Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/266 af 17. januar 2024 om udpegelse af et EU-referencecenter for velfærd for akvatiske dyr, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 (meddelt under nummer C(2024) 209) (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/266@2024-01-17/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol), særlig artikel 95, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ved forordning (EU) 2017/625 er der fastsat regler for gennemførelse af offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter, herunder for udvælgelse og udpegelse af EU-referencecentre for dyrevelfærd. EU-referencecentrene for dyrevelfærd støtter Kommissionens og medlemsstaternes horisontale aktiviteter inden for dyrevelfærdskrav, jf. artikel 1, stk. 2, litra f), i forordning (EU) 2017/625.
(2) Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/329 blev der udpeget et EU-referencecenter for dyrevelfærd, der i henhold til centrets arbejdsprogram er koncentreret om grise. Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1685 blev der udpeget et EU-referencecenter for dyrevelfærd for fjerkræ og andre små opdrættede dyr. Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/755 blev der udpeget et EU-referencecenter for dyrevelfærd for drøvtyggere og dyr af hestefamilien.
(3) I overensstemmelse med artikel 95, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2017/625 gennemførte Kommissionen en offentlig udvælgelsesprocedure gennem en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på udvælgelse og udpegelse af et EU-referencecenter for velfærd for akvatiske dyr. Evalueringen af de indkommende ansøgninger blev foretaget på grundlag af kravene og ansvarsområderne i artikel 95, stk. 3, og artikel 96 i forordning (EU) 2017/625 samt på grundlag af kriterierne i indkaldelsen af interessetilkendegivelser med henblik på udvælgelse.
(4) På baggrund af evalueringen bør et konsortium, der ledes af universitetet på Kreta (Grækenland), og som også består af centret for biologi ved det tjekkiske akademi for videnskab, institut for parasitologi (Tjekkiet) og Universitat Autònoma de Barcelona (Spanien) (konsortiet) udpeges til at være EU-referencecenter for velfærd for akvatiske dyr. Konsortiet vil være ansvarligt for de støtteopgaver, der er omfattet af EU-referencecentrets årlige eller flerårige arbejdsprogram. Dette arbejdsprogram udarbejdes i overensstemmelse med kravene i artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/690.
(5) I henhold til artikel 95, stk. 2, litra b), i forordning (EU) 2017/625 skal udpegelsen af et EU-referencecenter for dyrevelfærd være tidsbegrænset eller tages regelmæssigt op til revision. Udpegelsen af EU-referencecenteret for velfærd for akvatiske dyr bør derfor tages op til revision hvert syvende år regnet fra denne afgørelses anvendelsesdato.
(6) Det udpegede EU-referencecenter for velfærd for akvatiske dyr bør have tid til at udarbejde sit arbejdsprogram for næste budgetperiode. Derfor bør denne afgørelse anvendes fra den 1. februar 2024 —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Følgende konsortium udpeges herved til at være et EU-referencecenter for velfærd for akvatiske dyr, der er ansvarligt for at støtte Kommissionens og medlemsstaternes horisontale aktiviteter på området for dyrevelfærdskrav vedrørende akvatiske dyr:
Konsortium under ledelse af universitetet på Kreta (Gallos University Campus, 741 00 Rethymno, GRÆKENLAND), og som også består af centret for biologi ved det tjekkiske akademi for videnskab, institut for parasitologi (Branišovská 1160/31, 370 05 České Budějovice, TJEKKIET) og Universitat Autònoma de Barcelona (Edifici A — Campus UAB, 08193 Bellaterra, Cerdanyola del Vallès, SPANIEN).
2. Udpegelsen, der er omhandlet i stk. 1, tages op til revision hvert syvende år regnet fra denne afgørelses anvendelsesdato.
Artikel 2
Denne afgørelse finder anvendelse fra den 1. februar 2024.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 17. januar 2024. På Kommissionens vegne Stella Kyriakides Medlem af Kommissionen