbanken. For så vidt angår den i denne forordnings artikel 5, stk. 2, omhandlede kreditlinje skal gebyret bestå af to elementer, og det skal sikre, at anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 ikke indebærer nogen økonomisk fordel eller ulempe i forhold til institutter, som ikke gør brug af undtagelsen.

2. Det gebyr, et institut skal betale for kreditlinjen, er summen af følgende elementer: Det i første afsnit, litra b), omhandlede beløb kan tilpasses for at tage hensyn til eventuelle væsentlige forskelle i kreditrisiko mellem de i samme afsnit omhandlede kategorier af aktiver.

a) et beløb, der er baseret på størrelsen af det udnyttede kreditlinjebeløb

b) et beløb, der tilnærmelsesvis svarer til forskellen mellem følgende:

i) afkastet på de aktiver, der benyttes som sikkerhed for kreditlinjen

ii) afkastet på en repræsentativ portefølje af aktiver af den type, der er nævnt i artikel 416, stk. 1, litra a)-d), i forordning (EU) nr. 575/2013.

Artikel 7 Begrænsninger for anvendelse af undtagelsesbestemmelserne

1. Ved anvendelse af undtagelsesbestemmelserne i artikel 419, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 må institutter ikke overstige den relevante procentdel for en valuta som fastsat ved de gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedtaget i henhold til artikel 419, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 beregner institutterne, der gør brug af undtagelsesbestemmelserne i artikel 419, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, procentdelen som den andel, X udgør af Y, hvor:

a) X er summen af værdien af alle likvide aktiver, som undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013 finder anvendelse på, efter anvendelse af eventuelle haircuts og indregning af det maksimumsbeløb, der kan trækkes på en kreditlinje, som undtagelsesbestemmelsen i artikel 419, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 finder anvendelse på

b) Y er værdien af de likvide aktiver, som et institut skal besidde for at opfylde likviditetsdækningskravet i artikel 412 i forordning (EU) nr. 575/2013.

Artikel 8 Afsluttende bestemmelser

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 26. januar 2016. På Kommissionens vegne Jean-Claude Juncker Formand

Versioner

  1. 2016-01-26