Gelex

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1348 af 19. juli 2017 om indledning af en undersøgelse vedrørende den mulige omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der indførtes ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1008/2011, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 372/2013, over for importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, ved import afsendt fra Vietnam, uanset om varen er angivet med oprindelse i Vietnam eller ej, og om at gøre denne import til genstand for registrering

GældendeVersion 2017-07-19fra 2017-07-21
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2017/1348@2017-07-19/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3
    4. Artikel 4

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (grundforordningen), særlig artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5,

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger: ANMODNING

(1) Europa-Kommissionen (Kommissionen) har modtaget en anmodning i henhold til artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, i grundforordningen om en undersøgelse af den mulige omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der er indført på importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina, ved import afsendt fra Vietnam, uanset om varen er angivet med oprindelse i Vietnam eller ej, og om at gøre denne import til genstand for registrering.

(2) Anmodningen blev indgivet den 6. juni 2017 af PR Industrial SRL og Toyota Material Handling Europe (ansøgerne), der er EU-producenter af håndbetjente palletrucks.

VAREN

(3) Den vare, der muligvis er genstand for omgåelse, er håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex84279000 og ex84312000 (Taric-kode 8427900019 og 8431200019). I forbindelse med denne forordning er håndbetjente palletrucks trucks på hjul med gaffelarme til at løfte og manøvrere paller, beregnet til at blive skubbet, trukket og styret manuelt på et glat, jævnt og hårdt underlag af en gående operatør ved brug af en bevægelig styrestang. Håndbetjente palletrucks er kun beregnet til at løfte materiale tilstrækkeligt til, at det kan transporteres, og det sker ved pumpebevægelser med styrestangen, og de har ikke andre yderligere funktioner eller anvendelser som f.eks. i) at transportere og at løfte materiale, således at det kan anbringes på et højere niveau, eller at anbringe materiale på lager (højtløftere), ii) at stable paller oven på hinanden (stablere), iii) at løfte materiale op til en arbejdsplatform (sakseløftere), eller iv) at løfte og veje materiale (truck med vejefunktion) (den pågældende vare).

(4) Den undersøgte vare er den samme som den, der er beskrevet i foregående betragtning, men afsendt fra Vietnam, uanset om den er angivet med oprindelse i Vietnam eller ej, i øjeblikket henhørende under samme KN-kode som den pågældende vare (den undersøgte vare).

GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(5) De gældende foranstaltninger, der muligvis omgås, er de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1008/2011 over for importen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 372/2013 (de gældende foranstaltninger).

BEGRUNDELSE

(6) Anmodningen indeholder tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at antidumpingforanstaltningerne over for den pågældende vare omgås ved import af den undersøgte vare afsendt fra Vietnam.

(7) De umiddelbare beviser er følgende:

(8) Anmodningen viser, at der er sket en betydelig ændring i handelsmønstret for eksporten fra Folkerepublikken Kina og Vietnam til Unionen efter stigningen i den endelige antidumpingtold på den pågældende vare ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 372/2013, og denne ændring kan ikke i tilstrækkelig grad begrundes med andet end tolden.

(9) Denne ændring synes at skyldes afsendelse af den pågældende vare via Vietnam til Unionen efter at have undergået samleprocesser i Vietnam. Ansøgerne har fremlagt tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at disse samleprocesser indebærer en omgåelse, eftersom kinesiske dele udgør over 60 % af den samlede værdi af den færdige vare, og den tilførte værdi som følge af samleprocessen er under 25 % af produktionsomkostningerne.

(10) Endvidere indeholder anmodningen tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at de afhjælpende virkninger af de gældende antidumpingforanstaltninger over for den pågældende vare undergraves med hensyn til både mængde og pris. Betydelige importmængder af den undersøgte vare synes at have erstattet importen af den pågældende vare. Der foreligger desuden tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at importen af den undersøgte vare finder sted til priser, som ligger under den ikke-skadevoldende pris, der blev fastsat ved den undersøgelse, som førte til de gældende foranstaltninger.

(11) Endelig indeholder anmodningen tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at den undersøgte vare sælges til dumpingpriser set i forhold til den normale værdi, der tidligere blev fastsat for den pågældende vare.

(12) Skulle det i løbet af undersøgelsen komme frem, at der foregår anden omgåelse via Vietnam, som er omfattet af grundforordningens artikel 13, end samleprocesser, vil en sådan praksis også blive undersøgt.

PROCEDURE

(13) Set i lyset af ovenstående har Kommissionen konkluderet, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en undersøgelse, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 3, og gøre importen af de undersøgte varer til genstand for registrering, jf. grundforordningens artikel 14, stk. 5.

Spørgeskemaer

(14) For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den udsende spørgeskemaer til kendte eksportører/producenter i Vietnam og til kendte sammenslutninger af eksportører/producenter i Vietnam, til kendte importører og til kendte importørsammenslutninger i Unionen og til myndighederne i Vietnam og Folkerepublikken Kina. Der kan, hvis det er hensigtsmæssigt, også indhentes oplysninger fra EU-erhvervsgrenen.

(15) Under alle omstændigheder bør alle interesserede parter kontakte Kommissionen senest inden den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, og anmode om et spørgeskema inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 1, da fristen i denne forordnings artikel 3, stk. 2, gælder for alle interesserede parter.

(16) Myndighederne i Vietnam og i Folkerepublikken Kina vil blive underrettet om indledningen af undersøgelsen.

Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer

(17) Alle interesserede parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og fremlægge dokumentation herfor. Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de anmoder skriftligt herom og kan godtgøre, at der foreligger særlige grunde til, at de bør høres.

Fritagelse for registrering af import eller for foranstaltninger

(18) I henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4, kan import af de undersøgte varer fritages for registrering eller foranstaltninger, hvis importen ikke indebærer en omgåelse.

(19) Da den mulige omgåelse finder sted uden for Unionen, kan der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 13, stk. 4, bevilges fritagelser for producenter af de undersøgte varer i Vietnam, som kan godtgøre, at de ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen producent, der er omfattet af foranstaltningerne, og hvis det kan fastslås, at de ikke er involveret i nogen form for omgåelse, som defineret i grundforordningens artikel 13, stk. 1 og 2. Producenter, som ønsker at opnå fritagelse, bør indgive en behørigt dokumenteret anmodning inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 3.

REGISTRERING

(20) I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, skal importen af den undersøgte vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at der kan opkræves et passende beløb i antidumpingtold fra den dato, hvor der blev indført registrering af denne import, hvis det som resultat af undersøgelsen konstateres, at der forekommer omgåelse.

FRISTER

(21) Af hensyn til en forsvarlig forvaltning bør der fastsættes frister, inden for hvilke:

interesserede parter kan give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indsende spørgeskemabesvarelser eller andre oplysninger, der skal tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen

producenter i Vietnam kan anmode om fritagelse for registrering af importen eller for foranstaltninger

interesserede parter kan fremsætte skriftlig anmodning om at blive hørt af Kommissionen.

(22) Det skal bemærkes, at de fleste proceduremæssige rettigheder, som er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne henvender sig til Kommissionen inden for de frister, der er fastsat i denne forordnings artikel 3.

MANGLENDE SAMARBEJDSVILJE

(23) Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til de nødvendige oplysninger eller undlader at afgive dem inden for de fastsatte frister eller på anden måde lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der drages positive eller negative konklusioner på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

(24) Hvis det konstateres, at en interesseret part har givet urigtige eller vildledende oplysninger, skal der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

(25) Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og der derfor drages konklusioner på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

(26) Indgives svar ikke elektronisk, betragtes dette ikke som manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde vil indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

TIDSPLAN FOR UNDERSØGELSEN

(27) Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 3, blive afsluttet senest ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(28) Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001.

HØRINGSKONSULENT

(29) Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten i handelsprocedurer griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan foranstalte en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

(30) En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter.

(31) Yderligere oplysninger og kontaktoplysninger findes på høringskonsulentens undersider på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer/ —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Der indledes en undersøgelse i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1036 for at fastslå, om importen til Unionen af håndbetjente palletrucks og væsentlige dele dertil, dvs. chassis og hydraulisk anordning, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex84279000 og ex84312000, afsendt fra Vietnam (Taric-kode 8427900013 og 8431200013) omgår de foranstaltninger, der er indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1008/2011 som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 372/2013.

Artikel 2

I medfør af artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 skal toldmyndighederne tage de nødvendige skridt til registrering af den import til Unionen, der er beskrevet i denne forordnings artikel 1. Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse. Kommissionen kan ved forordning give toldmyndighederne instruks om at ophøre med at registrere importen til Unionen af varer fremstillet af producenter, som har anmodet om fritagelse for registrering, hvis det kan fastslås, at de pågældende producenter opfylder betingelserne for fritagelse.

Artikel 3

1. Der skal anmodes om spørgeskemaer hos Kommissionen senest 15 dage efter denne forordnings ikrafttrædelse.

2. Medmindre andet er angivet, skal interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indsende udfyldte spørgeskemaer eller eventuelle andre oplysninger senest 37 dage efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse, hvis der skal tages hensyn til deres synspunkter i forbindelse med undersøgelsen.

3. Producenter i Vietnam, som ønsker fritagelse for registrering af importen eller for foranstaltninger, skal indgive en behørigt dokumenteret anmodning herom inden for samme frist på 37 dage.

4. Interesserede parter kan også anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 37 dage.

5. Oplysninger, der forelægges Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, inden de forelægger Kommissionen oplysninger og/eller data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

6. Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne forordning, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen Limited.

7. Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen Limited, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen For inspection by interested parties, jf. artikel 19, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036. Disse sammendrag bør være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indsender fortrolige oplysninger uden også at indsende et ikke-fortroligt sammendrag, der opfylder kravene til form og indhold, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

8. Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal indleveres på en CD-ROM eller DVD, der enten afleveres personligt eller sendes anbefalet. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2014/june/tradoc_152565.pdf Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail. Kommissionens postadresse: Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Handel Direktorat H Kontor: CHAR 04/039 1049 Bruxelles/Brussel BELGIEN E-mail: TRADE-R668-HPT-CIRC@ec.europa.eu

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juli 2017. På Kommissionens vegne Jean-Claude Juncker Formand

Versioner

  1. 2017-07-19