Rådets afgørelse (EU) 2024/1293 af 29. april 2024 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine om vejgodstransport
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1293@2024-04-29/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 3 og 4,
under henvisning til aftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine om vejgodstransport,
under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der bør indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en aftale om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine om vejgodstransport (aftalen), herunder dens varighed.
(2) I betragtning af de ekstraordinære og unikke omstændigheder, der nødvendiggjorde forhandlingen af aftalen, og i overensstemmelse med traktaterne anså Rådet det for hensigtsmæssigt, at Unionen midlertidigt udøver den relevante delte kompetence, som den er blevet tildelt ved traktaterne. En sådan betragtning gælder også for ændringen af aftalen. Enhver indvirkning af denne afgørelse på kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne bør imidlertid være strengt tidsbegrænset. Den kompetence, som Unionen udøver på grundlag af denne afgørelse og aftalen, herunder de ændringer, der skal forhandles om i henhold til nævnte afgørelse, bør derfor kun udøves i aftalens anvendelsesperiode. Den således udøvede delte kompetence vil følgelig ophøre med at blive udøvet af Unionen, så snart aftalen ophører med at finde anvendelse. Uden at det berører andre EU-foranstaltninger, og under forudsætning af at sådanne EU-foranstaltninger overholdes, vil denne kompetence i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) derefter på ny blive udøvet af medlemsstaterne. Endvidere erindres der om, at udøvelsen af Unionens kompetence i denne afgørelse som fastsat i protokol nr. 25 om delt kompetence, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til TEUF, kun omfatter de elementer, der indgår i denne afgørelse, og ikke omfatter hele området. Udøvelsen af Unionens kompetence i medfør af denne afgørelse berører ikke Unionens og medlemsstaternes respektive kompetencer i forbindelse med eventuelle igangværende eller fremtidige forhandlinger om eller undertegnelse eller indgåelse af internationale aftaler med andre tredjelande på dette område.
(3) Kommissionen bør udpeges som Unionens forhandler.
(4) Forhandlingerne bør føres af Kommissionen i samråd med Rådets Landtransportgruppe og i overensstemmelse med institutionernes respektive roller som fastsat i artikel 13, stk. 2, i TEU og artikel 218 i TEUF som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Kommissionen bemyndiges herved til at indlede forhandlinger om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Ukraine om vejgodstransport (aftalen), herunder med hensyn til aftalens varighed.
2. Forhandlingerne føres på grundlag af Rådets forhandlingsdirektiver, der er fastsat i addendummet til denne afgørelse. Disse forhandlingsdirektiver kan revideres og videreudvikles efter behov afhængigt af forløbet af forhandlingerne.
Artikel 2
1. Udøvelsen af Unionens kompetence i henhold til denne afgørelse og aftalen, herunder de ændringer, der skal foretages heri, begrænses til aftalens anvendelsesperiode. Uden at det berører andre EU-foranstaltninger, og under forudsætning af at sådanne EU-foranstaltninger overholdes, ophører Unionen straks efter udløbet af denne anvendelsesperiode med at udøve den pågældende kompetence, og medlemsstaterne udøver på ny deres kompetence i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i TEUF.
2. Udøvelsen af Unionens kompetence i henhold til denne afgørelse berører ikke medlemsstaternes kompetence i forbindelse med eventuelle igangværende eller fremtidige forhandlinger om eller undertegnelse eller indgåelse af internationale aftaler vedrørende vejgodstransport med andre tredjelande og med Ukraine med hensyn til perioden efter, at aftalen har ophørt med at finde anvendelse.
3. Med forbehold af artikel 2 i Rådets afgørelse (EU) 2022/1158 og artikel 2 i Rådets afgørelse (EU) 2022/2435 omfatter Unionens udøvelse af den i stk. 1 omhandlede kompetence kun de elementer, der indgår i nærværende afgørelse og forhandlingsdirektiverne, og nærværende afgørelse berører ikke Unionens og medlemsstaternes respektive kompetencer inden for vejgodstransport for så vidt angår andre elementer end dem, der indgår i nærværende afgørelse og forhandlingsdirektiverne.
Artikel 3
Kommissionen udpeges herved som Unionens forhandler
Artikel 4
Forhandlingerne føres i samråd med Rådets Landtransportgruppe, der hermed udpeges som det særlige udvalg, der er omhandlet i artikel 218, stk. 4, i TEUF.
Artikel 5
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 29. april 2024. På Rådets vegne D. Clarinval Formand