Rådets afgørelse (FUSP) 2024/1804 af 24. juni 2024 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/2319 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/1804@2024-06-24/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,
under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/2319 af 25. november 2022 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti, særlig artikel 8, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 25. november 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/2319.
(2) Den 2. oktober 2023 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (Sikkerhedsrådet) resolution 2699 (2023), der fastslår, at situationen i Haiti fortsat udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed og mod stabiliteten i regionen.
(3) De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2699 (2023) fordømmer den stigende vold, de kriminelle aktiviteter og krænkelserne og misbruget af menneskerettighederne, som underminerer freden, stabiliteten og sikkerheden i Haiti og regionen, herunder kidnapninger, seksuel og kønsbaseret vold, menneskehandel og smugling af migranter, drab, udenretslige henrettelser og våbensmugling. UNSCR 2699 (2023) anerkender også, hvor vigtig og presserende begrænsning af den ulovlige handel med våben og ammunition til Haiti er for at skabe et trygt operativt miljø for international sikkerhedsstøtte, herunder deployering af en multinational sikkerhedsstøttemission.
(4) Punkt 14 i UNSCR 2699 (2023) kræver, at den målrettede våbenembargo vedrørende våben og dertil knyttet materiel, der i henhold til punkt 11 i UNSCR 2653 (2022) skal anvendes på personer eller enheder, som er udpeget af den komité, der er nedsat i medfør af punkt 19 i UNSCR 2653 (2022), erstattes af en våbenembargo vedrørende håndvåben, lette våben og ammunition, som skal anvendes på hele Haitis område.
(5) For at sikre effektiv gennemførelse af punkt 14 i UNSCR 2699 (2023) er det hensigtsmæssigt at anvende våbenembargoen på håndvåben og lette våben, komponenter og tilbehør hertil samt ammunition, jf. bilaget til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/38, samt skydevåben og dele og væsentlige komponenter hertil samt ammunition som defineret i Rådets forordning (EU) nr. 258/2012.
(6) Den 19. oktober 2023 vedtog Sikkerhedsrådet UNSCR 2700 (2023), som i punkt 11 opfordrer staterne til at forelægge en skriftlig rapport for den sanktionskomité, der er nedsat i medfør af punkt 19 i UNSCR 2653 (2022), i tilfælde, hvor en inspektion, der er foretaget i overensstemmelse med punkt 13 i UNSCR 2653 (2022), fører til beslaglæggelse af produkter, som det i henhold til punkt 14 i UNSCR 2699 (2023) er forbudt at levere, sælge eller overføre.
(7) Afgørelse (FUSP) 2022/2319 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(8) Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Artikel 1 i afgørelse (FUSP) 2022/2319 affattes således:
Artikel 1
Artikel 1
1. Direkte eller indirekte levering, salg, overførsel eller eksport af håndvåben og lette våben, komponenter og tilbehør hertil samt ammunition, jf. bilaget til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/38, samt af skydevåben og dele og væsentlige komponenter hertil samt ammunition som defineret i Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 til Haiti fra statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder eller ved anvendelse af fartøjer eller luftfartøjer, der fører deres flag, forbydes, uanset om de eller det hidrører fra medlemsstaternes områder eller ej.
2. Det er forbudt:
a) at yde teknisk bistand, oplæring eller anden bistand, herunder levering af bevæbnede lejesoldater, i tilknytning til levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af produkter, som er nævnt i stk. 1, direkte eller indirekte til Haiti
b) at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning hertil, herunder navnlig gavebistand, lån og eksportkreditforsikring såvel som forsikring eller genforsikring, ved salg, levering, overførsel eller eksport af produkter, som er nævnt i stk. 1, eller ved ydelse af dertil knyttet teknisk eller anden bistand direkte eller indirekte til Haiti.
3. Medlemsstaterne inspicerer i overensstemmelse med deres nationale myndigheder, deres nationale lovgivning og folkeretten al fragt til Haiti på deres område, herunder i deres søhavne og lufthavne, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at fragten indeholder produkter, som det i henhold til denne artikel er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.
4. Medlemsstaterne rapporterer rettidigt tilfælde af overtrædelse af foranstaltningerne i stk. 1 og 2 til den komité, der er nedsat i medfør af punkt 19 i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2653 (2022) (sanktionskomitéen). Medlemsstaterne forelægger også sanktionskomitéen en skriftlig rapport om enhver beslaglæggelse af produkter som følge af en inspektion, der er foretaget i henhold til stk. 3.
5. Medlemsstaterne sikrer, at der er indført passende mærknings- og registreringsforanstaltninger til sporing af våben i overensstemmelse med de internationale og regionale instrumenter, som de er part i, og at det overvejes, hvordan nabolande, hvor det er relevant og på deres anmodning, bedst kan bistås i forebyggelse og afsløring af ulovlig handel og omdirigering i strid med foranstaltningerne i stk. 1 og 2.
6. Forbuddene i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på:
a) levering, salg, overførsel eller eksport af produkter som omhandlet i stk. 1, eller ydelse af teknisk bistand, oplæring eller anden bistand eller levering af finansieringsmidler eller finansiel bistand som omhandlet i stk. 2, litra a) og b), til FN eller en FN-bemyndiget mission eller til en sikkerhedsenhed, der opererer under Haitis regerings kommando, som skal anvendes af eller i samordning med disse enheder og udelukkende har til formål at fremme målene om fred og stabilitet i Haiti
b) levering, salg, overførsel eller eksport af produkter som omhandlet i stk. 1, eller ydelse af teknisk bistand, oplæring eller anden bistand eller levering af finansieringsmidler eller finansiel bistand som omhandlet i stk. 2, litra a) og b), til Haiti, hvis dette er godkendt på forhånd af sanktionskomitéen for at fremme målene om fred og stabilitet i Haiti.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Luxembourg, den 24. juni 2024. På Rådets vegne J. Borrell Fontelles Formand