Rådets afgørelse (EU) 2024/2709 af 10. oktober 2024 om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om sikkerhedsprocedurer for opsendelse af Galileosatellitter fra USA's område
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2709@2024-10-10/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 189, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Aflysningen af to Soyuzopsendelser fra rumcentret i Guyana i april og september 2022 samt den bebudede forsinkelse af Ariane-6 gør det nødvendigt for Unionen til at finde alternativer for hurtigst muligt at genoptage opsendelserne af Galileosatellitter. Dette er afgørende for at sikre korrekt drift af Galileosystemet, som er en del af Unionens rumprogram oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696.
(2) Unionen har i mange år samarbejdet med USA om satellitnavigation. Aftalen om fremme, tilrådighedsstillelse og brug af de satellitbaserede navigationssystemer, Galileo og GPS, samt tilhørende anvendelser mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Amerikas Forenede Stater på den anden side trådte i kraft den 12. december 2011.
(3) Den 23. november 2023 gav Rådet bemyndigelse til at indlede forhandlinger på Unionens vegne med henblik på at indgå en aftale mellem Unionen og USA om fastlæggelse af sikkerhedsprocedurer for opsendelse af Galileosatellitter fra USA's område (aftalen).
(4) I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2024/1213 blev aftalen undertegnet på Unionens vegne den 25. marts 2024 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.
(5) Aftalen mellem Den Europæiske Union og regeringen for Amerikas Forenede Stater om klassificerede oplysningers sikkerhed vil finde anvendelse på EU's klassificerede informationer, der videregives til USA.
(6) Generalsekretæren for Rådet er depositar for denne aftale.
(7) Aftalen bør godkendes —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om sikkerhedsprocedurer for opsendelse af Galileosatellitter fra USA's område (aftalen) godkendes herved på Unionens vegne.
Artikel 2
Formanden for Rådet giver på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 12, stk. 1.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 10. oktober 2024. På Rådets vegne Pintér S. Formand