Rådets afgørelse af 1. december 2009 om fastsættelse af ansættelsesvilkårene for generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union (2009/912/EU)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/act/oj/L/2009/912@2009-12-01/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 243, og ud fra følgende betragtning:
Ansættelsesvilkårene for generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union bør fastsættes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union modtager en grundløn svarende til grundlønnen for en tjenestemand i Den Europæiske Union i lønklasse 16, tredje løntrin, multipliceret med 100 %. Generalsekretæren modtager de familietillæg og øvrige godtgørelser, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union. Generalsekretæren for Rådet er ligeledes omfattet af en social sikringsordning med godtgørelse af udgifter svarende til den ordning, der er fastsat i tjenestemandsvedtægten, og artikel 17 i bilag VII i tjenestemandsvedtægten finder tilsvarende anvendelse på generalsekretæren.
Artikel 2
Det i artikel 1, stk. 1, omhandlede vederlag tilpasses med den justeringskoefficient, der fastsættes af Rådet i medfør af artikel 64 og 65 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union for tjenestemænd med tjenestested i Belgien.
Artikel 3
Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union modtager et boligtillæg, der fastsættes i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2290/77 af 18. oktober 1977 om lønningsregulativ for Revisionsrettens medlemmer, og er omfattet af en pensionsordning samt af en ordning med midlertidig godtgørelse i tilfælde af udtræden af tjenesten, som fastsættes på tilsvarende måde som ordningerne i den nævnte forordning.
Artikel 4
Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber finder anvendelse på generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union.
Artikel 5
Hvor ikke andet fremgår af denne afgørelse, finder artikel 11 til 14 og artikel 17 i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt alle relevante bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, med undtagelse af artikel 52, anvendelse på generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union.
Artikel 6
Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. december 2009. Den meddeles generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union af formanden for Rådet. Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. december 2009. På Rådets vegne B. Ask Formand