Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1322 af 14. maj 2024 om godkendelse af en metode til klassificering af svinekroppe i Malta (meddelt under nummer C(2024) 3102) (Kun den maltesiske og engelske tekst er autentiske)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1322@2024-05-14/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, særlig artikel 20, stk. 1, litra p), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til artikel 10 i forordning (EU) nr. 1308/2013 finder EU-handelsklasseskemaerne for svinekroppe anvendelse i overensstemmelse med punkt B i bilag IV til nævnte forordning. I afsnit B.IV, punkt 1, i bilag IV til nævnte forordning er det fastsat, at med henblik på klassificeringen af svinekroppe skal indholdet af magert kød bestemmes ved hjælp af klassificeringsmetoder, der er godkendt af Kommissionen, at kun statistisk afprøvede metoder, der er baseret på fysisk måling af en eller flere dele af svinekroppen, må godkendes, og at klassificeringsmetoderne er betinget af overholdelsen af en maksimumstolerancesats for statistiske fejl ved bestemmelsen. Denne tolerance er fastsat i del A, punkt 1, andet afsnit, i bilag V til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1182.
(2) I henhold til artikel 11, stk. 6, i delegeret forordning (EU) 2017/1182 kan Kommissionen give tilladelse til anvendelse af en klassificeringsmetode, uden at der foretages en godkendelsestest, hvis der allerede er udstedt en sådan tilladelse for samme klassificeringsmetode til anvendelse i en anden medlemsstat på grundlag af en godkendelsestest, hvor stikprøven af slagtekroppe er tilstrækkeligt repræsentativ for svinebestanden i den pågældende medlemsstat.
(3) Malta har anmodet Kommissionen om at godkende metoden CSB Image-Meater 2.0 til klassificering af svinekroppe i Malta.
(4) Den samme metode er allerede blevet godkendt i Spanien ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/114.
(5) Malta har fremlagt detaljerede oplysninger, der bekræfter, at den stikprøve af slagtekroppe, der er anvendt som grundlag for godkendelsestesten i Spanien, er tilstrækkeligt repræsentativ for svinebestanden i Malta.
(6) Gennemgangen af denne anmodning har vist, at de krav, der er fastsat i artikel 11, stk. 6, i delegeret forordning (EU) 2017/1182, er opfyldt. Denne klassificeringsmetode bør derfor godkendes i Malta.
(7) Ændringer af klassificeringsmetoden eller apparatet hertil bør kun tillades, hvis de er udtrykkeligt godkendt ved en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Kommissionen.
(8) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Følgende klassificeringsmetode godkendes til måling af svinekroppes indhold af magert kød i Malta i henhold til afsnit B.IV, punkt 1, i bilag IV til forordning (EU) nr. 1308/2013: apparatet CSB Image-Meater 2.0 med tilhørende beregningsmetoder, der er beskrevet nærmere bilaget til denne afgørelse.
Artikel 2
De ændringer af den godkendte klassificeringsmetode eller apparatet hertil, der er omhandlet i artikel 1, godkendes ved en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Kommissionen.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Republikken Malta.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. maj 2024. På Kommissionens vegne Janusz Wojciechowski Medlem af Kommissionen
ANNEX
BILAG METODE TIL KLASSIFICERING AF SVINEKROPPE I MALTA
CSB Image-Meater 2.0
Hvor: Y beregnet indhold af magert kød i en svinekrop i procent F fedtlagets tykkelse som det tyndeste sted over musklen gluteus medius (i mm) V4F det komplette bacons fedtlags gennemsnitstykkelse over de fire lændehvirvler (benævnt VaF, VbF, VcF, VdF) (i mm) M kødets tykkelse fra den forreste (craniale) del af musklen gluteus medius til rygmarvskanalens ryghvirvler (i mm) V4M kødets gennemsnitstykkelse over de fire lændehvirvler (benævnt VaM, VbM, VcM, VdM) (i mm). Formlen gælder for kroppe på mellem 60 og 120 kg (varm vægt).
1. Reglerne for denne klassificeringsmetode anvendes, hvis svinekroppene klassificeres ved hjælp af apparatet benævnt CSB Image-Meater 2.0.
2. CSB Image-Meater 2.0 består af et videokamera, en computer udstyret med et billedanalysekort, en skærm, en printer, en styringsmekanisme, en udløsningsmekanisme og grænseflader. De fire CSB Image-Meater 2.0-variabler måles på flækningslinjen i skinkeområdet (omkring musklen gluteus medius). De målte værdier omdannes af en central enhed til et beregnet indhold af magert kød i procent.
3. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel: Y = 68,39920953 – (0,39050694 × F) – (0,32611391 × V4F) + (0,07864716 × M) – (0,00762296 × V4M)