Gelex

Rådets afgørelse (FUSP) 2024/1603 af 31. maj 2024 om ændring af afgørelse (FUSP) 2016/849 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

GældendeVersion 2024-05-31
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1603@2024-05-31/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
  2. ANNEX
  3. BILAG
  4. 1) a)
  5. 2) a)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådet vedtog den 27. maj 2016 afgørelse (FUSP) 2016/849.

(2) I sine konklusioner af 17. juli 2017 erklærede Rådet, at Unionen vil overveje yderligere passende svar på Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (DPRK's) handlinger, der underminerer den globale ikkesprednings- og nedrustningsordning, navnlig gennem yderligere autonome restriktive foranstaltninger.

(3) Den 22. december 2017 bekræftede De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (FN's Sikkerhedsråd) på ny i FN's Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2397 (2017), at DPRK ikke må foretage yderligere affyringer under anvendelse af ballistisk missilteknologi, atomprøvesprængninger eller nogen anden provokation; straks skal indstille alle aktiviteter vedrørende sit ballistiske missilprogram og i denne forbindelse genbekræfte sine tidligere tilsagn om et moratorium for alle missilaffyringer; straks skal give afkald på alle atomvåben og eksisterende nukleare programmer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde og omgående indstille alle relaterede aktiviteter; og skal give afkald på alle andre eksisterende masseødelæggelsesvåben og ballistiske missilprogrammer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde.

(4) Den 19. december 2023 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant) en erklæring på Unionens vegne, hvori han kraftigt fordømte DPRK's affyring af et interkontinentalt ballistisk missil den 18. december 2023, for femte gang i 2023, efter affyringen af et kortrækkende ballistisk missil dagen før, hvilket groft krænkede UNSCR'er. Denne erklæring understregede, at DPRK straks skal efterkomme sine forpligtelser i henhold til UNSCR'er ved at give afkald på alle sine atomvåben, andre masseødelæggelsesvåben, ballistiske missilprogrammer og eksisterende nukleare programmer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde samt indstille alle relaterede aktiviteter. Det blev gentaget i erklæringen, at DPRK ikke kan og aldrig vil kunne få status som kernevåbenstat i overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT). Den højtstående repræsentant opfordrede indtrængende DPRK og Rusland til at afholde sig fra enhver udveksling af militært udstyr, missilteknologi eller ammunition og til at overholde de successive UNSCR'er, som udtrykkeligt forbyder enhver form for våbeneksport eller -import, der involverer DPRK, fordømte enhver militær støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine fra DPRK og gentog sin dybe bekymring over rapporter om DPRK's våbenoverførsler til Rusland.

(5) Fra den 1. januar 2024 til den 15. maj 2024 affyrede DPRK mindst 12 ballistiske missiler, og hver af disse affyringer udgjorde igen en klar overtrædelse af UNSCR'er.

(6) Erklæringer fra talsmanden for den højtstående repræsentant den 15. januar 2024 og den 2. april 2024 fordømte DPRK's affyringer af ballistiske missiler og gentog opfordringerne til DPRK om at indstille alle ulovlige handlinger, der truer regional og international fred og sikkerhed, og opfordrede samtidig indtrængende DPRK til at indlede dialog med relevante parter og opfylde sine forpligtelser i henhold til UNSCR'er om at give afkald på sine atomvåben og ballistiske missiler på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde.

(7) Det Europæiske Råd fordømte i sine konklusioner af 15. december 2023 DPRK's, Belarus' og Irans fortsatte militære støtte til Ruslands angrebskrig.

(8) Det Europæiske Råd opfordrede i sine konklusioner af 22. marts 2024 til at udarbejde yderligere sanktioner mod DPRK, Belarus og Iran.

(9) I betragtning af DPRK's fortsatte aktiviteter i forbindelse med ballistiske missiler, som er i strid med og en åbenlys tilsidesættelse af de relevante UNSCR'er, samt DPRK's militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine bør seks personer og tre enheder opføres på listerne over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag II og III til afgørelse (FUSP) 2016/849.

(10) Afgørelse (FUSP) 2016/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag II og III til afgørelse (FUSP) 2016/849 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2024. På Rådets vegne H. Lahbib Formand

ANNEX

BILAG

I afgørelse (FUSP) 2016/849 foretages følgende ændringer:

1) I bilag II foretages følgende ændringer:

1) a)

Følgende punkter tilføjes under overskriften I. Personer og enheder, der er ansvarlige for DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, underoverskrift A. Personer: Navn Alias Identificerende oplysninger Opførelsesdato Begrundelse 37. SONG Rim 송림 Naya Liu Fødselsdato: 25.2.1991 Nationalitet: DPRK Køn: mand 31.5.2024 FN's ekspertpanel rapporterer, at Song Rim arbejder for Biryugang Overseas Technology Cooperation Company (chef for IT-udviklingsafdelingen), der har direkte tilknytning til Hapjanggang Trading Corporation, som hører under Den Demokratiske Folkerepublik Koreas Ministry of Rocket Industry. En nordkoreansk IT-medarbejder, Song Rim, blev identificeret i en tilsyneladende PR-video for en hackingapplikation til vishing, som ekspertpanelet fremhævede i sin 2022-midtvejsrapport. Personen er derfor direkte involveret i at yde støtte til DPRK's ulovlige programmer. 38. KIM Chol Sok Sok Kha; Lee Un-Kang; Chang Sok-kha; Kang Hyok; Li Yun-chiang; Steven Lee Fødselsdato: 1.1.1970 Nationalitet: DPRK Køn: mand Pasnr.: D0004492 (cambodjansk diplomatpas, aktuelt ugyldigt) 31.5.2024 FN's ekspertpanel rapporterer, at en efterretningsofficer ved navn Kim Chol Sok fra DPRK's Reconnaissance General Bureau har drevet hoteller, kasinoer, restauranter og barer i Cambodja siden midten af 2020 og har arbejdet på at udvide sine forretningsaktiviteter inden for turisme samt inden for andre erhvervssektorer såsom udvinding af ædelmetaller. Gennem sin ulovlige aktivitet i Cambodja genererer han udenlandsk valuta, samtidig med at han arbejder for Reconnaissance General Bureau. DPRK's Reconnaissance General Bureau har været omfattet af FN's sanktioner siden UNSCR 2270 (2016) af 2. marts 2016. Kim Chol Sok er direkte involveret i overtrædelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner og tilvejebringelse af midler til DPRK's ulovlige programmer. 39. RIM Yong Hyok Abu Rim Fødselsdato: 4.3.1972 Fødested: DPRK Nationalitet: DPRK Køn: mand Stedfortrædende repræsentant for Korea Mining Development Trading Corporation (KOMID) i Syrien 31.5.2024 Rim Yong Hyok er stedfortrædende repræsentant for det FN-sanktionerede Korea Mining Development Trading Corporation (KOMID) i Syrien, som er den største våbenhandler og hovedeksportør af varer og udstyr, der vedrører ballistiske missiler og konventionelle våben fra DPRK. Ifølge FN's Sikkerhedsråds rapport om Korea Mining and Development Trading Company (KOMID) og dets underordnede stedfortræderceller har nordkoreanske statsejede virksomheder været kendt for at spille en vigtig rolle i DPRK's våbensalg i globale konflikter. Rim Yong Hyok har fremmet salget af og leveret våben og ammunition, der er fremstillet af DPRK, i Syrien, herunder til russiske statsborgere, hvilket har ført til, at han er blevet omfattet af USA's sanktioner. Han er direkte involveret i DPRK's ulovlige programmer.

b)

Følgende punkt tilføjes under overskriften I. Personer og enheder, der er ansvarlige for DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, underoverskrift B. Enheder: Navn Alias Beliggenhed Opførelsesdato Andre oplysninger 7. Hapjanggang Trading Corporation 합장강무역회사 31.5.2024 FN's ekspertpanel rapporterer, at Hapjanggang Trading Corporation hører under DPRK's Ministry of Rocket Industry. Ministry of Rocket Industry er et agentur under Munitions Industry Department, som er ansvarligt for udviklingen af nuklear teknologi og missilteknologi. Enheden er som sådan direkte involveret i DPRK's ulovlige programmer.

c)

Følgende punkt tilføjes under overskriften II. Personer og enheder, der leverer finansielle tjenesteydelser eller sørger for overførslen af aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, underoverskrift A. Personer: Navn Alias Identificerende oplysninger Opførelsesdato Begrundelse 7. KIM Kyong Nam 김경남 Fødselsdato: 11.7.1976 Nationalitet: DPRK Køn: mand Den Demokratiske Folkerepublik Koreas Foreign Trade Banks repræsentant i Khabarovsk, Den Russiske Føderation 31.5.2024 FN's ekspertpanel har modtaget oplysninger fra flere af FN's medlemsstater om, at Kim Kyong Nam er repræsentant for Foreign Trade Bank (FTB), DPRK's primære valutabank. FTB blev sanktioneret af Sikkerhedsrådets komité, der er nedsat ved UNSCR 1718 (2006) den 26. juli 2022. Kim Kyong Nam er i sin stilling direkte involveret i at yde støtte til DPRK's ulovlige programmer.

d)

Følgende punkt tilføjes under overskriften II. Personer og enheder, der leverer finansielle tjenesteydelser eller sørger for overførslen af aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, underoverskrift B. Enheder: Navn Alias Beliggenhed Opførelsesdato Andre oplysninger 1. Korea Namgang Trading Corporation (NTC) 조선남강무역회사 Korea Namgang Trading Company Pyongyang, DPRK 31.5.2024 Korea Namgang Trading Corporation er ansvarlig for ekspatrieringen af arbejdstagere fra DPRK, herunder ekspatriering for at generere indtægter til DPRK's regering eller det koreanske arbejderparti. Namgang Trading Corporation er involveret i logistikcyklussen for ekspatriering af arbejdstagere og håndterer DPRK's personales visa, pas og udrejser med henblik på beskæftigelse i udlandet. Dens personale overfører derefter midlerne til DPRK, hvoraf nogle føres direkte tilbage til DPRK's regering. DPRK's fortsatte ekspatriering af nordkoreanske statsborgere som ulovlige arbejdstagere er en del af et igangværende forsøg på at underminere og unddrage sig UNSCR 2375 (2017) og UNSCR 2397 (2017).

2) I bilag III foretages følgende ændringer:

2) a)

Følgende punkter tilføjes under overskriften A. Personer: Navn Identificerende oplysninger Opførelsesdato Begrundelse 32. AN Se-Ho 안세호 Fødselsdato: 15.6.1976 Pasnr.: 572110043 Nationalitet: DPRK Køn: mand Formidler i forbindelse med et projekt til opførelse af en ammunitionsfabrik i Mali 31.5.2024 An Se-Ho er nordkoreansk diplomat, som tidligere var førstesekretær på DPRK's ambassade i Conakry (Guinea). Ambassaden lukkede i december 2023. Han var hovedkoordinator for opførelsen af en ammunitionsfabrik i Mali. I 2022 mødtes han med Malis minister for territorial forvaltning og decentralisering, Abdoulaye Maïga. I november 2022 mødtes han også med højtstående embedsmænd fra Malis junta for at drøfte opførelsen af fabrikken i Dialakorobougou i nærheden af Bamako. 33. Oleg Nikolaevich KOZHEMYAKO Олег Николаевич КОЖЕМЯКО Fødselsdato: 17.3.1962 Fødested: Chernigovka, (russisk: Черниговка), Den Russiske Føderation Pasnr.: 572110043 Nationalitet: russisk Køn: mand Guvernør, Primorskiy Krai, Den Russiske Føderation 31.5.2024 I sin egenskab af guvernør for Primorsky Krai-regionen i Den Russiske Føderation spillede Oleg Nikolaevich Kozhemyako en afgørende rolle i Kim Jong Uns officielle besøg i Den Russiske Føderation i september 2023. Under dette besøg gav Oleg Kozhemyako Kim Jong Un våben og uniformer i gave, som han kunne tage med tilbage til DPRK i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Sådant materiale vil derefter blive anvendt af DPRK's væbnede styrker og ombygget, hvilket udgør en indirekte teknologioverførsel til DPRK. Han medvirker således til unddragelsen af FN's sanktioner.

b)

Følgende punkt tilføjes under overskriften B. Enheder: Navn (og muligt alias) Identificerende oplysninger Opførelsesdato Begrundelse 10. Eastern Stevedoring Company (alias Vostochnaya Stevedoring Company LLC) OOO Восточная Стивидорная Компания Adresse: 14a, ul. Vnutriportovaya. Vrangel-1 692941 Nakhodka, Den Russiske Føderation 31.5.2024 Eastern Stevedoring Company, også kendt som Vostochnaya Stevedoring Company, driver terminalerne i den største containerhavn i Russisk Fjernøsten i Vostochny havn. Det er gennem denne havn i Den Russiske Føderation, at tusindvis af containere med nordkoreanske våben og nordkoreansk ammunition er blevet overført til de russiske væbnede styrker, inden de bliver transporteret hen i nærheden af frontlinjen i Ukraine. Som operatør af Vostochny havn har Eastern Stevedoring Company været involveret i våbenoverførsler fra DPRK til Den Russiske Føderation i strid med UNSCR 1718 (2006) og UNSCR 1874 (2009).

Versioner

  1. 2024-05-31