Gelex

Rådets afgørelse (EU) 2024/2218 af 28. august 2024 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet

GældendeVersion 2024-08-28
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2218@2024-08-28/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved afgørelse (EU) 2022/2349 bemyndigede Rådet Europa-Kommissionen til at indlede forhandlinger på Unionens vegne om Europarådets konvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet. Den 17. maj 2024 blev forhandlingerne afsluttet med paraferingen af rammekonventionen om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (konventionen) og dens vedtagelse i Europarådets Ministerkomité.

(2) Konventionen fastsætter generelle principper og forpligtelser, som parterne i konventionen skal overholde for at sikre beskyttelsen af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i forbindelse med aktiviteter inden for livscyklussen for systemer med kunstig intelligens (AI).

(3) Den 13. juni 2024 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 16 og 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1689, som indeholder generelt fuldt harmoniserede regler for markedsføring, ibrugtagning og anvendelse af AI-systemer i Unionen. Disse regler finder direkte anvendelse i medlemsstaterne, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i nævnte forordning. Konventionen skal gennemføres i Unionen udelukkende gennem forordning (EU) 2024/1689 og anden relevant gældende EU-ret, hvor det er relevant.

(4) Aktiviteter inden for AI-systemers livscyklus i forbindelse med beskyttelse af nationale sikkerhedsinteresser er udelukket fra konventionens anvendelsesområde. Forordning (EU) 2024/1689, som vil være den primære EU-retsakt til gennemførelse af konventionen, udelukker også AI-systemer, der bringes i omsætning, ibrugtages eller anvendes med eller uden ændring til formål, der udelukkende vedrører national sikkerhed, og output fra AI-systemer, der anvendes i Unionen udelukkende til sådanne formål, uanset hvilken type enhed der udfører disse aktiviteter. Desuden forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar som fastsat i artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Den holdning, som Unionen skal give udtryk for på den partskonference, der er oprettet ved konventionen, bør derfor respektere ovennævnte grænser. Kommissionen bør navnlig afholde sig fra at drøfte eller indtage nogen holdning til aktiviteter inden for AI-systemers livscyklus i forbindelse med beskyttelse af nationale sikkerhedsinteresser på partskonferencens møder.

(5) Da konventionens personelle og materielle anvendelsesområde og dens materielle bestemmelser i vidt omfang falder sammen med forordning (EU) 2024/1689, som suppleres af anden relevant gældende EU-ret, kan indgåelsen af konventionen berøre fælles EU-regler eller ændre deres anvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 2, i TEUF. En sådan anden relevant gældende EU-ret omfatter retsakter, der har til formål at gennemføre de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, såsom EU-lovgivning om ikkeforskelsbehandling, herunder Rådets direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF, gældende EU-ret om beskyttelse af personoplysninger, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2022/2065, der har til formål at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, hvor de grundlæggende rettigheder, herunder retten til ytringsfrihed og retten til at modtage og videregive oplysninger, respekteres, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/900 og produktsikkerhedslovgivning og lovgivning om produktansvar, herunder Rådets direktiv 85/374/EØF. Unionen har derfor ekstern enekompetence til at undertegne konventionen. Derfor bør kun Unionen blive part i konventionen med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(6) Partskonferencen vil spille en vigtig rolle i den effektive gennemførelse af konventionen, herunder ved at fremsætte specifikke anbefalinger med hensyn til dens fortolkning og anvendelse. Partskonferencen vil også overveje eventuelle ændringer af konventionen. I overensstemmelse med artikel 218, stk. 9, i TEUF bør Rådet på forslag af Kommissionen vedtage afgørelser om fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne på partskonferencen, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, navnlig partskonferencens forretningsorden. Ved forhandlingen af denne forretningsorden, som skal vedtages ved konsensus senest 12 måneder efter konventionens ikrafttræden, vil Unionen bestræbe sig på at sikre et resultat, der tildeler den 27 stemmer, hvilket afspejler antallet af medlemsstater. Hvis Unionen tildeles 27 stemmer, bør Kommissionen, der repræsenterer Unionen, sikre øget koordinering med medlemsstaterne for at udtrykke ensartede holdninger inden partskonferencen og udøve sin stemmeret på Unionens vegne. En sådan øget koordinering er særlig relevant, eftersom alle medlemsstater også er medlemmer af Europarådet, og under hensyntagen til den hastigt skiftende karakter af kunstig intelligens samt behovet for at have en sammenhængende globalt gældende ramme på området. Med henblik på at sikre øget koordinering bør Rådet inddrages i formuleringen af enhver holdning, uanset dens art, herunder holdninger på grundlag af artikel 16, stk. 1, i TEU og artikel 218, stk. 9, i TEUF. Hvis Unionen, selv om den har gjort sit bedste, ikke er i stand til at opnå en tildeling på 27 stemmer, bør Kommissionen for at sikre, at Unionen har et antal stemmer, der afspejler dens indflydelse i Europarådet og giver den mulighed for på passende vis at forsvare sine interesser, foreslå, at medlemsstaterne i henhold til artikel 2, stk. 1, i TEUF og under fuld overholdelse af Unionens enekompetence bemyndiges til at tiltræde konventionen sammen med Unionen.

(7) Kommissionen vil opfordre hver medlemsstat til at sende en repræsentant, der skal ledsage Kommissionens repræsentation som en del af Unionens delegation, til partskonferencens møder. Princippet om loyalt samarbejde skal respekteres.

(8) For så vidt angår enhver anden aftale, der måtte blive indgået i fremtiden i Europarådets regi eller i andre internationale fora, herunder inden for kunstig intelligens, og for så vidt angår enhver ændring af konventionen bør opdelingen af eksterne kompetencer mellem Unionen og medlemsstaterne vurderes i lyset af hvert af disse instrumenters særlige karakteristika. Det er yderst vigtigt, at Unionen og dens medlemsstater fortsat kan spille deres direkte og aktive rolle med hensyn til at udtrykke Unionens stemme og forsvare dens interesser på en konsekvent og koordineret måde i fuld overensstemmelse med traktaterne.

(9) I overensstemmelse med traktaterne bør Kommissionen sikre undertegnelse af konventionen med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (konventionen) med forbehold af indgåelse af konventionen.

Artikel 2

Kommissionen sikrer undertegnelse af konventionen med forbehold af dens indgåelse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. august 2024. På Rådets vegne Bóka J. Formand

Versioner

  1. 2024-08-28