Gelex

Rådets afgørelse (FUSP) 2024/2756 af 24. oktober 2024 om ændring af afgørelse (FUSP) 2022/2319 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti

GældendeVersion 2024-10-24
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2756@2024-10-24/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
  2. ANNEX
  3. BILAG 6.7.

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/2319 af 25. november 2022 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Haiti, særlig artikel 4, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 25. november 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/2319.

(2) Den 27. september 2024 tilføjede De Forenede Nationers Sikkerhedsråds komité, der er nedsat i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 2653 (2022), to personer til listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

(3) Afgørelse (FUSP) 2022/2319 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag I til afgørelse (FUSP) 2022/2319 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. oktober 2024. På Rådets vegne Bóka J. Formand

ANNEX

BILAG 6.7.

I bilag I til afgørelse (FUSP) 2022/2319, på Liste over personer, jf. artikel 1, stk. 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, og over enheder, jf. artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, under PERSONER, tilføjes følgende punkter: Prophane VICTOR. Opført på listen i henhold til punkt 15 i FN's Sikkerhedsråds resolution 2653 (2022) for så vidt angår de foranstaltninger, der er opført i punkt 3, 6 og 11, som yderligere uddybet i nævnte resolutions punkt 16, litra a) og b). Stilling: Tidligere medlem af Haitis parlament, har været involveret i våbenhandel og brug af vold for politisk vindings skyld. Fødselsdato: — Fødested: — Nationalitet: haitisk Dato for FN's opførelse på listen: 27. september 2024 Køn: mand Yderligere oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til opførelse på listen fra sanktionskomitéen: Prophane Victor har længe været involveret i aktiviteter, der truer freden, sikkerheden og stabiliteten i Haiti og i hele regionen. Han har navnlig støttet og bevæbnet bander, handlet ulovligt med våben, omdirigeret statslige indtægter og anvendt vold for politisk og økonomisk vindings skyld. Prophane Victor var medlem af den seneste nationalforsamling (2016-2020) som parlamentsmedlem (deputeret) for Petite Riviere, departementet Artibonite, et område med stigende vold og bandekontrol. For at sikre sit valg som deputeret i 2016 og sin kontrol med området begyndte Prophane Victor at bevæbne unge mænd i Petite Riviere, som derefter dannede Gran Grif-banden, som i øjeblikket står bag de fleste menneskerettighedskrænkelser, herunder seksuel vold, i departementet Artibonite (se S/2023/674, præmis 75). Han er ikke længere medlem af Parlamentet og har ingen politisk stilling. Ud over at sikre sit politiske fodfæste gennem brug af bander er Victor en tidligere højtstående toldembedsmand og forretningsmand, der kontrollerer dele af toldvæsenet, hvorved han har kunnet opbygge velstand og deltage i en række kriminelle aktiviteter uden strafferetlige konsekvenser. Det blev rapporteret i januar 2023, at Victor truede toldembedsmændene i deres arbejde. Victor fortsatte med at støtte Gran Grif-banden indtil 2020 og har siden støttet rivaliserende bander i dette område (se S/2023/674, præmis 75). Luckson ELAN. Opført på listen i henhold til punkt 15 i FN's Sikkerhedsråds resolution 2653 (2022) for så vidt angår de foranstaltninger, der er opført i nævnte resolutions punkt 3, 6 og 11, som yderligere uddybet i nævnte resolutions punkt 16, litra a), b), d), e) og f). Stilling: leder af Gran Grif-banden Fødselsdato: 6. januar 1988 Fødested: — Nationalitet: haitisk Dato for FN's opførelse på listen: 27. september 2024 Køn: mand Yderligere oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til opførelse på listen fra sanktionskomitéen: Luckson Elan, leder af Gran Grif-banden, har længe været involveret i aktiviteter, der truer freden, sikkerheden og stabiliteten i Haiti og i hele regionen. Hans bande er den største og stærkeste i departementet Artibonite og har udvidet sin territoriale kontrol, begået menneskerettighedskrænkelser og handlet ulovligt med våben og ammunition. Den 8. februar 2023 opsnappede medlemmer af selvforsvarsgruppen Jean Denis-koalitionen et køretøj, der kom kørende fra Port-au-Prince lastet med flere kasser våben og ammunition til Gran Grif-banden (se OHCHR's rapport Criminal Violence Extends beyond Port-au-Prince, november 2023). Under Elans ledelse omfatter menneskerettighedskrænkelser og andre forbrydelser begået af banden udenretslige drab, voldtægt, rekruttering af børn, røveri, ødelæggelse af ejendom, kidnapning og kapring af lastbiler. For eksempel dræbte Luckson Elan den 30. november 2023 en kvinde for at nægte at have seksuel omgang med ham. I april 2024 foretog Gran Grif flere angreb på retsvæsenet ved at slå to advokater ihjel. Mellem oktober 2023 og januar 2024 foretog Gran Grif ni massekidnapninger af 157 personer. Gran Grif har også stået for den mest omfattende rekruttering af børn i Haiti.

Versioner

  1. 2024-10-24