Kommissionens afgørelse (EU) 2024/1177 af 23. april 2024 om suspension af godkendelsen af sikkerhedsudstyr i forbindelse med civil luftfart med mærkningen EU-stempel (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1177@2024-04-23/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1998 af 5. november 2015 om detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for luftfartssikkerhed, særlig punkt 12.0.4.1 i bilaget hertil, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) De detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af de fælles grundlæggende normer, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008, omfatter procedurer for godkendelse og brug af sikkerhedsudstyr i forbindelse med civil luftfart.
(2) På dette grundlag fastsættes der ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1998 en harmoniseret ordning for godkendelsen af installation af sikkerhedsudstyr i forbindelse med civil luftfart for at sikre den bedst mulige gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for luftfartssikkerhed.
(3) Ved Kommissionens afgørelse (EU) 2021/2147 oprettes en konsolideret liste over godkendt sikkerhedsudstyr i forbindelse med civil luftfart med mærkningen EU-stempel for udstyr, der er bekræftet gennem Den Europæiske Konference for Civil Luftfarts fælles evalueringsproces, med henblik på installation og brug i hele Unionen.
(4) I overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) 2015/1998, og særlig punkt 12.0.4.1 i bilaget hertil, kan Kommissionen, hvis den modtager oplysninger, hvoraf det fremgår, at udstyret ikke opfylder den norm, som det er godkendt til, uden forudgående varsel suspendere mærkningen EU-stempel for et sikkerhedsudstyr enten på anmodning fra medlemsstaterne eller på eget initiativ. Sikkerhedsudstyr, hvis mærkning EU-stempel er suspenderet, må ikke længere opstilles, og de allerede installerede dele skal anvendes med tilføjelse af kompenserende foranstaltninger, alt efter hvad der er relevant.
(5) Tekniske oplysninger, som Kommissionen har modtaget, viser, at en specifik konfiguration af norm C3 EDS-udstyr til håndbagage (Explosive Detection System for cabin baggage – EDSCB), som på nuværende tidspunkt er opført på listen Unionens database til sikring af forsyningskæden – sikkerhedsudstyr, ikke lever op til kravene for så vidt angår screening af væsker, spray og gelé (LAGs) indeholdt i bagagen. Denne konfiguration kan fortsat anvendes i overensstemmelse med driftsbetingelserne for norm C3 EDSCB, men med en screeningsgrænse for den maksimale volumen pr. individuel LAG-beholder, som ikke må overstige 330 ml.
(6) Den konsoliderede EU-database over udstyr, der er tilladt til installation og brug i hele Unionen, bør ajourføres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Det EU-stempel, der er tildelt som norm C3 EDS-udstyr til håndbagage (Explosive Detection System for cabin baggage) til den konfiguration, som på nuværende tidspunkt er opført på listen Unionens database til sikring af forsyningskæden – sikkerhedsudstyr med betegnelsen HI-SCAN 6040 CTiX og med detektionsalgoritmen 20-50-00 under den entydige alfanumeriske identifikationskode EDSCB00110, suspenderes. Udstyret i denne konfiguration må kun anvendes i overensstemmelse med driftsbetingelserne for norm C3 EDSCB, med en screeningsgrænse for den maksimale volumen pr. individuel LAG-beholder, som ikke må overstige 330 ml.
Artikel 2
Unionens database til sikring af forsyningskæden — sikkerhedsudstyr ajourføres i overensstemmelse hermed.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. april 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand