Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1285 af 13. maj 2024 om forlængelse af godkendelsen af hexaflumuron til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1285@2024-05-13/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, særlig artikel 14, stk. 5,
efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Hexaflumuron blev godkendt som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1982 med forbehold for betingelserne i bilaget til nævnte forordning (godkendelsen).
(2) Der blev den 23. september 2020 i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af hexaflumuron til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 (ansøgningen).
(3) Grækenlands kompetente vurderingsmyndighed meddelte den 18. februar 2021 Kommissionen, at den i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 havde truffet afgørelse om, at det var nødvendigt at foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen. I henhold til artikel 8, stk. 1, i nævnte forordning skal den kompetente vurderingsmyndighed foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen senest 365 dage efter dens validering.
(4) Den kompetente vurderingsmyndighed kan, hvis det er relevant, anmode ansøgeren om at fremlægge tilstrækkelige oplysninger til at foretage vurderingen, jf. artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012. I så fald stilles fristen på 365 dage i bero for en periode, der ikke må overstige 180 dage i alt, medmindre en længere suspension er begrundet i arten af de anmodede oplysninger eller særlige omstændigheder.
(5) Senest 270 dage efter modtagelsen af en anbefaling fra den kompetente vurderingsmyndighed skal Det Europæiske Kemikalieagentur (agenturet) udarbejde en udtalelse om fornyet godkendelse af aktivstoffet og fremlægge den for Kommissionen, jf. artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012.
(6) Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1299 blev godkendelsen af hexaflumuron til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 forlænget til den 30. september 2024 for at give tilstrækkelig tid til at behandle ansøgningen.
(7) Den 2. maj 2023 meddelte den kompetente vurderingsmyndighed Kommissionen, at vurderingen er forsinket på grund af behovet for, at den kompetente vurderingsmyndighed vurderer yderligere data om aktivstoffets hormonforstyrrende egenskaber. Den kompetente vurderingsmyndighed forventer at forelægge vurderingsrapporten vedrørende fornyelse for agenturet i fjerde kvartal af 2024.
(8) Det må derfor antages, at godkendelsen af årsager, der ikke kan tilskrives ansøgeren, vil udløbe, inden der er truffet afgørelse om fornyelse heraf. Derfor bør den gældende godkendelse forlænges i tilstrækkelig lang tid til, at behandlingen af ansøgningen kan færdiggøres. Under hensyntagen til fristerne for den kompetente vurderingsmyndigheds vurdering, for agenturets udarbejdelse og fremlæggelse af sin udtalelse og den tid, der er nødvendig for, at Kommissionen kan træffe afgørelse om, hvorvidt godkendelsen skal fornyes, bør godkendelsen forlænges til den 31. marts 2027.
(9) Efter den yderligere forlængelse af godkendelsen er hexaflumuron fortsat godkendt til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18, under forudsætning af at betingelserne i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2015/1982 overholdes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Godkendelsen af hexaflumuron til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 som omhandlet i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1982 forlænges indtil den 31. marts 2027.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand