Rådets afgørelse (EU) 2024/1291 af 29. april 2024 om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1291@2024-04-29/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og artikel 218, stk. 7,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 21. februar 2022 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om de ordninger for disse landes finansielle bidrag og de supplerende regler, der er nødvendige for deres deltagelse i instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik for perioden 2021-2027, herunder bestemmelser, der sikrer beskyttelse af Unionens finansielle interesser og Revisionsrettens revisionsbeføjelser, som skal indgås i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1148. Forhandlingerne med Det Schweiziske Forbund blev afsluttet med paraferingen af aftalen den 14. februar 2023.
(2) I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2023/2111 blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027 (aftalen) undertegnet den 28. november 2023 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.
(3) I henhold til artikel 218, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er det hensigtsmæssigt for Rådet at bemyndige Kommissionen til at godkende ændringer af aftalen, som er nødvendige med henblik på at tilpasse henvisninger til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (finansforordningen), når nævnte forordning ajourføres.
(4) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
(5) Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF. Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(6) Aftalen bør godkendes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027 (aftalen) godkendes herved på Unionens vegne.
Artikel 2
Formanden for Rådet foranstalter på Den Europæiske Unions vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 14, stk. 1.
Artikel 3
Med henblik på aftalens artikel 2, stk. 2, litra b), godkender Kommissionen på Unionens vegne ændringer af aftalens artikel 2, stk. 1, andet afsnit, litra a), for at tage hensyn til en ændring, ophævelse, erstatning eller omarbejdning af finansforordningen.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 29. april 2024. På Rådets vegne D. Clarinval Formand