Gelex

Rådets afgørelse (EU) 2024/2006 af 17. juni 2024 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union på den ene side og Canada på den anden side om Canadas deltagelse i EU-programmer

GældendeVersion 2024-06-17
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2006@2024-06-17/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3
    4. Artikel 4
    5. Artikel 5

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 186 og 212 sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved skrivelse af 21. juni 2021 udtrykte Canada formel interesse i at blive associeret med Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation (2021-2027), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (Horisont Europa-programmet).

(2) Den 9. september 2022 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2022/1526 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Canada på Unionens vegne om en aftale om de generelle principper for Canadas deltagelse i EU-programmer og om Canadas associering med Horisont Europa-programmet.

(3) Forhandlingerne er afsluttet, og aftalen mellem Den Europæiske Union på den ene side og Canada på den anden side om Canadas deltagelse i EU-programmer (aftalen) blev paraferet den 17. november 2022. Afslutningen af forhandlingerne blev officielt meddelt på topmødet mellem EU og Canada den 23. og 24. november 2023 i Saint John's i Canada.

(4) Med henblik på at etablere en varig ramme for samarbejdet mellem Unionen og Canada fastsætter aftalen vilkårene og betingelserne for Canadas deltagelse i de EU-programmer eller -aktiviteter, som er åbne for Canadas deltagelse i overensstemmelse med basisretsakterne om oprettelse af disse EU-programmer eller -aktiviteter. I medfør af aftalen vil Unionen iværksætte samarbejdsforanstaltninger med Canada i henhold til artikel 212 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(5) I henhold til aftalens artikel 1 er de specifikke vilkår og betingelser, der gælder for Canadas deltagelse i EU-programmer eller -aktiviteter, betinget af vedtagelsen af protokoller til aftalen.

(6) I henhold til aftalens artikel 3, stk. 3, er de specifikke vilkår og betingelser for Canadas deltagelse i Horisont Europa-programmet fastsat i protokollen om Canadas associering med Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation (2021-2027) (protokollen om Canadas associering med Horisont Europa).

(7) I overensstemmelse med Rådets mandat blev protokollen om Canadas associering med Horisont Europa forhandlet sideløbende med aftalen og udgør i henhold til aftalens artikel 19, stk. 14, en integrerende del heraf. Canada bør som associeret land deltage i Horisont Europa-programmets søjle II (Globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne).

(8) Canada opfylder kriterierne i artikel 16, stk. 1, litra d), i forordning (EU) 2021/695.

(9) Aftalen er i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) 2021/695, som kræver, at tredjelandes associering med Horisont Europa-programmet i henhold til nævnte forordnings artikel 16, stk. 1, litra d), er i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i en aftale om tredjelandets deltagelse i EU-programmer, forudsat at aftalen: sikrer en rimelig balance for så vidt angår bidrag og fordele for det tredjeland, som deltager i EU-programmerne fastsætter betingelserne for deltagelse i EU-programmerne, herunder beregningen af finansielle bidrag til de enkelte programmer, og deres administrationsomkostninger ikke indrømmer tredjelandet beslutningskompetence med hensyn til EU-programmet og garanterer Unionen ret til at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning og til at beskytte sine finansielle interesser.

(10) Aftalen bør undertegnes.

(11) Med henblik på at sikre et rettidigt samarbejde mellem Unionen og Canada inden for forskning, teknologisk udvikling og innovation og på at muliggøre canadiske enheders deltagelse i Horisont Europa-programmet bør aftalen anvendes midlertidigt indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden.

(12) I overensstemmelse med traktaterne bør Kommissionen sikre undertegnelse af aftalen med forbehold af dens indgåelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union på den ene side og Canada på den anden side om Canadas deltagelse i EU-programmer (aftalen) med forbehold af indgåelse af aftalen.

Artikel 2

Kommissionen sikrer undertegnelse af aftalen med forbehold af dens indgåelse.

Artikel 3

Aftalen anvendes midlertidigt i overensstemmelse med aftalens artikel 19, stk. 2, indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden.

Artikel 4

Kommissionen foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 19, stk. 2.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 17. juni 2024. På Rådets vegne Formand A. Maron

Versioner

  1. 2024-06-17