Gelex

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1165 af 20. april 2017 om midlertidige ekstraordinære støtteforanstaltninger for producenter af visse frugter

GældendeVersion 2017-04-20fra 2017-07-01
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2017/1165@2017-04-20/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde
    2. Artikel 2 Tildeling af maksimale mængder til medlemsstaterne
    3. Artikel 3 Tildeling af mængder til producenter
    4. Artikel 4 Fælles bestemmelser for foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst, som er truffet af producentorganisationer
    5. Artikel 5 Finansiel bistand til producentorganisationer for tilbagekøb
    6. Artikel 6 Finansiel bistand for tilbagekøb til producenter, der ikke er medlem af en producentorganisation
    7. Artikel 7 Finansiel bistand til producentorganisationer for undladt høst og grøn høst
    8. Artikel 8 Finansiel bistand til producenter, der ikke er medlem af en producentorganisation, for undladt høst og grøn høst
    9. Artikel 9 Kontrol af foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst
    10. Artikel 10 Ansøgning om og udbetaling af den finansielle bistand
    11. Artikel 11 Meddelelser
    12. Artikel 12 Betaling af Unionens finansielle bistand
    13. Artikel 13 Ikrafttræden
  2. ANNEX
  3. BILAG I Maksimale produktmængder pr. medlemsstat, jf. Artikel 2, stk. 1
  4. BILAG II Maksimale støttebeløb for tilbagekøb fra markedet, jf. Artikel 5 og 6
  5. BILAG III Skemaforlæg til meddelelser, jf. Artikel 11, stk. 1
  6. MEDDELELSE OM TILBAGEKØB — GRATIS UDDELING
  7. MEDDELELSE OM TILBAGEKØB — ANDRE ANVENDELSESFORMÅL
  8. MEDDELELSE OM UNDLADT HØST OG GRØN HØST
  9. BILAG IV Skema, som skal indsendes sammen med den første meddelelse, jf. artikel 11, stk. 2
  10. TILBAGEKØB — ANDRE ANVENDELSESFORMÅL Maksimale støttebeløb fastsat af medlemsstaten i henhold til artikel 79, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og artikel 5 i denne forordning
  11. UNDLADT HØST OG GRØN HØST Maksimale støttebeløb fastsat af medlemsstaten i henhold til artikel 85, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og artikel 7 i denne forordning

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, særlig artikel 219, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 7. august 2014 indførte den russiske regering et forbud mod import til Den Russiske Føderation (Rusland) af visse produkter fra Unionen, som også gælder for frugt og grøntsager. Dette forbud førte til en alvorlig risiko for markedsforstyrrelser som følge af kraftige prisfald, eftersom et vigtigt eksportmarked ikke længere var tilgængeligt. Den 29. juni 2016 blev dette forbud forlænget til udgangen af 2017.

(2) Som reaktion på importforbuddet vedtog Kommissionen en række midlertidige ekstraordinære støtteforanstaltninger. Til disse foranstaltninger hørte Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 913/2014, der efterfølgende blev forlænget og udvidet ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 932/2014, (EU) nr. 1031/2014, (EU) 2015/1369 og (EU) 2016/921.

(3) Produktionen af ikkepermanente afgrøder kan lettere ændres, og derfor kan producenterne af disse afgrøder hurtigere tilpasse sig situationen på markedet. På grundlag af den regelmæssige overvågning og vurdering af situationen på EU-markedet, konkluderer Kommissionen, at situationen på markedet for ikkepermanente afgrøder (grøntsager og visse frugter) er blevet forbedret, eftersom hovedparten af den produktion, der er berørt af det russiske importforbud, omdirigeres til andre anvendelsesformål, og priserne derfor har stabiliseret sig.

(4) Da permanente afgrøder er mindre fleksible og kræver længere tilpasningstid, har situationen på markederne for visse permanente afgrøder endnu ikke forbedret sig tilstrækkeligt.

(5) Under sådanne omstændigheder er der fortsat en reel risiko for markedsforstyrrelser i Unionen for afgrøder som stenfrugter, citrusfrugter, æbler og pærer, og der bør vedtages og gennemføres passende foranstaltninger, så længe denne situation varer.

(6) Derfor er der på markedet fortsat en situation, som øjensynligt ikke i tilstrækkelig grad kan afhjælpes med de normale foranstaltninger, der kan anvendes i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013.

(7) De midlertidige ekstraordinære støtteforanstaltninger er derfor fortsat nødvendige og bør for visse permanente afgrøder forlænges med yderligere et år.

(8) Unionens finansielle bistand bør ydes under hensyntagen til de mængder, der anslås fortsat at være berørt af forbuddet. Disse mængder bør beregnes for hver medlemsstat på grundlag af den mængde produkter, der siden ikrafttrædelsen af disse midlertidige ekstraordinære støtteforanstaltninger er tilbagekøbt fra markedet. Derudover bør mængderne væsentligt nedbringes, eftersom producenterne har haft længere tid til at indstille sig på situationen og omdirigere produktionen.

(9) Produkter, for hvilke de tilbagekøbte mængder var særligt lave i 2016 sammenlignet med de mængder, der siden midten af 2014 er tilbagekøbt fra markedet, bør udelukkes fra de i denne forordning fastsatte foranstaltninger. De midlertidige ekstraordinære støtteforanstaltninger bør derfor kun vedrøre æbler, pærer, stenfrugter og citrusfrugter.

(10) Hvis udnyttelsen af disse midlertidige ekstraordinære støtteforanstaltninger i en medlemsstat har været meget lav for et bestemt produkt, og de administrative omkostninger ved at yde støtte derfor er uforholdsmæssige høje, bør den pågældende medlemsstat have mulighed for at vælge ikke at gennemføre de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning.

(11) Produkter omfattet af denne forordning, som ville være blevet eksporteret til Rusland, er allerede eller forventes at blive omdirigeret til markederne i andre medlemsstater. Producenter af samme produkter i disse medlemsstater, som ikke traditionelt eksporterer deres produkter til Rusland, kan derfor stadig risikere at blive ramt af betydelige markedsforstyrrelser og prisfald. For at få markedet stabiliseret yderligere bør Unionens finansielle bistand også stilles til rådighed for producenter i alle medlemsstaterne og for et eller flere af de produkter, der er omfattet af denne forordning, men den samlede mængde bør ikke overstige 2000 ton pr. medlemsstat.

(12) Tilbagekøb fra markedet, undladt høst og grøn høst er effektive krisestyringsforanstaltninger, når der er et overskud af frugt som følge af midlertidige og uforudsigelige omstændigheder. Medlemsstaterne skal have mulighed for at afsætte de mængder, de har fået stillet til rådighed, til en eller flere af disse foranstaltninger for at opnå den mest effektive anvendelse af de disponible beløb.

(13) Som fastsat i delegeret forordning (EU) nr. 932/2014 bør begrænsningen for tilbagekøb fra markedet på 5 % af omfanget af den afsatte produktion midlertidigt ophæves. Unionens finansielle bistand bør derfor tildeles, selvom loftet for tilbagekøb på 5 % overskrides.

(14) Unionens finansielle bistand for tilbagekøb fra markedet bør tildeles på grundlag af de beløb, der er omhandlet i bilag XI til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 for tilbagekøb med henblik på gratis uddeling og for tilbagekøb med henblik på andre anvendelsesformål. For produkter, for hvilke der ikke er angivet et beløb i bilag XI, skal der fastsættes et maksimumsbeløb i denne forordning.

(15) På baggrund af de ekstraordinære markedsforstyrrelser og for at sikre, at alle frugtproducenter modtager støtte fra Unionen, bør den finansielle bistand fra Unionen for tilbagekøb udvides til frugtproducenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation.

(16) For at fremme gratis uddeling af tilbagekøbt frugt, f.eks. velgørende organisationer og skoler, og tilsvarende anvendelsesformål, som medlemsstaterne har godkendt, bør 100 % af de maksimale beløb, der er fastsat i bilag XI til gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011, også gælde for producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation. Ved tilbagekøb til andre anvendelsesformål end gratis uddeling bør disse producenter modtage 50 % af de fastsatte maksimumsbeløb. I den sammenhæng skal producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, opfylde de samme eller lignende betingelser som producentorganisationer. De bør derfor, ligesom anerkendte producentorganisationer, være omfattet af de relevante bestemmelser i forordning (EU) nr. 1308/2013 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011.

(17) Producentorganisationerne er hovedaktørerne inden for frugtsektoren og derfor bedst i stand til at sikre, at Unionens midlertidige finansielle bistand for tilbagekøb også betales til producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation. De skal sikre, at betalingen af denne bistand til producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, sker ved indgåelse af en kontrakt. Eftersom organisationsgraden på udbudssiden på markedet for frugt og grønt ikke er den samme i alle medlemsstater, bør det i behørigt begrundede tilfælde være tilladt for den kompetente myndighed i de enkelte medlemsstater at betale støtten direkte til producenterne.

(18) Medlemsstaterne bør fastsætte støttebeløbet for undladt høst og grøn høst pr. hektar, således at det ikke overskrider 90 % af de maksimumsbeløb for tilbagekøb fra markedet, som gælder for tilbagekøb med henblik på andre anvendelsesformål end gratis uddeling som fastsat i bilag XI til gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011, eller for produkter, der ikke er fastsat et beløb for, i nærværende forordning. Undladt høst bør også støttes, når den erhvervsmæssige produktion har fundet sted på det pågældende produktionsareal som led i den normale produktionscyklus.

(19) Producentorganisationer koncentrerer udbuddet og kan reagere hurtigere end producenter, der ikke er medlem af disse organisationer, eftersom de arbejder med større mængder og derigennem direkte påvirker markedet. For at sikre en mere effektiv gennemførelse af de ekstraordinære støtteforanstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, og for at fremskynde stabiliseringen af markedet, bør EU's finansielle bistand til producenter, som er medlem af anerkendte producentorganisationer, med henblik på tilbagekøb til andre anvendelsesformål end gratis uddeling derfor forhøjes til 75 % af de relevante maksimale beløb, der er fastsat for tilbagekøb med henblik på andre anvendelsesformål.

(20) Som det er tilfældet ved tilbagekøb, bør Unionens finansielle bistand for undladt høst og grøn høst udvides til producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation. Den finansielle bistand bør være 50 % af de maksimale støttebeløb, der er fastsat for producentorganisationer.

(21) I lyset af det store antal producenter, som ikke er medlem af en producentorganisation, og behovet for kontroller, som er både er pålidelige og gennemførlige, bør der ikke ydes EU-bistand til producenter, som ikke er medlem af en producentorganisation, for grøn høst af frugter, for hvilke den normale høst allerede er gået i gang, eller for foranstaltninger for undladt høst, når den erhvervsmæssige produktion har fundet sted på det pågældende produktionsareal som led i den normale produktionscyklus. I denne sammenhæng bør producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, ligesom anerkendte producentorganisationer være omfattet af de relevante bestemmelser i forordning (EU) nr. 1308/2013 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011.

(22) For producenter, som ikke er medlem af en producentorganisation, foretages betalingen af Unionens finansielle bistand for undladt høst og grøn høst direkte af medlemsstatens kompetente myndighed. Den kompetente myndighed udbetaler de pågældende beløb til producenterne i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og de relevante nationale bestemmelser og procedurer.

(23) For at sikre at Unionens finansielle bistand til producenter af visse frugter anvendes til de tilsigtede mål og for at sikre effektiv anvendelse af Unionens budget, bør medlemsstaterne gennemføre kontrol i et rimeligt omfang. Der bør navnlig gennemføres dokument- og identitetskontrol samt fysisk kontrol og kontrol på stedet for et passende antal produkter, arealer, producentorganisationer og producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation.

(24) Medlemsstaterne bør med jævne mellemrum meddele Kommissionen status for de foranstaltninger, som gennemføres af producentorganisationer og producenter, som ikke er medlem af en producentorganisation.

(25) For at sikre en omgående indvirkning på markedet og bidrage til stabilisering af priserne bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde

1. I denne forordning fastsættes bestemmelser for Unionens ekstraordinære finansielle bistand (herefter finansiel bistand) til producentorganisationer i frugtsektoren, som er anerkendt i henhold til artikel 154 i forordning (EU) nr. 1308/2013, og til producenter, som ikke er medlem af en sådan organisation. Disse midlertidige støtteforanstaltninger ydes for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst.

2. Støtten i stk. 1 ydes for følgende produkter i frugtsektoren, som er bestemt til konsum i frisk tilstand:

a) æbler henhørende under KN-kode 080810

b) pærer henhørende under KN-kode 080830

c) blommer henhørende under KN-kode 08094005

d) søde appelsiner henhørende under KN-kode 08051022, 08051024 og 08051028

e) klementiner henhørende under KN-kode 08052200

f) mandariner (herunder tangeriner og satsumas), wilkings og lignende krydsninger af citrusfrugter henhørende under KN-kode 08052110, 08052900 og 08052190

g) citroner henhørende under KN-kode 08055010

h) ferskner og nektariner henhørende under KN-kode 080930

i) sødkirsebær henhørende under KN-kode 08092900

j) kakifrugter (sharonfrugter) henhørende under KN-kode 08107000.

3. Støtteforanstaltningerne i stk. 1 skal omfatte aktiviteter, der gennemføres i perioden fra datoen for denne forordnings ikrafttræden til den dato, på hvilken de mængder, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, er opbrugt i hver af de berørte medlemsstater, eller den 30. juni 2018, alt efter hvilken dato, der indtræffer først.

4. Hvis situationen for import af bestemte produkter fra Unionen til Rusland ændres før den 30. juni 2018, kan Kommissionen tilsvarende ændre eller ophæve denne forordning.

Artikel 2 Tildeling af maksimale mængder til medlemsstaterne

1. Den finansielle bistand for de støtteforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, stilles til rådighed for medlemsstaterne for de produktmængder, der er anført i bilag I. Den finansielle bistand stilles også til rådighed for medlemsstaterne for tilbagekøb, grøn høst og undladt høst med henblik på et eller flere af de i artikel 1, stk. 2, anførte produkter, som fastsættes af medlemsstaten, såfremt den pågældende yderligere mængde ikke overstiger 2000 ton pr. medlemsstat.

2. Med hensyn til den samlede mængde pr. medlemsstat, jf. stk. 1, kan medlemsstaterne for hvert af de produkter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, fastlægge følgende:

a) mængderne for tilbagekøb fra markedet til gratis uddeling

b) mængderne for tilbagekøb fra markedet til andre anvendelsesformål end gratis uddeling

c) det tilsvarende areal for grøn høst og undladt høst.

3. Hvis de mængder, der faktisk tilbagekøbes i en medlemsstat i perioden 1. juli 2016-30. juni 2017 i overensstemmelse med delegeret forordning (EU) 2016/921, for en produktkategori som defineret i bilag I til nævnte forordning er under 5 % af den samlede mængde, der er tildelt den pågældende medlemsstat for den pågældende produktkategori, kan medlemsstaten beslutte ikke at anvende den mængde, den har fået tildelt for den pågældende produktkategori i overensstemmelse med bilag I. Den pågældende medlemsstat underretter i så fald Kommissionen om sin beslutning senest den 31. oktober 2017. Fra tidspunktet for denne meddelelse vil foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst, der er gennemført vedrørende den pågældende produktkategori i den pågældende medlemsstat, ikke komme i betragtning til finansiel bistand.

4. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende den i stk. 1, andet afsnit, omhandlede mængde på 2000 ton eller dele heraf. Den pågældende medlemsstat underretter i så fald Kommissionen om sin beslutning senest den 31. oktober 2017. Fra tidspunktet for denne meddelelse vil foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst, der er gennemført vedrørende den i stk. 1, andet afsnit, omhandlede mængde på 2000 ton i den pågældende medlemsstat, ikke komme i betragtning til finansiel bistand.

Artikel 3 Tildeling af mængder til producenter

Medlemsstaterne fordeler de mængder, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, mellem producentorganisationer og producenter, der ikke er medlem af producentorganisationer, efter først-til-mølle-princippet. Medlemsstaterne kan imidlertid beslutte at indføre en anden ordning for tildelingen af mængde, såfremt der i den ordning, der indføres, er lagt objektive og ikkediskriminerende kriterier til grund. Med henblik herpå kan medlemsstaterne tage hensyn til omfanget af virkningerne af det russiske importforbud for de berørte producenter.

Artikel 4 Fælles bestemmelser for foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst, som er truffet af producentorganisationer

1. Støtte for foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst, som træffes af producentorganisationer i overensstemmelse med denne forordning, ydes til producentorganisationer, selvom deres operationelle programmer og medlemsstatens nationale strategier ikke foreskriver sådanne foranstaltninger. Støtten i stk. 1 tages ikke i betragtning ved beregningen af de lofter, der er omhandlet i artikel 34, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013. Artikel 32, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 og artikel 55, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 finder ikke anvendelse på finansiel bistand i medfør af denne forordning.

2. Loftet på en tredjedel af udgifterne, jf. artikel 33, stk. 3, fjerde afsnit, i forordning (EU) nr. 1308/2013, og det loft på 25 % for forøgelse af driftsfonden, der er omhandlet i artikel 66, stk. 3, litra c), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011, finder ikke anvendelse på udgifter, der er afholdt for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst i henhold til denne forordning.

3. Udgifter afholdt i overensstemmelse med artikel 5 og 7 skal indgå i producentorganisationernes driftsfonde.

4. Hvis anerkendelsen af en producentorganisation i overensstemmelse med artikel 114, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 er suspenderet, betragtes medlemmerne af producentorganisationen med henblik på artikel 6 og 8 som producenter, der ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation.

Artikel 5 Finansiel bistand til producentorganisationer for tilbagekøb

1. Loftet på 5 % i artikel 34, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013 og i artikel 79, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 finder ikke anvendelse på foranstaltninger i medfør af denne forordning.

2. De maksimale beløb, der ydes i form af finansiel bistand til producentorganisationer for tilbagekøb, er fastsat i bilag II.

3. Uanset artikel 34, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 er den finansielle bistand for tilbagekøb til andre anvendelsesformål end gratis uddeling 75 % af de maksimale støttebeløb til andre anvendelsesformål, jf. bilag II til denne forordning.

Artikel 6 Finansiel bistand for tilbagekøb til producenter, der ikke er medlem af en producentorganisation

1. De maksimale beløb for finansiel bistand, der kan gives til producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, for tilbagekøb fra markedet med henblik på gratis uddeling, er fastsat i bilag II. De maksimale beløb for finansiel bistand, der kan gives til producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, for tilbagekøb fra markedet med henblik på andre anvendelsesformål end gratis uddeling er 50 % af de beløb, der er fastsat i bilag II.

2. Producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, indgår en kontrakt med en sådan organisation for hele den produktmængde, der skal leveres. Producentorganisationerne skal imødekomme alle rimelige anmodninger fra producenter, der ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation. De mængder, som leveres af producenter, som ikke er medlem, skal være i overensstemmelse med de regionale udbytter og det pågældende areal. Den finansielle bistand udbetales til producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, af den producentorganisation, med hvilken de har indgået en sådan kontrakt. Samme organisation tilbageholder det beløb, som svarer til de reelle omkostninger, der er afholdt af producentorganisationen til tilbagekøb af de respektive produkter Der forelægges dokumentation for disse omkostninger i form af fakturaer.

3. I behørigt begrundede tilfælde, som f.eks. når producenterne i den pågældende medlemsstat er organiseret i ringe omfang, kan medlemsstaterne på en ikkediskriminerende måde tillade, at en producent, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, kan give meddelelse til den kompetente myndighed i medlemsstaten om den mængde, som skal leveres, i stedet for at indgå den i stk. 2 omhandlede kontrakt. Med henblik på en sådan meddelelse finder artikel 78 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 tilsvarende anvendelse. De mængder, som leveres af producenter, som ikke er medlem, skal være i overensstemmelse med de regionale udbytter og det pågældende areal. I disse tilfælde udbetaler medlemsstatens kompetente myndighed den finansielle bistand direkte til producenten. Med henblik herpå fastsætter medlemsstaten nye eller anvender bestående nationale regler eller procedurer.

4. Med henblik på denne artikel finder forordning (EU) nr. 1308/2013 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011, samt artikel 4 i denne forordning tilsvarende anvendelse.

Artikel 7 Finansiel bistand til producentorganisationer for undladt høst og grøn høst

1. Uanset artikel 85, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsætter medlemsstaterne støttebeløbene, der omfatter både finansiel bistand fra Unionen og producentorganisationens bidrag til undladt høst og grøn høst, pr. hektar og på et niveau, som ikke dækker mere end 90 % af de beløb, der er fastsat med henblik på tilbagekøb fra markedet til andre anvendelsesformål end gratis uddeling, jf. bilag II til denne forordning. Støtte til grøn høst omfatter kun de produkter, som fysisk er på markerne, og som faktisk har været genstand for grøn høst. Uanset artikel 34, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013 udgør Unionens finansielle bistand for undladt høst og grøn høst 75 % af de beløb, som fastsættes af medlemsstaterne i henhold til første afsnit.

2. Uanset artikel 85, stk. 3, første afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011, kan de foranstaltninger for undladt høst, der er omhandlet i artikel 84, stk. 1, litra b), i samme forordning, gennemføres, selvom der har fundet erhvervsmæssig produktion sted på det pågældende produktionsareal som led i den normale produktionscyklus. I disse tilfælde nedsættes de støttebeløb, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, forholdsmæssigt efter den produktion, der allerede er høstet, som fastsat på grundlag af bogførings- og/eller skatteoplysningerne fra de berørte producentorganisationer.

Artikel 8 Finansiel bistand til producenter, der ikke er medlem af en producentorganisation, for undladt høst og grøn høst

1. Uanset artikel 85, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 gælder følgende:

a) støtte for grøn høst omfatter kun de produkter, som fysisk befinder sig på markerne, som faktisk har været genstand for grøn høst, og hvis normale høst endnu ikke er påbegyndt

b) foranstaltninger for undladt høst kan ikke gennemføres, hvis der har fundet en erhvervsmæssig produktion sted på det pågældende areal som led i den normale produktionscyklus

c) grøn høst og undladt høst må i intet tilfælde anvendes for samme produkt og det samme areal.

2. Størrelsen af den finansielle bistand for undladt høst og grøn høst er 50 % af de beløb, der fastsættes af medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1.

3. Producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation, indgiver den behørige meddelelse til medlemsstatens kompetente myndighed i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaten i henhold til artikel 85, stk. 1, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011.

4. Medlemsstatens kompetente myndighed udbetaler den finansielle bistand direkte til producenten. Med henblik herpå fastsætter medlemsstaten nye eller anvender bestående nationale regler eller procedurer.

5. Med henblik på denne artikel finder forordning (EU) nr. 1308/2013 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 tilsvarende anvendelse.

Artikel 9 Kontrol af foranstaltninger for tilbagekøb, undladt høst og grøn høst

1. Foranstaltninger for tilbagekøb som omhandlet i artikel 5 og 6 er omfattet af:

a) kontrol i første led i overensstemmelse med artikel 108 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011. Denne kontrol skal omfatte mindst 10 % af mængden af de produkter, der tilbagekøbes fra markedet, og mindst 10 % af de producentorganisationer, som tildeles den finansielle bistand, der er omhandlet i artikel 5 i denne forordning. For tilbagekøb som omhandlet i artikel 6, stk. 3, skal kontrollen i første led omfatte 100 % af mængden af tilbagekøbte produkter.

b) kontrol i andet led i overensstemmelse med artikel 109 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011. Kontrol på stedet skal omfatte mindst 40 % af de bedrifter, der er omfattet af kontrol i første led, og mindst 5 % af mængden af produkter, der tilbagekøbes.

2. Undladt høst og grøn høst, jf. artikel 7 og 8, er omfattet af de i artikel 110 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 omhandlede kontroller og betingelser, bortset fra kravet om, at en del af arealet ikke allerede er blevet høstet, når undtagelsen i artikel 7, stk. 2, i denne forordning finder anvendelse. Kontrollen skal omfatte mindst 25 % af de pågældende produktionsarealer. For undladt høst og grøn høst, jf. artikel 8, skal kontrollen omfatte 100 % af de pågældende produktionsarealer.

Artikel 10 Ansøgning om og udbetaling af den finansielle bistand

1. Producentorganisationerne ansøger om betalingen af den finansielle bistand, der er omhandlet i artikel 5 og 7, senest den 31. juli 2018.

2. Producenter, som ikke er medlem af en anerkendt producentorganisation og som ikke har indgået en kontrakt med en anerkendt producentorganisation ansøger senest den 31. juli 2018 selv de kompetente myndigheder, som medlemsstaten har udpeget, om betalingen af den finansielle bistand, der er omhandlet i artikel 6 og 8.

3. Ansøgningerne om betaling vedlægges støttedokumentation, som begrunder størrelsen af den finansielle bistand, der ansøges om, og indeholder en skriftlig bekræftelse af, at ansøgeren ikke har modtaget og ikke kommer til at modtage dobbelt EU-støtte eller national støtte eller erstatning i henhold til en forsikringspolice for de foranstaltninger, der kommer i betragtning til finansiel bistand i henhold til denne forordning.

Artikel 11 Meddelelser

1. Den første dag i hver måned indtil den 1. oktober 2018 meddeler medlemsstaterne Kommissionen for hvert produkt følgende oplysninger: I disse meddelelser medtages kun foranstaltninger, der er gennemført. Til indgivelsen af disse meddelelser anvender medlemsstaterne i givet fald skemaforlæggene i bilag III.

a) de mængder, der er tilbagekøbt til gratis uddeling

b) de mængder, der er tilbagekøbt til andre anvendelsesformål end gratis uddeling

c) det tilsvarende areal for grøn høst og undladt høst

d) de samlede udgifter for de mængder og arealer, der er omhandlet i litra a), b) og c).

2. Ved deres første meddelelse meddeler medlemsstaterne Kommissionen ved anvendelse af skemaforlæggene i bilag IV de støttebeløb, som de har fastsat i henhold til artikel 79, stk. 1, eller artikel 85, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og artikel 5 til 8 i denne forordning.

Artikel 12 Betaling af Unionens finansielle bistand

Medlemsstaternes udgifter på grundlag af betalingerne i henhold til denne forordning er kun berettigede til finansiel bistand, hvis de er betalt senest den 30. september 2018.

Artikel 13 Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 20. april 2017. På Kommissionens vegne Jean-Claude Juncker Formand

ANNEX

BILAG I Maksimale produktmængder pr. medlemsstat, jf. Artikel 2, stk. 1

(ton) Medlemsstat Æbler og pærer Blommer Appelsiner, klementiner, mandariner og citroner Ferskner og nektariner Belgien 21845 Tyskland 1615 Grækenland 680 4165 2040 5355 Spanien 1955 1275 14110 9775 Frankrig 3060 Kroatien 510 850 Italien 4505 3910 850 2380 Cypern 3060 Nederlandene 5865 Østrig 510 Polen 75565 425 510 Portugal 935

BILAG II Maksimale støttebeløb for tilbagekøb fra markedet, jf. Artikel 5 og 6

Produkt Maksimal støtte (EUR/100 kg) Gratis uddeling Andre anvendelsesformål Æbler 16,98 13,22 Nektariner 26,90 26,90 Ferskner 26,90 26,90 Pærer 23,85 15,90 Appelsiner 21,00 21,00 Mandariner 19,50 19,50 Klementiner 22,16 19,50 Satsumas 19,50 19,50 Citroner 23,99 19,50 Blommer 34,00 20,40 Kakifrugter (sharonfrugter) 21,02 14,01 Kirsebær 48,14 32,09

BILAG III Skemaforlæg til meddelelser, jf. Artikel 11, stk. 1

MEDDELELSE OM TILBAGEKØB — GRATIS UDDELING

Medlemsstat:… Omfatter perioden:… Dato:… Note: Der udfyldes et særskilt Excel-ark for hver meddelelse. Produkt Producentorganisationer Ikke-medlemsproducenter Samlet mængde (ton) Samlet finansiel bistand fra Unionen (EUR) Mængde (ton) Finansiel bistand fra Unionen(EUR) Mængde (ton) Finansiel bistand fra Unionen(EUR) tilbagekøb transport sortering og emballering I alt tilbagekøb transport sortering og emballering I alt (a) (b) (c) (d) (e) = (b) + (c) + (d) (f) (g) (h) (i) (j) = (g) + (h) + (i) (k) = (a) + (f) (l) = (e) + (j) Æbler Pærer Æbler og pærer i alt Blommer Blommer i alt Appelsiner Klementiner Mandariner Citroner Citrusfrugter i alt Ferskner Nektariner Ferskner og nektariner i alt Kirsebær Kakifrugter (sharonfrugter) Andre i alt I ALT

MEDDELELSE OM TILBAGEKØB — ANDRE ANVENDELSESFORMÅL

Medlemsstat:… Omfatter perioden:… Dato:… Note: Der udfyldes et særskilt Excel-ark for hver meddelelse. Produkt Producentorganisationer Ikke-medlemsproducenter Samlet mængde (ton) Samlet finansiel bistand fra Unionen (EUR) Mængde (ton) Finansiel bistand fra Unionen (EUR) Mængde (ton) Finansiel bistand fra Unionen (EUR) (a) (b) (c) (d) (e) = (a) + (c) (f) = (b) + (d) Æbler Pærer Æbler og pærer i alt Blommer Blommer i alt Appelsiner Klementiner Mandariner Citroner Citrusfrugter i alt Ferskner Nektariner Ferskner og nektariner i alt Kirsebær Kakifrugter (sharonfrugter) Andre i alt I ALT

MEDDELELSE OM UNDLADT HØST OG GRØN HØST

Medlemsstat:… Omfatter perioden:… Dato:… Note: Der udfyldes et særskilt Excel-ark for hver meddelelse. Produkt Producentorganisationer Ikke-medlemsproducenter Samlet mængde (ton) Samlet finansiel bistand fra Unionen (EUR) Areal (ha) Mængde (ton) Finansiel bistand fra Unionen (EUR) Areal (ha) Mængde (ton) Finansiel bistand fra Unionen (EUR) (a) (b) (c) (d) (e) (f) (g) = (b) + (e) (h) = (c) + (f) Æbler Pærer Æbler og pærer i alt Blommer Blommer i alt Appelsiner Klementiner Mandariner Citroner Citrusfrugter i alt Ferskner Nektariner Ferskner og nektariner i alt Kirsebær Kakifrugter (sharonfrugter) Andre i alt I ALT

BILAG IV Skema, som skal indsendes sammen med den første meddelelse, jf. artikel 11, stk. 2

TILBAGEKØB — ANDRE ANVENDELSESFORMÅL Maksimale støttebeløb fastsat af medlemsstaten i henhold til artikel 79, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og artikel 5 i denne forordning

Medlemsstat:… Dato:… Produkt Producentorganisationens bidrag (EUR/100 kg) Finansiel bistand fra Unionen (EUR/100 kg) Æbler Pærer Blommer Appelsiner Klementiner Mandariner Citroner Ferskner Nektariner Kirsebær Kakifrugter (sharonfrugter)

UNDLADT HØST OG GRØN HØST Maksimale støttebeløb fastsat af medlemsstaten i henhold til artikel 85, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og artikel 7 i denne forordning

Medlemsstat:… Dato:… Produkt Friland Væksthus Producentorganisationens bidrag (EUR/ha) Finansiel bistand fra Unionen (EUR/ha) Producentorganisationens bidrag (EUR/ha) Finansiel bistand fra Unionen (EUR/ha) Æbler Pærer Blommer Appelsiner Klementiner Mandariner Citroner Ferskner Nektariner Kirsebær Kakifrugter (sharonfrugter)

Versioner

  1. 2017-04-20