Rådets afgørelse (EU) 2024/1012 af 25. marts 2024 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychellerne om seychelliske fiskerfartøjers adgang til Mayottes farvande
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1012@2024-03-25/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 7,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2023/658 blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychellerne om seychelliske fiskerfartøjers adgang til Mayottes farvande (aftalen) undertegnet den 10. marts 2023 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.
(2) Aftalen er blevet anvendt midlertidigt fra datoen for undertegnelsen.
(3) Formålet med aftalen er at gøre det muligt for Unionen og Seychellerne yderligere at styrke deres strategiske partnerskab og at tilpasse de tekniske og finansielle betingelser i aftalen til partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychellerne og den tilhørende gennemførelsesprotokol, der blev undertegnet i 2020, samt at bidrage til ansvarligt fiskeri i EU-farvande og til at udvikle fiskeripolitik i Mayotte.
(4) Aftalen bør godkendes.
(5) I henhold til aftalens artikel 8 nedsættes der en blandet komité, som skal overvåge aftalens gennemførelse. Endvidere kan den blandede komité i henhold til aftalen godkende visse ændringer heraf. Unionens holdning til foreslåede ændringer af aftalen bør fastlægges af Rådet. Kommissionen bør godkende de foreslåede ændringer på Unionens vegne, medmindre et antal medlemsstater, der udgør et blokerende mindretal, jf. artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, gør indsigelse mod dem.
(6) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 12. december 2022 —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychellerne om seychelliske fiskerfartøjers adgang til Mayottes farvande (aftalen) godkendes hermed på Unionens vegne.
Artikel 2
Formanden for Rådet giver på Unionens vegne den meddelelse, der er omhandlet i aftalens artikel 20.
Artikel 3
I overensstemmelse med proceduren i bilaget til denne afgørelse bemyndiges Kommissionen herved til på Unionens vegne at godkende ændringer af aftalen, som vedtages af den blandede komité, der er oprettet i henhold til aftalens artikel 8.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. marts 2024. På Rådets vegne A. Maron Formand
ANNEX
BILAG PROCEDURE FOR GODKENDELSE AF ÆNDRINGER AF PROTOKOLLEN, DER SKAL VEDTAGES AF DEN BLANDEDE KOMITE
Hvis den blandede komité i overensstemmelse med artikel 8 og 9 i aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychellerne om seychelliske fiskerfartøjers adgang til Mayottes farvande skal vedtage ændringer af aftalen, bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at godkende de foreslåede ændringer på nedenstående betingelser:
1) Kommissionen sikrer, at godkendelsen på Unionens vegne:
1) a)
er i overensstemmelse med målene for den fælles fiskeripolitik
b)
er forenelig med de relevante regler, der er vedtaget af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, og tager hensyn til fælles kyststatsforvaltning
c)
tager hensyn til de seneste statistiske, biologiske og andre relevante oplysninger, der er fremsendt til Kommissionen.
2) Inden Kommissionen godkender de foreslåede ændringer på Unionens vegne, forelægger den dem for Rådet i tilstrækkelig god tid inden det relevante møde i den blandede komité.
3) Overensstemmelsen af de foreslåede ændringer med de betingelser, der er fastsat i dette bilags punkt 1), vurderes af Rådet.
4) Kommissionen godkender de foreslåede ændringer på Unionens vegne, medmindre et antal medlemsstater, der udgør et blokerende mindretal i Rådet i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, gør indsigelse mod disse ændringer. Hvis der imidlertid er et sådant blokerende mindretal, afviser Kommissionen de foreslåede ændringer på Unionens vegne.
5) Hvis det på senere møder i Den Blandede Komité, herunder møder på stedet, er umuligt at nå til enighed om de foreslåede ændringer, forelægges spørgsmålet på ny for Rådet i henhold til proceduren i punkt 2), 3) og 4), således at der i Unionens holdning tages hensyn til nye elementer.
6) Kommissionen opfordres til rettidigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger til opfølgning af Den Blandede Komités afgørelse vedrørende de foreslåede ændringer, herunder eventuelt offentliggørelse af den relevante afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende og forelæggelse af alle de forslag, der er nødvendige for at gennemføre den pågældende afgørelse.
7) Med hensyn til andre spørgsmål, der ikke vedrører ændringer af aftalen i overensstemmelse med dens artikel 8 og 9, fastlægges den holdning, som Unionen skal indtage i den blandede komité, i overensstemmelse med traktaterne og den etablerede arbejdspraksis.