Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2265 af 17. december 2021 om ændring af forordning (EF) nr. 684/2009 for så vidt angår identificering af certificerede og selvcertificerede små uafhængige producenter af alkoholholdige drikkevarer i det elektroniske administrative dokument
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2021/2265@2021-12-17/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF, særlig artikel 29, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2266 fastlægges udformningen af den attest som omhandlet i artikel 23a, stk. 1, i Rådets direktiv 92/83/EØF, der skal udstedes af medlemsstaterne til små uafhængige producenter af alkoholholdige drikkevarer. Ved nævnte forordning fastsættes også de henvisninger, som disse producenter skal foretage i det administrative dokument i forbindelse med bevægelser af alkoholholdige drikkevarer i henhold til kapitel IV og V i direktiv 2008/118/EF.
(2) I bilag I til Kommissionens forordning (EF) nr. 684/2009 fastsættes strukturen for og indholdet af de elektroniske meddelelser, der anvendes i forbindelse med punktafgiftspligtige varers bevægelser under punktafgiftssuspension, samt de dataelementer, der kræves for at udfylde visse datafelter i disse meddelelser.
(3) Med henblik på at lade de certificerede og selvcertificerede små uafhængige producenter være omfattet af reglerne er det nødvendigt at ændre forklaringen for dataelementerne l og n i datagruppen 17, der indgår i det elektroniske administrative dokument i forbindelse med alkoholholdige drikkevarers bevægelser under punktafgiftssuspension.
(4) Forordning (EF) nr. 684/2009 bør derfor ændres.
(5) Anvendelsen af denne forordning bør udskydes til den 1. januar 2022 for at sikre en tilpasning til anvendelsen af nationale foranstaltninger, der er truffet med henblik på gennemførelsen af Rådets direktiv (EU) 2020/1151.
(6) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Punktafgiftsudvalget —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I tabel 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 684/2009 foretages følgende ændringer:
1) datagruppe 17, rækken for dataelement l (Oprindelsesbetegnelse), kolonne F, punkt 3 og 4, affattes således:
3. For alkoholholdige drikkevarer, der er produceret af selvcertificerede små uafhængige producenter, tilføjes erklæringen vedrørende den erhvervsdrivendes status, jf. artikel 4 og artikel 5, stk. 1 og 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning 2021/2266 (*), hvis det er hensigten at stille krav om en reduceret punktafgiftssats i bestemmelsesmedlemsstaten.
4. For alkoholholdige varer, der er produceret af certificerede små uafhængige producenter, tilføjes erklæringen vedrørende den type alkoholholdige drikkevare, der er godkendt i henhold til certifikatet, jf. artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning 2021/2266, hvis det er hensigten at stille krav om en reduceret punktafgiftssats i bestemmelsesmedlemsstaten.
(*) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2266 af 17. december 2021 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Rådets direktiv 92/83/EØF for så vidt angår certificering og selvcertificering af små uafhængige producenter af alkoholholdige drikkevarer med henblik på punktafgifter (EUT L 26 af …., s. …).
2) datagruppe 17, rækken for dataelement n (Producentens størrelse), kolonne F, affattes således: For alkoholholdige drikkevarer, der er produceret af selvcertificerede små uafhængige producenter, oplyses den årlige produktionsmængde, jf. artikel 5, stk. 3, i Kommissionens gennemførelsesforordning 2021/2266, hvis det er hensigten at stille krav om en reduceret punktafgiftssats i bestemmelsesmedlemsstaten. Dette dataelements værdi skal være større end nul.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den 1. januar 2022.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2021. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand