Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2071 af 31. juli 2024 om afslag på forlængelse af godkendelsen af Scansmoke PB 1110 (SF-001) som røgaromaprimærprodukt (meddelt under nummer C(2024) 3700) (Kun den tyske udgave er autentisk)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2071@2024-07-31/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2065/2003 af 10. november 2003 om røgaromaer, som anvendes eller er bestemt til anvendelse i eller på fødevarer, særlig artikel 12, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til forordning (EF) nr. 2065/2003 må kun røgaromaer, der er opført på EU-listen over godkendte røgaromaprimærprodukter (EU-listen), markedsføres i Unionen.
(2) EU-listen blev opstillet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1321/2013. Scansmoke PB 1110 (SF-001) blev opført på denne liste med udløbsdato for godkendelsen den 1. januar 2024.
(3) Den 30. juni 2022 indgav virksomheden proFagus GmbH en ansøgning om forlængelse af godkendelsen af Scansmoke PB 1110 (SF-001) som røgaromaprimærprodukt og anmodede om at omdøbe produktet til proFagus Smoke R714.
(4) Den 28. september 2023 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (autoriteten) sin videnskabelige udtalelse om sikkerheden ved Scansmoke PB 1110 (SF-001).
(5) Autoriteten bemærkede i sin videnskabelige udtalelse, at Scansmoke PB 1110 (SF-001) indeholder stoffet furan-2(5H)-on, og konkluderede, at der in vivo blev konstateret en betænkelighed for genotoksicitet for dette stof ved oral indgift. I overensstemmelse med autoritetens erklæring om genotoksicitetsvurderingen af kemiske blandinger, og i betragtning af at den anslåede eksponering for denne komponent ligger over tærsklen for toksikologisk betænkelighed på 0,0025 μg/kg legemsvægt pr. dag for DNA-reaktive mutagener og/eller kræftfremkaldende stoffer, konkluderede autoriteten, at Scansmoke PB 1110 (SF-001) giver anledning til betænkelighed med hensyn til genotoksicitet. Autoriteten konkluderede endvidere, at yderligere tre komponenter i Scansmoke PB 1110 (SF-001) og den uidentificerede del heraf giver anledning til en mulig betænkelighed for genotoksicitet.
(6) I henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 2065/2003 må kun røgaromaer, der ikke indebærer risici for menneskers sundhed, godkendes og markedsføres. Der bør derfor gives afslag på forlængelse af godkendelsen af Scansmoke PB 1110 (SF-001) som røgaromaprimærprodukt.
(7) For at gøre det muligt for fødevarevirksomhedsledere at anvende Scansmoke PB 1110 (SF-001) som røgaromaprimærprodukt til fremstilling af fødevarer, der skal markedsføres indtil den 1. juli 2029, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2067, bør Scansmoke PB 1110 (SF-001) dog kunne markedsføres indtil denne dato.
(8) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Der gives afslag på forlængelse af godkendelsen af Scansmoke PB 1110 (SF-001) som røgaromaprimærprodukt.
Artikel 2
Scansmoke PB 1110 (SF-001) kan fortsat markedsføres indtil den 1. juli 2029.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til proFagus GmbH, Strategic Projects, Uslarer Straße 30, 37194 Bodenfelde, Tyskland. Udfærdiget i Bruxelles, den 31. juli 2024. På Kommissionens vegne Stella Kyriakides Medlem af Kommissionen