Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1405 af 31. juli 2017 om ændring af forordning (EF) nr. 847/2006 for så vidt angår EU-toldkontingenterne for visse tilberedte eller konserverede fisk med oprindelse i Thailand
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2017/1405@2017-07-31/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets afgørelse 2006/324/EF af 27. februar 2006 om indgåelse af en aftale i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Thailand i henhold til artikel XXIV, stk. 6, og artikel XXVIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) 1994 om ændring af indrømmelserne i Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks lister i tilslutning til tiltrædelsen af Den Europæiske Union, særlig artikel 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der er ved Kommissionens forordning (EF) nr. 847/2006 åbnet to årlige toldkontingenter for toldfri import af visse tilberedte eller konserverede fisk med virkning fra den 2. juni 2006.
(2) I henhold til aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Thailand, som er vedføjet afgørelse 2006/324/EF som bilag, var en vis mængde af hvert af disse toldkontingenter tildelt Kongeriget Thailand, idet den resterende mængde anvendes på import fra alle lande.
(3) Landespecifikke toldkontingenter tildeles på grundlag af varers ikke-præferenceoprindelse. Denne ikke-præferenceoprindelse skal anføres i angivelsen om overgang til fri omsætning i Unionen. I visse tilfælde skal angivelsen understøttes af et oprindelsesbevis udstedt af de kompetente myndigheder i oprindelseslandet.
(4) I henhold til forordning (EF) nr. 847/2006 er import i henhold til den del af toldkontingenterne, der er tildelt Thailand, betinget af, at der fremlægges et oprindelsescertifikat, der opfylder betingelserne i artikel 47 i forordning (EØF) nr. 2454/93.
(5) Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/481 ophæves Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 med virkning fra den 1. maj 2016.
(6) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447, der har været anvendt siden den 1. maj 2016, indeholder ikke længere en procedure for udstedelse og forelæggelse af oprindelsescertifikater, der svarer til den procedure, der blev anvendt indtil den 30. april 2016 i henhold til artikel 47 i forordning (EØF) nr. 2454/93.
(7) Import til Unionen af tilberedte og konserverede fisk med oprindelse i Thailand inden for rammerne af de toldkontingenter, der er åbnet ved forordning (EF) nr. 847/2006, er betinget af, at der fremlægges et fælles veterinærdokument til brug ved import (CVED) i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 136/2004. Proceduren for udstedelse af veterinærdokumentet giver tilstrækkelige garantier med hensyn til oprindelsen af de tilberedte og konserverede fisk.
(8) I henhold til artikel 61 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 kan toldmyndighederne i tillæg hertil kræve, at klarereren forelægger bevis for varernes oprindelse. Dette giver mulighed for andre former for beviser end det formelle certifikat og sikrer, at de relevante bestemmelser anvendes korrekt.
(9) Kravet om forelæggelse af et specifikt oprindelsescertifikat for at kunne udnytte toldkontingenterne for de pågældende produkter med oprindelse i Thailand bør derfor udgå af forordning (EF) nr. 847/2006.
(10) I gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 er der fastsat bestemmelser om forvaltning af toldkontingenter, som fra den 1. maj 2016 erstatter bestemmelserne i artikel 308a-308d i forordning (EØF) nr. 2454/93. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/2006 bør ændres for at tage højde for de nye regler.
(11) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 847/2006 affattes således:
Artikel 1
Artikel 3
Oprindelsen bestemmes efter de i Unionen gældende bestemmelser.
Artikel 4
De toldkontingenter, der er fastsat i nærværende forordning, forvaltes i overensstemmelse med artikel 49-54 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 31. juli 2017. På Kommissionens vegne Jean-Claude Juncker Formand