Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2103 af 30. juli 2024 om harmoniseret standard for direkte fjernidentifikation af ubemandede luftfartøjer, der er udarbejdet til støtte for delegeret forordning (EU) 2019/945 (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2103@2024-07-30/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF, særlig artikel 10, stk. 6, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til artikel 12 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/945 gælder det, at produkt, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele deraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes at være i overensstemmelse med de krav, der er omfattet af disse standarder eller dele deraf, jf. del 1-6, 16 og 17 i bilaget til nævnte delegerede forordning.
(2) Kommissionen anmodede ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2020) 6148 Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) om at udarbejde harmoniserede standarder til støtte for delegeret forordning (EU) 2019/945 (anmodningen).
(3) På grundlag af anmodningen udarbejdede CEN den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 vedrørende de krav til direkte fjernidentifikation, der gælder for ubemandede luftfartøjssystemer og direkte fjernidentifikation.
(4) Kommissionen har sammen med CEN vurderet, hvorvidt den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 er i overensstemmelse med anmodningen.
(5) Da den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 ikke i tilstrækkelig grad dækker kravene i del 2, nr. 12), litra b), del 3, nr. 14), litra b), del 4, nr. 9), litra b), og del 6, nr. 3), i bilaget til delegeret forordning (EU) 2019/945 vedrørende evnen til at modtage det direkte fjernidentifikationssignal direkte via eksisterende mobile enheder, bør henvisningen til denne standard offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med begrænsninger.
(6) Overholdelsen af en harmoniseret standard medfører en formodning om overensstemmelse med de relevante krav i Unionens harmoniseringslovgivning fra datoen for offentliggørelsen af referencen for en sådan standard i Den Europæiske Unions Tidende. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Referencen for den harmoniserede standard for direkte fjernidentifikation af ubemandede luftfartøjssystemer, der er udarbejdet til støtte for delegeret forordning (EU) 2019/945 og opført i bilaget til denne afgørelse, offentliggøres hermed i Den Europæiske Unions Tidende med begrænsninger.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand
ANNEX
BILAG
Nr. Reference for standarden 1 EN 4709-002:2023 Aerospace series - Unmanned Aircraft Systems - Part 002: Direct Remote identification Begrænsning: Den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 giver ikke formodning om overensstemmelse med kravene i del 2, nr. 12), litra b), del 3, nr. 14), litra b), del 4, nr. 9), litra b), og del 6, nr. 3), i bilaget til delegeret forordning (EU) 2019/945, som kræver, at den direkte fjernidentifikationsfunktion skal transmittere signalet på en sådan måde, at det kan modtages direkte via eksisterende mobile enheder inden for sendeområdet.