Rådets afgørelse (EU) 2022/2391 af 25. november 2022 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd for så vidt angår handelsnormen for olivenolie og olie af olivenpresserester
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/2022/2391@2022-11-25/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven (overenskomsten) blev indgået på Unionens vegne ved Rådets afgørelse (EU) 2019/848.
(2) I henhold til overenskomstens artikel 7, stk. 1, skal Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd (Medlemsrådet) træffe afgørelser og vedtage henstillinger vedrørende anvendelsen af overenskomstens bestemmelser.
(3) Medlemsrådet skal på sin 116. samling, der afholdes mellem den 28. november og den 2. december 2022, vedtage en afgørelse om ændring af handelsnormen for olivenolie og olie af olivenpresserester og en afgørelse om at ajourføre en analysemetode for voks og fedtsyreethylestere.
(4) Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Medlemsrådet, da de afgørelser, der skal vedtages, får bindende virkning for Unionen for så vidt angår den internationale handel med de øvrige medlemmer af Det Internationale Olivenråd (IOC) og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, navnlig handelsnormer vedrørende olivenolie, som Kommissionen har vedtaget i medfør af artikel 75 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013.
(5) De afgørelser, der skal vedtages af Medlemsrådet, vedrører fjernelsen af bilag 1 i handelsnormen og forenklingen af delta-7-stigmastenol-beslutningsskemaerne samt medtagelsen af revision 3 af metoden til bestemmelse af indholdet af voks og fedtsyreethylestere. Disse afgørelser har været genstand for indgående drøftelser mellem Kommissionens og medlemsstaternes videnskabelige og tekniske eksperter inden for olivenolie. Disse afgørelser bidrager til den internationale harmonisering af normer for olivenolie og opstiller rammer, som vil sikre fair konkurrence ved handel med produkter fra olivenoliesektoren. Disse afgørelser bør derfor støttes.
(6) Hvis vedtagelsen af disse afgørelser i Medlemsrådet på dets 116. samling udskydes som følge af, at visse medlemmer ikke er i stand til at give deres tilslutning, bør holdningen om at støtte vedtagelsen af disse afgørelser blive indtaget på Unionens vegne inden for rammerne af en mulig procedure med henblik på vedtagelse i Medlemsrådet ved udveksling af korrespondance, jf. overenskomstens artikel 10, stk. 6, forudsat at proceduren indledes før den efterfølgende ordinære samling i Medlemsrådet i juni 2023.
(7) Revisionen af handelsnormen for olivenolie og olie af olivenpresserester COI/T.15/NC No. 3/Rev. 19 kan medføre behov for tekniske tilpasninger til andre IOC-metoder eller -dokumenter. Disse tekniske tilpasninger bør støttes.
(8) For at varetage Unionens interesser bør Kommissionen dog have beføjelse til at anmode om udsættelse af vedtagelsen af afgørelserne om ændring af handelsnormen og metoderne til en senere samling i Medlemsrådet, hvis nye videnskabelige eller tekniske oplysninger, der fremlægges inden eller under den 116. samling, kan forventes at få betydning for den holdning, der skal indtages på Unionens vegne —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Medlemsrådet på dets 116. samling, der afholdes mellem den 28. november og den 2. december 2022, eller inden for rammerne af en procedure med henblik på vedtagelse i Medlemsrådet ved udveksling af korrespondance, der indledes inden dets efterfølgende ordinære samling i juni 2023, for så vidt angår revisionen af handelsnormen for olivenolier og olie af olivenpresserester COI/T.15/NC No. 3/Rev. 19, er at støtte afgørelsen om at lade bilag 1 til handelsnormen udgå og forenkle delta-7-stigmastenol-beslutningsskemaerne, og, for så vidt angår revisionen af metoden COI/T.20/Do. No 28/REV 3 (Bestemmelse af indholdet af voks, fedtsyremethylestere og fedtsyreethylestere ved gaskromatografi på kapillarkolonne), er at støtte afgørelsen om at medtage en alternativ analysemetode og foretage nogle mindre ændringer af den eksisterende metode.
Artikel 2
Unionens holdning skal være at støtte tekniske tilpasninger til andre IOC-metoder eller -dokumenter, såfremt de følger af revisionen af handelsnormen for olivenolier og olie af olivenpresserester COI/T.15/NC No. 3/Rev. 19.
Artikel 3
Hvis nye videnskabelige og tekniske oplysninger, der fremlægges inden eller under den 116. samling i Medlemsrådet, kan forventes at få betydning for den holdning, der er omhandlet i artikel 1, anmoder Kommissionen om, at vedtagelsen af afgørelserne om ændring af handelsnormen for olivenolie og olie af olivenpresserester og om analysemetoden for voks og fedtsyreethylestere udskydes, indtil Unionens holdning er fastlagt på grundlag af disse nye oplysninger.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2022. På Rådets vegne J. Síkela Formand