Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/908 af 11. maj 2017 om godkendelse af en væsentlig ændring af varespecifikationen for en betegnelse, der er opført i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Picodon (BOB))
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2017/908@2017-05-11/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer, særlig artikel 52, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Frankrigs ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse Picodon, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1143/2009.
(2) Ved skrivelse af 11. marts 2016 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at der i henhold til artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012 var fastsat en overgangsperiode frem til den 31. december 2016 for to erhvervsdrivende, der er etableret i Frankrig, og som opfylder betingelserne i samme artikel i medfør af bekendtgørelse af 17. februar 2016 om den beskyttede oprindelsesbetegnelse Picodon, der blev offentliggjort den 26. februar 2016 i den franske statstidende Journal officiel de la République française. I sammenhæng med den nationale indsigelsesprocedure havde to erhvervsdrivende gjort indsigelse mod kravet om anvendelse af rå mælk i fremstillingen af Picodon, idet de fremførte, at de ikke omgående var i stand til at overholde denne bestemmelse og havde brug for mere tid til at tilpasse deres produktionsanlæg. Disse erhvervsdrivende, som i mindst fem år forud ansøgningens indgivelse lovligt har markedsført Picodon med vedvarende anvendelse af betegnelsen, opfylder betingelserne i artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012. De blev derfor i denne henseende bevilget en overgangsperiode indtil den 31. december 2016. Der er tale om følgende erhvervsdrivende: Fromagerie du Vivarais, Les Pélissons, 07570 Désaignes; Eurial, rue Henri Barbusse, 26400 Crest.
(3) Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende.
(4) Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Den ændring af varespecifikationen, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og som vedrører betegnelsen Picodon (BOB), godkendes.
Artikel 2
Den beskyttelse, der ydes i henhold til artikel 1, er omfattet af den overgangsperiode, som Frankrig har fastsat i medfør af bekendtgørelse af 17. februar 2016 om den beskyttede oprindelsesbetegnelse Picodon, der blev offentliggjort den 26. februar 2016 i den franske statstidende Journal officiel de la République française, i henhold til artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012 for de erhvervsdrivende, der opfylder betingelserne i samme artikel.
Artikel 3
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 11. maj 2017. På Kommissionens vegne For formanden Phil Hogan Medlem af Kommissionen