Rådets afgørelse (EU) 2024/198 af 11. december 2023 om indgåelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar og den tilhørende gennemførelsesprotokol (2023-2027)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/198@2023-12-11/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 7,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2023/1476 blev partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar (Madagaskar) (aftalen) og den tilhørende gennemførelsesprotokol (2023-2027) (protokollen) undertegnet den 30. juni 2023.
(2) Aftalen erstatter den tidligere fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Madagaskar, der har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. januar 2007.
(3) Aftalen og protokollen har til formål at give EU-fartøjerne mulighed for at udøve fiskeri i Madagaskars fiskeriområde og gøre det muligt for Unionen og Madagaskar at arbejde tæt sammen for yderligere at fremme udviklingen af en politik for bæredygtigt fiskeri og ansvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i Madagaskars fiskeriområde og i Det Indiske Ocean. Dette samarbejde bidrager ligeledes til at skabe anstændige arbejdsvilkår i fiskerisektoren.
(4) Aftalen og protokollen bør godkendes.
(5) I henhold til aftalens artikel 14 nedsættes der en blandet komité, som skal overvåge gennemførelsen af aftalen og protokollen. I henhold til aftalens artikel 14, stk. 3, og protokollens artikel 11 og artikel 12, stk. 4, kan Den Blandede Komité derudover vedtage visse ændringer af protokollen. For at lette godkendelsen af sådanne ændringer bør Kommissionen på visse betingelser med hensyn til form og indhold bemyndiges til på Unionens vegne at godkende dem efter en forenklet procedure.
(6) Unionens holdning til de ændringer af protokollen, som foreslås, bør fastlægges af Rådet. De foreslåede ændringer bør godkendes, medmindre et blokerende mindretal af medlemsstater i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, gør indsigelse.
(7) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 og afgav udtalelse den 1. juni 2023 —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar og den tilhørende protokol om gennemførelse (2023-2027) godkendes herved på Unionens vegne.
Artikel 2
Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 17, og den notifikation, der er omhandlet i protokollens artikel 18.
Artikel 3
I overensstemmelse med proceduren og betingelserne fastsat i bilaget til denne afgørelse bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at godkende de ændringer af protokollen, som er vedtaget af Den Blandede Komité, der er nedsat ved aftalens artikel 14.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 2023. På Rådets vegne L. Planas Puchades Formand
ANNEX
BILAG PROCEDURE OG BETINGELSER FOR GODKENDELSE AF ÆNDRINGER AF PROTOKOLLEN, DER SKAL VEDTAGES AF DEN BLANDEDE KOMITÉ
Hvis Den Blandede Komité skal vedtage ændringer af protokollen i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i aftalen og protokollens artikel 11 og artikel 12, stk. 4, bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at godkende de foreslåede ændringer på nedenstående betingelser:
1) Kommissionen sikrer, at godkendelsen på Unionens vegne:
1) a)
er i overensstemmelse med målsætningerne for den fælles fiskeripolitik
b)
er forenelig med de relevante regler, der er vedtaget af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, og tager hensyn til fælles kyststatsforvaltning
c)
tager hensyn til de seneste statistiske, biologiske og andre relevante oplysninger, der er fremsendt til Kommissionen.
2) Inden Kommissionen godkender de foreslåede ændringer på Unionens vegne, forelægger den dem for Rådet i tilstrækkelig god tid inden det relevante møde i Den Blandede Komité.
3) Overensstemmelsen af de foreslåede ændringer med de kriterier, der er fastsat i punkt 1, vurderes af Rådet.
4) Medmindre en række medlemsstater svarende til et blokerende mindretal i Rådet i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union gør indsigelse mod de foreslåede ændringer, godkender Kommissionen dem på Unionens vegne. Hvis der er et sådant blokerende mindretal, afviser Kommissionen de foreslåede ændringer på Unionens vegne.
5) Hvis det på senere møder i Den Blandede Komité, herunder på stedet, er umuligt at nå til enighed, forelægges spørgsmålet på ny for Rådet i henhold til proceduren i punkt 2)-4), således at der i Unionens holdning tages hensyn til nye elementer.
6) Kommissionen opfordres til rettidigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger til opfølgning af Den Blandede Komités afgørelse, herunder eventuelt offentliggørelse af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og forelæggelse af alle de forslag, der er nødvendige for at gennemføre afgørelsen. Med hensyn til andre spørgsmål, der ikke vedrører ændringer af protokollen i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i aftalen og protokollens artikel 11 og artikel 12, stk. 4, fastlægges den holdning, som Unionen skal indtage i Den Blandede Komité, i overensstemmelse med traktaterne og den etablerede arbejdspraksis.