Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/285 af 15. februar 2017 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2017/285@2017-02-15/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.
(2) Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.
(3) Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.
(4) Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.
(5) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.
Artikel 2
Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 3
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 15. februar 2017. På Kommissionens vegne For formanden Stephen Quest Generaldirektør Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion
ANNEX
BILAG
Varebeskrivelse Tarifering (KN-kode) Begrundelse (1) (2) (3) En fjernstyret helikopter med flere rotorer (en såkaldt drone). Den har en diagonal længde på 35 cm, vejer 1030 g og ledsages af en fjernstyringsenhed i en pakke beregnet til detailsalg. Helikopteren er udstyret med et stabiliseringssystem, wi-fi og et GPS-modul. Den maksimale flyvehastighed er ca. 54 km/t, og flyvetiden er op til 25 minutter. Fjernstyringsenheden fungerer ved en frekvens på 2,4 GHz og drives af fire batterier. Helikopteren kan styres med fjernstyringsenheden (i et åbent område) på op til 1000 meters afstand. 88021100 Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8802 og 88021100. Da helikopteren er udstyret med avancerede flyvesystemer og har en betragtelig tophastighed, kan den ikke betragtes som legetøj henhørende under pos. 9503. Helikopteren tariferes derfor under KN-kode 88021100 som en helikopter med egenvægt 2000 kg og derunder.