Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1961 af 5. august 2021 om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/631 for at tage højde for udviklingen i massen af nye personbiler, der blev registreret i 2017, 2018 og 2019 (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2021/1961@2021-08-05/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/631 af 17. april 2019 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner og om ophævelse af forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011, særlig artikel 14, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Værdien M0 for årene 2022, 2023 og 2024, jf. artikel 14, stk. 1, litra a), bør fastsættes på grundlag af den gennemsnitlige masse i køreklar stand for alle nye personbiler, der blev registreret i Unionen i 2017, 2018 og 2019.
(2) På grundlag af de værdier, der er angivet i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/582, (EU) 2020/1035 og (EU) 2021/973, som vægtes efter antallet af nye registreringer i hvert af disse år, var den gennemsnitlige masse i køreklar stand for nye personbiler, der blev registreret i kalenderårene 2017, 2018 og 2019, 1398,50 kg.
(3) De specifikke emissionsmål for fabrikanter af nye personbiler bør derfor for kalenderårene 2022, 2023 og 2024 beregnes i overensstemmelse med formlen i del A, punkt 4, i bilag I til forordning (EU) 2019/631, idet værdien 1398,50 anvendes som M0.
(4) Forordning (EU) 2019/631 bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I del A, punkt 4, i bilag I til forordning (EU) 2019/631 affattes oplysningerne om M0 således: M0 er 1379,88 i 2021 og 1398,50 i 2022, 2023 og 2024.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 5. august 2021. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand