Rådets afgørelse (EU) 2020/2059 af 7. december 2020 om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Handelsudvalget, der er nedsat i henhold til den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side, til ændringerne af visse bestemmelser i protokol II om definition af begrebet produkter med oprindelsesstatus og metoderne for administrativt samarbejde
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2020/2059@2020-12-07/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side (aftalen), der blev undertegnet den 30. juli 2009, fastlagde en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale. Aftalen er blevet midlertidigt anvendt af Den Uafhængige Stat Papua New Guinea og Republikken Fiji siden henholdsvis den 20. december 2009 og den 28. juli 2014. Efter deres tiltrædelse af aftalen har Den Uafhængige Stat Samoa og Salomonøerne også anvendt aftalen midlertidigt siden henholdsvis den 31. december 2018 og den 17. maj 2020.
(2) I henhold til aftalens artikel 68 og artikel 41 i protokol II vedrørende definitionen af begrebet produkter med oprindelsesstatus og metoder for administrativt samarbejde (protokol II) kan Handelsudvalget, der er nedsat i henhold til aftalen (Handelsudvalget EU-Stillehavslandene), beslutte at ændre bestemmelserne i protokol II.
(3) Handelsudvalget EU-Stillehavslandene skal på sit ottende møde vedtage en afgørelse om ændring af visse bestemmelser i protokol II.
(4) Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Handelsudvalget EU-Stillehavslandene bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse får bindende virkning for Unionen.
(5) Det er nødvendigt at ændre visse bestemmelser i protokol II for at ajourføre oprindelsesreglerne med den seneste udvikling, for at tilvejebringe mere fleksible og enklere oprindelsesregler, der letter samhandelen for økonomiske aktører, og for at optimere udnyttelsesgraden for præferencebehandling.
(6) Det er nødvendigt at ændre positioner og beskrivelser for visse produkter omfattet af bilag II til protokol II for at afstemme dem med Verdenstoldorganisationens ajourføringer i 2012- og 2017-udgaven af nomenklaturen i det harmoniserede system (HS) og bevare overensstemmelsen mellem produktbeskrivelser og klassificering i det harmoniserede system.
(7) Traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union blev undertegnet den 9. december 2011 og trådte i kraft den 1. juli 2013. Aftalen gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastlagt i nævnte traktat, og på den anden side for de undertegnende Stillehavslandes område. Bilag IV til protokol II bør derfor ændres for at omfatte den kroatiske udgave af fakturaerklæringen.
(8) Bilag VIII til protokol II indeholder en liste over oversøiske lande og territorier i Unionen. I protokol II forstås ved oversøiske lande og territorier de lande og territorier, der er omhandlet i fjerde del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab: Listen i bilag VIII til protokol II bør ajourføres for at tage højde for nogle af de oversøiske landes og territoriers nylige statusændring.
(9) Efter Den Uafhængige Stat Samoas og Salomonøernes tiltrædelse af aftalen bør begge stater fjernes fra listen over andre AVS-stater i bilag X til protokol II —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på Handelsudvalget EU-Stillehavslandenes ottende møde, baseres på udkastet til Handelsudvalget EU-Stillehavslandenes afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 7. december 2020. På Rådets vegne J. Borrell Fontelles Formand