Gelex

Rådets afgørelse (EU) 2024/1639 af 30. maj 2024 om undertegnelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien

GældendeVersion 2024-05-30
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1639@2024-05-30/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3
    4. Artikel 4
  2. ERKLÆRING VEDRØRENDE ISLAND, KONGERIGET NORGE, DET SCHWEIZISKE FORBUND OG FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEIN

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra b) og d), og artikel 79, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I situationer, der kræver indsættelse af grænseforvaltningshold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps i et tredjeland, hvor holdmedlemmerne vil udøve udøvende beføjelser, skal Unionen i henhold til artikel 73, stk. 3, i forordning (EU) 2019/1896 indgå en statusaftale med det pågældende tredjeland på grundlag af artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(2) Den 18. november 2022 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Republikken Serbien om en aftale om operationelle aktiviteter, der gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien (aftalen).

(3) Forhandlingerne blev afsluttet med et positivt resultat.

(4) Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(5) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har truffet foranstaltning om denne afgørelse til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(6) Aftalen bør undertegnes, og den erklæring vedrørende Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, der er knyttet til denne afgørelse, bør godkendes, på Unionens vegne.

(7) I overensstemmelse med traktaterne bør Kommissionen sikre undertegnelse af aftalen med forbehold af dens indgåelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien (aftalen), med forbehold af indgåelse af aftalen.

Artikel 2

Den erklæring, der er knyttet til denne afgørelse, godkendes på Unionens vegne.

Artikel 3

Kommissionen sikrer undertegnelse af aftalen med forbehold af dens indgåelse.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. maj 2024. På Rådets vegne T. Van der Straeten Formand

ERKLÆRING VEDRØRENDE ISLAND, KONGERIGET NORGE, DET SCHWEIZISKE FORBUND OG FYRSTENDØMMET LIECHTENSTEIN

Parterne til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien, noterer sig de tætte forbindelser mellem Den Europæiske Union og Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, navnlig i henhold til aftalerne af 18. maj 1999 og 26. oktober 2004 om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne. Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Island, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein, på den ene side, og Republikken Serbien, på den anden side, uden ophold indgår bilaterale aftaler om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien, svarende til dem, der er omhandlet i aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om operationelle aktiviteter, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Serbien.

Versioner

  1. 2024-05-30