Rådets afgørelse (EU) 2024/1357 af 29. april 2024 om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1357@2024-04-29/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og artikel 218, stk. 7,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 21. februar 2022 bemyndigede Rådet ved Rådets afgørelse (EU) 2022/442 Kommissionen til at indlede forhandlinger med Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om de ordninger for disse landes finansielle bidrag og de supplerende regler, der er nødvendige for deres deltagelse, herunder bestemmelser, der sikrer beskyttelse af Unionens finansielle interesser og Revisionsrettens revisionsbeføjelser, som skal indgås i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1148. Forhandlingerne med Fyrstendømmet Liechtenstein blev afsluttet med et positivt resultat ved paraferingen af en aftale den 16. juni 2023.
(2) I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2024/199 blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027 (aftalen) undertegnet den 28. november 2023 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.
(3) I henhold til artikel 218, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bør Rådet bemyndige Kommissionen til at godkende de ændringer af aftalen, der er nødvendige for at tilpasse henvisningerne til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046, når nævnte forordning ajourføres.
(4) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
(5) Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF. Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(6) Aftalen bør godkendes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning for perioden 2021-2027 (aftalen) godkendes herved på Unionens vegne.
Artikel 2
Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 13, stk. 1.
Artikel 3
Med henblik på aftalens artikel 2, stk. 2, litra b), godkender Kommissionen på Unionens vegne ændringer af aftalens artikel 2, stk. 1, andet afsnit, litra a), for at tage hensyn til en ændring, ophævelse, erstatning eller omarbejdning af forordning (EU, Euratom) 2018/1046.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 29. april 2024. På Rådets vegne D. Clarinval Formand